Den internationalt anerkendte forsker Henrik Møller er fyret fra sin stilling som professor ved Institut for Elektroniske Systemer, Aalborg Universitet. Af Informations dækning af fyringen fremgår det den 2. juni, at Henrik Møller er overrasket, da det ikke er normalt, at et universitet lader en ansættelse afhænge af ekstern finansiering – og fordi Henrik Møller aldrig selv har erfaret, at hans ansættelse skulle gøre det.
Informations Emil Rottbøll fulgte historien op med lederen »Forskning uden faktura« den 10. juni, hvor han kritiserede kravet om ekstern finansiering for at krænke forskningsfriheden. Mens Henrik Møllers overraskelse kan være forståelig, er det et åbent spørgsmål, om Rottbølls generelle kritik er det – ikke mindst i lyset af den viden om forventninger til professorers arbejde, som vi har fra international forskning.
Professor Bruce Macfarlane fra University of Hongkong står bag en undersøgelse fra 2012 af netop professorers forventninger til deres arbejde. Undersøgelsen omfatter 233 svar fra professorer, hvoraf 95 procent er ansat ved britiske universiteter og fem procent fra ikkebritiske universiteter. En af Bruce MacFarlanes hovedkonklusioner er, at der eksisterer et mismatch i forhold til forventninger.
Dårligt forventningsmatch
Det kommer for det første til udtryk ved, at langt de fleste professorer er ivrige efter at leve op til de forventninger, der knytter sig til at være professor. Men mens universiteter er relativt præcise med hensyn til, hvordan man bliver professor, er de langt mindre optaget af, hvad en professor forventes at gøre. Det anser professorerne for at være et problem.
For det andet kommer det til udtryk ved de forventninger, professorerne selv har – på egne og universitetets vegne – til måden at udfylde deres professorat på. Af de forventninger, professorerne har på egne vegne, kommer det ’at yde hjælp til kollegers udvikling’ ind på førstepladsen tæt fulgt af ’forskningsledelse’, ’at være en rollemodel’ og ’at opretholde kvaliteten af forskeruddannelse’.
Bemærkelsesværdigt er det, at forventningen om at spille ’en indtægtsgenerende rolle’ indtager en sidsteplads af de ni roller, som undersøgelsen gav mulighed for at vælge imellem. Men lige så bemærkelsesværdigt er det, at disse forventninger ikke matcher de forventninger, den samme gruppe professorer vurderer, at universitetet lægger vægt på. Her kommer ’indtægtsgenerering’ ind på anden plads kun overgået af krav om ’forskningsledelse’.
Krav om høje forventninger
Vender vi tilbage til fyringen af professor Henrik Møller, er hans overraskelse altså forståelig, hvis Aalborg Universitet aldrig har formuleret sine forventninger om ekstern finansiering direkte og eksplicit. Man kan tilføje, at det er sjældent, at universiteter er gode eller vant til at gøre den slags.
I forlængelse heraf må man dog samtidig overveje, om forklaringen på de manglende evner i den retning er, at universiteter traditionelt har opfattet sådan en forventningsformulering som frihedskrænkende: Det skulle professorerne som fritgående, faglige fyrtårne nok selv finde ud af! Men sådan forholder det sig ikke længere. Højeste kyndighed er ikke længere højeste myndighed. Snarere ser det ud til, at højeste kyndighed forlanger, at en forskningsinformeret universitetsledelse formulerer tydelige forventninger. I hvert fald ved vi fra Bruce Macfarlanes undersøgelse, at professorer faktisk gerne ser en forventningsformulering og -afstemning. Tilsvarende ved vi, at danske universiteter har været og er i gang med at formulere bedre ansættelsespolitikker og -processer, der blandt andet skal tydeliggøre forventningerne til professorer. Vil selve forventningen og for den sags skyld en eksplicit formulering af en forventning om ekstern finansiering i sig selv krænke forskningsfriheden, som Emil Rottbøll argumenterer for? Nej, faktisk forholder det sig omvendt.
Fraværet af forventningsformulering og -afstemning gør, at professorers frihed mangler rammer og retning at udfolde sig i forhold til. Som konsekvens heraf mangler professoren institutionel og forskningsmiljømæssig forankring på det universitet, han er ansat på. Sagt på anden vis: I fremtiden vil de dygtigste og dyreste forskere, professorerne, ikke finde sig i, at deres forskningsfrihed bliver dårligt udnyttet i et miljø uden høje forventninger og støtte til at realisere dem.
Claus Holm er lektor og viceinstitutleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet
