Klumme

Forbilledlig mangel på selvmedlidenhed

De sejeste kvinder, jeg kender, synes ikke at lide af dårlig samvittighed. Til gengæld har min egen generation så rigeligt af den
16. juni 2014

Vi har alle vore idoler. Og hermed mener jeg ikke Hillary Clinton eller Nelson Mandela. Helt konkret har jeg i årevis set op til en række medieforegangskvinder. Kongerækken er heldigvis lang – og indbefatter også mænd – men højt på listen står navnene Ulla Terkelsen, Gretelise Holm og Lise Nørgaard.

Forleden tænkte jeg over, at de tre deler et velgørende karaktertræk, som jeg ikke finder i min egen generation og slet ikke blandt mine yngre kønsfæller i 30’erne: De seje damer synes på forbløffende vis at være undsluppet skyldfølelse og dårlig samvittighed.

Nu kan man indvende, at jeg ret beset intet ved om det. Måske er mine rollemodeller netop flasket op med at tie stille med den slags, fordi man ikke kom nogen vegne i karrieren, hvis man underholdt med ’kvindelige svagheder’, da deres arbejdsliv tog fart.

Det er muligt. Men jeg tillader mig at tage dem på ordet.

Da andet bind af Gretelise Holms erindringer udkom i forrige måned, gentog hun her i avisen sit udsagn fra bind 1, som jeg har elsket, siden jeg mødte det første gang: »Jeg har praktiseret den grundholdning, at mange småproblemer har godt af at blive fortrængt og fejet ind under gulvtæppet. Når der så har dannet sig et bjerg under tæppet, kan man stille sig op på det og kigge ud i verden, hvor der foregår så meget interessant.«

For 14 dage siden læste jeg et interview med Lise Nørgaard i ALT for damerne. I artiklen svarede den landskendte forfatter, der fyldte 97 i denne weekend »nej« på et spørgsmål om, hvorvidt det ændrede hende at få børn – et helt utænkeligt svar i dag, hvor moderskabet anses som en transformativ akt. En lykkelig tilstand, hvorfra man aldrig kommer uændret tilbage, men altså også et prædikat, der synes behæftet med en permanent følelse af utilstrækkelighed. Nørgaard tilføjer, at hun af og til tænker over »om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet,« konkluderer hun.

Ulla Terkelsen, en ikonisk journalist i den danske medieverden, er kendt for sin enorme arbejdskapacitet, viden og entusiasme. Hun er heller ikke rejsende i skyldfølelse (hun er mor til en voksen søn). Da biografien med den sigende titel Vi kan sove i flyvemaskinen udkom i 2012, sagde hun i et interview i Kristeligt Dagblad, at »løsningen på problemer kan ligge i bevægelsen. Det kan lyde overfladisk, og nogle vil mene, man flygter. Men en problemstilling bliver ikke nødvendigvis løst af, at man stirrer på den.«

I De sendte en Dame skriver Nørgaard, at hun anbefaler, at mødre »befrier sig for« dårlig samvittighed. Læg mærke til verbets aktive form. Det er ikke andre, som skal sørge for, at skyldfølelsen forsvinder. Nørgaard fortæller om sig selv og sin veninde, socialdemokraten Eva Bendix: »Omgivelserne havde stedse øjnene på os og forventede, at vores hjem var beskidte og ufremkommelige, vores unger forsømte og snottede, vores madprogram elendigt og at vores ægtefæller, Claus Becker og Jens Nørgaard, gik rundt i evig længsel efter at udskifte os med et par hjemmearbejdende husmødre, som alene helligede sig opgaven som permanente serviceforanstaltninger og lod mændene om det med forsørgelsen.«

Sådan var det ikke. Netop for, at »der ikke skulle spørges, om vi forsømte det ene for det andet, herskede der faktisk en forbilledlig orden i vores hjem,« så man ikke »som et argument mod kvindens frigørelse og selvforsørgelse – kunne påstå, at enhver brist på den huslige orden udelukkende skyldtes, at vi på egoistisk vis havde forladt kødgryderne for at hellige os karrieren.«

Nørgaard stillede af samme grund større krav til sine børn end sine samtidige:

»Det forventedes, at de, som de voksede op, påtog sig egne pligter i husførelsen. Således lærte alle mine fire børn til eksempel at lave aldeles glimrende mad, længe før de fik deres egne hjem. …. Mange af vores kvindelige (journalist) kolleger var ofre for de samme holdninger, men sært nok fungerede deres hjem og deres familieliv også aldeles storartet.«

Lighederne mellem disse tre kvinder er åbenlyse: åbenheden, nysgerrigheden, fliden, ambitionen, den seje insisteren og det åbenlyse talent bevares, naturligvis. Men de har altså også alle sammen en karakteristisk mangel på selvmedlidenhed, som vi, der er yngre, kunne lære en del af.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maiken Guttorm
  • Inger Sundsvald
  • Jens Christoffersen
Maiken Guttorm, Inger Sundsvald og Jens Christoffersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og så er der de af os – der uden unødigt ophold øjeblikkeligt zapper væk – skulle man være så uforsigtig at få øje på denne pensionsmodne terkelsenske profil på fladskærmen – det tætteste man kommer på en journalismens evighedsmaskine …

Harald Johansen

Det er netop sådan nogle mennesker, man kan lære noget af. Håber at min betegnelse "rigtige kvinder" om Annegrethe Rasmussens eksempler bliver forstået på den rette måde; for jeg taler egentligen om mennesker.
Jeg er selv gået fra en kvinde, som jeg mistede respekten for på alle de måder hvor på man kan miste respekten for et andet menneske. Og i dag føler jeg kun medlidenhed.
Jeg kan følge tanken til ende; selvmedlidenhed bringer ikke én ret langt.

Torsten Jacobsen

Der sker en interessant forskydning i løbet af teksten. Indledningsvis tales der om skyldfølelse og dårlig samvittighed. Men teksten slutter med at tale om et fravær af selvmedlidenhed, og at det er dens fravær som min generations kvinder (og mænd) skal tage ved lære af.

Spørgsmålet er om medlidenhed nu er så dårlig en ting at være i besiddelse af? Og hvis ikke, hvorfor er medlidenhed med sig selv så i sig selv problematisk?

Hvad er dårlig samvittighed? Det er en anklage vi retter mod os selv. 'Jeg gjorde eller gør ikke, hvad jeg burde gøre eller burde have gjort'. En sådan anklage fordrer en tro på, at vi kunne have handlet anderledes, eller at vi kan handle anderles. Og når vi ikke handler som vi burde, er det vores egen skyld. Skyldfølelse og dårlig samvittighed hænger altså uløseligt sammen. Kan man føle dårlig samvittighed over noget, som man anerkender man er uden skyld i? Næppe.

Og så er vi tilbage ved medlidenhed. For hvornår er vi bedst i stand til at føle medlidenhed? Det er vi, tror jeg, når vi er villige til at lade spørgsmål om skyld og ansvar træde i baggrunden, og forholder os til næsten (eller til os selv) som de uperfekte mennesker vi er. En accept.

Selvmedlidenhed er, at acceptere sig selv som man er. En kærlig selvbetragtning. At turde se sig selv og sine begrænsninger i øjnene. At anerkende og forholde sig til konsekvenserne af disse begrænsninger, uden at lyve for sig selv eller andre.

Der gives ikke udtryk for for megen medlidenhed i denne verden. Der gives udtryk for for lidt. Jeg spekulerer på om det måske er på tide at kalde Annegrethe Rasmussen hjem fra USA, inden deres hyperindividualistiske kultur helt får gjort hende blind for nogle helt fundamentale sandheder om livet.

Torsten Jacobsen

Harald Johansen,

Er det muligt at føle medlidenhed uden at føle respekt? Jeg tror det ikke. Det du beskriver, er i min forståelse noget andet.

Torsten Jacobsen

Nørgaard tilføjer, at hun af og til tænker over »om jeg var nok hjemme hos mine børn, men det kan jo ikke nytte noget nu, for det kan jo ikke ændres. De har da overlevet,« konkluderer hun.

Den lader vi lige stå et øjeblik. Det er jo på mange måder et problematisk udsagn.
Annegrethe Rasmussen præsenterer det som en beundringsværdig livsindstilling. Et eksempel til efterfølgelse. Specifikt rettet mod kvinder (og mænd), som forsøger at få forholdet mellem børn og karriere til at gå op.

Udsagnet rummer jo en eviggyldig sandhed: gjort er gjort, og det kan ikke gøres om. Men heraf følger jo ikke, at det er uproblematisk, og at det ikke er værd at forholde sig til. Er et barns 'overlevelse' virkelig et fyldestgørende successkriterium for vores rolle som forældre? Er det uinteressant, hvilke omkostninger vores valg har for vores børn. Naturligvis ikke. Men børnene er fuldstændig fraværende i denne hyldest til de stærke, arbejdsomme, talentfulde kvinder (og mænd), hvis mest beundringsværdige karaktertræk åbenbart kan sammenfattes i et fravær af ansvarsfølelse, for både deres egne og deres nærmestes dybeste behov.

Rikke Nielsen

Der er da stor forskel på at have dårlig samvittighed (over for de stakkels børn, den svigtede mand, det uendelige arbejde, de firkantede sociale normer og tilsvarende kontrol) og så at have selvmedlidenhed (over for sin egen offerrolle). Det må være op til den enkelte kvinde/mand, at arbejde med egen offerrolle. Så snart den er lagt væk, er der også mere overskud til at håndtere den dårlige samvittighed og de kompromisser, der skal tages.

I gamle dage!

I gamle dage blev børn (fattige børn, hvad der var mange af) ofte sendt ud at tjene i en meget ung alder. Det er jo med at sætte den rigtige referenceramme, som ikke behøver at være på speltbolle-niveau.

Jesper Wendt

Rikke, det gør de jo sådan set stadig, men knap så unge. Medmindre man er en af de typer, der har bildt sig selv ind, at vi har lige muligheder i Danmark. Jeg har arbejdet siden jeg var 17.

Jeg ville være betænkelig ved at tage disse damer til indtægt for meget andet end blind egoisme.
Hvem ville dog have lyst til at bytte med deres børn?
Og ikke et ord om alle barnepigerne, kokkepigerne, stuepigerne etc. der var nødvendige for at fruerne kunne føre sig frem.
Som beundringsværdige "idoler" har de for længst overskredet sidste salgsdag.

Kære Annegrethe Rasmussen!

Hvis du føler en snert af dårlig samvittighed, når du (af nød, går jeg ud fra) tilsidesætter dine børn, er det for mig et sundt tegn på, at du er en ordentlig, ansvarsfuld og kærlig mor.
Det var nærmere alle de egocentriske madammer, der burde beundre DIG.

Chin up!

Kh. TR.

Hvorfor overhovedet få børn - med vilje - hvis man ikke har lyst, evne eller vilje til at forblive i nærheden af sine børn, hjælpe dem og støtte dem til de kan klare sig selv? Medfølelsen, hvis man har en, må da komme de børn til gode, som er kommet til verden for at understøtte forældrenes lykke, for så at se sig slået af forældrenes superegoistiske behov for fortsat selv-realisering?
Mænd som kvinder, herunder Nørgaard, Bendix, Therkelsen og Rasmussen, der må formodes i stand til at tænke sig om, kunne vel have præsteret den nødvendige selv refleksion i tide?

Lise Lotte Rahbek

.. hvis der ikke er andre, som vil have medlidenhed med een, så må man jo selv. Ellers bliver man en knaldhård, indkapslet og følelsesforkortet rappenskralde (m/k).

Pointen må altså være, at man skal finde nogle andre til den suspekte medlidenhedsindsats.

Dårlig samvittighed og selvmedlidenhed er ikke det samme.
De skæmmer denne artikel, at de på den måde rodes sammen
Ved ikke, om fejlen ligger hos Annegrethe Rasmussen eller redaktøren.
Men noget rod er det.