Kronik

Fri folkekirken fra synlighedshungrende politikere

Folkekirken har brug for beskyttelse mod den finansministerielle effektivitetslogik og moderne, rodløse politikere, der hele tiden skal være synlige og lave reformer for at blive genvalgt. Stabilitet er alfa og omega for en traditionsstyret institution, og det kan et rigtigt sammensat kirkeråd sikre
Et rigtigt sammensat kirkeråd med passende specificerede kompetencer er nok den bedste beskyttelse af det lokale initiativ. Og folkekirken har brug for en sådan beskyttelse.

Leif Tuxen

2. juni 2014

Det er få debatter, der har været aktuelle siden 1849, men sådan er det med debatten om folkekirkens styrelse. Grundlovens paragraf 66, »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«, der har stået uforandret i mere end 150 år, kom vel især til, fordi man havde travlt med at få Danmarks første frie forfatning færdig og ikke havde tid til at ordne alle detaljer. Noget måtte vente, og det blev så bl.a. folkekirkens styre.

Siden er der så ikke sket noget. Det skyldes nok to forhold. Dels har man forsøgt en række gange, senest i 1939, uden at kunne blive enige. Dels er mange efterhånden kommet til at elske det ’velordnede anarki’. Mange har været bange for, at hvis man faktisk fik en forfatning med et styrende organ, vil det ikke kun give kirken mund og mæle, det ville også få kirken til at råbe op om hvad som helst, og så ville det være slut med en rummelig folkekirke, hvor der er plads til både konservative, socialister og liberalister og til både de fundamentalistisk troende og til den lille mand med den lille tro. Den rummelige folkekirke blev et pejlemærke.

Idealet var for mange blevet den fjerne kirke. Den, som var der, når der var brug for den, men ikke trængte sig på. Den inkluderede indtil 1970’erne over 95 procent af befolkningen og masede sig så lidt på, at politikere kunne tale om, at vi ikke ville have religion i det offentlige rum, selv om vores flag er et korsbanner, vores pas har Jelling-krucifikset på forsiden, alle vore fridage er kristne helligdage, og Folketinget åbnes med en gudstjeneste.

Værdifuld ro

Den rummelige folkekirke har indgået i et arrangeret, men det meste af tiden lykkeligt, ægteskab med staten. Staten betaler biskoppernes og 40 procent af præsternes lønninger. Til gengæld betaler folkekirkemedlemmerne typiske statsopgaver som det meste af begravelsesvæsenet, folkeregistreringen og vedligeholdelsen af en stor del af kulturarven, f.eks. alle de 1.700 middelalderkirker. Den ordning er langtfra logisk. Men det har jo fungeret. Der har ikke været religiøse konflikter eller konflikter mellem stat og kirke af nævneværdigt omfang.

Og det er vigtigt også for samfundet ikke at have konflikter. »Hvis vi får vrøvl med de hellige, så er fanden løs,« skal Thorvald Stauning have sagt. Der skal ikke ret store konflikter til, for at det går ud over sammenhængskraften og den indbyrdes solidaritet, og det kan være kostbart. I Vestjylland var i 1930’erne over halvdelen af mejerierne søndagslukkede mejerier styret af missionsfolk, mens den anden halvdel var grundtvigianske andelsmejerier. Både det at holde søndagslukket i en tid uden køleanlæg og det at have to mejerier i landsbyer, der strengt taget knap nok var store nok til ét, var samfundsøkonomisk dyrt. Den slags konflikter har der været få af i Danmark. Den ’tålsomme’ og ’rummelige’ folkekirke var også samfundsøkonomisk en stor fordel.

Det, at man havde fastansatte tjenestemænd som præster, betød også, at man fik en række uafhængige debattører, der kunne prædike og deltage i samfundsdebatten uden at være nødt til at tage hensyn til vælgere, arbejdsgivere, fagforeninger og kunder. Mange af de mest markante røster i den offentlige debat har været præster – Margrete Auken, Hal Koch, Søren Krarup, Orla Møller, Poul Hartling og K.E. Løgstrup – for bare at nævne en håndfuld. Kirken kunne også sige fra, hvis det var strengt nødvendigt, jævnføre biskoppernes udtalelse om jødespørgsmålet under krigen.

Truet stabilitet

De der, som f.eks. Venstres finanspolitiske ordfører Peter Christensen i Information den 14. maj, siger, at vi ikke skal lave noget om, har måske så argumenterne på deres side? Næppe. For der er den seneste snes år sket en række ting, der har gjort den eksisterende kirkeordning ustabil. Folkekirkens medlemstal er faldet markant (det er nu under 80 procent af befolkningen), og der er store mindretal uden for folkekirken, cirka 4 procent muslimer og 12 procent helt uden for noget trossamfund.

Der er både fra internationale konventioner og i den danske folkestemning et ønske ikke kun om religionsfrihed, men også om mere religionslighed. Og det har vi jo langtfra. Der er åbenbart store forskelle i behandlingen af de forskellige trosretninger. De anerkendte trossamfunds medlemmer kan f.eks. trække deres bidrag til deres trossamfund fra i skat, mens folkekirkens medlemmer ikke kan trække kirkeskatten fra. Til gengæld opkræver staten folkekirkens medlemsgebyr i form af kirkeskat. Der er altså uligheder på kryds og tværs. Spørgsmålet er, hvor meget af det der holder i længden.

Samtidig har vi fået en ny type politikere. Hvor Folketinget før var besat med besindige gamle mænd med rødder i det folkelige arbejde, herunder det kirkelige, er flertallet nu yngre professionelle politikere med en samfundsvidenskabelig uddannelse og uden mange rødder i de alment folkelige bevægelser. De skal gerne hele tiden være synlige og lave reformer, ellers bliver de ikke genvalgt. Men stabilitet er alfa og omega for en traditionsstyret institution som folkekirken. Det er klart langt mere problematisk at overlade kirkens styre til sådanne politikere uden rødder i folkelige og kirkelige bevægelser end til fortidens rodfæstede og lokalt forankrede politikertyper.

Den sidste folkelige bevægelse

Folkekirken er måske den sidste af de store folkelige bevægelser. De politiske partiers medlemstal er faldet fra omkring 600.000 i 1950’erne til cirka 100.000. Fagforeningerne taber medlemmer, og de ledende sportsklubber er blevet til aktieselskaber; mens toppen af dansk fod- og håndbold for en generation siden var domineret af hold fra idrætsforeninger, arbejderidræt og KFUM, hedder klubberne i dag alle FC (Football Club) til fornavn.

Det betyder, at forståelsen for det brede perspektiv i de folkelige bevægelser er blevet fremmede for det politiske systems finansministerielle logik, der vil reducere alt til effektmålinger, nøgletal og produktivitet. Værdisætning, incitamenter og resultatkontrakter kan måske være gode til nogle ting, men de kan også let slå folkelige bevægelser og frivilligt arbejde ihjel. Et lokalt arbejde i sognene er afgørende for folkekirken. Og lokalt frivilligt arbejde er ikke foreneligt med for meget kontrol, nøgletal, bogholderi og centralisme. Folkekirken kæmper her den samme kamp med den såkaldte moderne og professionelle ledelse som lægerne i sygehusvæsenet, forskerne på universiteterne og officererne i forsvaret. De har det alle svært med at blive styret af yngre fuldmægtige i Finansministeriet, der aldrig har sat sig ind i fagenes egen etik og logik.

Spørgsmålet er, hvordan det frivillige arbejde og det lokale engagement bedst beskyttes. Der er ikke noget simpelt svar. Både en ung dynamisk minister og et aktivistisk kirkeråd, der gerne vil give folkekirken en mere effektiv ledelse, kan være ødelæggende. Men et rigtigt sammensat kirkeråd med passende specificerede kompetencer er nok den bedste beskyttelse af det lokale initiativ. Og folkekirken har brug for en sådan beskyttelse.

Hans Raun Iversen er leder af Center for Kirkeforskning, Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet

Niels Kærgård er forhenværende overvismand, professor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Gud ikke nævnt, men befinder sig mellem linjerne.
Gad vide, hvem kronikken er henvendt til. Det er nok alle, da folkekirken er alles. Vælgerflertallet er for, og så er det lige meget, om et tænkende mindretal er imod. At de fleste er ligeglade, men dog ikke vil have revet en festkulisse bort, giver ikke ellers demokratisk indstillede mennesker noget at tænke over. Folkekirken skal bestå, indtil den er nede på 50% tilslutning. Det kommer nok. I mellemtiden kan man så hygge sig med at lave udspekulerede lappeløsninger a la kirkeråd. Det er en del mennesker beskæftiget med, og så går tiden med det. Nogle får en hyre hjem på det, og det gavner vores BNP. Man skulle tro, at der var flere, der kunne se absurditeten i al det.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis folkekirken ikke vil "misbruges" af synlighedshungrende politikere så kan man vel melde sig uf at skattefinancieringen og klare sig selv

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis folkekirken ikke vil "misbruges" af synlighedshungrende politikere så kan man vel melde sig uf at skattefinancieringen og klare sig selv

Torben Nielsen

Havde der nu stået:
Fri samfundet fra synlighedshungrende politikere

Samfundet har brug for beskyttelse mod den finansministerielle effektivitetslogik og moderne, rodløse politikere, der hele tiden skal være synlige og lave reformer for at blive genvalgt.

Henrik Strøm, Lise Lotte Rahbek og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

"Den rummelige folkekirke har indgået i et arrangeret, men det meste af tiden lykkeligt, ægteskab med staten"

Gomåren, Evangelisk Luthersk Kirke og dens kleresi har i hundredevis af år haft et lykkeligt ægteskab med den enevældige konge, penge - og adelsmagt, medens dens folkelige navn var Tvangshuuset.
Selv efter grundloven kom, er der tvangsbetaling via skatten.

Se nu at få ændret den grundlov, så de 80 procent selv kan overtage deres klub til udbredelse af fossil åndelighed.

" Staten betaler biskoppernes og 40 procent af præsternes lønninger. Til gengæld betaler folkekirkemedlemmerne typiske statsopgaver som det meste af begravelsesvæsenet, folkeregistreringen og vedligeholdelsen af en stor del af kulturarven, f.eks. alle de 1.700 middelalderkirker. "
Dette og flere andre konstateringer i artiklen viser tydeligt roderiet.
80 % ! I hovedstaden er det ca 50 % !
Men egentlig - så længe kunderne betaler, kører butikken videre.

Folkekirken?

Folket har brug for beskyttelse mod den finansministerielle effektivitetslogik og moderne, rodløse politikere, der hele tiden skal være synlige og lave reformer for at blive genvalgt. Stabilitet er alfa og omega for et traditionsstyret demokrati, og det kan et rigtigt sammensat Folketing sikre.

Henrik Strøm

Tænk at vi i 2014 stadig skal diskutere om vi skal bruge skattemidler på åndemaneri.

Adskillelse af stat og kirke er en forudsætning for et egentligt demokrati.