Læsetid 6 min.

En generation uden forældrekompetencer

Min generation er vokset op i institutioner. Vi har set mere på pædagoger end på vores forældre. Så hvordan skulle vi have lært de kompetencer, der skal til, for at vi kan tage forældreansvaret på os?
13. juni 2014

En fredag formiddag først i maj var jeg på legeplads med min halvandetårige datter. På legepladsen var også to dagplejemødre med hver deres tre dagplejebørn.

Mens min datter sad og byttede skovle og talte om sandets beskaffenhed med to af børnene, stod dagplejemødrene og talte om, hvordan de håndterede, at forældrene gerne ville have en rapport over deres børns dag, når de hentede dem.

Den ene sagde, at hun havde gjort det klart for sine dagplejebørns forældre, at de ikke kunne forvente mere end en stemningsrapport. De nysgerrige forældre måtte nøjes med at komme ind i dagplejemoderens hjem om eftermiddagen, suge stemningen til sig og ud fra den fornemme, om deres barn havde haft en god dag.

I Erik Sigsgaards nyeste bog Om børn og unges nej fremlægger han, at nutidens danske børn i gennemsnit tilbringer 25.000-30.000 timer i institutioner i løbet af deres første 18 leveår. Det svarer til, at danske forældre i dag overlader deres børn i andres varetægt i det, der svarer til 1.250 døgn af børnenes barndom. 1.250 fulde døgn, de som forældre går glip af. Glæden ved at følge et lille barns rasende udvikling på tæt hold er forbeholdt dagplejemoderen eller vuggestuepædagogen; som selvfølgelig ikke har ressourcer til at fortælle det enkelte barns forældre om hvert et nyt ord, motorisk færdighed, hvert et klukgrin eller raserianfald.

Det er en trist udvikling – i hvert fald for de forældre, der ønsker at opleve deres børns barndom, men føler, at samfundets strukturer gør det umuligt for dem.

Ingen forældreundervisning

Midt i dagplejemødrenes samtale ankom en far til legepladsen med sin datter, der var for syg til at komme i vuggestue.

Han havde taget øjendråber med til bekæmpelse af datterens øjenbetændelse. Han gik målrettet hen til dagplejemødrene, og afbrød undskyldende deres samtale, fordi han ikke selv kunne give sin datter dråberne; man skulle være to til det.

Jeg forstod på dagplejemødrenes forbløffelse og udbrud, at man sagtens ville kunne holde barnet i den ene arm, mens man dryppede med den anden arms hånd. Det mente faren ikke, at han kunne, og den ene dagplejemor gik modvilligt med til at dryppe barnets øjne.

Det fik mig til at tænke på, om vi, der har små børn i dag, overhovedet har lært at være forældre. At tage ansvaret på os. Vi er den første generation, der voksede op i institutioner. Vi er den første generation, der har kigget mere på pædagoger i løbet af en dag end på vores forældre, så hvem skulle have vist os de forældreevner i praksis, som vi som voksne kunne efterligne?

Pædagogernes ansvar?

Lige over middag selv samme fredag var jeg, i egenskab af at være medforfatter til den første danske bog om hjemmepasning, inviteret i Ibens på Radio24syv for at diskutere den omfattende institutionalisering af barndommen. En lytter, der ringede ind i den sidste time af programmet, hvor jeg desværre ikke længere var gæst i studiet, fik tankerne om forældreansvar og -evner til at poppe op igen.

Lytteren var selv pædagog og meget begejstret for, at hendes barn var i andre pædagogers varetægt otte timer om dagen – for ellers havde barnet aldrig fået briller! Det var nemlig en af barnets pædagoger, der havde påpeget, at det virkede, som om barnet havde dårligt syn.

Lytteren funderede videre: Tænk, hvis hun selv havde passet barnet derhjemme, så havde barnet jo aldrig fået briller. Min påstand er, at hvis hun havde passet barnet derhjemme uden daglig pædagogisk indblanding, havde hun selvfølgelig opdaget det dårlige syn selv. For så havde hun jo kigget på sit barn 40 timer mere om ugen, og kvantiteten af samværet kan faktisk meget vel være afgørende for sådanne opdagelser.

Selvfølgelig er det rart at have nogen at sparre med om sine børn, og det kan man heldigvis have, selv om ens børn ikke går i institution.

Man omgås jo stadig andre mennesker, og der er andre voksne end forældrene, der tilbringer tid med børnene. Selvfølgelig er der sjældent nogen, der har det samme kvantitative kendskab til børnene, som pædagogen har til det barn, hun passer otte timer dagligt – derfor er det heldigt, at man selv får opbygget et ret indgående kendskab til dem.

Da jeg fredag aften debatterede dagens radioprogram i en tråd på Facebook, fik jeg en anden historie. Historien om en 4-årig med et tydeligt dårligt sprog. Da en bekendt havde bemærket det over for barnets forældre, slog de det hen – for pædagogerne i børnehaven havde ikke bemærket noget, så selv om de også selv havde tænkt på det, var der jo nok ikke noget. For pædagogerne ved altid bedst, ligesom de har det afgørende ansvar for vores børn – eller hvad? Behøver jeg at skrive, at forældrene selvfølgelig gik med til det, da pædagogerne et par måneder efter pointerede behovet for en talepædagog?

Kig til udlandet

Det kræver mod selv at tage det fulde ansvar for sine børns opvækst på sig i dagens Danmark. Og det giver sved på den oprejste pande at gøre det, for vi bliver ikke ligefrem gennet i den retning. Tværtimod bliver vi reguleret væk fra vores børn og ansvaret for dem på alle tænkelige måder med f.eks. udepasningstilskud og heldagsskole.

Og når de danske småbørnsforældre prøver at råbe politikerne op i håb om strukturel støtte til en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv og mere tid med de små, er svaret, at vi har verdens bedste daginstitutioner, og at vi da måske godt kan tale om at udvide åbningstiderne!

De tyske forældre har mulighed for forældreorlov de første tre år af deres barns liv, de hollandske forældre har ret til deltid, de svenske forældre har 1,5 års barsel, og de finske og norske forældre kan få henholdsvis ’hemvårdsstöd’ og ’kontantstøtte’ til at passe deres små børn hjemme de første år. Imens må vi danske forældre finde os i, at ansvaret for vores børn langsomt siver ud mellem fingrene på os og ned i andres hænder.

Mere tid med far og mor er utroligt nok ikke noget, de danske politikere ser som hverken værdifuldt eller bæredygtigt for børnene og samfundet. Det selv om 41 procent af de danske forældre, ifølge analysebureauet Wilke, drømmer om at lade den ene forældre gå hjemme, mens hele 55 procent af de voksne danskere, ifølge Megafon, synes, at danske børn er for meget i institution. Tal, der måske endda var endnu større, hvis også børnene havde kunnet give deres besyv med.

Det er prisværdigt, at vi lever i et velfærdssamfund, hvor folk kan tage på arbejde med god samvittighed, fordi vi har et veludbygget, statsfinansieret daginstitutionssystem med velmenende pædagogisk personale til at tage sig af børnene i de 30.000 timer af barndommen, deres forældre er fraværende.

Men det kunne være endnu bedre, hvis vi lod os inspirere lidt af verden omkring os og i højere grad gav forældrene mulighed for at sige nej tak til at blive frataget ansvaret for deres børn.

Der findes nemlig en voksende minoritet af forældre, der gerne selv vil holde både deres børn og det fulde ansvar for dem i deres hænder.

Nogle af os gør det allerede – med rank ryg og oprejst pande. Og vi behøver ikke en pædagog til at fortælle os, om vores børn har behov for at besøge en tandlæge, en læge, en optiker eller en talepædagog, ligesom vi lever lykkeligt med, at vi ikke kan understøtte vores svar på venner og bekendtes spørgsmål til børnenes trivsel med, at »pædagogerne i vuggestuen siger også, at ...«

Janni Iben Stevn Hansen er hjemmegående mor til tre, forfatter, foredragsholder, medstifter af Livmoderfeministisk Basisgruppe og bestyrelsesmedlem i Småbørnsfamilieforeningen SAMFO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
    Jette M. Abildgaard
  • Brugerbillede for randi christiansen
    randi christiansen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Niels Nielsen, Jette M. Abildgaard, randi christiansen, Steffen Gliese, Rasmus Kongshøj og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

I mine øjne er problemet ikke om forældrene skal passe egne børn eller om de skal overlades til pædagoger.
Da jeg var barn i 1950érne var de fleste børn ikke i daginstitution – men var deres kontakt til deres forældre bedre?
Er løsningen ikke mere et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der bliver taget mere hensyn til børnefamilier . Her er det desværre gået den anden vej. Fx har afskaffelsen at lærernes aftale frataget lærerne mulighed til at kunne kombinerer deres arbejde med at kunne tage sig af deres børn i barnets vågne timer og så lave forberedelsen til næste dags timer senere på aftenen eller på et andet tidspunkt , når barnet sover ol..

Simone Bærentzen, Katrine Visby, Henrik Christensen, Merete von Eyben, Karsten Aaen, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

Undskyld men det der er en gang gedigent vrøvl.

Jeg har en voksen søn, der nærmer sig midt-tyverne med stormskridt.
MIN generation er den første generation der voksede op med først dagpleje, så børnehave. Og det gerne mange mange timer om dagen.
Altså er MIN generation mere eller mindre den generation der har opdraget skribentens generation.

Vi voksede op med og i institutioner en stor del af vores barndom. Da vi blev gamle nok til skolegang forgik eftermiddagene uden opsyn for langt de fleste af os.
Vi er også børn af hippie-tiden hvor det som børn var VORES ansvar at tage os af vores dag. Vi blev ikke holdt i hånden. Vi blev ikke over-beskyttet af vores forældre...
Vi manglede IKKE forældre-kompetencer. Vi lærte pr. eksempel... nemlig fra vores forældre.
Forældre der afleverede os i institutioner. Forældre som ikke tog sig videre af hvad vi lavede før maden stod på bordet til aftensmad.

Vi havde altså om muligt endnu mindre kontakt til vores forældre end vores børn havde.
Det til trods lykkedes vi altså at opdrage næste generation. Nemlig DIN generation.
Min generation er også den første generation hvor bedsteforældrene ikke havde tid til at være reserveforældre for deres børnebørn. Både fordi afstandene blev for lange, og fordi de stadig arbejdede, og efter pensionsalderen stadig var/er aktive mennesker med eget liv. Ganske som de var da VI var børn.

Tidens mode er blevet Curling-børn, og desværre ser man også, ellers voksne mennesker, der udvikler sig til---- Curling-børn.
Det er for nemt at skyde skylden for egen usikkerhed og egen manglende evne til at forstå inter-menneskelig dynamik på forældregenerationen.
Vi har alle, på et eller andet tidspunkt, skudt skylden på vores forældre.
Det er dog noget de fleste af os vokser fra når vi bliver tilstrækkeligt voksne.

På engelsk har man et glimrende ordsprog. "Det kræver en landsby at opdrage et barn."
Den moderne tids landsby er børneinstitutionerne og skolerne.

Selvfølgelig er det enhvers ret at ønske at være hjemmegående fuldtids-forælder.
Men man behøver ikke undskylde det ved at beskylde gud og hvermand for at gøre tingene forkert hvis de ikke lige gør som en selv.
Og man behøver ikke at undskylde det ved at give andre skylden for manglende kompetencer.
Kompetencer er ikke noget der gives i dåbsgave.
Kompetencer er heller ikke noget der erhverves ved at rollemodellerne lægger sig nok så meget i selen for at videregive dem.
Kompetencer erhverves KUN ved at man SELV erhverver dem.
Ved at man er villig til at lære frem for at kritisere.
Ved at man observerer i stedet for at kigge, og ved at man hører efter frem for bare at lytte.

Tillykke med at du og din familie føler det er rigtigt at dine/jeres børn skal have en fuldtids-mor. Jeg er sikker på at det nok er det der er rigtigt for jer. :-)

Men du, kære skribent, glemmer at langt den største del af den danske befolkning slet ikke har det valg, og at, selv om vi havde, måske ser det mest fornuftigt at benytte os af den moderne "landsby", nemlig børneinstitutionerne, hvor vores børn blev, og bliver, både socialiserede og lærer kompetencer som vi, som semi-isolerede forældre, ikke ville være i stand til at pakke i den bagage der skal bære dem sikkert igennem livet.

Simone Bærentzen, Rita Jacobsen, Henrik Christensen, Merete von Eyben, Jette M. Abildgaard, R M J Spliid, randi christiansen, Lillian Redam, Sven Felsby, Inger Sundsvald, Dana Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nej, institutionerne er ikke vore dages landsby - med udtrykket menes børn, der færdes frit og iagttager og erfarer det voksne liv.
Havde vi villet have frihed og ligestilling i sin tid, havde vi kæmpet for, at forældre blev sikret en indkomst, om de arbejdede ude eller hjemme. Så var vi også sluppet for denne latterlige dyrkelse af lønarbejdet, men havde fortsat kunnet påskønne liv og virke i samfundet for den værdi, de udgør. At ting kan sælges for penge gør dem sgu ikke værdifulde. Tværtimod kan man sige, at det, vi gør, uden at der er tale om en økonomisk transaktion, ubetinget er mere værd, fordi værdien fremgår så umiddelbart, at opgaven løses uden videre.

Niels Nielsen, Jens Kofoed, Palle Hansen, Katrine Visby, R M J Spliid og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

'En generation uden forældrekompetencer'

Ja, sådan kan man jo også sikre sig at målgruppen for ens budskab vender det døve øre til...

Jeg synes at Stevn Hansen sætter et nødvendigt spørgsmålstegn ved fornuften i, at sende sine børn i institution i mange timer hver dag. Det er blevet så selvfølgeligt, at man helt kan glemme at det kunne være anderledes.

Men formen: Ih du milde! Overskriften (som jo selvfølgelig kan være opfundet af debatredaktøren) er enormt provokerende. Det kan selvfølgelig også være hensigten, men så har artiklens tekst sgu også bare af at levere varen.

Det gør den ikke. Vi får et par småsludrende anekdoter om håbløse fædre og velmenende pædagoger, og de skal så fungere som belæg for artiklens påstand om, at en hel generation af forældre ikke magter at være netop det (de har ikke kompetencerne), og de tør derfor ikke tage ansvar for deres egne børn. Alt sammen på grund af deres egen institutionaliserede barndom. Hvor de, forstås det, ikke havde nok forældrekontakt til at lære at give øjendråber på den korrekt måde.

Det er sgu en ommer!

Brugerbillede for Lillian Redam
Lillian Redam

Fred være med dit valg, Janni og med de (få) andre, som har mulighed og lyst til at gøre som dig. Flertallet af forældre elsker deres børn, men holder også af andre aspekter af deres liv. Deres problem er ofte at overkomme det hele. Derfor er løsningen ikke enten-eller, men både og. Jeg er pædagog og jeg kunne godt ønske for nogen børn, at de var mindre i institution end de er, men det er ofte børn, som måske alligevel ikke ville profitere ved at være mere sammen med forældrene? Nogle elsker deres karriere mere end deres børn ('nej, det sagde jeg ikke!) Det er typisk dem som taler om at kvalitet betyder mere end kvantitet. Andre er forældre, som 'har ondt i sjælen'. De forsøger på bedste vis, men deres egne problemer overskygger barnets omsorgsbehov. Men, de veludviklede børn, fra trygge familier hvor forældrene gør 'alt det rigtige' - de skal faktisk bare slappe lidt mere af! Deres børn skal nok klare sig og de har nogle gange netop brug for at blive socialiseret i en større børnegruppe, for at lære at der også er andre mennesker at tage hensyn til. Til gengæld kan jeg undre mig over, hvor lidt disse bedrestillede forældre, med et tydeligt overskud gør, for at forbedre forholdene i institutionerne! Det er ingen hemmelighed for de, som færdes dér, at der er en elendig ressourcetildeling til området. Og at vi alle, hvis vi ønsker en bedre barndom for alle børn, børn gøre noget ved det. Og det kan vi, hvis vi gør det i fællesskab!

Viggo Okholm, Torben Loft, Grethe Preisler, Sabine Behrmann, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen, Inger Sundsvald, Majbritt Nielsen, randi christiansen og Marianne Mandoe anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Enten er man en god forældre eller også er man det ikke. Det har som regel ikke ret meget med institutionen, heller ikke den forældrene selv har gået i at gøre, ud over at barnets institution kan forsøge at rette op på et evt. misforhold. Evnen til at være en god forældre er som regel betinget af den sociale arv der løber i familierne. På den måde er de fleste forældre sikret meget mere indflydelse, på godt og ondt, end måske er klar over.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

"En generation uden forældrekompetencer"

Jeg plejer at kalde det uddøende mor gen og jeg ser, at der er sket nogle ganske uheldige skift således at den ”fraværende far” som var meget omtalt i 60erne og 70erne nu i meget stor omfang er blevet erstattet af den fraværende mor.
At det selvfølgelig giver mangelfuld forældre information på harddisken syntes krystal klart.
Og personligt glæder jeg mig over at problematikken nu endeligt bliver taget op.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Den modbevægelse, som skribenten er fortaler for, har været savnet længe - og jeg hilser den velkommen.
Mange vil det anderledes, påstås det, men "...samfundets strukturer gør det umulig for dem".
Sludder og vrøvl:
Det er udelukkende et udslag af deres manglende vilje til at prioritere.

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

@ Tino...
En lille dagligdags udfordring til dig så.

Få en hverdag med kun en udearbejdende forælder til at hænge sammen. (Tallene er taget fra Budgethuset som har specialiseret sig i sådanne udregninger)
Her er et lille regnestykke:
Minimum leveomkostninger for par med 2 børn:
Madbudget ...................................... ca 5000 kr
Tøj og sko........................................ ca 1300 kr
Hygiejne (frisør, toiletartikler mv.) .... ca. 1400 kr
Gaver............................................... ca 220 kr
Transport......................................... ca. 1750 kr
Telefon/internet............................... ca. 400 kr
Medie licens.................................... 200 kr
Forsikringer..................................... ca. 1000 kr (her indregnet EN A-kasse)
Legetøj............................................. ca. 150 kr

ca. 11.400 kr
Følgende udgifter er IKKE taget med i budgettet

Boligudgifter er ikke taget med. Husleje, el, vand, varme, reparationer, vedligeholdelse og boligforsikringer osv. skal lægges til budgetterne.

I budgettet er der heller ikke afsat penge til:

TV pakker
fritidsaktiviteter
interesser
husdyr
ferier
blade, aviser
tobak
Konfirmation
og lign.
Der er heller ikke afsat penge til socialt samvær. Invitation af gæster og besøg hos andre udligner hinanden. Underholdning og nyheder findes gratis på nettet eller på biblioteket.
Derudover er der ikke afsat penge til særlige behov som f.eks. medicin, briller, samvær med delebørn, handicap hjælpemidler og lignende særlige udgifter.

Disse "ekstra-udgifter" løber gennemsnitligt nok op i noget der ligner yderligere minimum, absolut minimum, 9000-10000 kr.
Dvs at den udearbejdende del af forældreparret skal have en minimums-indtægt på 20.000 kr EFTER skat før livmoder-feministernes drøm kan udleves.

Nu ved jeg ikke hvor meget forbindelse du har til den virkelige verden, men så vidt jeg er informeret så er det altså et meget lille mindretal i Danmark der hiver en brutto-månedsløn på 50.000 gode danske kroner hjem.

Som jeg skrev:
Men du, kære skribent, glemmer at langt den største del af den danske befolkning slet ikke har det valg, og at, selv om vi havde, måske ser det mest fornuftigt at benytte os af den moderne "landsby", nemlig børneinstitutionerne, hvor vores børn blev, og bliver, både socialiserede og lærer kompetencer som vi, som semi-isolerede forældre, ikke ville være i stand til at pakke i den bagage der skal bære dem sikkert igennem livet.

Jens Thaarup Nyberg, Niels Nielsen, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Torben Loft, Grethe Preisler, Jette M. Abildgaard, Inger Sundsvald og R M J Spliid anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for R M J Spliid
R M J Spliid

Jeg tror faktisk jeg vil placere mig et sted imellem Peter Hansen og Marianne Mandoe, for jeg synes at I begge har gode pointer. Jeg støtter Marianne i, at det et et større og breder samfunds arbejde at opdrage et barn, end blot en eller to forældre. Det er alt for stor en opgave for et enkelt eller to individer at skulle stå for skabelsen af et nyt harmonisk individ der kan indgå i det menneskelige fællesskab. Så komplicerede væsener er vi.

Til gengæld har Peter en pointe i, at selve den MÅDE vores 'landsby' er indrettet på idag, ikke er så landsbyagtig. Og at industrialiseringen har 'industrialiseret' hele vores livsmønster og omgivelser, fra vugge til grav.
Jeg er jo anti-kapitalist, så jeg mener at jeg kan se hvor kæden hopper af. Det er faktisk ikke dét, at forældre ikke opdrager deres børn selv, der er problemet. Det er rigiditeten i systemet, som gør at der ikke er ret mange forskellige valg i forhold til hvordan man kan leve med sin familie. Og dét er jeg enig med skribenten i, samtidig med at jeg dog også er enig med Marianne i, at det ikke derved betyder at alle bør leve som skribenten.
Et rigidt samfund skaber ikke særlig stor divergens i de individer det opdrager. Det ensretter og homogeniserer, og sådan ser vi selve produktionen af mennesker reduceret netop til dét: en produktion. Af fremtidens arbejdskraft. Så markedets tandhjul kan rulle videre.
Det er ikke OK at mennesket har en så underordnet position i forhold til systemerne i det samfund det lever i - samfundets strukturer skal først og fremmest tjene menneskenes trivsel, ikke omvendt.

Dér mener jeg at problemstilingen ligger - ikke i hvilke måder folk konkret er forældre på, og i hvor mange timer om dagen - men i denne homogene ensrettethed, der ikke giver hverken børn eller forældre nævneværdig grad af valg.

Niels Nielsen, Lise Lotte Rahbek og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sabine Behrmann
Sabine Behrmann

Der er ting, forældre spørger pædagoger om, fordi de ikke har deres egne forældre lige ved hånden.
Da min datter var tre, skulle hun også have øjendråber. Dem havde jeg, der aldrig var gået i institution, ingen erfaring med. Da hun råbte og skreg og vred og skabte sig, gav jeg op og ventede, indtil hun sov, for så at dryppe hendes øjne.
Havde min mor boet i nærheden, er jeg sikker på, at hun havde klaret det hele hurtigt og effektivt, også mens barnet var vågen.
Der er engang imellem ting, forældre ikke får lov til af deres børn.
Folk, der ikke ved det, er ikke reflekterede nok til at skilte med deres forældreskab.

Brugerbillede for Jesper Wendt
Jesper Wendt

Ved vi overhovedet, om manden havde gået i institution? det synes jeg ikke lige fremgik. Jeg kan godt følge bekymringen over den manglende kontakt, som kun synes at glide endnu mere af hænde. Det forargelige havde været, at manden ikke havde spurgt om hjælp, og der skal man nok passe på med ikke at skyde sig selv i foden.

Brugerbillede for Line Russell
Line Russell

Hvornår var det nu det var, de tider hvor forældre stille og roligt gik hjemme og opdragede børnene...havde tid, overskud og råd? Ikke mine forældre....deres forældre før dem opfostrede børn under to verdenskrige, og inden da var vi et bondesamfund. Det spæde industrisamfund brugte endda ret små børn i fabrikkerne. Du, Janni, er opvokset superpriviligeret i et rigt samfund. At være forælder er pissesvært og skræmmende, og det bliver givetvis ikke bedre at at se vennernes perfekte børn og familier på facebook. Hvis du vil gå hjemme...fred med det, det skulle vel kunne lade sig gøre, men du må selv vokse med opgaven ligesom alle har skullet før dig. i Tyskland, som du nævner, vælger mange unge IKKE at få børn på grund af dårlige pasningsmuligheder og forringede jobvilkår for kvinder. Jeg synes ikke vi har brug for en debat om, at forældre skal arbejde mindre, men det ville være skønt, hvis vi kunne slippe for al den skyldsforflyttelse.

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

Tja, en gang havde mennesker et liv. Nu har de et "zamfund". Fremskridtet kan diskuteres.

(og nej, zamfund er ikke en stavefejl)

Brugerbillede for Torben Loft

Subjektismen er jo bøjet i en usaglig grød af, forældreansvarsforflygtigelse...
Selvom at vores børn går i institution, mellem 6-9 timer om dagen, er og bliver det vores RET og PLIGT, og træde i karaktere som ansvarlig forældre. At give institutionerne skylden for ikke kun få den kompetence, er urigtig og unfair beskyldning.
Hjemmeopsynstanken, er en romantisk forestilling, der mener om en Morten Kock eller Lille Per film, men i virkeligenheden har miste al forbindelse til virkeligheden og sund fornuft.

Brugerbillede for Heidi Frier

Debatøren taler ikke for hverken eller, men forsøger at søsætte en debat om sundheden i at vores børn er så meget væk fra deres forældre i den første tid af deres liv. Fint at stille spørgsmålstegn ved hvad det er for en kultur det er med til at skabe, på godt og ondt, og hvis det er den struktur vi ønsker så burde der nok tilføres en del ressourcer til området og ikke som nu skæres ned. Tror ikke på at børn har behov for at være væk fra deres forældre i så mange timer, som det er tilfældet for de fleste børn, før deres evne til at mærke sig selv og være i verden er modnet. Jeg tror at meget stress vi oplever i dag hos unge og voksne kommer af en grundlæggende uro, der kommer af en forceret udvikling i de tidlige år. Et mere fleksibelt arbejdsliv, diskussion af værdier og økonomi kan bane vejen for at det bliver lettere for forældre at vælge og undersøge nye former.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Jeg er grundlæggende af den opfattelse, at forældrekompetencer er noget vi får med fra vores egne forældre og bedsteforældre; det at overlade store dele af ansvaret for opvæksten til andre, er set med mine øjne en af de mindre heldige forældrekompetencer som har fået meget stor udbredelse i samfundet.
Det er sat så meget i system, så det for mange mennesker næsten er sort snak at tale om andet, altså samfundspåvirkningen (og tag ikke fejl af vægten af påvirkningen fra samfundet, den ar langt kraftigere end de fleste overhoved turde frygte) er med til at skabe en, på den ene sidde ansvarsudlicitering og på den anden sidde en afstand mellem forældre og deres børn.
At bryde med egne uheldige forældrekompetencer er i bedste fald svært og når samfundspåvirkningen kommer oven i, bliver det for langt de fleste en næsten umulig opgave.
Derfor mener jeg, at det er af største vigtighed at emnet bliver tage op, både som en samfunds udfordring og som en forældrekompetence udfordring.

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Alle kender vel til den finurlige menneskelige egenskab, at man kun ser det, man gernevil se.

For eksempel, den dag jeg fik at vide, at jeg var gravid, lagde jeg pludselig mærke til alle de gravide kvinder i gadebilledet, jeg ikke havde lagt mærke til før. Eller da jeg købte min seneste bil i troen på, at den er der ikke mange af på vejene, før jeg så kørte rundt i den, og syntes jeg så den samme bil alle steder.

Eller dig, som mener at have evidens til at bedømme, at nutidens forældre har dårlige forælderkompetencer ud fra ganske få eksempler fra hverdagen, hvor du endda fremstår som dén person, der definerer kriterierne for at være en dårlig forælder og oven i købet også som dommeren.

Hm, useriøst er vel det pæneste ord, jeg kan komme må.

Må den enkelte forælder venligst for lov til selv at definere og tage ansvar for sit eget forælderskab. Tak!

Inger Sundsvald, Marianne Mandoe og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

”Må den enkelte forælder venligst for lov til selv at definere og tage ansvar for sit eget forældreskab. Tak! ”
Det er jo samfundspåvirkningens udfordringen i en nøddeskal; og som Marianne Mandoe14. juni, 2014 - 14:41 tydeliggør, er der økonomiske forhold som rent faktisk fratager en større gruppe menneske et reelt valg.
Hertil kommer at samfundet i stor udstrækning er tilrettelagt på at ungerne kommer i institution. Altså: et socialt pres langt større end mode.

Brugerbillede for Rikke Nielsen
Rikke Nielsen

Michael Bruus, økonomiske forhold vil altid være en stærk parameter ift., hvordan hver enkelt lever deres liv, selvfølgelig. Hvordan vi så hver især vælger at prioritere vores liv inden for egne økonomiske rammer er helt op til den enkelte - både i forhold til til- og fravalg. Herunder at til- eller fravælge arbejdsmarkedet med de økonomiske begrænsninger, det giver anledning til.

Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Rikke Nielsen
Ja Rikke, i teorien er det helt op til den enkle at printere, min pointe er at dette frie valg nok slet ikke er så frit, hvad siger vennerne, hvad siger kollegaerne hvad siger pædagogerne, hvad siger de nære relationer og hvad siger samfundsformerne og hvor lange og hårde kampe skal der kæmpes for at kunne praktiseres noget der lægger uden for disse normer og tør ”du” stå uden for.

Brugerbillede for Katrine Visby
Katrine Visby

Vores samfund er sådan opbygget at begge forældre skal arbejde for at få det til at hænge sammen økonomisk. De fleste af os har, som de skriver her på tråden, ikke det frie valg til at lade den ene være hjemmegående.

Men når det så er sagt, så synes jeg der er en tendens til at kvinder kaster sig over de kvinder, som vælger/kan være hjemmegående mødre. Jeg ved ikke om der lurer en dårlig samvittighed underneden.
Men jeg synes de skal respektere deres medsøstre for deres valg og mod på at gå imod strømmen. Og lad være med at være så forargede.

Jeg har hæftet mig ved at der står i artiklen, at politikerne ser det hverken som værdifuldt eller bæredygtigt for børnene og samfundet at børn og forældre tilbringer mere tid sammen.
Det synes jeg er meget foruroligende. For det er jo det mest naturlige i verden, det er jo i familien KÆRLIGHEDEN bor.
Kærligheden, som bliver stærkt negligeret af det politiske system.

Derfor er dette en meget relevant debat at tage op.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Djævelen ligger i detaljen. Det kan derfor undre, at ingen af debattørerne i denne tråd hænger sig ved den detalje, at kronikøren ud over at være medstifter af 'Livmoderfeministisk Basisgruppe' også er bestyrelsesmedlem i foreningen SAMFO.

SAMFO arbejder for, at hjemmegående småbørnsmødre skal kompenseres for det indtægtstab, de lider i forhold til erhvervsaktive mødre, hvis de vælger at gå hjemme og passe deres børn selv frem for at få dem passet af andre og tjene til dagen og vejen ude på arbejdsmarkedet. Og kompensationen til den efter eget valg hjemmegående småbørnsmor forestiller de sig skal ske, ved at 'tilskuddet til børnepasning' skal 'følge barnet', dvs. udbetales af det offentlige til den hjemmegående mor i form af et beløb svarende til differencen mellem egenbetalingen og forældrebetalingen for pasning i dagpleje, vuggestue, børnehave etc. af erhvervsaktive kvinders børn.

Hvad det offentlige skal have som kompensation for det indtægtstab, staten og kommunen lider, hvis mor vælger ikke at betale indkomstskat, og far udnytter hendes personfradrag, fremgår ikke af regnestykket. Ej heller fremgår det, om det frie valg også skal omfatte enlige uformuende mødre, som hellere vil gå hjemme og passe deres børn frem for at parkere dem i offentligt finansierede pasningsordninger og 'stå til rådighed for arbejdsmarkedet', hvad enten de har har lyst eller ej.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Rettelse: de to sidste linjer i andet afsnit:

et beløb svarende til differencen mellem forældrebetalingen og den offentlig finansierede udgift til pasning i dagpleje, vuggestue, børnehave etc. af erhvervsaktive kvinders børn.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@Mondoe
"Dvs at den udearbejdende del af forældreparret skal have en minimums-indtægt på 20.000 kr EFTER skat ... en brutto-månedsløn på 50.000 gode danske kroner hjem. ..."
Mon ikke snarere det er 35.000 kr brutto.