Den saudiarabiske aktivist Raif Badawi blev i sidste måned idømt 1.000 piskeslag, 10 års fængsel og en stor bøde for at fornærme islam. Hans forbrydelse: at oprette et online-diskussionsforum, hvor folk kunne tale frit om religion og kritisere de religiøse lærde.
Sagen går tilbage til 2012, hvor han blev anklaget for ’frafald’ for dette tiltag og idømt syv års fængsel og 600 piskeslag. Hans appelsag resulterede altså i en endnu strengere straf.
Saudi-Arabiens piskestraffe og halshugninger får sjældent medieomtale, medmindre en udlænding skulle være involveret. De lokale medier har mundkurv på, og den udenlandske presse lukkes ude. Dette står i kontrast til den intense dækning af Boko Haram-bevægelsens kidnapning af over 200 nigerianske skolepiger i Nordnigeria.
Omtale har der også været af Sultanen af Bruneis nylige beslutning om at indføre en ny og ’mere islamisk’ straffelov: Sultan Hassanal Bolkiah bebuder mere piskning, hyppigere amputation af lemmer og flere dødsstraffe eksekveret ved stening.
Sådanne juridiske nyskabelser er unødvendige i Sudan, hvor sharialoven allerede gælder. Her blev Mariam Yahia Ibrahim Ishag for få uger siden dømt til døden ved hængning for frafald. Før dommen eksekveres, skal hun tillige piskes med 100 slag. Født som muslim, men konverteret til kristendommen, fik hun af en dommer tre dage til at vælge: Vend tilbage til islam eller bliv henrettet. De 100 piskeslag er tilsyneladende straffen for at være gift med en kristen mand og gravid i ottende måned med deres barn.
Saudi-Arabiens værk
Udbredelsen af wahabismen – den ultraortodokse, ekskluderende, intolerante version af islam, som er statsteologi i Saudi-Arabien – er den afgørende forklaring på den voksende sekterisme, regressive lovgivning og mishandling af kvinder, som kan iagttages i dele af den islamiske verden.
’Wahabiseringen’ af sunni-islam er en af de farligste udviklinger i vores tid. Ali Allawi, en historiker med speciale i sekterisme, siger, at i land efter land har sunnimuslimske trossamfund antaget wahabistiske principper, som ikke tidligere indgik i deres kanon. Ifølge wahabismen er også andre islamiske troende såsom shiamuslimer og sufier frafaldne og kættere.
Et afgørende element i wahabismens udbredelse er Saudi-Arabiens finansielle og politiske magt. Dr. Allawi siger, at hvis f.eks. en from muslim ønsker at grundlægge et præsteseminarium i Bangladesh, vil ingen dække etableringsomkostninger med samme rundhåndethed som Saudi-Arabien. Hvis samme person derimod vil bekæmpe wahabismen, må han nøjes med »begrænsede ressourcer«. Resultatet bliver forstærket sekterisme, hvor shiamuslimer forfølges som ikke-muslimer, og ikke-muslimer tvinges til at flygte. Således er lande som Irak og Syrien ved at blive tømt for sin kristne befolkning, der ellers har beboet dem i næsten 2.000 år.
Dr. Allawi advarer om, at små shiamuslimske mindretal i lande som Malaysia og Egypten nu lever med en følelse af forestående undergang »som Tysklands jøder i 1935«. Som i europæisk antisemitisk propaganda fra tidligere tider bliver shiitterne dæmoniseret for påståede afskyelige praksisser såsom rituel incest. I en landsby nær Kairo blev fire shiamuslimske mænd myrdet sidste år af en pøbel, mens de var fordybet i bønner i et privat hus.
Den ideologi, som hyldes af al-Qaeda og lignende bevægelser i Irak og Syrien, er ikke det samme som wahabisme, men beslægtet i sin ekstremisme. Man fører bizarre diskussioner om, hvorvidt det er haram at klappe, eller om kvinder skal bære brystholdere. Og ganske som tilfældet er for Boko Haram i Nigeria, opererer militante i Irak og Syrien ikke med religiøse forbud mod at slavebinde kvinder som krigsbytte.
Forloren forfærdelse
Vestligt hykleri er et konstant ledsagefænomen: De vestlige regeringer udtrykker forfærdelse over, hvad der sker i Nigeria eller Irak, men er diplomatisk stumme, når Saudi-Arabien er involveret. De saudiske sharialove bliver betragtet som en eksotisk og traditionel – om end ubehagelig – del af den lokale kultur, som dog ikke bør komme i vejen for det vestlige erhvervslivs bestræbelser på at sikre sig lukrative våbenkontrakter – alene USA har eksporteret våben for omkring 87 milliarder dollar.
Der er også andre årsager til udbredelsen af wahabisme og dens læresætninger. Den giver absolutte despotier en bekvem anledning til at sikre og legitimere deres magt ved at behandle kritikere som irreligiøse. Piskestraffenes teologiske fundament er tvivlsomt, men det er let at fremstille modstandere af straffeformen som ikke-rettroende, der angriber islam. At ophidse til sekterisme mellem sunnier og shiaer afleder desuden opmærksomheden fra de autoritære regimers svigt og utilstrækkeligheder.
En troslære som wahabismen er nyttig for mange bevægelser, fordi dens ekstreme intolerance retfærdiggør brutal behandling af modstandere. I Tjetjenien kendes de semikriminelle guerillasoldater, som slås mod russerne, som wahabier, fordi de bruger deres fundamentalistiske religiøse overbevisning til at legitimere bandekriminalitet og kidnapning.
Wahabismens stadig stærkere omklamring af sunni-islam er en katastrofe, hvis virkninger kan mærkes fra det nordlige Nigerias landsbyer til domstolene i Khartoum og sultanatet Brunei. Overalt frembringer den forfølgelse af mindretal, undertvingelse af kvinder og undertrykkelse af enhver dissens.
I en profetisk beskrivelse af denne tendens fordømte en afghansk redaktør jihadledere i Kabul i 2003 som »hellige fascister«, der misbrugte islam »som et instrument til at kapre magten«. Ikke overraskende blev han straks anklaget for at fornærme islam og tvunget til at flygte til udlandet.
Patrick Cockburn er britisk journalist
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
