Kronik

Hjemtag gevinsten ved den gode fødsel

Besparelser på sengetøj og saftevand er symptomer på, at fødeafdelingerne tvinges til at give næste generation en stadig mere skrabet velkomst til livet. Måske gravide skulle overveje en hjemmefødsel med dyner, puder, saft efter eget valg – og ikke mindst en jordemoder, der har tid til at fokusere på den enkelte?
Kronikøren mener, at opbakningen på føde- og barselsafdelingen eller i hjemmet ikke er tilstrækkelig i dagens Danmark. Claudia Christensen valgte et planlagt kejsersnit på Svendborg Sygehus, da hun fødte sin søn Adrian den 15. november 2013

Kronikøren mener, at opbakningen på føde- og barselsafdelingen eller i hjemmet ikke er tilstrækkelig i dagens Danmark. Claudia Christensen valgte et planlagt kejsersnit på Svendborg Sygehus, da hun fødte sin søn Adrian den 15. november 2013

Tor Birk Trads

21. juni 2014

I 1960’erne var Danmark gået fra at være et landbrugsland til at være et industriland. Den bevægelse betød, at de fleste fødende kvinder valgte hjemmefødslen fra til fordel for fødsel på jordemoderklinik eller sygehus.

Hvorfor forlod kvinderne hjemmet for at tage til et fødested? De ville gerne have omsorgen, det rene sengetøj – meget få hjem havde vaskemaskine. De ville gerne have, at andre end de selv tilberedte og serverede maden, og de ville gerne have lidt søvn. Samtidig fulgte den primære fordel ved hjemmefødslen med over på fødeafdelingen: Kvinderne kunne fortsat føde med en jordemoder, de kendte.

I de år arbejdede man i Indenrigsministeriet med at udrede, hvordan jordemødre arbejdede. Systemet med delvis offentlig ansættelse, delvis honorarlønning var bøvlet for myndighederne, så derfor satsede man på offentlig ansættelse af alle jordemødre i jordemodercentre. Man forestillede sig, at det ville give jordemødrene mere fri og mere ensartet løn. Resultatet blev mere fast og samtidig uforudsigeligt arbejde og en løn, der ikke er noget at råbe hurra for.

Samtidig var der fra lægeside argumenter om, at alle fødsler burde finde sted på special- afdelinger, for det var det sikreste. Det svarer til at foreslå, at alle bør have overvågning af hjerterytmen under sex, for nogle få kan få hjerteanfald af kønsakten.

Sygeliggørelsen af fødslerne er blevet en selvopfyldende profeti. Vi har gennem mere end 50 år opdraget kvinder til, at det er så farligt at føde, at man er nødt til at være, ikke alene på et sygehus, men på et, der har alle specialer udi undersøgelse og behandling af mor og barn. Det betyder færre og færre fødesteder, så parrene må ud på længere ture for at blive undersøgt, indlagt, sendt hjem, ind igen til fødsel, sendt hjem, ind igen til barselundersøgelser osv.

Skrabet velkomst til livet

I dag skal forældrene, som vi har skræmt til ikke længere at stole på deres krop, tilmed pakke en halv campingvogn, før de kommer til fødestuen – stedet, som deres bedsteforældre i sin tid valgte for bekvemmelighedens skyld.

Flere fødesteder har sparet dyner og tøj og en del af traktementet bort, for det er faktisk pæne beløb, hospitalet kan spare ved at nedbringe slid, svind, håndtering, transport, tøjvask og rengøring.

Efter min mening er det ikke forfærdeligt, at de skal have bleer, privat tøj og dyner med – bortset fra, at det fylder og er bøvlet.

Hvad de fødende angår, har mine kolleger og jeg i mange år talt for, at kvinden har sit eget tøj på, og at barnet lander – når det forhåbentlig sent forlader mors eller fars bare bryst – i sit eget tøj og sin egen babydyne. Det minder nemlig jordemødre og øvrigt personale om, at vi er gæster ved kvindens fødsel – uanset, om den foregår i hospitalets lokaler, på fødeklinik eller i hjemmet.

Jeg synes heller ikke, at der er den store forskel på, om forældrene skal have bleer med ind eller ej. Den lille skal nå at tisse eller skide i henved 3.650 bleer, så det gør ikke den store økonomiske forskel for familien.

Problemet er imidlertid, at alle disse ændringer ikke foretages med udgangspunkt i respekten for individualiteten eller forældrenes frie valg af mønster på tøj og dyne eller blemærke. De har derimod udgangspunkt i besparelser, og så finder vi grunde til at synes om dem bagefter.

Besparelserne bliver derved et symbol på det skrabede ved velkomsten til livet. Et symbol på, at man jagter alle muligheder, når man skal spare. Der er mange, mange flere materialeudgifter ved fødslerne end dyne og natskjorte. Der er dyrt sterilt engangsgrej i massevis og lidt mindre dyrt, rent engangsgrej, som man også kan bruge meget af til en fødsel. Og der er alle grundudgifterne til drift af hospital, som fødeafdelingen jo også skal være med til at finansiere.

Og så er der personalet. Langt den største udgift, anføres det ofte. Meget lidt motiverende at tænke på sig selv som en udgift, før man ser sig selv som en ressource.

Effektive fødsler, nej tak

Hvert eneste år er vi pålagt at finde effektiviseringstiltag. Jeg forstår godt, at vi skal gøre operationstider, varighed af bedøvelse, ventetid på blodprøver osv. meget mere effektive – det vil i mange tilfælde skåne patienten.

Men fødsler er anderledes. Vi skal styrke kvindens og partnerens evner til at komme godt igennem fødslen og bakke dem op med faglighed og ro, samtidig med at vi opsporer dem, der har brug for hurtig hjælp. Vi skal fandengalemig ikke effektivisere fødslen.

Effektivisering er imidlertid blevet et paradigme, som også fødselshjælpen er omfattet af. Pt. går det på nogle fødesteder ud over de forhold, der får kvinderne til at føle sig velkomne, men som anført kan det vendes til noget positivt. Men næste gang, man skal finde noget at skære bort, kan det lige så vel gå ud over antallet af jordemødre – for hvad er der ellers at tage af?

Da fru Jensen i 1964 ringede til sin jordemoder og fortalte, at vandet var gået, og spurgte, om de mon kunne mødes på Varde Sygehus, så hun kunne få lidt barselsomsorg efter fødslen, tænkte hun næppe, at hendes barnebarn 50 år senere skulle ringe tre gange til en stor fødeafdeling, før hun fik lov at komme, at hun skulle medbringe dyne, pude og rød saft, og hun kunne være sikker på at møde en jordemoder, hun ikke kendte, efter en graviditet med et minimum af kontakt med jordemoder. At hun ville møde et personale, der render benene af sig for at sikre de kvinder, der ikke må mærke, at vi er for få på føde- og barselsafdelinger.

Vi tager for dårligt mod vores ny generation – langt flere kvinder ville kunne gå gennem gode fødsler, hvis vi bakkede dem helt anderledes op i graviditeten. God, grundig fødselsforberedelse, rolige lange samtaler, total opbakning om fødslen med færre indgreb og færre skader.

Vi har over 20 procent kejsersnit og alt for mange igangsættelser, og alt for få kvinder ammer så længe, som det er anbefalet, går glip af en gigantisk sundhedsfaktor, fordi opbakningen på føde- og barselafdelingen eller i hjemmet ikke er tilstrækkelig.

Landsundersøgelse af Patienttilfredshed (LUP) peger på høj tilfredshed blandt fødende i Danmark. Men mange fødende ved ikke, hvad de er gået glip af, og ser deres forløb som det, der skulle hænde.

Bare gå i gang

På Danske Regioners årsmøde i april holdt Skotlands Chief Medical Officer, Sir Harry Burns, et oplæg om Skotlands vej til mindre social ulighed i sundhed: Der skal sættes massivt ind på at sikre relationer; menneskeligt samvær; der skal være jordemoder og sundhedsplejerske i massevis til vordende familier; der skal være pædagoger, der har tid til knus og samvær; der skal være lærere, som understreger og støtter, at forældre læser højt for deres børn hver aften osv.

Og på spørgsmålet om, hvordan man dog fik råd til det, var svaret: Bare gå i gang, så kommer pengene ad andre veje. Der, hvor lykken og overskuddet bor, falder udgifterne til sociale ydelser og kriminalitetsfølger.

Så til jer danske politikere, fra statsminister til byrådsmedlem: Gør graviditet, fødsel og barsel til et forebyggelsesprojekt af dimensioner. Vend udviklingen.

Mens vi venter på politikerne, kan I gravide, der kan og har lyst, jo overveje en hjemmefødsel, så I føder trygt og sikkert hjemme med dyner, puder, saft efter eget valg – og med en dygtig jordemoder til stede.

Hvis der så er brug for at komme ind på hospitalet til f.eks. smertelindring, så kommer I det. Med jordemoderledsagelse.

Lillian Bondo er formand for Jordemoderforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sabine Behrmann
  • Michael Holm
  • Niels Mosbak
  • Ulla Blok Kristensen
Sabine Behrmann, Michael Holm, Niels Mosbak og Ulla Blok Kristensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Blok Kristensen

Tak for artiklen, fødte selv sidste gang i 97. Der er mere og mere kontrol og mindre styrkelse af forældrenes og de kommende mødres tiltro til egne evner

Hele dette emne er en del af en større, løbende proces. I flere årtier er familie-funktioner flyttet ud af de voksnes ansvar. For 100 år siden varetog forældre, alle voksne og det nære samfund opgaver, som nu er andres ansvar : Fødevarer fremstilling og forarbejdning, pasning af hjælpemidler, handel og bytte, undfangelse og fødsel, børnepasning, dannelse og undervisning af børn, varetagelse af svagt begavede og handicappede, sygdom og sundhed, store dele af privatøkonomien........
Nu varetages dette af producenter, fabrikker, transport på verdensplan, supermarkeder, institutioner, store skoler, psykologer og coaches, andre brugsanvisningsmagere, specialinstitutioner, regionernes sygehuse, kommunen, store risiko-banker, den store stat - og faktorer udenfor landets grænser - alt flyttet fra privat økonomien over på fællesøkonomien gennem skatten.
Og sygehusenes fødeklinikker !

Måske er det tid at vende bevægelsen, hvad mange også gør, og selv tage ansvar. Men begrænset, hvad den enkelte selv kan gøre. Demokratiet skal spille med. De politiske holdninger skal konkretiseres.
Min fornemmelser er, at det nye parti ALTERNATIVET anslår den toneart, der skal spilles i. Mennesket først - systemet sidst.

Måske, som Bondo antyder, flytte flest mulige fødsler hjem igen, hvor de kom fra, med flere positive virkninger.
Jeg ved det. Vi har prøvet det selv to gange.