Klumme

Hvem smutter, og hvem bliver?

Dansk politik er i den nuværende valgperiode præget af exit på exit blandt politikerne. Har ingen af dem lyst til at forandre verden?
28. juni 2014

Hver valgperiode har sine karakteristika, og selv om der stadig er godt et år tilbage af den nuværende fireårige valgperiode, er der allerede et ord, som vil kendetegne dansk politik fra 2011 til 2015: ‘Exit’ står – indtil videre – skrevet hen over de seneste år på Christiansborg og omegn.

I de sidste par uger er exitten rykket helt ind i magtens centrum: Statsministeriet. For har Helle Thorning-Schmidt (S) været i spil til en europæisk toppost, og er hun på vej til at forlade dansk politik? Eller har det hele bare været spekulationer i medierne?

I skrivende stund vides det ikke, om Thorning-Schmidt er fortid i dansk politik, eller om hun stadig søger genvalg ved det folketingsvalg, der skal holdes inden for godt og vel et års tid. Men faktum er, at det ikke er første gang i perioden, hun har været på vej ud. I foråret var kritikken fra baglandet over for regeringens politik så massiv, at arvefølgen i Socialdemokraterne blev et offentligt anliggende. Skulle Mette Frederiksen, Bjarne Corydon eller måske Henrik Sass Larsen overtage, når Thorning-Schmidt trak sig?

Før fokus kom på Helle Thorning-Schmidts fremtid, var Venstre og Lars Løkke Rasmussen igennem samme tur. Hans exit blev endda meldt i medierne flere timer før det afgørende hovedbestyrelsesmøde. Men Løkke Rasmussen er stadig formand for Venstre.

Formand for et politisk parti er til gengæld hverken Pia Kjærsgaard, Villy Søvndal eller Annette Vilhelmsen. De to første var tilrettelagte exitter, mens den sidste også betød exit for SF fra regeringssamarbejdet.

SF’s exit førte naturligvis til en række afgange fra ministerkontorerne, men inden da havde Helle Thorning-Schmidt allerede skiftet voldsomt ud, mens Morten Bødskov og Christian Friis Bach kom deres exit i forkøbet ved selv at trække sig.

Blandt de menige medlemmer af Folketinget har perioden også vist, at flere hellere ville være borgmestre eller medlemmer af Europa-Parlamentet end sidde i Folketinget.

Nu kan der jo være mange forskellige årsager til, at de forskellige politikere har truffet deres valg, men jeg tror, der for manges vedkommende – og for fleres vedkommende i fremtiden – vil være en overskyggende grund til, at de har ladet blikket flakke rundt efter exit-skiltet: Den stigende grad af topstyring.

Politikere plejer jo at have en indre ild, der brænder for at forandre verden til det bedre. Den ild brænder sikkert stadig, men det er blevet sværere at forandre verden, hvis man ikke er en del af partiernes topledelser. Det kan få menige MF’ere til at søge andre græsgange på borgmesterkontorer og i Bruxelles, hvor de trods mindre mediefokus og prestige er herrer i eget hus.

Også for partilederne har topstyringen en høj pris. De må leve med, at oprøret over styringen hele tiden ulmer i baglandet. Baglandet rasler oftere og oftere med sablen over for partitoppen og truer med at vrage formanden – de har jo tilsyneladende ingen indflydelse på politikken, så deres eneste trussel er at vælte ledelsen. Så på trods af topstyringen frygter partiformændene nærmest deres egne partifæller, fordi det eneste våben, der er tilbage, når man ingen indflydelse har på politikken, er at holde liv i et oprør: Jo mindre magt, man har til at bedrive politik, des mere tid til og interesse har man i oprøret. Det er en farlig cocktail, som gør, at toppolitikere hele tiden holder øje med, hvor exitskiltet er, så de under alle omstændigheder kan få en så ærefuld exit som muligt.

Om Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen begge er i dansk politik efter sommerferien, tør nærmest ingen spå om på nuværende tidspunkt. Thorning kan være smuttet til Bruxelles i løbet af sommeren, mens de fleste på Christiansborg og Slotsholmen kun venter på, hvornår Lars Løkke Rasmussen havner på forsiden af Ekstra Bladet igen med et nyt, besynderligt bilag.

Personligt har jeg med en erfaren kollega væddet otte par boksershorts på, at Løkke fortsat er Venstres formand, når Folketinget åbner til oktober, så jeg krydser fingre hele sommeren. Det gør de sikkert også i Venstre – for at Helle Thorning-Schmidt fortsat er formand for Socialdemokraterne.

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Dall skriver mod bedre vidende. BT er på vej med en afslørende bog om Lars Løkke, hvorefter alt vil gå i kaos for Venstre, uanset hvor Caeper Dalls finger i halsen : Helle Thorning befinder sig.
Lars Løkke er et så stort fjols og har fået lov at klovne sig frem lang zinkbaren i så mange år, at ingen bladsmørere på Borgen magter at håndtere det, for ikke at blive stillet spørgsmålet: Hvorfor skrev du ikke om det forlængst?

Martin Andersen, Søren Roepstorff, Jørgen Steen Andersen, lars abildgaard, Anne Eriksen, Morten Kjeldgaard og Ivan Gullev anbefalede denne kommentar

"Har ingen af dem lyst til at forandre verden?"
Et lidt naivt spørgsmål anno 2014 - hvor det i årevis har stået klart for enhver, at det eneste de professionelle politikere har lyst til at forandre, er deres egen status, deres egen prestige, deres egne livsvilkår og deres egen indkomst.

Lars Dahl, Martin Andersen, Mette Hansen, Bjarne Andersen, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Jørgen Steen Andersen, Torben Nielsen, Philip B. Johnsen, lars abildgaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Fri mig for sladder om Thorning og andre. Lad tingene ske uden spådomme. Dertil om de stakkels oprørere i partierne, som ikke har noget at skulle have sagt.
Hvis befolkningen havde bedre muligheder for at "hjælpe på udskiftningen"så skulle der nok ske noget.
MF`ne klæber til taburetten med kontaktlim!

Martin Andersen, Mette Hansen, Bjarne Andersen, Alan Strandbygaard, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Kan det egentlig ikke være hamrende ligegyldigt, hvem der smutter og hvem der bliver i dansk politik al den stund, at det store flertal af Folketingets partier i årevis er gået ubetinget ind for EU som en overstatslig myndighed, hvor alle bare følger samtlige udstukne direktiver fra de ikke-folkevalgte bureaukrater i Bruxelles, der for enhver pris vil have gennemført Europas Forenede Stater hen over hovedet på vælgerbefolkningerne i de 28 medlemslande?

Både statsminister Helle Thorning-Schmidt og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er fuldstændig ligeglade med nationalstaten Danmark, som er bygget op gennem mere end 1000 år af vores forfædre. Herunder i særdeleshed demokratiet og folkestyret som politisk styreform siden indførelsen af Danmarks Riges Grundlov af 1849, som vitterligt har gjort os til et af de mest civiliserede og fredelige samfund i verden.

Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen er som de fleste andre politikere i Folketinget blottet for enhver vision om en stærk og selvstændig nationalstat, der på kryds og tværs dyrker samhandel med andre lande som i tiden før EF og EU. Begge politikere er nærmest komplet hjernevaskede robotter, der blot gør alt hvad EU-systemet dikterer os fra Bruxelles, og det samme gælder for deres kollegaer i Folketinget, som i det meste af vælgerbefolkningens øjne betragtes som opportunistiske levebrødspolitikere uden ære og moral.

Statsministerposten herhjemme var engang en ærefuld post for en visionær politiker med en ”indre ild”, hvor man sammen med oppositionen ville tjene sit land bedst muligt for befolkningen. Men hvor i alverden skal denne ”ild” komme fra i en situation, hvor seks ud af otte partier i Folketinget anno 2014 har solgt nationens selvstændighed ud ved at overlade 80% af samtlige afgørende beslutningsprocesser til en ikke-folkevalgt EU-kommission i Bruxelles, der mest af alt ligner en moderne udgave af det hedengangne totalitære sovjetiske politbureau i Moskva?

Vores demokrati og folkestyre er i dag forvandlet til en billig teaterkulisse for stærke neoliberale kræfter på kloden, der fuldstændig styrer EU i Bruxelles gennem politisk og økonomisk lobbyisme, så der er helt åbent for den frie bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser. Hverken statsministeren eller oppositionslederen gør noget som helst for at stoppe denne udvikling. Tværtimod skriger de begge to konstant løs om, at vi danskere skal opgive samtlige EU-forbehold, så vi hurtigst muligt kommer ”helt ind i kernen” af Europas Forenede Stater.

Næh, vi danskere oplever blot to politiske kombattanter i skikkelse af Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, der hver især drømmer om magten for magtens skyld. Hvad enten det for Thornings vedkommende gælder et genvalg til statsministerposten eller måske en toppost i EU, for ingen af de to har andre visioner for Danmark end at overlade endnu mere af vores selvstændighed til EU’s ikke-folkevalgte bureaukrater.

Imens går de begge ud og bilder vælgerne ind i alle mulige sammenhænge, at vi uden det fulde medlemskab af Europas Forenede Stater går til bunds som nation, og ikke vil kunne overleve den globale konkurrence mod totalitære stater i fremtiden. Bag dem står de folkevalgte kollegaer i partierne, der hellere end gerne accepterer topstyring. De rummer nemlig heller ingen visioner om andet end bare selv at overleve socialt og økonomisk i magtens centrum, og det gør man kun ved at holde kæft og rette ind efter den udstukne parole fra partitoppen.

Forestil jer et kort øjeblik det mulige scenario ved det næste folketingsvalg i senest 2015, at blå blok vinder med Dansk Folkeparti som det største parti, der herefter helt naturligt bør have statsministerposten og ansvaret for etableringen af en ny regering. Mon ikke det politiske establishment på Christiansborg vil gå fuldstændig amok, hvis et parti, der er modstandere af Europas Forenede Stater, pludselig kommer til magten på demokratisk vis?

Men skulle det virkelig blive tilfældet kan befolkningen være helt sikre på, at masken i givet fald for alvor vil falde på de EU-fanatiske partier, så farverne blå og rød bliver helt udvisket. Socialdemokraterne og Venstre vil omgående danne en regering sammen med Det Radikale Venstre, De Konservative og Liberal Alliance, for længere rækker ”visionerne” og ”den indre ild” ikke hos de folkevalgte levebrødspolitikere, der for længst har solgt deres sjæl og Danmark ud til det centraliserende og politisk ensrettende EU-monster i Bruxelles.

Ingen af EU-partiernes politikere har lyst til at forandre verden.

Peder Kruse, Dan Johannesson, Mette Hansen, Bjarne Andersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Denne artikel er et godt eksempel på den medieopfundne virkelighed. En virkelighed opbygget på teorier og opspind.

Og jeg tror, at det er præcis denne forfalskede - men salgbare - virkelighed som "skræmmer" mange politikere væk. Du skal nok ikke hakkes i mediekødhakkermaskinen mange gange før dine visionære tanker er smidt på den kyniske medieudnyttende losseplads.

Børge Rahbech Jensen

Det undrer mig, at politiske kommentatorer som Hans Engell ikke kommer videre. På den anden side tænker jeg ofte på politiske kommentatorer som 'nørder', der kender livet på Christiansborg men ikke så meget andet. I mange vellønnede el. ledende stillinger var det i hvert fald tidligere god latin ikke at blive det samme sted for længe og udnytte de muligheder, der opstår. Derfor undrer det mig, en dansk statsminister forventes at følge den modsatte holdning, selvom jeg kan konstatere, at de, der finder det odiøst, at Helle Thorning-Schmidt kan få et job i EU, næppe selv søger andre jobs. Er der eksempler på, at journalister på Christiansborg er blevet fx. korrespondenter i Bruxelles? Umiddelbart kan jeg kun komme i tanker om tilfælde, hvor journalister på Christiansborg er blevet politikere. Hans Engell, Uffe Ellemann-Jensen og Ole Birk Olesen skiftede job på Christansborg, mens Morten Løkkegaard skiftede fra et job som journalist delvis på Christiansborg til et job som politiker i Europa-Parlamentet.