Kronik

Indflydelse eller gold protest?

Folketingsarbejdet 2011-14 giver en unik mulighed for at sammenligne, hvad venstrefløjspartier får ud af at være henholdsvis støtteparti og regeringsparti. Det vil være givtigt for venstrefløjens fremtidige ageren, hvis Enhedslisten og SF brugte sommeren på den øvelse
Flere af de politiske tiltag, som både den nye formand, Pia Olsen Dyhr, og den forhenværende formand for SF, Annette Vilhelmsen, har påberåbt sig, skal retteligt tilskrives Enhedslisten. Så hvad har SF egentlig fået ud af at være i regering? Det bør partiet bruge tid på at analysere

Henning Bagger

10. juni 2014

Det har været et for venstrefløjen usædvanlig dramatisk folketingsår. SF’s folketingsgruppe blev splittet fuldstændigt. Den nye formand trådte tilbage efter mindre end et år på posten. Partiet trak sig ud af regeringen, efter at have mistet over halvdelen af sine vælgere. Den politiske ordfører, næstformand og tre tidligere ministre meldte sig ud. Enhedslisten missede et finanslovforlig, som ellers for første gang ville have givet regeringen kant til blå blok.

Det er nærliggende for ikke at sige uundgåeligt at sammenligne SF’s situation med situationen i 1967, som også resulterede i splittelse og stiftelse af VS. Der er selvfølgelig nogle vigtige forskelle: Dengang var SF støtteparti, i denne omgang var det regeringsparti. Dengang var det S-strategernes (specielt Per Hækkerups) klare mål at kompromittere SF.

Der er intet, der tyder på, at Socialdemokraterne havde en lignende dagsorden denne gang. Tværtimod havde man opstillet fælles regeringsgrundlag. Til gengæld var man afhængig af R, hvilket kom klart til udtryk, da man ved regeringserklæringen måtte forpligte sig til at stemme for den dagpengereform, som både S og SF havde været imod, og til i det væsentligste at videreføre VK-regeringens økonomiske politik.

Men der er også afgørende lighedspunkter: SF-partiledelsen var så forhippet på at komme ind i varmen, at den var parat til ikke bare at indgå kompromisser og sluge kameler, men til på væsentlige punkter at svigte den politik, man gik til valg på (1967: momsforlig og overenskomstindgreb / 2014: dagpengeforringelser og blå økonomisk politik). Og i 2014 såvel som i 1967 kom ledelsen helt ud af trit med baglandet. Det kan man slippe af sted med i et borgerligt parti, men det er dødbringende for et venstrefløjsparti med dertil hørende tradition for et vist medlemsdemokrati.

Magt og indflydelse

Det helt afgørende har efter min mening imidlertid i begge situationer været de forskellige opfattelser af begreberne magt og indflydelse. I begge situationer har partiledelserne – og stort set hele pressen – gjort det til et spørgsmål om politisk modenhed og potens. Som udtrykt af SF’s nye formand (med åbenbar brod til partiets egen venstrefløj og Enhedslisten): »Vi vil være et indflydelsesparti, ikke et protestparti.« Og stadige skoser til »dem, der bare står på sidelinjen og råber op.«

Man forstår, at SF snarest vil søge at komme i regering igen uden videre refleksion eller forbehold.

Det er en falsk påstand, at nogen blot vil stå på sidelinjen og råbe op. Den var falsk i 1967, og det er den også nu. Alle vil da selvfølgelig have størst mulig indflydelse. Og de, der vælger at stå udenfor, arbejder fuldt så hårdt for det som dem, der lægger mere vægt på den formelle magt. Uenighederne gik dengang som nu på, hvordan man får mest reel indflydelse. Det burde være det helt centrale strategiske spørgsmål for venstrefløjspolitikere. På den baggrund er det sørgeligt at se, at Dansk Folkeparti – og nu også de konservative – har en mere nøgtern analyse af indflydelsesmulighederne end både den gamle og den nye SF-ledelse.

Venstrefløjspartier har ellers langt mere grund til overveje deres stilling og muligheder end et hvilket som helst borgerligt parti. For udover de konkrete, politiske resultater, bør det indgå, hvor meget man ved sin deltagelse i ’magten’ muligvis svækker den grundlæggende systemkritik, man som påstået socialistisk parti står for.

Den overvejelse er i mine øjne ikke ligegyldig; den er tværtimod helt afgørende på længere sigt. Men den vurdering kan kun blive noget spekulativ, så den vil jeg her lade ligge og blive ved de konkrete, sammenlignelige resultater af det ene og det andet valg.

Her har vi i 2011-14 for første gang en mulighed for at sammenligne. Vi havde et venstrefløjsparti i regering og samtidig et andet udenfor, hvis mandater var nødvendige for et flertal. Det er som et ideelt sociologisk eksperiment, formentlig uden sidestykke nogetsteds.

Det ville være utrolig givtigt for venstrefløjens fremtidige ageren i og uden for det parlamentariske liv, hvis begge partier hen over sommeren ville forsøge helt nøgternt at beskrive og dokumentere, hvad de fik ud af det, og hvor de evt. forspildte nogle muligheder. Og med SF-formandens nylige udtalelse om, at »selv om vi ikke er i regeringen, kan vi godt være med til at ændre den her verden« (Information den 23. maj), er der måske håb om en mere nuanceret vurdering end tidligere.

Selvransagelse i SF

Fra SF ville det være interessant at høre, hvilke tanker man gjorde sig om forskellen på et S-SF og et S-R-SF-samarbejde, og om overvejelserne, efter at det blev klart, at man i givet fald ikke blot blev nødt til at opgive det meste af S-SF-aftalerne, men også i hovedtræk at videreføre den tidligere regerings økonomiske politik og at stemme for dagpengeforringelserne. Hvad forventede man at få i stedet for disse indrømmelser, når man gik i regering og ikke valgte at være støtteparti? Hvad kan man henvise til, at man faktisk opnåede? Det siger sig selv, at man ikke kan påberåbe sig de ting, en SR-regering alligevel ville være kommet igennem med. Og at man ikke kan henvise f.eks. til milliarden til de ældre, modifikationen af dagpengegrænsen eller togfonden, som jeg har hørt henholdsvis Anette Vilhelmsen, Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr påberåbe sig. Jeg er ikke i tvivl om, at SF varmt støttede disse ting, men kendsgerningen er, at igen af delene var med i regeringens egne udspil, som SF stod bag, men var et resultat af forhandlinger med EL.

Jeg har mere end svært ved at finde reelle SF-fingeraftryk på regeringens politik, men vil ikke udelukke, at de er der. Lad os så endelig få dem frem. Desuden ville det være interessant at høre, hvordan man strategisk forholdt sig til regeringens støtteparti. Det er bekendt, at den radikale partileder i afgørende situationer spillede sammen med V og K for at opnå forlig, der lå tættere på R, end det, der ellers ville blive indgået med EL. Gjorde SF tilsvarende for at sikre forlig med EL, eller fandt man det strategisk vigtigere ikke at lade EL få æren af nogle resultater, men at fremstille det som et ubrugeligt protestparti?

Selvransagelse i EL

Fra EL ville det være af stor interesse at høre, hvilke konkrete resultater, man fik ud af sin position som parlamentarisk grundlag for regeringen? Hvordan gik det helt præcist til, at EL missede et praktisk taget færdigforhandlet skatteforlig med regeringen i sommeren 2012? Hvordan var det konkrete forløb af de otte ugers forhandlinger og 32 møder med regeringen om finansloven for 2014? Hvilke ønsker mødte EL op med fra begyndelsen, hvilke frafaldt man, og hvilke nye blev fremsat undervejs og hvornår? Hvor sent i forløbet fik man de bemærkelsesværdige indrømmelser vedrørende skattefradrag for faglige kontingenter, indsatser mod social dumping og milliarden til de ældre? Hvorfor stillede man et rigidt krav om lovfæstet ret til to bade om ugen? Var kravet ultimativt? Var man klar over, at man så var ude af forhandlingerne? Hvordan var samarbejdet med eller forholdet til SF, mens SF sad i regeringen. Og i hvilket omfang begrænsede afhængigheden af partiets hovedbestyrelse direkte eller indirekte de parlamentariske muligheder. Det, vi skal have, er vel at mærke en åbenhjertig analyse, og ikke blot en rituel henvisning til, at folketingsgruppen følger hovedbestyrelsesflertallet. Endelig: Hvilke betingelser skal være til stede, for at partiet evt. selv vil finde det rigtigt at deltage i en regering?

Det er en enestående mulighed for at diskutere det klassiske, strategiske venstrefløjsdilemma på et konkret og ikke bare spekulativt eller teoretisk grundlag.

Preben Wilhjelm er tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Henrik Larsen
  • Malan Helge
  • Ejvind Larsen
  • lars abildgaard
  • Torben K L Jensen
  • Claus Jensen
  • Bjarne Riisgaard
  • Claus G. Jørgensen
  • Poul Simonsen
  • Ivan Mortensen
  • Dennis Berg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Johannes Lund
  • Grethe Preisler
Hans Larsen, Henrik Larsen, Malan Helge, Ejvind Larsen, lars abildgaard, Torben K L Jensen, Claus Jensen, Bjarne Riisgaard, Claus G. Jørgensen, Poul Simonsen, Ivan Mortensen, Dennis Berg, Lise Lotte Rahbek, Johannes Lund og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Scheel Andersen

Jeg ser så frem til at "de forbandede syv" med socialdemokraterne i spidsen, får så megen øvelse i at lytte, at de også kan begynde at analysere engang.
Nu efterligner de jo blot neolibaralisterne og tilsætter deres syge behov for kontrol

Rune Petersen, Torben Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Den evaluering er stærkt tiltrængt, hvis venstrefløjen skal have politisk indflydelse. Beklageligvis kan vi konstatere, at hverken SF eller Enhedslisten har været forberedt eller klædt på til en såkaldt centrum-venstreregering.
Det er imidlertid trist, at Informations redaktør i papir- og førsteudgaven beskylder Preben Wilhjelm for, at have været MF'er for DKP.

Henrik Krogh, Ejvind Larsen, lars abildgaard, Torben K L Jensen, Martin Mørch, Rasmus Kongshøj og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Så længe venstredløjen holder sig til Christiansborgspillet, så er der ingen indflydelse at få, hvad enten man som Enhedslisten prøver at kæmpe mod overmagten, eller som SF lægger sig ned og forsøger at nyde overgrebet.

I stedet for at kæmpe en tabt kamp for at skubbe de borgerlige en milimeter mod venstre, bør man i stedet benhårdt prioritere en socialistisk kulturkamp. Kun ved at ændre den måde folk tænker politik, økonomi og demokrati på, kan man opnå gennemgribende ændringer i samfundet. Opnår man at ændre kulturen, så kommer resultatet imidlertid igså helt af sig selv på Christiansborg. Det forstod Anders Fogh og VKO til fulde i 00'erne, og derfor er det er stadigt utænkeligt at føre andet end VKO-politik.

Niels Duus Nielsen, Morten Jespersen, Rune Petersen, Torben Nielsen, Claus Jensen, Bill Atkins, Flemming Scheel Andersen og Bjarne Riisgaard anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

- "Så længe venstredløjen holder sig til Christiansborgspillet, så er der ingen indflydelse at få" - Det rammer vist i høj grad hovedet på sømmet. I forlængelse heraf ville det være nærliggende at forvente nogle refleksioner, gerne offentlige, over hvordan man opfatter forholdet (og forskellen)mellem formel autoritet og reel magt og indflydelse. En magtdiskussion, og en diskussion af hvordan man opfatter statens rolle i samfundet, ville nok være nyttig.

Rune Petersen, Rasmus Kongshøj, Bill Atkins og Martin Mørch anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

SF (og Preben Wilhjelm) skylder også at overveje højt og tydeligt, så alle kan høre det, hvorfor, da regeringsskuden sprang læk, så mange af officersrotterne valgte at forlade den til styrbord.

Claus Piculell

Jeg finder Preben Wilhjelms indspil ovenfor for et i det store hele konstruktivt oplæg til overvejelser på venstrefløjen, og jeg tror ikke, at PW ville afvise samspillet mellem udenomsparlamentariske og parlamentariske forhold.
Jeg må dog protestere i mod den udlægning af budskabet fra Pia Olsen Dyhr (POD), at fordi SF stadig vil søge indflydelse, så er det ok for PW at konkludere:
"Man forstår, at SF snarest vil søge at komme i regering igen uden videre refleksion eller forbehold."
POD har netop afvist, at et evt. regeringssamarbejde er blot i nærheden af at være en mulighed for partiet i en situation som den nuværende, eller i den forudsigelige fremtid.
POD har desuden annonceret en række "kursjusteringer" op til sit formelle valg på SF's landsmøde, herunder ikke mindst kravet om en ny og bedre dagpengereform, og en vis afstandtagen fra "forløbet i det sorte tårn".
Til gengæld kan PW have ret så langt, at der er en risiko for, at POD og den øvrige SF-ledelse betragter disse kursjusteringer som nok og ikke tillader en fornuftig selvransagelse i og omkring partiet, lidt i retning af de linjer, PW ridser op.
Om man så et år før næste folketingsvalg (højst), der bliver særdeles afgørende ift. at åbne for den 'ægte' vare af nyliberalisme version 2.0, skal gøre det til førsteprioritet på venstrefløjen at ransage sig selv, eller om man kan klare både at føre valgkamp, søge indflydelse og tænke strategi og taktik igennem igen, er nok en overvejelse værd.
Jeg ville holde på det sidste, og PWs oplæg ovenfor stiller en del af de spørgsmål, der skal besvares, og man bør kunne gøre det, uden at ethvert spørgsmål bliver til "partiskadelig virksomhed" eller en konkurrence om hhv. ære og skyld.
Der er så at sige nok af begge dele ...
Og helt dumt vil det være, hvis man overser den rolle, som R og Sossernes højrefløj har spillet, for i stedet at kaste mudder mellem de to reelt eneste overvejende demokratisk-socialistiske partier i Danmark.
vh CP

Claus Jensen

Claus Picullel:

Mudderkastningen klarer man i SF fint selv, og der kastes langt overvejende mod venstre , som PW korrekt bemærker.

Niels Engelsted

Undskyld jeg siger det, jeg er sikker på, at det ikke er populært, men politik er ikke en intellektuel studiekreds, hvor parterne sidder omkring et bord og i fuld offentlighed analyserer et forløb, der er gået galt, og der vil sjældent komme andet ud af det end gensidige beskyldninger, der splitter dem, der skulle holde sammen. Allerede debatten oven for viser dette.

Claus Jensen

Niels Engelsted:

Mange firmaer ynder at dele "etiske retningslinjer" rundt til medarbejderne. Et fast punkt i sådanne retningslinjer, når man i en vanskelig situation skal afgøre om en speciel adfærd er acceptabel eller ej, er at bede medarbejderen forestille sig, at adfærden blev offentligt kendt. Man forventer dog aldrig til, at han eller hun i virkeligheden vil offentliggøre adfærden, men råder til at dilemmaet efter moden overvejelse diskuteres med kolleger og foresatte.

I dette tilfælde ligger værdien måske i, at dilemmaet bliver offentliggjort for en videre kreds, siden de politiske partimedarbejdere åbenbart har haft ualmindeligt svært ved på egen hånd at forestille sig det og handle derefter.

Niels Engelsted

Claus, jeg tror ikke, at personaleledelsens manual trods al smuk tale har andet til formål end at sætte personalet på plads og holde det nede. Husker, at da Thorning netop var tiltrådt som partileder, indkaldte hun folketingsgruppens medlemmer til medarbejdersamtale, hvor man kunne diskutere karriereplaner (YRK!).

Iøvrigt, du har skiftet det kække Duke-billede ud med...hvad? Hjortedræber? Eller er den forpinte mand på billedet, dit virkelige kontrafej?

Claus Jensen

Det er D'Artagnan (Michael York), som på vej ind til byen fra det dybeste bøhland, på et smørgult øg og uden en øre på lommen udfordrer selveste Rochefort, med en knækket kårde.

Det er atså ikke mig på nogen måde.

Niels Engelsted

Claus, det er altså et dårligt bytte. Dean Martin var bare så dejlig, mens Michael York bare er træls. Er det udtryk for en livskrise?

Claus Jensen

Niels Engelsted, du skal ikke se Michael York, men D'Artagnan. Og frem for alt skal du se, hvis du ikke allerede har, denne sprudlende og vittige på mange planer udgave af De Tre Musketerer, med screenplay af den uforlignelige George MacDonald Fraser.

Claus Jensen

Gene Kelly har også spillet D'Artagnan, men desværre i en anden udgave. Ville det hjælpe, hvis jeg udskiftede med et billede af Athos (Oliver Reed) med denne aktuelle kommentar på lægestanden generelt:

Physician: "It's a very clean sword thrust. A souvenir of the Cardinal's Guard, eh M. Athos"

Athos: "You're a liar, it's the smallpox."

Physician; "One sees that immediately..."

Athos: "Don't pretend you know one from the other, or that it would make any difference to your treatment if you did."

Grethe Preisler

Vær sød at holde fast ved Michael Yorks nuttede bonderøv af en D'Artagnan lidt endnu, Claus Jensen.

De andre er alle sammen dårlige efterligninger af 'den ægte vare'.

Claus Jensen

Oh, hvad skal man dog stille op?! Grethe Preisler har tidligere udtalt, at Dean Martin som person er et kapitalistisk symbol. Her ville jeg så bort fra personen og hen til rollen, den literære karakter, men hænger nu fast i, at denne er en bonderøv. Athos er den noble, livstrætte kyniker, filosoffen i vinglasset, den unge D'Artagnans modstykke.

Grethe Preisler

In tausend Formen machst du dich verstecken;
doch, Allerliebste, gleich erkenn ich dich

(Das ewig männlische)

Grethe Preisler

"Klassisk dannelse" kommer man ikke langt med i politiske debatter med nutidens twitter- og facebook-ungdom, Niels Engelsted.

Det er langt bedre at forære dem Preben Wilhjelms erindringer ('Fra min Tid') om hans egen fortid som venstrefløjsaktivist og MF'er for VS. Den er god at få forstand af, også for os mere eller mindre hukommelsessvækkede fortidsøgler.

Claus Jensen

Ok, det er afgjort, jeg skifter tilbage til livskraften som sejrer mod ukendte og umulige odds, trods sin midlertidige impotens. Robert Graves siger jo, at kvinden elsker barnet i manden, så selvom Athos aldrig har været en upoleret bonderøv, ville Grethe Preissler måske alligevel genkende en flig af hans og vor andres svundne ungdom i D'Artagnan.

Niels Engelsted

Niels P ikke så kry!

Kender du Joharis vindue nedenstående?
http://forsvaret.dk/FLOS/Nyt%20og%20Presse/Grundofficersuddannelsen/Publ...

Relevant i denne sammenhæng er øverste venstre kvadrant, hvor vi ved noget om dig, som du ikke selv ved. Mange debatindlæg i disse spalter har handlet om netop dette, hvad vi ved om dig, men som du tilsyneladende ikke selv ved.

Men vær ikke ked af det, sådan er det for os alle.

Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Dyr er lykkelige, kvinder og børn er lykkelige, men vi mennesker .....

Det er ikke altid lige kønt at se på, når naturen går over optugtelsen, men det lindrer nu alligevel på gigten.

Niels Duus Nielsen

Jeg har aldrig forstået, hvorfor bogen hedder De tre Musketerer, når de faktisk er fire.

Og hvad har det med Preben Wilhjelm at gøre? Een for alle og alle for een?

Niels P Sønderskov

I modsætning til Jensen er jeg ikke nervøs for at fremstå som den jeg er Niels E. I hans tilfælde er en tegneseriefigur måske ikke helt ved siden af.

Claus Jensen

Niels Nielsen:

Bogen hedder De Tre Musketerer, fordi D'Artagnan ikke blive musketer før til sidst. Hvad det har med Preben Wilhjelm eller noget andet at gøre er straks sværere at udrede, men det er et ganske normalt problem med akademiske debatter og bør derfor ikke afskrække.

Claus Jensen

Ja, jeg for min del er endnu aldrig sunket så dybt som til at åbne en illustreret udgave af Dumas, hr. Sønderskov.

Grethe Preisler

Jo, har vi har det ikke bare herligt her i Legos filial af Disneyland, Niels Engelsted.
Grønspættebogen og den lille tabel for skattefiflere kan vores unger uden ad.
Men læse indenad og læse mellem linjerne? Det fik de aldrig lært, det var for svært :(

(I dag han brygger, i morgen han bager, i overmorgen dronningens barn han tager, hvor herligt at ingen har anelse haft, om at hans navn var Rumleskaft)

Claus Jensen

Jamen Niels Engelsted, det er dog for galt at ville fremstille ikke bare De Tre Musketerer som en tegneserie - velsagtens fordi man har gjort hele bekendtskabet på omslaget af en illustreret klassiker - men også sin egen mangel på æstetisk pli som en dyd.

M. Canaille fremturer jo med sit portræts verisimilitude, som om det rummer en dybere sandhed. Og det kræver utvivlsomt en god portion tåbes overmod således at skilte med skinbarligheden, når selv den dummeste gås ved bedre end at underkaste sig naturens luner, men med den palet, hun har ved hånden, fremhæver, skjuler, dekorerer, farver, udstiller, forstiller - under et forskønner virkeligheden til mænds ære og egen ros.

Niels Engelsted

Claus, det er charmerende, når Grethe bryster sig af sin dannelse, men det er uklædeligt i dit tilfælde.

Hvis Niels P er blevet introduceret til klassikerne gennem det udmærkede illustrerede tidskrift fra Serieforlaget på Egmont, så er han langt fra den eneste, for eksempel også mig.

Hvis han er for ung, kan han se, hvad vi taler om her:
http://politiken.dk/kultur/boger/ECE142788/en-klassiker-gaar-igen/

Steffen Gliese

Ha, jeg troede, artiklen handlede om boycott eller ej af sportsbegivenheder, handelsaftaler m.m. :-) Og i den sammenhæng ville jeg sige, at det ikke handler om, hvorvidt disse hjælper, men om at sætte en grænse for, hvad man vil medvirke til, som person og som stat.

Claus Jensen

Hvad enten det handler om det ene eller det andet, så er det hårde kår, der bydes, hverken snob eller bonderøv finder nåde.

Grethe Preisler

I spilder krudtet mine herrer! Det er ikke alle" bonderøve", der er dumme.

Niels P. er ikke så dum, at han tror på, at jorden er flad, han er bare socialdemokrat. Og vil mølleren give ham en pandekage for at sige, at jorden er flad, er han klog nok til at snakke mølleren efter munden, så længe det er mølleren, der sidder på melsækken.

Claus Jensen

Vi er alle til salg for en sæk mel og underbyder gerne, Grethe Preisler, det anstødelige er, at Niels P. bruger sin som signaturbillede.

Grethe Preisler

ja, så køn at se på som Michael Yorks nuttede bonderøv af en D'Artagnan er den jo ikke - men ligefrem anstødelig. Hans kone synes sikkert, den er køn nok, og så kan vi andre vel også holde til synet af den uden at dratte af æslerne af grin.