International kommentar

Junglekapitalismen er tilbage

Kapitalister er kun indstillet på at fordele velstand bredere, hvis de trues af globale rivaler og radikale bevægelser
4. juni 2014

I 1990’erne førte jeg lange diskussioner med russiske venner om kapitalismen. De fleste unge østeuropæiske intellektuelle var i hine år rede til at favne alt, som var forbundet med dette særlige økonomiske system. Når jeg kom med en eller anden indvending om oligarker og korrupte politikere, der privatiserede for at kunne stikke pengene i egne lommer, trak de blot på skuldrene.

»I Amerika i 1800-tallet herskede der også jungelovskapitalisme med jernbanebaroner og den slags,« forklarede en munter, bebrillet russer i begyndelsen af 20’erne mig. »Hos os befinder vi os stadig i den brutale fase. Det tager altid en generation eller to for kapitalismen at civilisere sig selv. 50 år senere fik amerikanerne New Deal, og i Europa fik I velfærdsstaten«.

»Men, Sergej,« protesterede jeg (husker ikke, om det er hans rette navn). »Alt det dér skete jo ikke, fordi kapitalisterne pludselig besluttede sig for at være flinke. Det skete, fordi de var bange for jer.«

Tidsånden var dengang sådan, at alle måtte abonnere på en række grundantagelser for overhovedet at blive taget seriøst. Disse antagelser blev præsenteret som selvindlysende ligninger: ’Markedet’ var lig med kapitalismen. Kapitalismen var igen lig med ublu rigdom i toppen, men betød samtidig hurtig teknologisk udvikling + kraftig økonomisk vækst. Vækst var dernæst lig med øget velstand + opkomsten af ​​en middelklasse. Endelig ville etableringen af ​​en velstående middelklasse i sidste ende føre en stabil og demokratisk regeringsførelse med sig.

En generation senere bliver vi nødt til at indse, at ikke én af disse grundantagelser har holdt stik.

Eneste cirkus i byen

At kapitalismen ikke har nogen iboende tendens til at civilisere sig selv, er også den vigtigste lære, vi kan uddrage af Thomas Pikettys Kapitalen i det 21. århundrede: Overladt til sig selv må den forventes at skabe afkast på investeringer, der er så meget højere end de globale økonomiske vækstrater, at det eneste mulige resultat bliver: overførsel af stedse større rigdomme i hænderne på en arvefølge-elite af investorer på bekostning af relativt større forarmelse af alle andre.

At det, som skete i Vesteuropa og Nordamerika mellem cirka 1917 og 1975 – hvor kapitalismen vitterligt skabte højere vækst og lavere ulighed – er en historisk anomali, mener også stadig flere økonomiske historikere. Der er flere teorier om hvorfor. Adair Turner, tidligere formand for det britiske finanstilsyn, hævder, at det var den særlige karakter, som industriteknologien havde midt i forrige århundrede, der tillod både høje vækstrater og massefagbevægelser. Piketty selv peger på ødelæggelsen af kapital under verdenskrigene og på den høje beskatning og regulering, som krigsmobiliseringen muliggjorde.

Ingen tvivl om at mange faktorer var involveret, men næsten alle synes at ignorere den mest oplagte: At kapitalismen så ud til at kunne levere en stadig bredere velstand i netop den periode, hvor den ikke var ’det eneste cirkus’ i byen. Ikke blot havde kapitalisterne en global rival i sovjetblokken, de var også oppe imod revolutionære antikapitalistiske bevægelser fra Uruguay til Kina og måtte regne med muligheden for arbejderopstande hjemme. Med andre ord: Når almindelige mennesker fik flere penge mellem hænderne, var det ikke så meget, fordi de højere vækstrater gjorde det muligt for at kapitalisterne at fordele velstanden bredere. Det var snarere sådan, at kapitalisterne følte det nødvendigt at købe sig til i det mindste dele af arbejderklassens loyalitet. Den bredere velstand skabte igen en stigende forbrugerefterspørgsel, som selv bidrog til de bemærkelsesværdige økonomiske vækstrater i kapitalismens ’guldalder’.

Men siden 1970’erne, da alle væsentlige trusler om et politisk alternativ faldt væk, er tingene vendt tilbage til deres normaltilstand, det vil sige til en brutal ulighed, hvor den ene øverste procent udnytter deres medieindflydelse og politiske magt til at herske over en social orden præget af stigende social, økonomisk og endog teknologisk stagnation. Den nu vedtagne sandhed, at kapitalismen uundgåeligt ville civilisere sig selv, blev netop garanten for, at den ikke gjorde det.

Træk stikket

Piketty rakker ned på »den dovne antikapitalistiske retorik«. Han har ikke noget imod kapitalismen eller for den sags skyld mod ulighed. Han vil blot tøjle kapitalismens tendens til at frembringe en klasse af parasitære rentenydere. Derfor, hævder han, bør venstrefløjen søge at få valgt regeringer, som vil arbejde for internationale mekanismer, der beskatter og regulerer koncentreret rigdom. Nogle af hans forslag – en indkomstskat på 80 procent for de rigeste – kan virke ekstreme, men vi taler stadig om en mand, der efter at have demonstreret, at kapitalismen suger rigdom til en lille elite, insisterer på, at vi ikke bare skal hive stikket ud af støvsugeren, men blot konstruere en lidt mindre en af slagsen, der suger i modsat retning.

Ej heller synes han at forstå, at det ikke betyder spor, hvor mange eksemplarer han kan sælge af sin bog, eller hvor mange topmøder, han kan holde med store finansielle ånder eller medlemmer af den politiske elite. For netop det faktum, at en venstreorienteret fransk intellektuel i 2014 forsikrer om, at han ikke ønsker at omstyrte det kapitalistiske system, men kun at redde det fra sig selv, er tilstrækkelig grund til, at sådanne reformer aldrig vil ske. Den øverste ene procent vil ikke gå med til at lade sig ekspropriere. Selv ikke hvis vi spørger pænt.

Da ingen ved deres fulde fornuft ønsker at genoplive noget, der minder om Sovjetunionen, får vi derfor næppe heller den type socialdemokratier, vi kendte fra midten af forrige århundrede, til at regulere kapitalismen. Hvis vi ønsker et alternativ til stagnation, forarmelse og økologisk ødelæggelse, må vi finde en helt anden måde, hvorpå vi kan trække stikket ud af maskinen og begynde på en frisk.

David Graeber er amerikansk antropolog

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Jensen
  • Niels Engelsted
  • Lise Lotte Rahbek
  • Grethe Preisler
Claus Jensen, Niels Engelsted, Lise Lotte Rahbek og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer