Kronik

Kapitalismen er ved at vokse fra demokratiet

25 år efter den blodige rydning af Den Himmelske Freds Plads buldrer den kinesiske vækstøkonomi frem uden antydningen af, at en demokratisk udvikling er på vej. Imens går millioner af vesterlændinge på gaden i afmagt over manglende indflydelse på krisepolitikken. Er vi på vej mod afslutningen på det 20. århundreds fornuftsægteskab mellem kapitalisme og demokrati?
De folkelige protester i lande som Grækenland og Spanien har været massive, men imødekommelserne af kravene fra politisk hold til at overse, mener dagens kronikører. Her demonstrerer afskedigede offentligt ansatte mod regeringen i den græske hovedstad, Athen.

Nikolas Georgiou

6. juni 2014

Det har i årtier været god latin blandt nogle samfundsforskere, at kapitalisme og demokrati går hånd i hånd. Men den lærdom udfordres af realiteterne i Kina. Og faktisk er det værd at overveje, om 1990’ernes forudsigelser om det vestlige liberale demokratis uundgåelige triumf også her i Vesten er ved at blive gjort til skamme. Er kapitalismen i stigende grad ved at løsrive sig fra demokratisk kontrol og indrette sig med andre regeringsformer?

At en kapitalistisk markedsøkonomi kan fungere glimrende uden at blive understøttet af den legitimitet, som parlamentarisk demokrati giver, var almindeligt accepteret indtil Anden Verdenskrig. Men den historiske lære blev gradvist glemt under Den Kolde Krig, hvor mange vestlige samfundsforskere nåede frem til, at det liberale demokrati – som man kender det i USA og Vesteuropa – var det eneste politiske system, som i længden kunne kombineres med en fri markedsøkonomi.

Tilhængerne af det synspunkt overser imidlertid, at den særlige kombination af politisk massedemokrati og ukrænkelig privat ejendomsret, som blev konsolideret i Vesten efter 1945 ikke var udtryk for en naturnødvendig udvikling.

Der var snarere tale om et kompromis mellem virksomhedsejere og arbejdere, der blev indgået under Den Kolde Krigs helt særlige historiske betingelser. Det var et kompromis, som tillod relativt fredelig sameksistens mellem klasserne, og derved sikrede den stabilitet på hjemmefronten, der var nødvendig for, at man effektivt kunne bekæmpe Sovjet-kommunismen.

Kapitalisme på kinesisk

Udviklingen i Kina illustrerer den gamle sandhed, at kapitalistisk produktion og parlamentarisk demokrati ikke nødvendigvis er forudbestemt til at ende i et lykkeligt parforhold.

I løbet af de 25 år, der er gået, siden militæret knuste studenterprotesterne, har Kina privatiseret størstedelen af de offentligt ejede virksomheder; afskaffet universelle velfærdsydelser inden for sundhed, uddannelse og arbejdsmarked; forbedret lovbeskyttelsen af privat ejendom og åbnet for investeringer fra udenlandske virksomheder.

Udviklingen har medført en eksplosion i den sociale ulighed og skabt både en ny klasse af virksomhedsejere – mange med base i kommunistpartiet – og en enorm klasse af migrantarbejdere.

Kina har dermed foretaget en gigantisk bevægelse fra socialisme mod kapitalisme under stabilt høje årlige vækstrater, men uden at de demokratiske reformer er fulgt med, som visse liberale samfundsforskere ellers havde forudsagt. Og de manglende demokratiske tiltag har ikke svækket den private foretagsomhed og samfundsøkonomiens dynamik, tværtimod. Kina har klaret sig glimrende på verdensmarkederne uden parlamentsvalg og respekt for individuelle frihedsrettigheder.

Det er selvfølgelig langtfra omkostningsfrit for den kinesiske stat at opretholde ro og orden. De sociale spændinger ulmer. Men hvis man ser på Kinas konkurrenceevne, har kapitalismen klaret sig fint uden demokrati: Den stærke statsmagt sørger for at holde lønudviklingen under kontrol og sikre et stabilt investeringsklima for private virksomheder.

Dermed bidrager Kina i kraft af sin voksende økonomiske betydning til at skubbe den globale balance i retning af kapitalisme uden politisk demokrati.

Partiernes forfald

Men er Kina ikke blot et unikt enkelttilfælde med en særegen autoritær kultur?

Svaret er klart nej. Kinas udvikling bør ikke ses som udtryk for en kulturelt bestemt undtagelse, men snarere som en følge af globaliseringens logik.

Dette synspunkt deler vi med Wang Hui, litteraturhistoriker ved Tsinghua Universitetet, veteran fra demokratibevægelsen i 1989 og en fremtrædende figur på den nye kinesiske venstrefløj.

Wangs diagnose er, at Vesten og Kina, på trods af vidt forskellige styreformer, i dag oplever parallelle sociale og politiske kriser med fælles udspring i den globale økonomiske udvikling siden 1970’erne.

I Kina er kommunistpartiet ifølge Wang løbet fra sit løfte til befolkningen om social sikkerhed, som blev givet efter revolutionen i 1949. Under indtryk af globaliseringen har partiet glemt sine kerneværdier og er slet og ret vokset sammen med staten. Kommunistpartiet er i dag ikke længere et politisk parti med særlige idealer, men et administrativt statsapparat, hvis eneste mål er, at Kina klarer sig godt i den globale konkurrence.

Men, påpeger Wang, i Vesten er der sket en tilsvarende udvikling. Godt nok markerer partierne i vestlige demokratier sig med særstandpunkter og ideer, når der er valgkamp. Og godt nok er det – modsat i Kina – muligt at skifte ét regeringsparti ud med et andet. Men så snart et nyt parti får regeringsmagten, sætter det de samfundsforandrende projekter på standby og gør statens overlevelse i den globale konkurrence til den absolutte topprioritet.

Dermed er de politiske partier paradoksalt nok med til at forstærke den globale repræsentationskrise ved at undergrave betydningen af det nationale demokrati som redskab til at begrænse kapitalismen.

Umiddelbart kan Wangs analyse let affejes med, at man sammenligner æbler og pærer, når man forsøger at bringe Vestens demokratier og Kinas partistat på samme formel.

Wang påstår imidlertid ikke, at forskellen på politiske systemer er uvæsentlig. Hans pointe er blot, at der i Vesten og Kina på trods af de åbenlyse forskelle kan ses en parallel tendens i retning af en snæver elitestyring af den økonomiske politik, der i stigende grad er afkoblet fra folkelig legitimitetsdannelse – en udvikling, som de politiske partier enten ikke har villet eller kunnet imødegå.

Denne diagnose er det værd at tage alvorligt. På EU-niveau har håndteringen af den økonomiske krise og etableringen af finanspagten medført overflytning af beslutningsmagt fra lovgivende forsamlinger til udøvende instanser; fra nationale parlamenter til teknokratiske overnationale europæiske institutioner med væsentligt svagere folkeligt mandat. Samtidig har et ledende hensyn været at holde finanssektoren flydende via bankpakker samt at forsikre investorerne om, at Europa fortsat var en sikker havn.

Vi ønsker ikke at tage stilling til, om det er en fornuftig økonomisk politik, men påpeger blot, at kontrasterne er til at få øje på, når man sammenligner den udprægede vilje til at imødekomme ønsker, krav og behov fra kapitalsiden med viljen til at imødekomme folkelige krav og ønsker.

De folkelige protester i lande som Grækenland og Spanien har været massive, men imødekommelserne af kravene fra politisk hold til at overse. Også i Danmark har der været stigende utilfredshed med ’nødvendighedens politik’. Den hidtidige kulmination var de folkelige protester mod DONG-salget. Her fik man nærmest indtryk af, at visse politikere opfattede det som en dyd at stå fast imod et flertal af vælgernes udtrykte ønske.

Med såvel Kinas udvikling som den europæiske krisepolitik i baghovedet trænger ét spørgsmål sig på: Er vi på vej ind i en historisk fase, hvor politisk demokrati på nationalt niveau kommer til at betyde stadigt mindre, når det handler om at sætte grænser for private virksomheders udfoldelse? Udviklingen verden over tyder på det.

Jonas Toubøl og Andreas Møller Mulvad er ph.d.-studerende ved Sociologisk Institut og Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. De er begge medlemmer af Selskab for Kritisk Samfundsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Torben R. Jensen
  • peter fonnesbech
  • morten Hansen
  • Henrik Christensen
  • Jakob Lilliendahl
  • Henrik Larsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Rasmus Knus
  • Dennis Berg
  • Claus Jensen
Espen Bøgh, Torben R. Jensen, peter fonnesbech, morten Hansen, Henrik Christensen, Jakob Lilliendahl, Henrik Larsen, Niels-Simon Larsen, Mogens Højgaard Larsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Knus, Dennis Berg og Claus Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Fornuftsægteskab eller figenblad?
I Europa som i Kina opfattes vækst og profit i stigende grad som forudsætninger . I mellemtiden er demokrati og kommunisme decimeret til at være hhv. et figenblad og et simpelt konkurrenceparameter for den velfærd befolkningerne efterspørger. Men der er ikke noget nyt i den fortælling, den industrielle revolution i Europa blev jo også båret frem af et fornuftsægteskab mellem kapital og om ikke kommunisme, så dog en mere eller mindre stavnsbundet arbejderbefolkning - i hvert fald velorganiseret. Det eneste sikre der kan siges om fremtiden er at vi ikke aner hvordan den former sig.

At demokrati og kapitalisme ikke nødvendigvis er kompatible størrelser dokumenteres også i et nyligt studie - Testing Theories of American Politics: Elites, Interest Groups, and Average Citizens, der udkommer til efteråret - af professorerne Martin Gilens, Princeton, og Benjamin Page, Northwestern Univerity. De når i deres undersøgelse frem til, at det er den snævre økonomiske elites interesser stort set altid sætter sig igennem overfor flertallets.

De konkluderer:
- Americans do enjoy many features central to democratic governance, such as regular elections, freedom of speech and association and a widespread (if still contested) franchise. But we believe that if policymaking is dominated by powerful business organisations and a small number of affluent Americans, then America's claims to being a democratic society are seriously threatened.

http://www.bbc.com/news/blogs-echochambers-27074746

Undersøgelsen beskrives af historikeren Eric Zuesse således:
- the first-ever scientific analysis of whether the U.S. is a democracy, or is instead an oligarchy, or some combination of the two. The clear finding is that the U.S. is an oligarchy, no democratic country, at all.

http://www.counterpunch.org/2014/04/15/the-contradictions-of-the-america...

Torsten Jacobsen

Sikke dog noget sludder. Demokratiet har aldrig haft stærkere rødder. Det siger vores statsminister selv, og så er der vel ikke mere at komme efter?

I bedste (social)demokratiske ånd er vi blevet enige om, at det gode liv består af:

- en institutionaliseret barndom, hvor erhvervsrettede kompetencer indlæres og testes tidligt.

- at tage en uddannelse. Formålet med at tage en uddannelse er at blive en produktiv samfundsborger. Der skal derfor kun i mindre grad skeles til interesse, og i høj grad skeles til branchens/fagets lønniveau og erhvervsfrekvens. Danner uddannelsen tilpas afsæt for et produktivt liv?

- Et produktivt arbejdsliv. Minimum 8 timer om dagen (gerne mere). Arbejdet bør udføres til tilpas konkurrencedygtige lønninger, og i en konstant tilstand af omstillingsparathed og tilpasningslyst.
Indholdet af arbejdet, dets højere mening, dets værdi, bør der ikke reflekteres over. Det hæmmer produktiviteten, og kan i mere alvorlige tilfælde føre til stress, depression, et overforbrug af piller, ja sågar en oplevelse af absurditet. Dette må for enhver pris undgås, da en sådan oplevet absurditet kan føre til selvstændig tænkning, kritisk refleksion, endda til oprør. Oprør hæmmer produktiviteten, og må derfor for enhver pris undgås.

- et forbrugsorienteret fritidsliv. Når tiden er til det, i weekender og ferier, kan hele familien samles om at indkøbe forbrugsgoder, der gør disse ellers stillestående timer i hinandens selskab, lidt nemmere at udholde. Forbrug gavner produktiviteten. Forbrug giver sammenhold. Forbrug gør det muligt at aflæse, hvorvidt man er produktiv nok i sit daglige virke. Hvis man ikke har midlerne til at opretholde et højt forbrug, er man i sagens natur ikke produktiv nok. Man bør derfor vise sig mere produktivitetsparat i fremtiden.

- produktivitetskravet er ikke noget vores politikere har fundet på. Det er et uomgængeligt krav, som er påført os af udefrakommende faktorer. Vi har intet valg. Der er intet alternativ. Vi må øge produktiviteten, hvis vi også ønsker et langt og produktivt liv for de næste generationer.

- det er en borgerpligt at stemme. Stemmeafgivelsen er vores trosbekendelse til demokratiet, og til produktiviteten.

'Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen!'

Lasse Jacobsen, morten Hansen, Henrik Christensen, Henrik Larsen, Jacob Jensen, Helge Rasmussen, Vivi Rindom, Uffe Bundesen, Mogens Højgaard Larsen, Henrik Leffers og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Sådan, Torsten Jacobsen !
Du har forstået meningen med tilværelsen og får en Bilderberger-stjerne i din karakterbog. :)

Torsten Jacobsen

...eller for nu at citere Radiohead, som har beskrevet situationen bedre end jeg nogensinde kommer i nærheden af:

Fitter, Happier
more productive
comfortable
not drinking too much
regular exercise at the gym (3 days a week)
getting on better with your associate employee contemporaries
at ease
eating well (no more microwave dinners and saturated fats)
a patient better driver
a safer car (baby smiling in back seat)
sleeping well (no bad dreams)
no paranoia
careful to all animals (never washing spiders down the plughole)
keep in contact with old friends (enjoy a drink now and then)
will frequently check credit at (moral) bank (hole in wall)
favours for favours
fond but not in love
charity standing orders
on sundays ring road supermarket
(no killing moths or putting boiling water on the ants)
car wash (also on sundays)
no longer afraid of the dark
or midday shadows
nothing so ridiculously teenage and desperate
nothing so childish
at a better pace
slower and more calculated
no chance of escape
now self-employed
concerned (but powerless)
an empowered and informed member of society (pragmatism not idealism)
will not cry in public
less chance of illness
tires that grip in the wet (shot of baby strapped in back seat)
a good memory
still cries at a good film
still kisses with saliva
no longer empty and frantic
like a cat
tied to a stick
that's driven into
frozen winter shit
the ability to laugh at weakness
calm
fitter, healthier and more productive
a pig
in a cage
on antibiotics

Mogens Højgaard Larsen

@Torsten

Synes nu, du beskriver situationen klokkeklart!
Hva' med at opslå din "beskrivelse af det gode liv", som selvstændigt debatindlæg?

Henrik Christensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Kapitalismen lever fint uden et borgerligt parlamentarisk demokrati. Kapitalismen kan leve i et Kina (hvor der officielt er kommunisme!) som økonomisk er kapitalistisk. Og hvor styresystemet er en form for oligarki, altså at få mennesker bestemmer. Kapitalismen kan også leve sammen med den korporative stat, kaldet den fascistiske stat, hvor staten tillader privat ejendomsret over produktionsmidlerne, især store selskabers ejendomsret til disse. Den facistiske stat knægter ytringsfriheden og træder alle menneskerettigheder under fode og forklarer dette med hensynet til den globale økonomiske konkurrence.

Spørgsmålet er snarere om det borgerligt-liberale demokrati kan overleve uden kapitalismen?

Steffen Gliese

I kapitalismen er det altid få mennesker, de besiddende, der bestemmer. Demokrati kan ikke fungere med kapitalisme, for de rige vil blive tvunget til at afgive ejendom, hvad de vil kæmpe imod med næb og kløer. Selvom deres besiddelse er irrationel og imod samfundets interesser.

Claus Jensen

Henriette Nilau, hvis du ikke kan få øje på dem over ligusterhækken, findes de nok slet ikke.