Kommunens handicapcenter bruger kræfterne på at tælle bleer

Københavns Kommune kræver, at skoler skal tælle skumvaskeklude og bleer for at finde ud af, om forældrene til handicappede børn beder om for meget økonomisk hjælp. Hvor nedværdigende kan det blive?
Gruppen af forældre til børn med handicap er et bredt udsnit af den danske befolkning, og deres sagsbehandling planlægges ud fra mistænkeliggørelse, skriver dagens kronikør.

Gruppen af forældre til børn med handicap er et bredt udsnit af den danske befolkning, og deres sagsbehandling planlægges ud fra mistænkeliggørelse, skriver dagens kronikør.

Pascal Deloche
14. juni 2014

Jeg er mor til en ung mand på 28 år med Downs syndrom. Da han blev født, oplevede vi som andre forældre til børn med Downs et virvar af følelser. Hvad skulle der ske med vores lille barn? Hvilket liv ventede ham? Hvad med os som forældre? Hvad med vores andre børn? Hvad ville andre mennesker tænke om os? Hvordan skulle vi takle denne uventede og forfærdeligt skræmmende livsændring?

Dengang i midt-80’erne var ansvaret for særforsorgen netop overgået til amtskommunerne, der havde til hensigt at integrere de socialpolitiske tilbud i den offentlige service generelt.

Som kæmpekontrast til det, mange familier oplever i dag, blev vi vejledt og hjulpet med alt vedrørende ansøgninger om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Vores sagsbehandler gjorde fra begyndelsen et stort stykke arbejde for at lære os at kende og for at afdække, hvad vi som familie havde brug for af psykologisk og økonomisk støtte, for at vi kunne få en hverdag til at hænge sammen med vores lille søn.

Dette indledende arbejde betød, at vores socialrådgiver gennem årene ikke behøvede at bruge særlig meget tid på os, når vi indimellem ringede for råd og vejledning. Hun vidste, hvem vi var, og hun kendte vores søns ekstra behov, og kunne på den måde hurtig lægge til eller trække fra. Vi havde den samme rådgiver i 18 år.

Når jeg tænker på, hvor hurtigt vi sammen fik klaret paragrafferne, vil jeg påstå, at denne form for sagsbehandling på sigt må have været billigere, end den sagsbehandling, der bliver praktiseret i dag. Samtidig blev vi behandlet med forståelse og respekt.

Bletælling

I dag er der vendt op og ned på systemet. Kommunens skiftende socialrådgivere, sagsbehandlere, studentermedhjælpere bruger oceaner af tid og ressourcer på at indhente oplysninger fra læger, fysioterapeuter, lærere med flere for at få oplysninger om det enkelte barn med handicap, og for at konstatere, om forældrene nu også har ret til at få dækket de merudgifter, som de anmoder det offentlige om at afholde.

Handicapcenter København er til forskel fra tidligere opdelt i afdelinger: HKY (Handicapkompenserende Ydelser), BFE (Børnefamilieenheden) og THJ (Teknik og Hjælpemidler). Afdelingerne indgår ikke i et tværfagligt samarbejde med de enkelte familier, men arbejder som selvstændige enheder. Det saboterer muligheden for en helhedsorienteret tilgang til familiernes individuelle ressourcer og udfordringer, og der foretages mangelfulde socialfaglige vurderinger, som sænker kvaliteten af indsatsen.

Sammen med andre familier, der har et barn med handicap, kunne vi skrive en lang bog om groteske eksempler på kommunens kontrolvirksomhed.

Lad mig nævne bare et eksempel: En lærer blive bedt om at tælle, hvor mange engangsskumvaskeklude der bruges, til at vaske en ung multihandicappet pige, når hun har menstruation, for derved at kontrollere om familien bruger for mange.

Og her et andet: En lærer skal tælle, hvor mange bleer en ung multihandicappet dreng bruger i løbet af skoledagen.

Hvad er det egentlig, kommunen regner med? At forældrene sælger bleer og engangsskumvaskekludene videre? Hvor nedværdigende kan det blive?

Der er også mange kontrolspørgsmål til lærere vedrørende slitage på sko og tøj – er det rigtigt, at den og den elev slider mere på tøjet end et jævnaldrene barn uden handicap? spørger kommunen.

Mange af børnene har livsvarige funktionsnedsættelser, hvilket betyder, at de livet igennem vil være handicappede. Alligevel oplever mange forældre, at sagsbehandlingen vedrørende merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, skal genforhandles hver tredje måned med begrundelsen ’hvis noget skulle have forandret sig’.

Som en dårlig krimi

Mange forældre oplever tilmed, at Københavns Kommunes Handicapcenter er begyndt at bruge kriminaliserende retorik i deres skriftlige henvendelser, efter udbetalingen til hjælpeforanstaltninger er overgået til kommunens såkaldte task force – et ord, man almindeligvis hører i forbindelse med politiets indsatser. Vendinger som »det er strafbart at … « får det hele til at minde om en dårlig krimi.

Kommunens ageren giver indtryk af et sørgeligt og negativt menneskesyn. For rigtig mange forældre er Handicapcenter København blevet en stressfaktor i stedet for at være et redskab til at understøtte og hjælpe dem og deres børn i en meget vanskelig livssituation.

Som speciallærer finder jeg det yderst problematisk, at vi som undervisere skal blandes ind i handicapcentrets økonomiske sagsbehandling. Det ødelægger den nære relation mellem lærer og forældre, når der f.eks. gives afslag på baggrund af skolens svar. Vi er uddannede til at undervise og udvikle vores elever i samarbejde med deres forældre.

Syndebukke

De seneste år er især gruppen af forældre til børn med handicap, blevet udråbt som en af de væsentligste årsager til den pressede økonomi i Københavns Kommune.

Det hele begyndte, da Københavns Kommune i 2008 fik nyt revisionsfirma. Revisorerne fra Deloitte mente at kunne påpege et massivt antal fejl i sager om tilskud til familier med handicappede børn. Kommunens myndighedschef Vibeke Ries har i den forbindelse udtalt: »at der i nogle tilfælde var blevet udbetalt for meget, og at der manglede dokumentation. Forældrene søgte, og sagsbehandleren vurderede, hvad der skulle gives, uden at hente oplysninger fra andre parter, for eksempel skolen, lægen, hospitalet eller andre institutioner. De troede på forældrene og satte ikke for mange spørgsmålstegn.«

Når kommunens egen myndighedschef offentligt udtaler sig sådan, kan man jo godt forstå, at almindelige borgere, som ikke kender så meget til området, tænker, at forældre til børn med handicap bare skovler ind.

Det interessante er dog, at hvis sagsbehandlerne har gjort, som Ries beskriver det, har de netop arbejdet på baggrund af deres faglighed: De har vurderet den enkeltes families behov på baggrund af et bredt professionelt kendskab til den. Gruppen af forældre til børn med handicap er et bredt udsnit af den danske befolkning, og ligesom i resten af befolkningen skal der nok findes en enkel Borkarøver eller to, men det er rigtig skidt at mistænkeliggøre en hel gruppe mennesker og planlægge sagsbehandlingen ud fra det.

Det er vigtigt, at repræsentanter for stat og kommuner er bevidste om, hvilken retorik de bruger om de af samfundets borgere, der har brug for hjælp og støtte. Kedelige udtalelser kan hurtigt sprede sig til befolkningen, så empati afløses af kulde og ufølsomhed.

Hvis vi ønsker et velfærdssamfund, der også giver de mest sårbare af vores medborgere mulighed for en værdig tilværelse med udviklingsmuligheder og samspil med andre, kræver det en prioritering af den nødvendige økonomi. Det handler om at etablere et menneskesyn, der bygger på respekt, åbenhed og tillid, og om, at den danske stat tager det politiske og demokratiske ansvar, når det drejer sig om borgere, der har brug for hjælp.

Som et demokratisk land kunne Danmark jo overveje, om ikke hjælpen og støtten til sårbare mennesker er så grundlæggende vigtig, at den ikke kan overlades til kommunernes forskellige kultur og holdning – men at det derimod er et statsansvar, at alle mennesker får samme fundamentale rettigheder opfyldt.

Lena Rosenkilde er speciallærer

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

"Som kæmpekontrast til det, mange familier oplever i dag, blev vi vejledt og hjulpet med alt vedrørende ansøgninger om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Vores sagsbehandler gjorde fra begyndelsen et stort stykke arbejde for at lære os at kende og for at afdække, hvad vi som familie havde brug for af psykologisk og økonomisk støtte, for at vi kunne få en hverdag til at hænge sammen med vores lille søn."

Jamen, problemet med amterne var jo netop at de tog sig for god tid - de gjorde for meget ud af de faglige processer og inviterede ommetider borgeren til at tro at man ikke bare skal klare sig selv. Amterne var nogle værre nogle - derfor ville nogle af med dem. De kunne jo også udskrive skatter, hvis de manglede ressourcer til at løse nødvendige opgaver ...så ustyrbare var de også. Pyha. Dada.

I dag er det meget lettere. Amterne, som jo også blandede sig i kommunernes forsøg på at kassetænke sig udenom deres sociale forpligtelser, er væk og regionerne (som ikke må inddrive skatter) kan styres af staten. Besværet er flyttet bort fra de statslige forpligtelser og lagt på kommunale bykongers samvittigheder og allehånde spinkle borgerskuldre. Civilsamfundet må vise sin styrke, sin positive psykologi, blive den bedste version af sig selv. Resten må vi jo så se på i et juridisk perspektiv. Danmark er et retssamfund.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Amterne var til enhver tid bedre til at takle alle områder inden for det sociale. De havde veluddannet personale med erfaring og kendte reglerne.
Kommunerne vælger/ har ikke samme ekspertise og den "liberale" tænkemåde med at alle bare vil snyde i porten gennemsyrer alting i dag.
I sandhed en sørgelig udvikling - og Deloitte skal vi nok se mere til og ikke for det gode.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid

Det er ikke kun i København. Jeg har en bror, svigerinde og handicappet nevø som, med min svigerindes ord, oplever at blive mødt af kommunen med en præmis om at de MED VILJE har fået et handicappet barn for at kunne få snablen i kommunekassen.
Det er under al kritik, og desværre i øvrigt fuldt på linje med den eksponentielle tilvækst af ydmygende behandling af folk der er syge eller har sociale problemer - eller bare er så uheldige at stå uden job.

Tag det ad notam, jer der har jeres på det tørre: I er KUN så gode som jeres evne til at knokle morgen til aften uden nogensinde at bede om noget. Tro ikke at I kan vide jer sikre - i dèt øjeblik livet på den ene eller den anden måde stiller sig i vejen for jeres 'produktivitet' vil I få kærligheden at føle!

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Artiklen beskriver et eksempel på en forudsigelig konsekvens af Lars Løkkes dårligt forberedte kommunalreform og finanskrisen, der fulgte lige efter med sparekrav som følge af overvæltning af den enorme private gæld, redningen af finanssektoren indebar, til offentlig gæld. Eller som Sass Larsen dengang udtrykte det i tv-udsendelsen ”Sikke en fest...”: Danmarkshistoriens største røveri.

De sparekrav, kommuner og regioner efterfølgende blev pålagt, kan henføres dels til de såkaldte bankpakker, besluttet i dølgsmål sammen med Danske Bank og Nordea, og dels til skiftende regeringers underlæggen sig EU's neoliberale økonomiske politik gennem finanspagt og budgetlov.

Jo, det danske demokrati har det sandelig godt – i hvert fald, hvis vi skal tro det ufolkelige sammenrend af selvfede politikere, lobbyister og mediefolk på Bornholm i disse dage.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Dette er et godt eksempel på, at negative opfattelser - og det har ikke noget med den personlige psykologi at gøre, men er helt igennem systemets ideologi og deraf afledte struktur - fører til negative resultater. Den ånd, tingene foregår i, er afgørende for tilbuddenes virkning og betydning. Og jeg vover den påstand, at det er den anden type sagsbehandling, folk vil have for deres skattepenge.

Brugerbillede for Klara Liske

Fra dette:

"Som kæmpekontrast til det, mange familier oplever i dag, blev vi vejledt og hjulpet med alt vedrørende ansøgninger om merudgiftsydelse og tabt arbejdsfortjeneste. Vores sagsbehandler gjorde fra begyndelsen et stort stykke arbejde for at lære os at kende og for at afdække, hvad vi som familie havde brug for af psykologisk og økonomisk støtte, for at vi kunne få en hverdag til at hænge sammen med vores lille søn."

Til dette:
"I dag er der vendt op og ned på systemet. Kommunens skiftende socialrådgivere, sagsbehandlere, studentermedhjælpere bruger oceaner af tid og ressourcer på at indhente oplysninger fra læger, fysioterapeuter, lærere med flere for at få oplysninger om det enkelte barn med handicap, og for at konstatere, om forældrene nu også har ret til at få dækket de merudgifter, som de anmoder det offentlige om at afholde."

Og nej, de kender ikke de problemer de løser mere - de forstår intet, og løser intet - men spænder ben for enhver udvikling

Brugerbillede for Henrik Christensen

Så er det lige før der går en djævel i en, og man ønsker de ansvarlige en ulykke der placerer dem midt i de problemer, de selv har skabt. Desværre vil det næppe hjælpe meget, enten har de midler til at sikre sig en anderledes oplevelse, eller også har de ikke længere indflydelse der kan ændre noget. Det ville også være imod det grundlæggende princip om medmenneskelighed, trods alt...

Så jeg tænker vi må satse på medmenneskelig indsigt, forståelse og accept... og derfor vælge sådan cirka et helt nyt hold politikere, for dem vi har demonstrerer ikke meget af den slags.

Når vi så har fået det, så skal vi have skiftet forvaltningsledelsen mange steder, de fleste, og have frigjort de medmenneskelige ressourcer hos de ansatte, eller have dem skiftet ud også.

For som borger, hvad enten mit perspektiv er at jeg betaler skat eller beder om hjælp, så vil jeg sørme have at mine penge skaber værdi for samfundet, herunder mig selv, via tryghed og omsorg for dem, der behøver det - det er jo deri vi kan kalde os civiliserede og frigøre energi til udvikling og et godt liv for os alle. Omvendt skal vi da ikke kræve mere ind i skatter, end det som direkte eller indirekte (infrastruktur, uddannelse mv) behøves for det.

Og alle dem, som aflønnes af vores skattepenge et sted i den offentlige administration, og hverken har forstået eller bidrager til civilisationens fremme, de kan rende mig et vist sted og skal ikke have en bøjet femøre. Selvfede politikere, umenneskelige administratorer og uduelige ledere - gå væk, forsvind - vi er Jer hellere foruden for I bruger vores penge helt forkert, I direkte skaber utryghed og frustrationer, ikke bare hos befolkningen men også Jeres medarbejdere.

Og alle de offentligt ansatte, som måtte være trykket af umenneskelige politiske beslutninger via tilsvarende håbløse ledelseslag, søg ind i Jeres eget indre og genfind Jeres menneskelige integritet og ager respektfuldt i forhold dertil, hvad enten det er overfor Jeres chef eller en klient, og gør en forskel menneskeligt set. Vis Jer fortjent til at nyde Jeres liv som civiliserede medlemmer af samfundet. Og opnå respekt og anerkendelse fra de civiliserede af menneskene omkring Jer.

Lad os hjælpes ad med at blive bedre og lykkeligere... Er jeg håbløst naiv eller helt galt afmarcheret?.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lillian Redam

Det handler jo i bund og grund om, at de nyliberalistiske tanker efterhånden er blevet så godt ført ud i livet, at alle, som har små børn, syge eller handicappede familiemedlemmer eller arbejdsløse, ja inden for alle områder, som har med mennesker at gøre - mærker tydelige, ikke blot nedskæringer, men en mistro og manglende tillid fra 'systemets' side. Og hvis man arbejder i det, kræver det ikke blot menneskelighed og retfærdighedssans at stå imod det, for hvert enkelt bliver pålagt så store administrative krav OG faglige krav, som står i modstrid med egen faglig viden - at det hele langsomt nedbrydes. Vores velfærdssamfund eksisterer ikke som det gjorde, nej, politikerne ønsker et konkurrencesamfund og det har vi så alle 'fået'. Og det værste er, at der ikke er sparet en krone på det, tværtimod. Uligheden stiger dag for dag, uden at man oplever politikerne gør noget ved det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Jensen

Denne historie halter. Om igen: Den MÅ halte: Her har vi revisionsfirmaet Deloitte, myndighedschef Vibeke Ries, der ifølge Linkedin har gået på Copenhagen Business School og et Handicapcenter København, hvor der både sidder både en cand.scient.pol og en cand.scient.adm. i direktionen.

Og så er der jo et konsuletfirma, Valcon, der her set på konsekvenserne af sammenlægningen:

Jeg citerer lige konklusionen:

"Resultat Forløbet har skabt resultater på fire områder:

Den optimerede proces giver en hurtigere opstart hos borgerne og mindre spild i indsatserne
De standardiserede indsatser gør det muligt at udveksle erfaringer og derved løfte kvaliteten
Handicapcenter København har opnået en bedre økonomistyring
Der er skabt klarhed over, hvilke indsatser der virker, og hvilke der ikke virker"

Med andre ord: Information vil bilde os ind, at der er noget, der hedder stordriftsbagdele. Og at revisionsfirmaer, konsuletfirmaer og DJØFere kan tage fejl???

Jeg er chokeret. Chokeret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lillian Redam

De ansvarlige politikere er alle de, som mener at 'eksperter' , konsulenter og DJØFére - som aldrig har set praksis i virkeligheden- skal være de, som har magten til at bestemme hvordan praksis skal se ud. Det er blevet meget umoderne at tro på og have tillid til at de, som arbejder med tingene hver dag, faktisk har en viden og erfaring som bør bruges - i stedet for at udfylde skemaer og rapporter som ingen mening giver for nogen - undtagen for konsulenterne.

Brugerbillede for Klara Liske

Bill, vi er der hvor man som borger skal gøre deres arbejde - de er kontrol, altså kontrol af deres spareplan, hvor lov og ret tit må vige, og her kan borgeren ikke klare sig uden juridisk hjælp -

Det er et sygt, meget sygt system - umenneskeligt, og det er ikke til at fatte det får lov

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kjeld Hansen

I Danmark afskaffer politikerne ikke velfærdssamfundet for de ved ude mærket det har stor opbakning hos befolkningen i almindelighed. Det bruger i stedet dybt smagløse metoder ved at gøre hjælpen så utilgængelig som muligt for de som har behov for hjælp.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Når man går tilbage i diskussionen under opbygningen af velfærdsstaten - de få år, det varede - var millimeterretfærdighed et hyppigt diskuteret emne. Det er dette, der har vundet, men man kan ikke udmåle optimale løsninger på den måde - noget vil kræve mere end andet, noget vil man slet ikke behøve at gøre noget ved, fordi det løser sig på kort sigt af sig selv, sådan er det. Men tanken om den samme hjælp til alle er vi langsomt blevet tilvænnet - i stedet for den lavpraktiske hjælp, der løser problemet uden for megen kontrol eller andre dikkedarer.

anbefalede denne kommentar