Den kreative (skole)klasse

Vi skal på barrikaderne for at kræve en undervisning, der tilgodeser både hånd og ånd. Til gavn for de socialt udfordrede. Men allermest for fremtidens stærke vidensarbejdere
3. juni 2014

Min venindes søn er en klog dreng. Han er otte år gammel, læser avis, leger med Lego og synes, at Ringenes Herre er den bedste bog, han nogensinde har læst. Og han er god til at gå i skole.

Han er også nysgerrig. Forleden overhørte han sin mor tale i telefon. Hun talte med en veninde, der havde skiftet job. Jobskiftet var sket, fordi veninden ikke følte, at hun brugte nok af sig selv i det gamle job. Hun mente at have kreative sider, der aldrig kom i spil. Utilfredsstillende. Min venindes søn var fuld af forståelse for den situation. Sådan havde han det også i skolen, sagde han.

Min veninde var forbløffet. Hun er glad ved folkeskolereformens tanker om, at der skal være mere plads til det kreative og praktiske. Og hun er glad ved tanken om, at erhvervsskoler kan tænde gnisten hos unge mennesker, der savner en praksisnær tilgang. Men hun er det primært, fordi hun er socialt indstillet. Socialt udsatte skal også have muligheder. Ikke-boglige børn skal også stimuleres. Min veninde havde aldrig før tænkt over, at hendes eget bogglade barn også kunne savne den praktiske og kreative tilgang.

Ideen om det praktiske/kreative som noget, der primært skal fremme de fagligt svageste børns inter-esser, er lige så almindelig, som den er dårligt begrundet. Når vi ser på de bedst præsterende og mest innovative virksomheder i verden, er de netop karakteriseret ved en kreativ og legende tilgang til arbejdet. Google og Apple er gode eksempler på virksomheder, der henter toppræsterende vidensarbejdere ind og giver dem frie tøjler til at prøve, fejle, prøve igen; til at lege.

Hvorfor skulle det da forholde sig anderledes for børn? Har den kreative klasses børn ikke fortjent kreative skoleklasser? Forskning viser, at læring foregår bedre i undervisningsmiljøer, hvor det casebaserede element er stort. Det gælder vel at mærke for alle børn; både dem med gode og knap så gode forudsætninger med hjemmefra.

Jeg tror, at alle forældre vil skoler, der udfordrer og inspirerer deres børn. Når underkendelsen af det praktiske og kreative alligevel er udbredt, skyldes det formentlig en frygt for, om børnene nu også får de formelle færdigheder, de skal have. En frygt for planløst flip og ansvar for egen læring. Det er vigtigt at understrege, at kreativitet og praksisnærhed kræver det modsatte, nemlig en endnu højere grad af planlægning og målstyring fra læreren. Casebaseret undervisning kan kun foregå, når børnene har de formelle færdigheder i orden. Det er svært at anvende færdigheder på en case, hvis du ikke besidder dem.

På handelsskolen, hvor jeg arbejder, lykkes undervisningen allerbedst, når eleverne løser konkrete opgaver for rigtige virksomheder. Når de hjælper en virksomhed med at bygge en hjemmeside, lave en webshop eller sætter deres virksomhedsplaner under kritisk lup. Det kan de selvfølgelig kun, hvis de har de rigtige værktøjer med i rygsækken. På den måde er praksisnær undervisning også med til at skabe en sult efter de formelle færdigheder hos eleverne, hvis de ikke har dem. Processen kræver lærerstyring. Jeg har aldrig mødt en lærer, der ønskede at uddelegere ansvaret for læring til børnene. Til gengæld har jeg mødt rigtig mange dedikerede lærere, der ønskede at give børnene engagement i egen læring.

Praktiske forløb kræver noget af lærere og skoleledere. Det kræver også noget af politikerne. De er nødt at holde sig fra at detailstyre skoler med krav til de fagfaglige fag, der efterlader lidt eller intet rum til det kreative og praktiske. Og så er de nødt til at sørge for, at der kan være et lærersamarbejde om at få det praktisk/kreative og de øvrige fag til at hænge sammen. Det er dødssygt, hvis man eksempelvis på erhvervsskolerne etablerer et system, hvor høj- niveaufagene læses af gymnasielærere, mens de øvrige fag læses af erhvervsskolelærere. Så kommer der ikke til at være en sammenhæng mellem fagene – og derfor et ringe læringsudbytte.

Jeg tror på, at det kan lykkes at lave en skole, der udfordrer min venindes søn. Danmark skal konkurrere på innovation i fremtiden. I den konkurrence giver det ingen mening at adskille hånd og ånd. Det er to sider af samme sag. Lad os få flere forældre på barrikaderne for at kræve en undervisning, der tilgodeser begge dele. Til gavn for de socialt udfordrede. Men allermest til gavn for fremtidens stærke vidensarbejdere.

Anne Vang er direktør for erhvervsskolen Niels Brocks merkantile uddannelser.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Mange gode tanker i det, men det er, som om alt i dag først får gyldighed, når det kan bevises sort på hvidt, og der er penge i skidtet, og det er nok fordi, at de, der administrerer ikke har kontakt med børnene. De har så travlt med alt det teoretiske, at de aldrig får tid til at stikke hænderne ned i det, der er deres emne.
Det, som Anne Vang taler om her, har jo lidt skibbrud. Den kreative undervisning som en hel generation af lærere forsøgte at gøre til god undervisning, er jo væk i dag. Det er da fint, hvis tankerne bliver taget op igen, men den går ikke uden et andet samfund. Der skal en ny livsindstilling til for at give en anden undevisning.

Brugerbillede for Palle Veje Rasmussen

Der er helt sikkert en fin artikel Vang har begået, men den er desværre også en anelse naiv. Case baseret undervisning har sin berettigelse helt ligesom andre undervisningsformer. Når case undervisning lykkes, har læreren eller eleverne valgt den eksemplariske case, og arbejdsformen kan givetvis integrere samspilsfaglige og innovative elementer i en praksisnær undervisning; men at casebaseret undervisning virker ubetinget godt, hver gang, for alle elever, uanset faglige mål, og eleverne altid når målet, og udvikler kreativitet og innovation, som her antydes, er en løs påstand, der ikke afgøres med mindre det står klart på forhånd, hvad målet med undervisningen har været, og hvilken evalueringsmetode, der har været brugt, og hvilke data, der er fremkommet. Innovation og kreativitet er meget brede og uklare begreber, der knapt nok kan evalueres på, og så kan man jo hævde, at det hele er en succes, ja, faktisk hævde hvad som helst. Anna Vang påstår da også "hvad som helst", at de unge bliver innovative og kreative, bliver sultne efter faglig kunnen (motiveret) og det kan slet ikke udelukkes hun har ret, men hun fremlægger ingen dokumentation for det, og det værste er, at hun heller ikke mener, at hun er forpligtet på det. Så:

KOM I GANG VANG.

Kom med dokumentationen for dine elever bliver kreative, innovative og faglige. Det ser umiddelbart ud til du baserer dit synspunkt mere på ønsketænkning, ideologi og håb end på grundig iagttagelse og objektive kendsgerninger. Det er, som sagt, utrolig naivt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Kreativiteten kommer af behandlingen af alt det, man har lært. I 70erne stod alle sammen om at løfte de mindre dannede med oplysende fjernsyn støttede teaterbilletter, demokratisering af billedkunsten og de videregående uddannelser. Det virkede, men blev desværre forladt af politikere, der hellere ville have mange hurtigt igennem end give tid til at den enkelte kunne løfte sig intellektuelt.

anbefalede denne kommentar