Klumme

Lad os gøre op med puljestyringen

Når et sted får prædikatet ’udsat boligområde’, rykker de velmenende projektansatte ind. Især børnene knytter sig til dem. Men når puljen er brugt, står de tilbage med indtrykket af, at voksne kun gider dem i en kort periode
10. juni 2014

Er der fede præmier?« Drengen skraber lidt i jorden med tåspidsen af sin sko. Han vil egentlig gerne med i gadefodbold-turneringen. På den anden side vil han nødig knytte sig alt for meget til de voksne, der driver den. Så han trækker lidt på det. Spørger ind til præmierne igen. Der er en del fritidsprojekter at vælge mellem i hans boligblok. Når et sted først har fået prædikatet ’udsat boligområde’, rykker børnefamilierne ud og de velmenende projektansatte ind.

Han kan godt lide de fleste af de voksne i projekterne. Sidste år var han med i et capoeira-projekt. Den brasilianske kampsportsdans var han god til. Fysisk krævende, teknisk, spændende. Han ville gerne have fortsat. Men så udløb projektmidlerne. Nyt år, nye projekter, nye voksne.

Gennem min tid som børne- og ungdomsborgmester hørte jeg bunker af historier som den. Historier om, hvordan projektstyring af den offentlige sektor skaber mangel på kontinuitet og stabil voksenkontakt for de børn og unge i vores samfund, der har allermest brug for stabilitet.

Når projektmidlerne ruller ind i et boligområde, får den lokale fritidsklub det ofte svært. For den er brugerbetalt – og uden fede præmier. Så dens medlemstal vil falde, mens de unge valfarter til de fede projekter. Knytter sig til de ildsjæle, der typisk driver projekterne. Sørger, når projektmidlerne udløber. Mange af børnene tager en vigtig lærdom med sig: Voksne er sådan nogle, der vil dem i en toårig projektperiode. Så forsvinder de.

Puljestyring af den offentlige sektor er lige så almindelig, som den er hovedløs. I Københavns Kommune er den så institutionaliseret, at den ligefrem er reglen fremfor undtagelsen, når der forhandles budget. Der forhandles typisk om omtrent 250-400 millioner kroner. Budgetpartierne aftaler så forskellige formål, som pengene kan gå til. Medmindre andet er aftalt, afsættes pengene i budgetåret plus tre overslagsår. Pengene bortfalder altså efter fire år – og projekterne må lukke eller genforhandles.

Det samme gør sig gældende i store dele af staten. Særligt slem er Satspuljen, hvor pengene til det sociale område ligger. Projektansættelser og mangel på kontinuitet er altså politisk helt bevidst valgt som styringsmodel for det sociale område, hvor mennesker ellers skulle menes at have brug for kontinuitet.

Ulemperne ved puljestyringen står i kø. For det første selvfølgelig mangel på kontinuitet. For det andet en besværlig styring for de offentlige institutioner, som ikke ved hvilket budget, de kan regne med før langt inde i året, når puljemidlerne meldes ud. For det tredje en drejning af ildsjæles fokus fra rent faktisk at arbejde med børn, unge, ældre eller udsatte over i retning af projektansøgninger, afrapporteringer og politisk interessevaretagelse. Endelig, for det fjerde, det massive bureaukrati, der er forbundet med særligt ansøgningspuljer.

Jeg medgiver, at der findes fornuftige puljer. Det er de puljer, der finansierer forsøg. Hvor en metode afprøves i en årrække. Det er vigtigt at udvikle og nytænke den offentlige sektor. Puljer, der finansierer efteruddannelse i det offentlige, er også fine. Det er en gave, når visionære politikere og embedsmænd sætter sig for at sætte midler af til den opgave. Det er også okay, når pengene udløber. Kompetenceløftet bliver i organisationen som en varig værdi.

Problemet opstår, når puljestyring udbredes til ikke kun at omfatte forsøg og kompetenceudvikling, men i stedet bruges til at finansiere helt almindelig drift. I dag har puljestyringen i Danmark antaget monstrøse dimensioner. Jeg spurgte en gang en garvet politiker om, hvorfor puljestyringen var så udbredt, når ulemperne er så mange. Hun svarede, at politikere elsker at lege julemænd og dele puljepenge ud. Samtidig kan særligt embedsmænd i økonomiforvaltninger og Finansministeriet se en pointe i puljer, fordi de ikke belaster budgetterne permanent, men afgrænser politisk virkelyst til en kort årrække.

Jeg tror ikke, at embedsmænds afgrænsning af den politiske virkelyst er et sundt fænomen i et demokrati. Jeg tror heller ikke på julemænd; hverken ham i Grønland eller alle de politiske julemænd. Derfor dette opråb. Lad os gøre op med puljestyringen af den offentlige sektor og i stedet få langsigtede, stabile tilbud. Så drengen, jeg mødte, kan danse capoeira og have kontakt til den samme, gode voksen lige så længe han har lyst.

Anne Vang er tidligere børne- og ungdomsborgmester i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Anne Clausen
  • Rasmus Kongshøj
  • Dorte Sørensen
randi christiansen, Anne Clausen, Rasmus Kongshøj og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Clausen

Som ansat i Københavns Kommune: HURRA for det indlæg, og jeg håber virkelig, at der bliver reageret på det. Projekt- og pulje-liderligheden er efter min mening ofte penge- og tidsspilde af værste skuffe. Og det er dybt frustrerende også for kommunens ansatte, som i virkeligheden bare gerne vil levere en god ydelse hver dag uden konstant at skulle tage stilling til nye projekter der kommer og går. Færre politikere med julemands-syndrom, tak!