Læserbrev

Lad kommunerne stille boligkrav

Debat
17. juni 2014

Gode, billige boliger er et centralt element, hvis man har en ambition om fri og lige adgang til uddannelse for alle unge. Derfor er der brug for at ændre planloven, så kommunerne kan stille krav om billige, almene boliger.

København er en fantastisk studieby. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at unge valfarter til København i disse år. Det er rigtig godt, og vel at mærke godt for hele Danmark. For de unge kommer til København for at tage en uddannelse. Alene på Københavns Universitet er optaget steget med mere end 1.800 siden 2008.

Desværre er der et forhold, som slår skår i den ellers lykkelige fortælling. Det er både svært og dyrt at finde et sted at bo som ung i København. For de unge, der har forældre med pengepungen i orden og kan købe en lejlighed til dem, er problemet ikke så stort. Men det er langtfra alle studerende, der er i den situation.

Siden 2012 har Københavns Kommune indtil videre afsat 164 mio. kr. til at støtte byggeri af 1.500 nye, almene ungdomsboliger. 300 små familieboliger er også blevet ommærket til ungdomsboliger, og der er etableret 200 midlertidige almene ungdomsboliger i det tidligere plejecenter Sølund. Det hjælper alt sammen, men det er langtfra nok. Det er helt afgørende, at der bliver bygget endnu flere almene ungdomsboliger i København i de kommende år.

Planloven skal ændres

Desværre er det lettere sagt end gjort. For efterhånden som den økonomiske krise klinger af, stiger grundpriserne og nogle områder i byen er allerede nu så dyre, at det reelt ikke kan lade sig gøre at bygge alment. I et område som Nordhavn kommer prisen for eksempel nemt op i nærheden af 15.000 for en privatbygget familiebolig på 100 kvadratmeter. Studerende og familier med almindelige indkomster er med andre ord reelt udelukket fra de nye byggerier, og hele byen risikerer på sigt at blive opdelt i rige og fattige kvarterer, hvis den udvikling fortsætter.

Heldigvis er der en løsning på problemet. Regeringens egen tænketank for storbyer i social balance har foreslået, at planloven bliver ændret, så kommuner får lov til at stille krav om, at eksempelvis 20 procent af boligerne i et område skal være almene. Det råd håber vi, at regeringen vil følge.

Mie Sofie Andersen, formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet og Frank Jensen (S), overborgmester i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her