Efterhånden som regeringen har reformeret det meste af velfærdsstaten, og der er begyndt at komme gang i økonomien, bør politikerne vende sig mod demokratiets pt. største trussel: Politikerleden.
Kald mig bare naiv. Men jeg tror rent faktisk på, hvad min familie, venner og kolleger fortæller mig. Jeg tror på, at de mennesker, jeg taler med, fortæller mig, hvad de mener, når jeg snakker med dem.
Det samme gælder, når jeg taler med politikere. Jeg tror på, at Bjarne Corydon (S) mener, at selskabsskattelettelser er vejen frem, hvis der skal være vækst i Danmark. Jeg tror på, at Margrethe Vestager (R) ikke er bekymret for den øgede inklusion i folkeskolen. Jeg nærer ikke en indbygget mistro til politikerne, fordi de dybest set arbejder under det samme vilkår som mig: Vi er alle afhængige af vores troværdighed.
Desværre tror danskerne ikke så meget på os – hverken journalister eller politikere. Lad journalisterne ligge. Den problematik må andre tage sig kærligt af. Lad os i stedet se på politikerne, for i løbet af de sidste par uger er der kommet fornyet fokus på politikerleden.
Kommunikationsbureauet Radius har netop udgivet deres årlige troværdighedsanalyse, og igen-igen fordeler de tre nederste pladser sig mellem journalister, bilforhandlere og politikere – i nævnte rækkefølge med politikerne som nummer sjok. Og hvad værre er for politikerne: De går fra en vurdering på 2,19 i 2012 til 2,13 i 2013 på en skala fra 1-5.
Centrum-venstre-tænketanken Cevea har også for nylig offentliggjort en ny undersøgelse af danskernes syn på politikerne. Her svarer 80,7 procent af danskerne, at de er uenige i, at de har indflydelse på, hvilke emner, der er på den politiske dagsorden, mens 75,6 procent mener, at politikerne ikke lytter nok til, hvad deres vælgere mener.
Professor Jørgen Goul Andersen har analyseret de sidste 30 års tillidsmålinger, og konklusionen er klar: Vælgernes tillid til politikerne afhænger primært af to faktorer: Hvordan landets økonomi udvikler sig, og om vælgerne er tilfredse med politikken. Når der er gode økonomiske tider, stoler vælgerne på politikerne, mens de er mere skeptiske over for politikerne under økonomiske kriser. Samtidig viser forskningen, at vælgerne godt kan miste tilliden til politikerne i gode år, og der kan opleves stigende tillid i dårlige. Det afhænger af, om befolkningen er enig i den politik, regeringen fører.
Men det er ikke kun i undersøgelser, at politikerleden spøger. Den er også kommet helt ind på Christiansborg. Her tog De Konservatives Lars Barfoed i sin grundlovstale fat på de mange forskellige årsager, der er til den aktuelle tillidskløft mellem politikere og vælgere.
»Der bliver på Christiansborg brugt alt for megen tid på taktik og spin i stedet for det politiske indhold. Der bliver brugt alt for meget krudt på at skyde på hinanden i stedet for at tale om egne synspunkter og ideer. Og personsager fylder alt for meget i forhold til politiske tanker,« sagde Lars Barfoed.
Desværre er Barfoeds løsning på hans korrekte analyse ikke voldsom visionær:
»Vi skal også blive bedre til at holde fokus på det politiske indhold og formidle det. Og så skal vi blive bedre til i fællesskab at levere effektive løsninger på de problemer og udfordringer, som borgerne er optaget af,« sagde Lars Barfoed.
Barfoed skal have ros for at tage fat om det, der kan udvikle sig til at blive politikernes største udfordring i 10’erne. Men det gør næsten ondt at læse Barfoeds løsningsforslag. Det burde være barnelærdom og stå i politikernes ABC, at politikere skal diskutere politik og levere løsninger. Vi vil have politik fra politikere. Når Barfoed ruller sig ud med løsningsforslag, der er så floskelfyldte, kan de ende med at ramme ham som en boomerang. Den slags floskler er jo netop med til at øge politikerleden. Vælgerne er ikke dumme. Og hverken Lars Barfoed eller andre politikere får nye vælgere. De er nødt til at leve med dem, der allerede er.
Men vi vælgere er også nødt til at se indad. Demokrati ikke er at få ret – det er at blive hørt. Det bliver vi ved et folketingsvalg inden for et års tid, og så kan man jo heldigvis stemme nogle ind, man stoler på, når de åbner munden og diskuterer politik.
Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.
Nu indleder Dall sin tekst med at erklære, at han tror lige så meget på Corydon og Vestager, som på sin familie og sine venner - der er så lidt paradoksalt, at Dalls familie og venner - statistisk set for 80% vedkommende ikke stoler på hverken Dall eller hans daglige omgangskreds på Christiansborg.
Måske Dall som politisk journalist burde arbejde bare en anelse med sin selverklærede "naive" tillid til det nuværende partipolitiske system som et i bund og grund rationelt system.
Dall slutte af med at skrive: "Det bliver vi ved et folketingsvalg inden for et års tid, og så kan man jo heldigvis stemme nogle ind, man stoler på, når de åbner munden og diskuterer politik."
Kunne du ikke, Casper Dall, forklare en efterhånden kronisk skeptiker, hvad det er for et parti, man skal stemme på for at stemme nogle ind, man kan stole på?
Hvilken verden mon Casper Dall(CD) lever i ?
Fra mit perspektiv lyder ovenstående ekstremt naivt og selvtilfreds(complacent). Lidt som husslaven der tager herrens parti overfor de protesterende markslaver og minder dem om at uden herren intet arbejde eller tag over hovedet.
Hvem er det fx CD forestiller vi skal stemme på hvis vi er utilfredse(Læs: rystede over manglen på realisme, intelligens, viljestyrke og ærlighed) med den førte politik ?
Og hvordan er det lige vi skal foretage et oplyst valg når samtlige politikere har overbud på overbud eller direkte løgn og latin som primær valgstrategi ?
Hvordan skal vi vælge når de samme stupide røvhuller, levebrødspolitikere som vi siger uden at det rigtigt går op for dem hvor streng en kritik det er, står der og siger grøn omstilling, "ingen offentlighedslov", lynhurtig revision af lømmelpakken, indsats mod skatte- ly og spekulation, kamp mod ulighed osv osv osv op til valget, for efterfølgende aktivt at forfølge den diametralt modsatte politik ?
Hvordan skal vi vælge når næsten alle alternative konstellationer også vil fortsætte den sorte økonomi, begrænse borgerens mulighed for at deltage i folke(!)styret eller aktivt støtter de riges fortsatte mulighed for at udnytte de svageste og unddrage sig en rimelig fordelingspolitik ?
Hvordan skal vi kunne foretage et bare nogenlunde oplyst valg når ekstremt uhensigtsmæssige, usympatiske og direkte ulighedsskabende reformer, skamløst designet til at pukle og piske samfundets svageste mens vinderne, dem der allerede har rigeligt af både resurser og muligheder, får i pose og sæk - begrundes og præsenteres i floromvunden gloser om empati og rimelighed ?
Demokratiet er suspenderet. Fat det nu !!
Det vi har fået i stedet er et demokratisk teater der simulerer folkestyre, mens det med vold, magt og smarte kommunikationsstrategier søger at styre folket.
Stil alle politiker et relevant spørgsmål, Caster Dall.
F.eks hvorfor det er godt for landets borgere at droppe den grønne omstilling. Eller man indfører reformer velvidende at disse reformer vil give flere tæsk til folk med ringe muligheder for at ændre på deres situation, og beriger dem med deres på det tørre. Eller spørg hvorfor politikere skal have mere i løn end sosu-assistenter.
Lad så kommentatorer læse den floskelfyldte, visionsforladte svarretorik, som ikke handler en skid om det spørgsmål politikeren blev stillet men om, hvad politikeren gerne vil have avisen til at skrive.
Det er til at kaste op over, at ingen politiker kan/vil svare på et stillet spørgmål. Og der er en del af (politiker)leden placeret.
Og i øvrigt - er demokrati da bare at stemme ens-ydende kandidater med assimilerede holdninger til Folketinget hvert 4. år og lade somom vi ikke kan se forskel på deres ord og deres handlinger før og efter et valg?
I så fald er på tide vi afskaffer 'demokratiet' !
Barfods analyse er faktisk for letbenet: det er ikke påståede uenigheder, bragt frem af pressen, der er problemet (det største problem), men tværtimod den fortvivlende mangel på politikere med divergerende synspunkter på, hvordan man skal indrette samfundet, og hvad man skal arbejde for. Politikerne synes at være fanget i floskler, der dikterer deres syn på opgaven - f.eks. Mette Frederiksens idé om, at rettigheder og pligter med djævlens vold og magt skal følges ad, mens et demokratisk, frit, socialistisk syn er, at opgaven er at minimere pligterne og øge rettighederne.
'Kan vi heldigvis stemme nogen ind vi stoler på', ja det kan vi muligvis godt, men det er jo en rudimentær handling, eftersom at ligegyldigt hvem vi stemmer ind, kommer 70% af alle nye danske live fra EU. De danske politikere, FORVALTER alene disse love, og patcher resten sammen, med de resterende 30% som er nødvendige for at kunne implementere EU regimets forordninger, på ensmidig måde, tilpasset eksisterende juridisk infrastruktur.
Hertil er det grundigt dokumenteret at Thorning, Corydon, Folketingets formand, Og tidligere. fogh, og Nyrup alle er Bilderbergere, dvs medlemmer af en magtfuld klub for verdens eliten. Som blot deler 'ideer', og 'inspirerer' hinanden, ( i praksis opleves det dog som om at det der foregår er koordinering af Denneoliberale Nye Verdensorden.) år ind og år ud, ligesom i alle andre magtfulde loger. Alt sammen uden på nogen måde at skulle stå til regnskab for hverken borgere eller presse.
Alt sammen i et total overget samfund hvor borgerne hver dag mister flere sociale, juridiske og demokratiske rettigheder, i mens at politikerne, sælger vores infrastruktur til fremmede statsmagter, overlader vores privatliv til samme, og samtidig dækker over egne, gentagne og endeløse, ulovligheder, gennem den direkte anti demokratiske ny offentlighedslov.
Og alligevel begejstres journalisten, med uskyldsren barnetro, over muligheden for at stemme, nye dukker ind, i et politisk system som er sygt og korrupt på et STRUKTURELT niveau, som gør det ligegyldigt hvilke dukker, der sidder. For deres rolle er ikke at lave politik, det er at tage diktat, og derefter IMPLEMENTERE, den politik som er udstukket for dem andet steds fra.
Det er dybt bekymrende at lederen af Informations Christiansborg redaktion, i den grad er absorberet af spillets dukker, i stedet for at begynde at observere og beskrive spillets manuskriptforfattere. Det er som om at det ignoreres at vi utrætteligt kun har fået en politik i dk siden 2001uafhængigt af partifarveillusionen: Kapitalens Neoliberale politik, hvor profit er gud, og mennesket blot et simpelt nødvendigt onde, til at udvinde og fremtvinge denne profit til en snæver elitær kastes fordel.
Danmark har siden 2001 været et defakto to partisystem. Der er Det Neoliberale Plurale Parti, og Enhedslisten, som har meget begrænset til ingen magt, dvs vi reelt har et parti tilbage: Det Neoliberale Plurale parti. Med andre ord ligegyldigt hvilket stykke chokolade du bestiller, mørkt, lyst, m. nødder eller nougat, spytter maskinen kun en og samme slags ud: Hardcore Neoliberalisme.
Hvad fanden er der demokratisk ved det?
Vi har jo haft politikere, der systematisk har klattet 40 års næsten uafbrudt opsving væk på ligegyldigt forbrug og ligegyldig produktion, frem for i fællesskab med at andre politikere i verden i det mindste at sikre alle i verden de basale nødvendigheder. Det havde sparet os for stort set alle de problemer, der møder os som samfund.
Nu handles der i stedet, som om politikerne simpelthen er for dumme til at indse, hvordan verden udvikler sig - væk fra behovet for almindelige arbejdskraft, men mod stadig større velstand, der dog koncentreres på færre og færre hænder. Det stik modsatte af, hvad verdens befolkninger må forlange.
Michael Pedersen, du må være døv og blind.
Tak for en god artikel om et meget alvorligt problem. Desværre uden nem løsning. du skriver:
"Det bliver vi [hør] ved et folketingsvalg inden for et års tid, og så kan man jo heldigvis stemme nogle ind, man stoler på, når de åbner munden og diskuterer politik."
Glimrnede artikel til trods, så slutter du af med en floskel uden hold i virkeligheden. Jeg kan ikke nødvendigvis vælge at stemme på et ærligt alternativ. Jeg kan nemlig kun stemme på de kandidater der præsenterer.
"Hvem vil I gerne have som statsminister - HTS eller LR?" spørges vi. Mange danskere svarer "ingen af dem", men den mulighed findes ikke. Og hvad med de meningen? Er det modviljen mod at indgå dårlige aftaler pyntet med spin der er ærlighedskriteriet? Så er Enhedslisten og Liberal Alliancen vist de mest ærlige, men der kan være masser af andre argumenter for at man ikke vil have dem.
Fejlen består i, at vi beroliges hvert fjerde år ved "ritualet", og at politikerne i mellemtiden gør hvad de vil. En løsning kan være mere direkte demokrati, en løsning der er så radikal at den ingen gang har på jord.
En anden løsning er et parti (et nyt et, hvilket også er meget svært at slippe afsted med) der vælge at erklære sig ærlige og spin-fri (og dermed IKKE ansætter særlige rådgivere). Med hån fra pressen til følge. Med moderne kommunikationsteknologier ville det dog kunne lade sig gøre at tale direkte til borgerne, udenom journalisterne forsøg på at jorde og fordreje. Dette er mit største håb, men det er et lille et.
Politikere bør udpeges ved lodtrækning for at modvirke vilje til magt.