Kronik

Putin har bygget det evige Rusland

Putin har med stor succes skabt en sammenhængende historie- eller erindringspolitik i Rusland. Her knyttes det evige Rusland knyttes sammen med den stærke, autoritære stat, som er i stand til at bøje alle individuelle viljer, så de går op i en højere national enhed
Ruslands præsident Vladimir Putin har bragt sammenhængskraften tilbage til den russiske historiefortælling. Her markerer han 73-året for Nazitysklands besættelse af Sovjetunionen i 1941 foran Den Ukendte Soldats Grav i Moskva.

Alexej Druzhinin

Debat
27. juni 2014

Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 er der sket en bemærkelsesværdig udvikling i forholdet mellem erindring og glemsel i Rusland. Fra midten af 1980’erne iværksatte Gorbatjov som generalsekretær for det kommunistiske parti sin politik med glasnost (åbenhed) og perestroika (genopbygning).

Som bekendt brød denne politik sammen og var med til at udløse det gammelkommunistiske kup i august 1991, som slog fejl, men bragte den oppositionelle Boris Jeltsin til magten.

I de sidste år af Gorbatjovs styre bredte der sig i den liberale russiske intelligentsia en forestilling om, at Oktoberrevolutionen i 1917 havde været en komplet fejltagelse – blot et tilfældigt statskup – og at det ville have været meget bedre, hvis det kapitalistiske system fra før 1917 eller 1914 (som dog stadig var stærkt præget af feudalisme) havde fået lov til at udvikle sig.

Der blev malet et skønmaleri af livet under tsarismen og drømt drømme om, at hvis revolutionen ikke var kommet, så ville Rusland økonomisk og socialt have været fuldt på højde med de vestlige samfund, ja endda endnu højere udviklet.

Ifølge de radikal-liberale skulle Oktoberrevolutionen betragtes som en art parentes, ganske vist af apokalyptisk art, som havde tilladt bolsjevikkerne at oprette deres blodige diktatur, der igen havde kostet millioner af mennesker livet og ført til tilbagegang for Rusland på alle felter. Derfor skulle parentesen lukkes så hurtigt som muligt, og tråden fra tiden før 1914 tages op igen. Dette sværmeriske historiebillede var med til at fremme Jeltsins politiske interesser, da det bidrog til at underminere Gorbatjovs styre. Det kan derfor ses som et eksempel på, at den offentlige brug af historien også har politiske konsekvenser.

Skønmaleriet blegnede

Glansbilledet af tiden før 1914 holdt dog ikke længe, for som bekendt førte Jeltsins magtovertagelse og den ultraliberalistiske kurs, der blev fulgt – i overensstemmelse med det, man mente skulle være en fortsættelse af kursen før 1914 – til et fuldstændigt sammenbrud for den russiske økonomi, med alt hvad dertil hørte af social elendighed.

Den velstående, moderne fremtid, som skønmaleriet af fortiden havde lovet, viste sig at være rent blændværk. Nationen – og her tænkes på Rusland som sådan og ikke på hele føderationen – endte i en slags sort hul, hvor der ikke længere var nogen historiske referencer, som kunne bidrage til identitetsdannelsen. Hverken det tsaristiske eller det stalinistiske system kunne bruges som referenceramme.

Til gengæld opstod der i den russiske befolkning en slags nostalgi, en længsel efter den stabilitet, der trods alt havde hersket, ikke så meget under Stalin med hans voldsomme udrensninger, som under Leonid Brezjnev i 1960’erne og 70’erne. Under denne såkaldte stagnationsperiode steg levestandarden faktisk, og mindre private initiativer var tilladt. I befolkningen kom sovjettiden altså igen ind i varmen, men det var ikke en nostalgi, de nye magthavere omkring Jeltsin var begejstrede for.

I dette tomrum lancerede de nye ledere så erindringen om Den Store Fædrelandskrig med dens sejr over fascismen (nazismen). Ved 50 års jubilæet for sejren i Anden Verdenskrig i 1995 genindtog denne erindring, der i Breznjev-årene havde spillet en stor rolle som en slags legitimation af systemet, pladsen som centrum i den russiske offentlige erindring. Det var en erindring, de fleste russere delte, også de unge, som måske havde mistet et eller flere familiemedlemmer under krigen, eller hvis bedstefædre havde kæmpet ved fronten.

Det særegne ved ’genudnyttelsen’ af krigsjubilæet i 1995 var, at den side af krigen, som havde handlet om kampen for frihed og menneskerettigheder imod nazismens barbari (på papiret selv i Sovjetunionen), stort set var væk under mindehøjtidelighederne. I stedet blev der lagt vægt på autoritære og nationale værdier som det afgørende for sejren. Problemet med Stalin – det var jo under hans styre, krigen blev vundet – løste man ved at gøre den sovjetiske hærfører, marskal Zhukov, til den hovedansvarlige for sejren, selv om Zhukov med sin foragt for menneskeliv næppe var meget mere human end Stalin.

Hyldest til den stærke stat

Det var dog først, da Putin i 2000 overtog tøjlerne, at man kan tale om en egentlig, sammenhængende historie- eller erindringspolitik i Rusland. Putin viste meget hurtigt sin interesse for historie som en sammenbindende kraft i det russiske samfund. Under ham er der sket, hvad man kan kalde for en positiv reintegration af sovjetfortiden. Det centrale er ideen om Ruslands nationale storhed op igennem århundrederne: Rusland som flagskib for de sande kristne værdier og med en udviklingsvej, der adskiller sig positivt fra Vestens. En sundere vej uden homoseksualitet og andre vestlige perversioner.

Hele ideen om det store, evige Rusland knyttes så sammen med forestillingen om – og realiteten af – den stærke, autoritære stat, som er i stand til at bøje alle individuelle viljer, så de går op i en højere national enhed. Både tsar-styret og Sovjetunionen med dens sejr i Anden Verdenskrig bliver hermed integreret i historiebilledet. Kontinuiteten er vendt tilbage, og den nylige anneksion af Krim-halvøen føjer sig fint ind i dette billede. Har Krim da ikke ’altid’ hørt til Rusland?

Danmark støttede Putins show

Lille Danmark har også givet sit bidrag til Putins historieopfattelse. Da prinsesse Dagmar, der som tsarina – gift med tsar Alexander III og mor til den sidste tsar, Nicolaj II – i 2006 skulle genbegraves i Sankt Petersborg, bidrog den danske stat med kongehuset i spidsen til at gøre det til en stor reklame for Putin-kredsen og deres fortidsdyrkelse. Med fejringen af den russiske enkedronnings genbegravelse ved siden af resterne af sin mand i Peter og Paul Katedralen i Sankt Petersborg fik styret en håndsrækning fra den danske stat til at udbrede sin myte om en kontinuerlig russisk historie fra tsarismen over sovjettiden til nutiden med dens ’styrede demokrati’ – og naturligvis fremtiden.

I virkeligheden består den russiske historie som bekendt af voldsomme brud med enorme lidelser for befolkningen til følge, men det indtryk vil man gerne mildne eller helt fjerne. Det er statsræsonen, det gælder, og ikke mindst legitimeringen af de nuværende herskere gennem ’historiens lære’. Derfor kunne Putin også bruge det skuespil, som genbegravelsen af prinsesse Dagmar udgjorde. Hvad ville man sige, hvis tyskerne under stor officiel højtidelighed ville genbegrave deres sidste kejser, Wilhelm II, der nu ligger i Holland, i Berlin sammen med de andre konger og kejsere af Hohenzollern-slægten? Ville det ikke virke, som om tyskerne prøvede at revidere deres historie og føre til anklager for revanchisme?

Romanov-familien skal selvfølgelig have lov til at begrave og genbegrave deres døde, men man burde skåne os andre fra at blive inddraget i det. Lidt langt ude kan man sige, at Danmark har givet sit lille bidrag til den russiske chauvinisme, der senere opslugte Krim, og som nu er ved at ødelægge Ukraine.

Derimod har Rusland ikke taget et opgør med stalinismen og heller ikke med Holocaust, selv om man nogle steder er begyndt at holde Auschwitz-dag den 27. januar. De jødiske ofre for tysk hånd på sovjetisk jord udgør mellem to og tre millioner, men de må ikke fremhæves i historien; de fleste betegnes stadig blot som »fredelige sovjetborgere«. Der må nemlig ikke være en konkurrent til det heroiske russiske folk, først som offer og siden som sejrherre i Den Store Fædrelandskrig.

Claus Bryld er historiker, dr.phil.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En god fremstilling.
”Lidt langt ude kan man sige, at Danmark har givet sit lille bidrag til den russiske chauvinisme, der senere opslugte Krim, og som nu er ved at ødelægge Ukraine.”

Her synes jeg, at Claus Bryld overser, at der nærmest har været tale om en kold fred og et 0-sums spil. Hvad EU/NATO og USA kunne tage fra Rusland ville være en sejr og hvad Rusland kunne tage ville være en sejr for Rusland. Kynisk er Ukraine splittet mellem to, hvor ingen ville tabe.

jan henrik wegener

Langt mere bemærkelsesværdigt end genbegravelsen af dronningen synes jeg det er at enten Putin, eller "styret" tilsyneladende ses af nogle som en faktor der spiller en elleranden positiv rolle i verden i dag. En eller anden form for "modvægt" til USA-EU og Co. Som om vi i forvejen ikke har nok "modkraft" i Iran, Mellemøsten, Pakistan og diverse bevægelser.

Den nye russiske fortælling er ikke opstået rent tilfældig. Aleksandr Solsjenitsyn vendte i 1994 tilbage til Rusland efter 20 år i Vesten skuffet over USA's materialisme. Han har haft flere samtaler med Putin. Rusland og de tidligere sovjetiske lande var havnet i en dyb identitetskrise (man havde kun nationalismen tilbage). Solsjenitsyn anbefalede, at man søgte tilbage til de gamle russiske værdier.
In "Rebuilding Russia," an essay first published in 1990 in "Komsomolskaya Pravda" Solzhenitsyn urged Russia to cast off all non-Slav republics, which he claimed were sapping the Russian nation and he called for the creation of a new Slavic state bringing together Russia, Ukraine, Belarus, and parts of Kazakhstan that he considered to be Russified.[5]
In 2006 Solzhenitsyn accused NATO of trying to bring Russia under its control; he claimed this was visual because of its "ideological support for the 'colour revolutions' and the paradoxical forcing of North Atlantic interests on Central Asia".[78] In an 2006 interview with Der Spiegel he stated "This was especially painful in the case of Ukraine, a country whose closeness to Russia is defined by literally millions of family ties among our peoples, relatives living on different sides of the national border. At one fell stroke, these families could be torn apart by a new dividing line, the border of a military bloc."

Peter Jensen, Niels-Holger Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Preben Haagensen, Karsten Kølliker, Eva eldrup, Ljudmila Trojanova, Niels Mosbak, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen, Nic Pedersen, Karsten Aaen og Martin Andersen anbefalede denne kommentar

Der er en række lande, som foretrækker en multipolær verden. I Vesten foretrækker man en unipolær verden under ledelse af USA. En god liberalist foretrækker konkurrence, da det i sidste ende fører frem til det bedste produkt.

Ljudmila Trojanova, Christian Harder, Martin Andersen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Hvem er "man" i denne sammenhæng? Har "man" god grund til at foretrække det ene frem for det andet i de pågældende lande (stort set alle) eller er "man" offer for enten bedrag eller selvbedrag?
Hvad er målestokken for hvad der er "bedst"?

Michael Kongstad Nielsen

Det har da ikke meget med historieskrivning at gøre, det Claus Bryld her præsterer. Det er en gang ideologisk nedsabling af Putin, som det er så yndet for tiden i Vesten. Uden andet belæg end Claus Brylds fornemmelser. Desuden er det jo et demokrati, vi taler om, ikke et én-mands værk. At der er kommet bedre styr på Rusland under Putin og Medvedev og Det forenede Rusland, ærgrer måske hr. Bryld, men det må han leve med.

Og spørgsmålet: " Har Krim da ikke ’altid’ hørt til Rusland?", kan bedst besvares med et: "Jo".

Hans Aagaard, Peter Jensen, Niels-Holger Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Christian Harder, Eva eldrup, Ljudmila Trojanova, Torben Selch, Niels Mosbak, Niels Engelsted, Martin Andersen, Per Torbensen, Flemming Scheel Andersen, Nic Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

"de fleste betegnes stadig blot som »fredelige sovjetborgere«."

Jamen, det VAR de jo netop også, Claus Bryld!
Ganske som f.eks. de jøder, der i Danmark blev reddet af deres medborgere fra tyskerne. Næppe fordi de var jøder, men fordi de også og især var fredelige danske medborgere.
Hvorfor skulle man dog acceptere nazisternes logik og skel her?
(så gør man den jo de facto til sin egen)

Hans Aagaard, Christian Harder, Eva eldrup, Ljudmila Trojanova, Niels Mosbak, Niels Engelsted, Karsten Aaen, Martin Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

En ellers på mange områder god objektiv artikel, men Rusland har ikke taget opgøret med stalinismen, skriver Claus Bryld.
Bryld kunne lige så godt have skrevet, at Rusland ikke har taget opgøret med Marxismen-Leninismen eller med socialismen.
Den teoretiske marxistiske forudsigelse om klassekampen, blev jo omsat til virkelighed efter Oktober-revolutionen.
Som Sayers og Kahn skriver i "kampen Mod Lenin´s og Stalin´s Sovjet," var den indenlandske femtekolonne, massivt støttet af den kapitalistiske omverden, jo i fuld gang med at ødelægge og den russiske revolution og myrde dens ledere - en lang række sabotage- og mordaktioner gennem 1930 érne , hvis kulmination fadt sted, da dens gerningsmænd blev straffet ved de såkaldte Moskva-processer fra 1937-40, som den daværende amerikanske ambassadør i Moskva, Josef Davids i øvrigt kunne bevidne var fuldt juridisk efterforskerede og retfærdige.
Synd og skamfuldt for al kritisk intellektuel reflektionskapacitet, at denne optrevlig helt unuanceret og propagandistisk gennem den Kolde Krig, og siden hen, så massivt er blevet portrætteret som "stalinistisk massemord" af den kapitalistiske presse, propagandister og dens medløbere på venstrefløjen.

Katrine Visby

Hvordan var det lige med Danmark under 2. verdenskrig?

Hvor gode var vores land til at hjælpe jøderne?
Nu er jeg ikke særlig god til historie, men jeg synes at have hørt at Danmark samarbejdede med at udlevere jøderne til tyskerne.
Så var der frihedskæmperne, der i smug sejlede jøder over til Sverige.

Et mørkt kapitel i vores historie

Nic Pedersen

Katrine,

der var en af de rigtigt gode debattører her, Leopold Galicki, som for ikke så længe siden havde et godt underbygget indlæg i anden tråd om den danske, polske og hollandske indsats i fht. landets jøder.
Jeg kan desværre ikke lige huske/linke til det. Men søg det evt. selv, hvis det interesserer dig.

Karsten Aaen

Var der ikke en debattør her på Information som satte det med Putin og Vesten mm. ind i en historisk kontekst? Noget med at atlantmagterne USA og Storbritannien skulle stække Rusland ambitioner på Krim, fordi Rusland, landbaseret som det jo er, ikke selv har så mange havne.... Jeg har nu i mere end en time siddet og brugt tid på at finde tråden hvori denne kommentar stod, men jeg har desværre ikke haft heldet med mig. Er det en af jer der kan hjælpe - mere fordi jeg synes det var så fin og kompetent beskrivelse af hvad der sker. Og også en kompetent beskrivelse af hvordan tanker tænkt for 100 år siden eller mere om verdens sammenhæng har indflydelse på den politik der bliver ført i dag - mellem stormagterne...

Torben Selch

66% af hele den russiske befolkning, med deres fletværk af uhyre mange befolkningsgrupper, ønsker Putin genvalgt efter 2018. Mere end halvdelen af den amerikanske befolkning ønsker ALLE i Washington incl. hele nationens senatorer smidt på porten. Bare lige for at smide en melding ind i den linde strøm af mærkværdig anti-putin propaganda, som uhindret flyder ud af Informations reuter-fax.

Nogen gange kan man spekulere på hvad er "guds hånd" i alt det her, siden historien gentager sig så mærkværdig. Men for Dagbladet Information er USA's rolle rundt om i verdenen åbenbart Guds Hånd i sig selv - usynlig og irrelevant. Heldigvis er der opstået andre medier på nettet, for med Information som "den mindst ringe" - ville man simpelthen gå enøjet gennem tilværelsen.

Peter Jensen, Jacob Jensen, Martin Andersen, Niels Mosbak og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Rusland er som bekendt som 148 af 180 på listen over pressefriheden i verdens lande, udfærdiget af Reporters Without Borders http://rsf.org/index2014/en-index2014.php

Landet hører også til i den laveste af tre kategorier, "autoritære regimer" (om end i toppen af denne kategori), i The Economist´s demokrati-index https://en.wikipedia.org/wiki/Democracy_Index

I et forsøg på at samle faktorer ender landet i en kategorisom "not free" https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_freedom_indices

I spørgsmålet om indkomstfordeling ligger landet i midten, og over fx USA https://en.wikipedia.org/wiki/List_of_countries_by_income_equality

Henrik Mortensen og Thomas Bindesbøll anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Joen Elmbak

Hvis ikke jeg husker fejl, har jeg tidligere kritiseret din anvendelse af wikipedia - hvis det var en eksamensopgave, du havde forsøgt at dokumentere på den måde var du dumpet.
Den slags analyser på baggrund af foretagender som "Freedom House" fortæller alene noget om USA's syn på verdenen, og eftersom enhver kan gå ind og redigere i wikileaks, kan man ikke fæstne lid til den slags statements - de er simpelthen ikke objektive.
Hvis du betænker at det danske sundhedssystem i en amerikaners øjne er det rene og skære kommunisme, bør du nok være lidt mere kritisk, eller finde nogle bedre kilder.

Peter Ole Kvint, Eva eldrup, Ljudmila Trojanova og Martin Andersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Michael Kongstad Nielsen
"Og spørgsmålet: " Har Krim da ikke ’altid’ hørt til Rusland?", kan bedst besvares med et: "Jo"."

Ja, hvis altid er lig "siden slutningen af 1700-tallet. Heraf kan vi vist konkludere at Nordamerika "altid" har tilhørt England (og Frankrig, Spanien og Holland).

Jeg er enig i, at kildebrug og eventuelle hensyn til kvalitet er ekstremt varierende her på debatsiderne, og det er fint, hvis du også er opmærksom på det. Er universitetsuddannet af den gamle skole og har aldrig brugt Wikipedia i den sammenhæng.

Hvis du er uenig i de holdninger/resultater, ovennævnte kilder refererer (de afspejler generelle synspunkter, udbredt i store dele af Vesten), ville det være mere produktivt at finde kvalitetskilder, der modsiger at pressefriheden er problematisk i Rusland, at demokrati-situationen er autoritært præget, eller at indkomstfordelingen ikke hører til omkring medianen og ikke er mere ligelig end USA's.
Hvis du er imod, at Wikipedia til tider bruges som en opsummerende generel reference her, er det ifølge min mening en fejlslutning i betragtning af, hvad der ellers henvises til her på siderne.

Jonathan Smith, Henrik Mortensen, Thomas Bindesbøll og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

.... til sidst i mellemste afsnit skulle selvfølgelig stå

(der modsiger) .... eller at indkomstfordelingen hører til omkring medianen og er mere ligelig end USA's.

Karsten Olesen

Lov under udarbejdelse: "Russian Agression Prevention Act":

https://beta.congress.gov/bill/113th-congress/senate-bill/2277/text

Dokumentet viser, at USA's plan er militarisering i Europa på alle fronter, under dække af påstande om "russisk agression" - svarende til Foghs udtalelser.

Det viser hvordan USA giver andre lande ordrer, og maskerer sine eget fremstød som "forsvar" af andre lande.

Imens er CIA-tropperne allerede i Ukraine, og dirigerer de kamphandlinger, der har kostet hundreder af menneskeliv, og sendt hundredtusinder på flugt.

To interviews med Duma-medlem Evgenij Fedorov:

"It's all Putin's fault"(ironisk):

https://www.youtube.com/watch?v=x0zRD-Ulv2s

USA og IMF har allerede vidtgående kontrol med Ruslands økonomi. Deres mål er at overtage ved en kombination af økonomisk og militær kontrol

"USA vil angribe i 2015":

https://www.youtube.com/watch?v=x0zRD-Ulv2s

Peter Jensen, Niels-Holger Nielsen, Heinrich R. Jørgensen, Eva eldrup, Martin Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Thomas Bindesbøll

Tak til Claus Bryld for vanlig god og erfaren balance mellem myte og historisk virkelighed - og regimers irrationelle og ahistoriske "selviscenesættelse", her senest Putins Rusland.

Den sørgeligste og mest markant sande sætning i indlægget er denne:
..."Derimod har Rusland ikke taget et opgør med stalinismen"...

Nej så sandt. Der var spæde - men ikke generelt systemkritiske - forsøg under både de "bedste" Khrustjov-år, men de forsvandt som bekendt hurtigt igen. Siden indvarslede "Glasnost & Peresroika"-årene nye forsøg, i samme år hvor den navnkundige - men nu også dén under Putins chikane og repression meget hårdt kæmpende - "Memorial"-organisation skød op.
http://www.memo.ru/eng/memhrc/index.shtml
http://www.memo.ru/eng/index.htm

Men så længe ikke een af stalinismens stadigt levende politisk ansvarlige, forhørsdommere og bødler nogensinde er blevet dømt, ved ordentlige, transparente og regulære retsopgør, kan man aldrig tale om et "opgør". Alle de millioner af ofre (og de efterladte i familierne til samme ofre) har aldrig oplevet andet end et sølle "rehabiliterings-telegram" på blot max 10 linier, om at deres kære var blevet uskyldigt forfulgt, tortureret, henrettet og/eller sendt i GUlag. (=Det var dét "opgør", og forestil jer lige noget lignede på vore politiske breddegradder)...

I stedet har det post-sovjetiske Rusland, stort set blot trådt vande, altimens selve symbolet på stalinismens undertrykkelse i landets hovedstad Moskva, stadig residerer i Lubjanka-bygningen. Ligesom stalinismens efterfølgere - fra GPU/NKVD/KGB - til vore dages FSB-variant af altfavnenede"stats-sikkerhedstjeneste" stadig sidder solidt plantet i samme gamle tortur- og henrettelsesplads.
Et massivt blodbestænket sted, som et hvert selvkritisk demokratisk styre - med blot mindste ærlige sans for "Vergangenheit"s opgør - følgelig forlængst da ville have omdannet til minde-museum for,,, ja, just samme stalinismes millioner af uskyldige ofre !!
De manglende handlinger fra de nuværende ledere i Kreml, i disrespekt for alle stalinismens ufatteligt mange ofre, taler også på denne måde derfor for sig selv...

Et spørgsmål til alle Ruslands-kyndige og ditto Ruslands-læsende her lige til sidst:
Hvad står der mon egentlig anno 2014 i de seneste russiske statsautoriserede og generalt gældende historiebøger, på f.eks. gymnasie-plan, om Stalin-tiden ???

Da jeg ikke selv længere kan rejse til landet kunne det være rart om nogen der rejser derovre vidste noget om aktuel status her?
Det sidste jeg læste, refereret i både vestlige og russiske kilder, var desværre ikke alt for opløftende, hvad angår begreberne både objektiv historieforskning og ditto original kildekritik ...

I de ovenfor nævnte perestroika år skete der trods alt en hel del markante brud på hidtil "sorte/hvide pletter" i hidtidig Sovjetisk historiefornægtelse og revisionisme, for ikke at sige hidtil fornægtende propaganda og historieforfalskning.
Det gjaldt bl.a. erkendelse og åbenhed omkring de hemmelige, rent imperialstisk-betingede, dele af bl.a. Molotov-Ribbentrop-pagten; det gjaldt den ulovlige anneksion af både de baltiske lande og det østlige Polen 1939-40; og det gjaldt også tabu'erne om alle de mange hidtidige "ukendte ofre uden gravplads" i Sovjetunionen selv, fra Vorkuta til Magadan, og dermed i hele GUlag-systemet.

Men opgøret sluttede stort set allerede dengang igen , i slut-1980'erne -- for aldrig siden da at være vendt tilbage. I sporadisk ringe omfang til dels under Jeltsin, men da slet ikke under Putin.

Sejrherrerne skriver som bekendt historien, og dette gælder derfor også Putins hidtil 15-årige regimente, hvis normalt *system-kritiske* Informations-debattører her ellers tror andet, ejheller hvad angår samme Putins eensidighed...

Antallet af stadigt lukkede arkiver i Rusland er stigende.

Vestens hidtidig ledende "realpolitkere" har desværre ejheller - indtil fornylig - været særligt kritiske omkring også denne fatalt manglende mulighed i det nuværende post-sovjetiske Rusland.
Det gælder således retten til både fri & uafhængig historie-undervisning - og til ditto forskning.

Resultatet af sådan fortat & konsekvent *system-lukkethed og benægtelse* af fortidens synder kan vi nu se, også disse tider, hvor ny-nationalisme og (a)historisk, simplificeret og eensidig agitprop skyder op i Rusland, desuden nu parret med en metafysisk og reaktionær ortodoks-religiøs tendens.

Dén kombination varsler heller ikke godt for fremtidens post-sovjetiske Rusland. Det er grueligt synd, især for de igennem årtier hårdt plagede russiske folekslag selv.
= De fortjener både bedre og mindre småtskårne, nationalist & magt-hungrende typer i Kreml, og de fortjener i dén grad bedre muligheder for selvstændigt - og uden statslig "big Brother" repression - at kunne orientere sig frit(!), både lokalt og globalt.

Karsten Aaen

Hvis vi skal tale om lukkede arkiver hvorfor tror du, Thomas Bindesbøll, at stort set samtlige arkiver om 2.verdenskrig stadig er lukket land for offentligheden og for forskerne? Ganske enkelt fordi staten ingen interesse har i at åbne op for Bovrup-arkivet eller om de mange, mange pæne mennesker der i Danmark under den nazistiske besættelse af DK åbenlyst eller i det skjulte støttede nazisterne. Og når det så kommer frem, at f.eks. Ole Wivel, Gunnar NU eller Robert Storm Petersen var medlem eller havde symaptier.....ja så bliver det som regel gerne affærdiget med dette: ungdommeligt letsind.

Ift. det østlige Polen - ved du at Polen-Litauen engang var et stort kongerige som rådede og regerede over store dele af de baltiske lande samt over store dele af Ukraine. Og såmænd også over en stor del af det der nu var/blev Sovjet. Og mon ikke der var i tiden omkring afslutningen af 1. verdenskrig mange i Polen som gerne så det polsk-litauiske rige oprettet igen.

Pointen er denne her:
Polen erobrede et russisk område fra Rusland i den polsk-russiske krig 1919-1923 - og Rusland erobrede det så tilbage igen sidenhen. Præcist som Alsace/Lorraine området i Frankrig har været erobret af både tyskerne og franskmændene i hvert deres århundrede.

Bjørn Pedersen

Og den polsk-sovjetiske krig i 1919 erobrede såmend også bare en lille brøkdel tilbage af det det tsaristiske Rusland havde erobret, da de sammen med Preussen og Østrig delte Polen-Litauen imellem sig. Island var også "dansk", og Congo "belgisk", osv. Der er jo stadig idag væsentlige polske mindretal i det vestlige Hviderusland, samt det vestlige Rusland. Så, fra et etnisk perspektiv hvis vi skal bruge det som parameter for retfærdiggørelse af erobringer, så havde Rusland aldrig krav på det der idag er det vestligste Rusland. Der boede nemlig ingen etniske russere der, før koloniseringen satte ind. Nu var Rusland i 1700-tallet så heller ikke synderligt optaget af etniske hensyn og ligesom resten af imperierne på den tid, fuldstændig ligeglad med at retfærdiggøre deres erobringer med henvisning til etnicitet eller "folkets vilje". Det er først i det moderne Rusland, det er blevet et "issue", jvf. artiklen ovenover om at finde nye identiteter.

Michael Kongstad Nielsen

Bjørn Pedersen (igår 14.22): - ja, fra slutningen af 1700-tallet har Krim hørt til Rusland. Og før det hørte det under tatarer og tyrker, og længere tilbage var det byzantinsk, det var hjemsøgt under folkevandringerne, omkring år 0 under Rom, og fra 600 f.v.t. en græsk koloni. På intet tidspunkt i alle disse mange år har Krim været under Ukraine, undtagen fra ca. 1956 og frem, hvor det af uklare årsager blev givet til Ukraine af Sovjetunion. Men det ville jo være for lang en historie at smøre af på Claus Brylds retoriske spørgsmål, der ligner et selvmål.

Martin Andersen, Niels-Holger Nielsen, Preben Haagensen, Niels Mosbak, Nic Pedersen, Heinrich R. Jørgensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Rusland er en føderation, som er svær at sammenligne med den danske konstruktion.

Føderal: afledt af latin foedus (genitiv foederis) 'traktat, forbund'

Føderalismen har den fordel den kan prioritere patriotisme, og ikke nationalisme, som sidstnævnte, typisk tager udgangspunkt i kulturel tilhør.

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
Var der ikke en debattør her på Information som satte det med Putin og Vesten mm. ind i en historisk kontekst? Noget med at atlantmagterne USA og Storbritannien skulle stække Rusland ambitioner på Krim, fordi Rusland, landbaseret som det jo er, ikke selv har så mange havne....

Muligvis. I så fald gætter jeg på at det må have været Erik B(randt) eller Kim Vibe, og det er så et par år siden kommentarerne faldt.

US og GB har længe været de eneste blivende sømagter, der reelt har haft mulighed for at 'herske over bølgerne' i global målestok. Hvis de ikke havde en sådan dominans over havene, ville ingen af de to aktører være i stand til at føre 'aktivistisk udenrigspolitik'. Den dominans skal udnyttes skånselsløst, hvis US/GB skal kunne realisere sig som hegemon, da hverken US eller GB kan hamle op med de naturlige ressourcer det geografiske Rusland råder over.

Martin Andersen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Heinrich R. Jørgensen

Var der ikke noget med en krig 1772-1775, der ændrede landkortene markant?

Martin Andersen, Nic Pedersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Professor Richard Sakwa skriver i sin seneste bog ” Putin Redux” i introduktionen om de positive- og negative sider af Putins styre. Her er et uddrag af de positive:
Putin’s leadership remains the subject of intense and polarised debate. For many he remains the saviour of Russia. He presided over years of unprecedented growth, and even weathered the economic crisis from September 2008with relatively little damage because of the counter-cyclical accumulation of reserves, which provided resources to support the banks and industry when the crisis struck. Sovereign debt fell from 51 per cent of GDP in 2000 to under 5 per cent in 2006 and is now around 3 per cent. In 2008 the sovereign wealth reserve (the Stabilisation Fund) was divided into two: the Reserve Fund (for a rainy day) and the National Welfare Fund, created for future generations as well as to plug the shortfall in the Pension Fund. The Reserve Fund allowed Russia to weather the global economic crisis without going cap in hand to external lenders. As in the West, the scale of support for banks and fragile enterprises was as controversial as it was enormous, with the Fund’s holdings falling from an aggregate $125bn in 2008 to some $25bn in 2011, although by August 2013 it was back up to $85bn. This is textbook macroeconomic management, pursued by none of the other major economies who find themselves embroiled in a sea of debt, accompanied by ‘austerity’ policies attacking the foundations of the welfare state. By 2013 the proportion falling below the poverty line in Russia had fallen from some 30 per cent in 2000 to 11 per cent.
Improvements in health care and welfare policies, accompanied by family support, ameliorated the predicted demographic crisis. In 2012 Russia for the first time in nearly two decades saw positive natural population growth, fostered by a range of pro-natalist policies. With a population of nearly 143 million, almost two million births are registered in Russia each year, and the birthrate reached the average European level and the infant mortality rate halved in ten years. Russia still faced the long-term consequences of the demographic catastrophe of the 1990s, with the number of women in the prime reproductive age (20–29) halving in the next decade, with a commensurate long-term decline in the labour force of 73 million in 2004, estimated to fall by seven million by 2020. In international affairs Putin is seen as having restored Russia’s status as an independent player, defending its interests while avoiding becoming boxed into some sort of ‘pariah’ status. After a string of still-born integration efforts in its neighbourhood, moves towards the creation of the Eurasian Union by 2015 looked finally like a viable supranational project comparable to the European Union (EU). Russia allied with China in defence of the traditional postulates of state sovereignty and noninterventionism, while avoiding becoming the junior partner in what was becoming an increasingly unequal relationship. In short, the 2000s were the most successful decade in Russian history.

Martin Andersen, Niels-Holger Nielsen, Joen Elmbak og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar

Putins kritikere:
Putin’s critics take a very different view. They consider him the deliberate executioner of Russian democracy, offering instead only the form while gutting political life of the competiveness, dynamism and pluralism that a great nation deserves. Putin’s leadership is accused of being obsessed with power, and thus recreated a new Leviathan state to replace the one dismantled in 1991. The developmental rhetoric and rising living standards, declining poverty, a paternalist social security policy that prevented a radical restructuring of the economy and dreams of Eurasian integration are seen as ways of buying off the population with the windfall energy rents. Between 2000 and 2008 the oil price increased by 388 per cent. These rents allowed corrupt and self-serving elites to consolidate their power, using the language and forms of democracy to suppress dissent and pluralistic contestation. Expenditure on public service increased five-fold between 2002 and 2010, allowing the overall number of civil servants to rise by 44 per cent, with the federal bureaucracy alone increasing by 68 per cent between 2000 and 2009, revealing the trend towards the centralisation of power.
Fraudulent elections deprived the regime of the final vestiges of legitimacy as an authoritarian system took shape, defined as one lacking competitive politics, an active civil sphere and scourged by state oppression and violence. The chimera of post-Soviet integration was little more than a distraction from the very real challenges facing the long-term viability of a resource-based and undiversified economy. Anti-western rhetoric acted as a substitute for a genuine forwardlooking programme, while Russia’s ‘cockiness’ on the world stage reflected not a defence of traditional norms of international politics but the self-serving interests of an illegitimate ruling class. Authoritarian consolidation at home, from this perspective, was reflected in an aggressive and counter-productive foreign policy.

Sakwas egen vurdering:
Neither of these views does justice to the complex reality. Putin respondedto some of the very real challenges facing Russia in a relatively competent and coherent manner. Thus his sharpest critics, who accuse the regime of failing to deliver the basics of effective governance, are off the mark. Even the various mega-projects, from the Sochi Winter Olympics in 2014 to the World Cup in 2018, although used to glean excess rents through construction costs, are something in which the country can take pride. There are undoubtedly elements of authoritarianism in all stages of Putinism, although implemented with punctilious regard for the black letter of the law although undermining the spirit of constitutionalism, but there remains an extraordinarily active public sphere critical of Putin and all his works. If Russia is an authoritarian system, it is not a very good one according to the classical precepts of what an authoritarian system should look like. However, the adaptability of the regime and its ability to provide public goods in a reasonably efficient and cost-effective manner is declining, and the country finds itself in a situation where modernisation is blocked and politics increasingly locked in stalemate.

Bjørn Pedersen

Michael Kongsted - Jeg skal gerne vedkende at jeg muligvis projicerer min egen overbevisning og fortolkning over på Claus Brylds retoriske spørgsmål, men som jeg læser det, fortolker jeg det som et bemærkning om at territoriale krav legitimeret via historiske tilhørsforhold pr. definition altid er irrationelle og kun kan legitimeres ved at man udvælger udelukkende den periode og de omstændigheder der kan retfærdiggære ens egne territorialkrav og ignorerer alle tidsperioder, og omstændigheder der ikke gør. Det var jo sådan konger, fyrster og kejsere i "de gode gamle dage" lagde krav på land. Selektiv historielæsning, hvor man slår op midt i historiebogen og siger "Som I kan se har X altid tilhørt os". Nationalismens brug af historie har altid været absurd og ekstrem manipulativ.

Krim har jo trods alt været en del af Ukraine. At det ikke var det så længe, gør det ikke mindre eller mere deres. Eller gjorde. For i sidste ende, er det eneste der legimiterer ejerskab over ethvert givent territorie, at nogen er villig til med vold og magt enten at beholde det eller tage det fra dem, der ikke kan eller vil. De skal så være hjertens velkomne til at legitimere deres erobringer med eventyr baseret på en selektiv forståelse for historien.

Jesper Wendt

Hvis Ukraine ikke havde startet en krig imod det russiske mindretal, var situationen en helt anden. De er selv skyld i de tabte Krim. En associering med EU havde betydet NATO medlemskab før eller siden. Det kan Rusland selvfølgelig ikke side overhørigt. Situationen da Ukraine fik Krim, var samtidig af en hel anden karakter, der afspejlede den kolde krig. Sovjet hybris, om man vil.

Bjørn Pedersen

@Jesper Wendt
Hvilken "krig" startede Ukraine mod det russiske mindretal? Og hvis "krig" mod mindretal er legitimering for...rigtig krig, legitimerer det så ikke også tjetjenernes såkaldte terrorisme?

Michael Kongstad Nielsen

Jo Bjørn Pedersen, men hvis man tæller lidt på årene, så har Krim trods alt hørt mere til Rusland end til Ukraine. Rusland var ikke rigtig noget før Peter den Stores tid fra begyndelsen af 1700-tallet. Og på det tidspunkt var Ukraine slet ingenting. Men Rusland udvikledes og udvidedes under Peter ved først at slå svenskerne (adgang til Østersøen) og Krimtatarerne ved Asov (adgang via det Azovske Hav til Sortehavet) og siden under Katarina at slå tyrkerne ved Sortehavet og sikre adgangen gennem Bosberus. Ukraine (og Polen) var stadig ingenting. Man kan sige, det er uretfærdigt, at Ukraine ikke var på landkortet, men sådan er historien så grum. Det kom de senere, men altså først inklusiv Krim fra 1956. At de sølle 35 år frem til Sovjetopløsningen skulle veje tungere end de 250 år under Rusland, kan det være svært at indse.

I øvrigt var der i hele perioden under Ukraine overtal af etniske russere på Krim, og ved opløsningen og bodelingen mellem Rusland og Ukraine blev det aftalt, at flådebasen skulle forblive under Rusland med et betydeligt antal soldater, og at Krim skulle have vidtgående selvstyre. Flere gange i de senere år har Krim afholdt folkeafstemninger, og det gjorde de så også efter kuppet i Kief. Hvis det var foregået under fredelige og ordene forhold som ved folkeafstemningen i Sønderjylland i 1920, havde ingen forhåbentligt anfægtet Krims befolknings ønske om at komme ind under Rusland.

Martin Andersen, Preben Haagensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

"Hvilken "krig" startede Ukraine mod det russiske mindretal?"

Deres såkaldte antiterror kampagne i Øst, hvis du ikke har styr på det, så er det vist spild af tid at nævne Tjetjenien.

Bjørn Pedersen

@Michael Kongsted
Og Norge har været "dansk" i næsten 500 år. Gør dem ikke mindre norske. Det mest sammenhængende argument for at Krim skulle være russisk, er den nationalistiske. Russisk kolonisering siden 1700-tallet, og især efter tvangsdeportationerne af andre krimeriske folkeslag, er det der har bidraget mest til ideen om at området idag er fortrinsvis etnisk russisk. Fordi indbyggerne netop for det meste netop ER russiske. Men da jeg så ikke er nationalist, anerkender jeg og ligesindede ikke bare fordi man deler etnicitet med nogen i et andet territorie, så skulle man have ret til at "forene" sig med det territorie. Det gælder for polakker, der ønsker de polsk-talende indbyggere i Hviderusland og Rusland "genforenet" med Poland, for danskere der ønsker Flensborg og omegn tilbage til Danmark, og det gælder for de nationalistiske russere, der ønsker de russisk-talende områder i Østeuropa og Centralasien genforenet eller forenet med Rusland.

Og havde det netop foregået som i 1920, så havde jeg ikke haft noget imod Krim-annekteringen.

@Jesper Wendt

Den "krig" startede et væsentligt stykke tid efter den russiske annektering, ergo kan det jo ikke være en begrundelse for hvorfor Rusland gik ind i Krim. Da det jo skete FØR. Og desuden var det ikke en "krig" mod mindretallet. Men du har ret i at det er spild at nævne Tjetjenien overfor dig. Du er jo en af dem der køber Ruslands tåbelige og gennemsigtige "Det er en kamp mod fascisme"-retorik. :)

Willy Johannsen

Nu tager debatten som sædvanlig en drejning væk fra det, Claus Bryld egentlig ville. Men OK.

Det er selvfølgelig et smart trick at tage udgangspunkt for sin argumentation i et tidspunkt af et historisk forløb, som passer til ens argumentation. Og det er selvfølgelig meget, meget svært at huske indtil flere måneder tilbage - før der overhovedet var uroligheder i Østukraine. Men anstrenger man sin hukommelse, så begyndte det PRÆCIS på samme måde som på Krim: "De små grønne mænd" - som viste sig at være russiske specialtropper - erobrede nøglebygninger og -positioner, og imens blev der arrangeret prorussiske demonstrationer med ganske få tusinde mennesker, men som gav gode billeder på TV, mens den øvrige befolkning, både den russisk- og den ukrainsktalende så forundret til. For hvad er det, der sker? Og vi andre fik at vide, at de såkaldte separatister skulle beskytte befolkningen mod de nazistiske stormtropper, som var på vej. Som bekendt løgn og bedrag.
Først da efterhånden blev lidt for broget i Østukraine med vold og plyndringer satte Ukraine sit militær ind, hvilket en suveræn nation naturligvis har al mulig ret til at gøre på sit eget territorium. Alle de tilløbende russere, kosakker, tetjenere osv. har naturligvis ingen som helst adkomst til overhovedet at opholde sig i Ukraine - eller at føre krig her. De er, som Porosjenko har kaldt dem: terrorister. Man kan tilføje: Udenlandske terrorister. Og i samme øjeblik Putin - hvad han selvfølgelig ikke gør - skulle finde på at standse den økonomiske støtte til dem og deres våbenforsyninger, ville der atter indtræde fredelige tilstande i Østukraine. Men det er jo lige præcis det sidste Putin ønsker. Putins opfattelse af, hvordan Rusland bør være er selvfølgelig præget af mandens opvækst i KGB. Det var hans ideal. Han søgte ind som helt ung, men fik at vide, at han skulle tage en uddannelse først. Det hjalp vist ikke..

Jesper Wendt

"@Jesper Wendt

Den "krig" startede et væsentligt stykke tid efter den russiske annektering, ergo kan det jo ikke være en begrundelse for hvorfor Rusland gik ind i Krim. Da det jo skete FØR. Og desuden var det ikke en "krig" mod mindretallet. Men du har ret i at det er spild at nævne Tjetjenien overfor dig. Du er jo en af dem der køber Ruslands tåbelige og gennemsigtige "Det er en kamp mod fascisme"-retorik. :)"

Din børnehaveretorik, synes jeg du skal parkere.

Bjørn Pedersen

@Jesper Wendt
"Børnehaveretorik"? At jeg ingen respekt har for usammenhængende argumenter, og din hulemandslogik der går ud på at man kan retfærdiggøre en invasion med henvisning til noget der skete EFTER invasionen, kan der vel ikke være så meget "børnehave" over.

Jesper Wendt

Du har travlt med hvad jeg er og synes, men du leverer absolut ingen argumenter. Hele dit modus operandi går på miskreditering, hvad i alverden skulle jeg spilde tid på det for?

Bjørn Pedersen

@Jesper Wendt
Jamen, selvfølgelig er det miskreditering. Det er dog miskreditering af dine argumenter som de var fremlagt, og ikke din person.

Fine indlæg mht Sakwa, der virkelig er ekspert. Men skriver han om medie-situationen ... jeg kan ikke lade være med at studse over:
"There are undoubtedly elements of authoritarianism in all stages of Putinism, although implemented with punctilious regard for the black letter of the law although undermining the spirit of constitutionalism, but there remains an extraordinarily active public sphere critical of Putin and all his works",
som ikke passer med bundplaceringen på Reporters Without Borders´ liste og mange andre nylige rapporteringer, sammen med stramninger i lovgivningerne for ytrings- og organisationsfrihed. Kritiske medier findes stadig, men de bliver færre og mere marginaliserede.

En udvandring under offentlig protest: http://www.themoscowtimes.com/opinion/article/illusions-gone-im-leaving-...

Jesper Wendt

Bjørn Pedersen, du bliver ved at understrege min pointe, så kør endelig på.

Uro og indsatser i Øst kom efter Krim-invasionen.

Jesper Wendt

"Uro og indsatser i Øst kom efter Krim-invasionen."

Korrekt, men det startede så med kup regeringen ville fjerne russisk som sekundært sprog, sidenhen meldinger om at de bare skulle atombombes. Der startede oprøret i Øst, hvorefter man lancerede kampagnen. Så den aggressive attitude, var der fra start, og har kun eskaleret situationen. Jeg kan ikke se det ændrer noget.

Ljudmila Trojanova

Krim-invasion fandt sted efter kup i Kiev og erklaring om, at russisk sprog aflyses.
Største del af befolkningen på Krim er russer og russisktalende.
Forresten snakkede jeg med mine tidligere studiekammerater, som bosat i Sevastopol, om valget. De fortalte, at folk kravlede til valgsteder, dem som ikke kunne gå, blev bragt derned for at få mulighed for at stemme for løsrivelsen.
Men det har de vestlige journalister sandsynligvis ikke set.

Hans Aagaard, Martin Andersen, Preben Haagensen, Michael Kongstad Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Ljudmila Trojanova

Ups... jeg var alt for langsomt med at formulere de samme tanker... :-)

Jesper Wendt

Invasion er der så ikke tale om, men en løsrivelse.

Martin Andersen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

En løsrivelse efter en fremmed hærs invasion, ja.

Nic Pedersen

Karsten Aaen,

jeg kan ikke huske den pågældende debat, men jeg tror, at du med fordel kan studere lidt om admiral Alfred T. Mahan og hans teoretiske indflydelse på forståelsen af sømagt (kontra landmagt), hvis du søger efter "den til grund liggende tænkning".
(nogle har ikke helt ueffent kaldt ham "søens Clausewitz")

Hans bog fra 1890 "The Influence of Sea Power upon History"
kan findes her:

http://archive.org/stream/mahanonnavalwarf00mahauoft/mahanonnavalwarf00m...

ellers har utallige henvist til hans tænkning i bøger og artikler.

Jesper Wendt

Bjørn Pedersen, i så fald havde der været et FN påbud, om brud på folkeretten, jeg har ikke hør noget.

Jesper Wendt

Hørt*

Sider