Læserbrev

Redningsaktion koster menneskeliv

25. juni 2014

Kidnapningen af tre israelske drenge bliver brugt som undskyldning for hundredvis af ulovlige anholdelser, drab og øget kontrol på Vestbredden og i Gaza. Tæt på 500 mennesker er anholdt, mindst to dræbt og adskillige sårede palæstinensere er blevet resultatet af den israelske eftersøgning af tre forsvundne teenagere.

Siden de tre drenge blev meldt savnet den 13. juni har det israelske militær sat himmel og jord i bevægelse for at bringe dem hjem igen, og det har ikke været uden omkostninger for uskyldige palæstinensere. Døre er blevet sparket ind, huse ransaget og familier splittet ad som følge af anholdelser foretaget uden legitim dommerkendelse. Forestil dig et ramaskrig, hvis palæstinenserne begyndte at smide hundredvis af israelere i fængsel uden dommerkendelse. Det ville blive kaldt terrorisme.

Menneskerettighedsorganisationer, heriblandt Amnesty International, har udtrykt bekymring over, at mange af de israelske militæroperationer på Vestbredden og i Gaza er i strid med menneskerettighederne og ikke tjener eftersøgningen noget formål.

Men israelerne fortsætter ufortrødent. Israel ignorerer på sædvanlig vis den internationale kritik. Kidnapningen bliver udnyttet til at stramme grebet om de besatte områder samt at ramme Hamas, som ifølge israelsk efterretningstjeneste står bag kidnapningen.

Dette er en kærkommen mulighed for at svække det nyetablerede samarbejde mellem Fatah og Hamas.

Skævvredet mediedækning

Der rejser sig imidlertid et kæmpe spørgsmål i forlængelse af denne antagelse. Hvorfor har Hamas ikke indrømmet kidnapningen, som de gjorde i forbindelse med kidnapningen af en israelsk soldat i 2011, hvor de opnåede at få frigivet 477 palæstinensiske fanger?

Lige nu får den såkaldte terrororganisation intet ud af situationen andet end anholdelser af egne folk og begyndende Intifada-tilstande blandt palæstinenserne.

Den vestlige mediedækning af konflikten i Israel og Palæstina er som så mange gange tidligere skævvredet. Også i Danmark.

Kidnapningen af de tre israelere ramte alle landets aviser, Nyhederne og TV Avisen. I Deadline blev kidnapningen diskuteret den 17. juni, mens billeder af de tre drenge prydede studiets bagvæg.

Gad vide, om vi også kommer til at opleve Adam Holm debattere det nuværende kaos på Vestbredden med portrætter af de døde palæstinensere i baggrunden? Jeg tvivler.

Emil Jørgensen, Shefa-’Amr, Israel

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Viggo Helth
  • Erik Jensen
Dorte Sørensen, Viggo Helth og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu