Klumme

Selvfølgelig må politikere da gramse – hvis de er mænd

Dominique Strauss-Kahn er en savnet mand i fransk politik. For mandlige politikere kan slippe af sted med næsten alt, når det gælder seksuelle udskejelser. Det kan kvinder ikke
30. juni 2014

Visse mænd er som de småbørnskopper, der var populære i 1970’erne; dem, der automatisk rejser sig op, efter at være blevet tippet til siden.

Dominique Strauss-Kahn (DSK), tidligere fransk finansminister og IMF-direktør er sådan en type. Bill Clinton også. Og i langt mindre – dansk – skala mere jordnære eksempler som Jeppe Kofod, Frank Jensen eller Lars Løkke. Mænd, som ryster nederlag eller personlige faux pas af sig, som var de våde hunde.

DSK er netop tilbage i fuld vigør efter fyringen fra jobbet som direktør i IMF for tre år siden, en karenstid, der må siges at være kort efter sexskandalen i New York. Hvis han ikke havde haft sex med en stuepige på sit hotel, havde han efter alt at dømme været Frankrigs præsident i dag. Og her er mange af hans partifæller nu begyndt at længes efter ham. De vil hellere end gerne have ham tilbage. Sexskandalen synes allerede at være fjern fortid.

Som arbejdsminister François Rebsamen for nylig sagde, så »savner jeg ham grundet hans utrolige talent som økonom«.

Partifællerne sukker over, hvor meget bedre det ville gå, hvis DSK var ved roret i stedet for François Hollande, der fortsat trækkes med sit øgenavn, der på dansk betyder karamelbudding, og som bar cykelhjelm, når han foretog sine natlige eskapader til sin elskerinde. Den slags kvindelige bekendtskaber har franske præsidenter altid haft, men det er så vidt vides første gang, at sikkerhedsrådene fra den franske variant af Rådet for Større Færdselssikkerhed har været i spil.

Jacques Chiracs chauffør fortalte i sine erindringer, at præsidenten blot brugte syv minutter »inklusive brusebadet« på sine amourøse besøg. Det fremgår ikke, hvor lang tid Hollande brugte, men han har i hvert fald ikke profiteret af nogen viril optur i meningsmålingerne.

Anderledes med DSK. Respekten for ham er stor. I maj optrådte den nu nyslåede investeringsrådgiver som ekspert i en fransk dokumentarudsendelse, Historien om euroen. Her analyserede han i pletfrit jakkesæt og med tilbagestrøget frisure EU’s problemer. Den tidligere IMF-direktør dukkede også op til French Open med den nye kæreste, Myriam L’Aouffir, en nydelig blond 46-årig reklameboss. Han er bestemt tilbage som en del af det gode selskab.

Men er DSK et særtilfælde? Som antydet indledningsvist er svaret nej. Han er muligvis ekstrem, men når jeg tænker tilbage, kan jeg komme på flere episoder, jeg selv har oplevet, hvor hovedpersonerne er danske politikere. Som dengang en tidligere minister, der fortsat i dag har en fremtrædende rolle i lokalpolitik i sit parti, havde hånden langt oppe under min chefredaktionelle nederdel, og som svar på min indignerede protest om, hvad han troede, han havde gang i, blot svarede: »Åh, undskyld, jeg bliver bare altid så tiltrukket af gravide kvinder.« Jeg var i fjerde måned.

Eller dengang jeg på et EU-topmøde blev inviteret med op på et hotelværelse ved, at en politiker lod en seddel falde ned i mit skød, hvor der blot stod hans værelsesnummer. Som om man var en callgirl.

En hurtig rundspørge til kolleger af eget køn røbede, at det var standardopførsel, som mange af dem havde været udsat for. Ikke just udskejelser af jens-ottokragske dimensioner, men det er heller ikke pointen her. Den er snarere den komplette mangel på dårlig samvittighed eller refleksion over egen opførsel. Som om den var fuldstændig i orden. Hvilket den jo også må være, når man igen og igen kan se partiledelser enten tilgive eller forfremme disse, overvirile mænd.

Vi har til gode at se kvindelige ledere, der kan rende halvfulde rundt, mens de uden blusel gramser på eller giver frække tilbud til mandlige underordnede eller ditto journalister. Mit bud er, at det næppe ville fremme karrieren for dem.

Vi er tæt på ligestilling i Danmark, når det gælder antallet af kvindelige toppolitikere eller partiledere. Men når det gælder tolerancen for deres personlige opførsel (eller for den sags skyld de krav, medierne stiller til dem som forældre), er vi vidner til radikalt forskellige forestillinger om, hvad der er acceptabel opførsel.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Troels Ken Pedersen
  • Simone Bærentzen
Troels Ken Pedersen og Simone Bærentzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ikke en eneste historie om kvinder, der skejer ud. Det betyder nok, at den slags aldrig forekommer.

Hvad var egentlig Rasmussens løsningsforslag, at kvinderne også teede sig og smed sedler med værelsesnummer i skødet på mænd ved EU-topmøder? Og kan man forestille sig, den forurettede mand rende rundt og spørge nogle af de andre mænd, om de har opnået noget tilsvarende? Hvad ville mon kollegernes reaktion være, bestyrtelse? Resignation?

Igen er det synd for kvinderne, de evige ofre.

PS: Nej, Annegrethe, mænd må aldeles ikke gramse.

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Men er DSK et særtilfælde? Som antydet indledningsvist er svaret nej. Han er muligvis ekstrem, men når jeg tænker tilbage, kan jeg komme på flere episoder, jeg selv har oplevet, hvor hovedpersonerne er danske politikere. Som dengang en tidligere minister, der fortsat i dag har en fremtrædende rolle i lokalpolitik i sit parti, havde hånden langt oppe under min chefredaktionelle nederdel, og som svar på min indignerede protest om, hvad han troede, han havde gang i, blot svarede: »Åh, undskyld, jeg bliver bare altid så tiltrukket af gravide kvinder.« Jeg var i fjerde måned.

Eller dengang jeg på et EU-topmøde blev inviteret med op på et hotelværelse ved, at en politiker lod en seddel falde ned i mit skød, hvor der blot stod hans værelsesnummer. Som om man var en callgirl.

Hvem var det?

ellen nielsen

Annegrethe Rasmussen
lyder som en gammel sur rødstrømpe
- ikke saglig fortaler for kønsligestilling!

ulrik mortensen

En mand, der arbejder på et stort ugeblad afviser en kvindelig leders tilnærmelser og bliver fyret. Han siger selv: »Der skete så mange ting op til fyringen, og det handlede ikke om omstruktureringer. Jeg blev fyret, fordi jeg afviste en mellemleder, der ville i bukserne på mig, og det irriterer mig ad helvede til.« Siden fik vi danmarkshistoriens største medieskandale ...
http://sondagsavisen.dk/2014/24/Ken-b-rasmussen-jeg-vil-have-haevn.aspx

Først ivrede det reelt eksisterende Konekalifat efter såkaldt ligestilling - det mener vores kære Annegrethe af uransagelige grunde nu de er tæt på – men det er naturligvis ikke nok – nu kræver de også såkaldt acceptabel opførsel – så hvad med at begynde med jer selv uden at forlange kvoter – så skal vi tage stilling til - om det er noget vi gider indføre … :-)

altid de samme sure mænd. Sedler i skødet er ikke helt acceptabelt. Han kunne da have inviteret på en drink, for pokker!

Grethe Preisler

Der er så meget, kvinder ikke forstår, og det mindste vi kan forlange, før vi tager stilling til det af Annegrete Rasmussen opstillede postulat om magtfulde mænds mangel på pli og gode manerer i omgang med kvindeligt personale, er vel at lade det komme an på en prøve.

Af med habitten og på med kilten hr. chefredaktør, så vi omsider kan få syn for sagn frem for at skulle lade os spise af med Annegrethe Rasmussens røverhistorier og løse rygter fra dametoilettet. Så må det enten briste eller bære.

Og læserne vil omsider kunne få svar på det essentielle spørgsmål, om pigerne holder nallerne fra det, chefredaktøren har bag lynlåsen i sine jeans, fordi det strengt taget rager dem en høstblomst. Eller om det måske bare er fordi de synes, det er for omstændeligt at liste hånden diskret hele vejen op gennem benet på et par stramtsiddende jeans for at få stillet deres umættelige behov for at kontrollere, om agurker er krumme eller lige.

Mænd forstår nok endnu mindre – men nogen gad sikkert vide – om det også er muligt bolle sig til et topjob i EU – eller det kun kan blive til lejlighedsvise blowjobs …

Claus Jensen

Hvad havde man forestillet sig? Der er vel ikke andre end Christiansborg-redaktionens unge, og meget naive Casper Dall, som tror på den med, at man bliver toppolitiker, fordi man har en "indre ild, der brænder for at forandre verden til det bedre"?

Politik er et spil om magt, og magt skal misbruges, ellers er det jo ikke magt - og slet ikke sjovt. At magtens kvinder så måske får deres kicks på en lidt anden måde end mændene er en anden sag.

Vibeke Rasmussen

En politiker, der konsekvent overskrider, hvad jeg opfatter som den personlige grænse, er Barack Obama. Stort set alle, han kommer i nærheden af, bliver på det nærmeste overgramset – selv om det naturligvis ikke er det udtryk, man vil bruge om hans evindelige omfavnelser, klappen på ryggen, slåen på skulderen, griben om armen og kindkyssen. Det samme gælder i øvrigt for Joe Biden: De er lige 'grænseløse' i deres omgang/ nærkontakt(!) med andre mennesker.

Hvad angår Dominique Strauss-Kahn, er det lidt af en tilsnigelse, at påstå at "Respekten for ham er stor", og at "Sexskandalen synes allerede at være fjern fortid." Han har altid haft sine elitære, hovedsageligt mandlige, klakører, men jeg tvivler stærkt på, at ret mange kvinder hverken glemmer eller tilgiver.

"Francois Hollande … karamelbudding … natlige eskapader." Og det skal vi vide … fordi?

Det samme spørgsmål kan stilles til: "pletfrit jakkesæt og med tilbagestrøget frisure" [og] "den nye kæreste, Myriam L’Aouffir, en nydelig blond 46-årig reklameboss." !?

Hele indlægget her lyder mest af alt som en jobansøgning til Se&Hør, sorry to say. :(

Rasmus Kongshøj

Det er de forkerte slags mennesker, der kommer til tops i politik. Det er velkendt at lederstillinger tiltrækker psykopater, og man kan derfor forvente at de også må være kraftigt overrepræsenterede på Christiansborg.

Det politiske system er desuden indrettet på en måde, de virker fremmende på de mest usle personlighedstyper. Hvilke almindelige mennesker, med en bare nogenlunde velfunderet moral, ville i længden kunne holde sig selv ud, hvis de hver dag forventedes at stikke knive i ryggen på gamle venner, lyve så vandet drev, og udsætte sine medborgere for politiske initiativer, som notorisk ikke virker - ja ofte skader de ligefrem, men som kan få dem genvalgt? Og det er vel de færreste af os, der - især efter at have opført os som politikere - ville kunne holde ud at stille sig op i tv, på valgplakater etc. og råbe "Mig! Mig! Mig! - Stem på mig!".

På grund af de helt perverse udvælgelsesmekanismer, er vi derfor prisgivet en bande skamløse psykopater, der tror de er Guds gave til menneskeheden. Selvfølgelig vil de da også opføre sig svinsk overfor kvinder, hvis det er det, de har lyst til.

Problemet er derfor ikke mænd. Kvindelige psykopat-politikere er sikkert også frygtelige at være sammen med på deres egen måde. Problemet er at vi vælger de mest narcissistiske og magtliderlige blandt os til at lede os.

Der er brug for et dansk forår, hvor politik holder op med at være en karriere, men i stedet bliver et tillidshverv, almindelige mennesker udfører i en kortere periode på vegne af deres ligemænd.

Nic Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Und weil der Mensch ein Mensch ist
drum hat er Stiefel im Gesicht nicht gern
er will unter sich keinen Sklaven sehn
und über sich keinen Herrn

(Bert Brecht - Die Einheitsfront)

Henrik Brøndum

Jeg kender ikke saa meget til livet i politikerkredse, men der hvor jeg er det ikke god tone at flashe kvinder med lavere status (lig med penge og magt for dem der skulle vaere i tvivl) end en selv. Det er jo ikke let bare at faa en ny profession, men heller ikke umuligt - maaske ligger loesningen i at finde de graesgange hvor man ikke goer sig afhaengig af offentligt forsoergelse - direkte eller inddirekte.

Niels Engelsted

Henrik,
kender du detektiv Murdoch fra tv-serien med samme navn? Du minder mig om ham, hvilket egentlig er et kompliment, i moralsk henseende i det mindste. Men helt ærligt, fordi det ikke er god tone at flashe slavekvinderne, betyder det jo ikke, at det ikke finder sted, og garanteret heller ikke der, hvor du befinder dig, (hvis du altså ikke sidder helt alene på dit eget kontor i din egen virksomhed).

Og iøvrigt hvem i hele verden er ikke afhængig af offentlig forsørgelse direkte eller inddirekte?

Henrik Brøndum

@Claus Jensen og Niels Engelsted

Nej bestemt ikke Annegrethe Rasmussen skriver fremragende og giver sig tid til at kommentere kommentarerne - et eksempel til kollegernes efterlevelse.

Selvfoelgelig er der daarligt opfoersel i alle kredse - min pointe var at iblandt maend der saetter penge meget hoejt og har nogen succes med det, synes jeg det er sjaeldent man ser at deres kvinder ikke matcher dem. Jeg gaetter paa at det er udfordringen der driver vaerket - hvis man saa let som ingenting kan koebe sig en kone der foerst og fremmest er koen, smilende og eftergivende - saa er det jo ikke saerlig sjovt?

Ok saa bliver jeg jo altid lidt provokeret af et flaebende argument. Melanie Griffith har paa krystalklar maade vist os - baade medsoestre og maend - hvordan det rette greb om en gaffel (i Stormy Monday) saetter skabet pa plads. Undtagen i lufthavne er der altid bestik i naerheden - og raekker modet ikke, saa er muligheden for at forlade stedet vel en alternativ loesning? Hvis artiklen skal laeses som en opfordring til at aendre adfaerd, maa man vel ogsaa vurdere hvem der kunne taenkes at goere dette? Er det den konkurrerende kvindelige journalist der accepterer grisebasserne for alligevel at faa historien - eller er det grisen selv der retter op med roede oerer? Jeg er som antydet skeptisk overfor et angiveligt betaendt miljoes muligheder for justering - der skal drastiske metoder til.

Henrik Brøndum

@Niels Engelsted

Tak for sammneligningen - jeg kender ikke serien - men er blevet ganske fascineret af disse detektivtyper - saa jeg kan da overveje min fjerde karrierereskift.