Klumme

Selvretfærdighedens offer og pris

Hundrede tusinder af irakiske mænd, kvinder og børn har med lemlæstelser på krop og sind måttet betale prisen for vores godhed
Debat
17. juni 2014

Således talte USA’s daværende præsident George W. Bush, da han i State of the Union-talen i 2004 skulle begrunde sin (og Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussens) Irak-krig fra året før:

»Vi øver magt uden erobringer, og vi bringer ofre for fremmedes frihed. Amerikanerne er et frit folk, der véd at frihed er ethvert menneskes ret og fremtiden for enhver nation. Den frihed, vi priser, er ikke Amerikas gave til verden, det er Guds gave til menneskeheden (Kongressens applaus – ifølge Det Hvide Hus’ hjemmeside). Vi amerikanere tror på os selv, men ikke på os selv alene. Vi kender ikke – og vi gør ikke krav på at kende – alle Forsynets veje (the ways of Providence), dog kan vi forlade os på dem, sætte vores lid til den kærlige Gud (the loving God) bag alt liv, og al historie (all of history). Må Han (med stort H ifølge hjemmesiden) lede os nu. Og må Gud fortsætte med at velsigne Amerikas Forenede Stater. (Applaus).«

I disse dage kan her i bladet og alverdens andre medier læses, ses og høres, hvad vores forladelse på Guds nådige Forsyn (the ways of Providence) har påført og påfører irakiske børn, kvinder og mænd. Og skønt det egentlig ikke

er hovedpointen her, er det dog umuligt at stå for fristelsen til lige at citere indledningen til et af gårsdagens telegrammer: »USA overvejer nu at indlede en dialog med sin mangeårige ærkefjende Iran om den anspændte situation i Irak. Det oplyser en højtstående embedsmand i Washington til den amerikanske avis Wall Street Journal. Samtalerne bliver muligvis indledt i denne uge. Parterne vil blandt andet drøfte, hvordan fremrykningen af den islamistiske gruppe Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL) skal stoppes.« For der var faktisk kloge folk, som allerede i efteråret 2002 advarede om, at kun én nation med sikkerhed ville få fordel af et vestligt ledet overfald på Irak: Iran!

Deres liv – ikke vores

Ha, ha. Hvor er vi dog ikke til grin. Hvor har vi dog ikke prakket os selv dødvægte af fragmentationsbomber på halsen. Men det er som sagt ikke pointen her. Pointen er snarere den modsatte: Hvorfor har så mange irakiske børn, kvinder og mænd skullet undgælde for, at vi absolut ville bringe ofre for fremmedes frihed?

Udbrede det gode? Gode, som vi jo er. Udbrede menneskerettighederne? Retfærdige, som vi jo selv er. Udbrede demokratiet? Demokrater, som vi jo i udpræget grad er. Udbrede velstand og økonomisk vækst? Verdensmestre i materiel rigdom, forbrug og opbrug, som lige præcis vi danskere og amerikanere i den grad er.

At vi har villet og måttet bringe ofre for at udbrede alt dette – har mellem i hvert fald hundrede tusinde og formentlig mange hundrede tusinder af irakere måttet betale prisen for. Med deres liv. Ikke vores liv. Endnu mange, mange flere hundrede tusinder af irakiske mænd, kvinder og børn har med lemlæstelser på krop og sind måttet betale prisen for vores enestående godhed. For ikke at tale om de millioner af flygtninge i og uden for Irak, der betalte og stadig betaler prisen for vores forpligtelse til at udbrede friheden, menneskerettighederne, demokratiet, materiel velstand, forbrug og opbrug, kort sagt: Den Økonomiske Vækst til alle folkeslag i verden.

Demokratiets evangelium

Venstres (næsten verdens-) berømte Søren Pind udtrykte det dengang på en lidt anden måde end førerpræsidenten i Washington, men meningen var god nok. Som Københavns daværende bygge- og teknikborgmester sagde han det, i et interview med internet-tidsskriftet Ræson, således:

»Jeg tror, det kun var et spørgsmål om tid, før Amerika reelt optrådte som de demokratiske nationers (leder) – altså dem med viljen til demokrati også andre steder end hos sig selv. Det var et spørgsmål om tid, før Amerika et eller andet sted nåede frem til hvad man vel, hvis man skal banalisere det, kan kalde en form for moralsk udenrigspolitik. Altså en udbredelse af demokratiets evangelium verden over. (…) Den Kolde Krigs afslutning har jo betydet et helt nyt samfundssyn: Den Kolde Krigs afslutning har jo betydet, at man nu ikke længere behøver agere med diktatorer som sine venner, fordi alternativet er risikoen for en fuldstændig destabilisering af en region med en efterfølgende totalt-udslettende atomkrig – som en reel risiko. I dag agerer man uhildet af den trussel – den er der ikke mere på samme facon. Og derfor er det logiske næste skridt jo i virkeligheden allerede blevet nævnt af George Bushs egen far, nemlig: en ny verdensorden. (...) Jeg tror ikke på, at Mellemøsten og de store dele af den arabiske verden, som i høj grad f.eks. deler palæstinensernes holdninger – i overskuelig fremtid kan overbevises om, at Amerika vil fred, frihed og demokrati på anden måde end ved eksemplets magt. Og jeg tror, det kan ske, hvis vel at mærke – og det håber jeg meget – USA gennemfører en tvangsdemokratisering af Irak, på linje med det man gjorde med Vesttyskland efter 2. verdenskrig.«

Til lykke irakere. Nu er I sandelig blevet demokratiserede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

"Det er let at være bagklog", plejer at være Søren Pinds måde at forsvare sig på. Han er en pind til vores politiske ligkiste, langt fra den eneste, men mest åbenhjertige.

Hvordan militæret kan have en solid folkelig opbakning er mig en gåde, men det samme gælder jo for monarkiet og religionen. For en generation siden troede jeg, at de stod for fald sammen med ugeblade og slik til børn.

Ikke nok med det. I går skrev Niels. Chr. Sauer en kronik om ødelæggelsen af folkeskolen, der ikke kan hurtigt nok. Man må undre sig. Der er altid et taberhold, man kan være med på. Som ung troede jeg, at jeg var lidt til en side. Nu ved jeg det.

Hvor meget opbakning kan man regne med til noget alternativt, når militæret, monarkiet, religionen, overforbruget og den almindelige ubekymrethed har taget deres? Der kan ikke være meget tilbage, medmindre... Nej, jeg tør ikke sige det, men det er noget med mirakler.

Niels-Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

USA er et besynderligt land. Det er en nation med et højt teknologisk stade, og samtidigt er det en nation, der er dybt irrationelt, sovset ind i religiøst nonsense, som nu for eksempel Bush's tumpede tale. Ifølge The Huffington Post tror for eksempel hele 46% af amerikanerne på kreationisme ("God created human beings pretty much in their present form at one time within the last 10,000 years or so"); kun sølle 15% tror på evolution uden nogen form for guddommelig indgriben ("Human beings have developed over millions of years from less advanced forms of life, but God had no part in this process"). It is quite chilling!

Michael Kongstad Nielsen

Hvis ikke jeg har misforstået noget, så er det den samme Gud, de troende i USA og de troende i Levanten tror på, og de troende fra Års og Bornholm, til de troende i Irak og Iran - samme Gud. Så Gud må have haft noget at holde styr på, når alle hans elskede menneskebørn har slåsset så voldsomt mod hinanden i den kærlige Guds navn, idet de har fulgt hans velsignede forsyn, eller hvad det hedder.

Nå, der er vist noget, der ikke hænger sammen der, men Herrens veje er jo også uransaglige, og hvad forstår bønder sig på den slags. Men selv om alle de stridende brødre har ladet sig lede af samme Gud i deres indbyrdes myrderier, så er det ikke forbudt menneskene at undersøge sagen til bunds, inden man går i krig. Og der kunne USA let havde undersøgt, hvad det var for et land og en befolkning, de lokkede Anders Fogh med ud i. Siden 1. Verdenskrig var Irak velkendt af englænderne, der holdt området "Mesopotamien" som mandat under Folkeforbundet, men havde så svært ved at styre og regere landet, at 100.000 soldater måtte blive i området. Det var nøjagtig de samme problemer,som idag, der forårsagede al balladen. Religiøse stridigheder mellem shiaer i syd og et mindretal af sunnier i midt, samt de uregerelige kurder mod nord, og englænderne lod sunnierne danne en skyggeregering i Bagdad, men den arabiske uafhængighedsbevægelse voksede sig stærk, og til sidst måtte englænderne give op. Men altså hvis USA havde rådført sig med kendere af Irakisk historie, havde de måske ikke ladet Gud føre dem så meget på vildspor. ( I det man kunne have håbet på, at den irakiske befolkning med tiden selv havde kunnet vælte Saddam og etablere et "forår" som senere i Tunesien og Ægypten. Ikke fordi det går så godt der, men de har dog selv fundet på det).

Niels-Simon Larsen

Så et klip fra D-dags mindehøjtideligheden. En amerikansk veteran sagde: "Mit gevær og min Bibel" og forklarede, at det var holdepunkterne i hans liv.

Det er meget karakteristisk for de vestlige lande, at militær og religion, to tilsyneladende modsætninger, er tæt forbundne. Man skal nok til Bhutan for at opleve noget andet. Dur det ikke med det gode, har vi det onde i baghånden. Det gode er svært at definere, men man kan altid sige demokrati og velfærd (forbrug). Det onde ved alle, hvad er.

Kan en militærfri stat overleve? Man må i hvert fald sige, at militærstater er selvdestruktive. Bortset fra at der ikke er flertal for at nedlægge militæret, så er det en interessant tanke, hvad der ville ske, hvis vi nu gjorde det.

Niels-Simon Larsen

@Michael: Den treenige Gud og Allah (der er een) kan umuligt være den samme. Den der med, at man bare kan sige Gud, holder ikke i byretten.

Michael Kongstad Nielsen

Tak, Niels-Simon, for at du kan rette mig.

Niels-Simon Larsen

Ved nærmere eftertanke tror jeg også, du har ret. Gud i den folkelige udgave er nok den samme over alt i verden som den instans, man henvender sig til for at opnå noget og blive velsignet. Teologernes opgave plejer at gå ud på at finde forskelle. Teologer er stridbare og deres guder er rasende forskellige. Tolerance har fanden skabt.
Dalai Lama har engang sagt, at religion vil sige at være et godt menneske. Det er nok derfor, at tibetanernes bliver forfulgt. De kan underminere enhver stat.

Niels-Simon Larsen

Har lige skrevet til Søren Pind og spurgt efter et svar på citatet.

Niels-Simon Larsen

Det kan da godt være, at det er naivt af mig at tro, at en politiker vil deltage i denne debat. Jeg tænkte bare, at når de nu skriver på facebook og twitter, så kunne de måske trænge til at gå lidt mere i dybden. Det er jo ikke bare et tilfældigt citat, Ejvind kommer med. I går så jeg i øvrigt Per Stig Møller i en udsendelse (om ham selv), at han synes, det var rigtigt at gå ind i Irak, så Pind står ikke alene.

Desuden er det ikke en uskyldig leg med ord, det her. I øjeblikket rystes oliemarkedet, og finanspolitikken er en kolos på lerfødder, der hurtigt kan slå dybe revner. Desuden er der de menneskelige følger, hvor fx våbendepoterne i Libyen blev spredt ud over store områder af Afrika, foruden den libyske befolknings egen foretagsomhed og opgør med hinanden. Dette skal også tænkes med, når vi næste gang skal ud og gøre en forskel.

At grunden til at vi går i krig mindre er bevarelse af demokrati end bevarelse af velstandsniveau (vores eget), glemmer man nok at fortælle (igen).

Michael Kongstad Nielsen

Ja, demokratiet ligger aldrig for enden af et geværløb, som Klaus Rifbjerg så udmærket skrev i en kommentar til Leif Davidsen her i bladet for nogle år siden (kan ikke lige finde det).

Michael Kongstad Nielsen

Jo, nu fandt jeg den, den er rigtig god, læs selv:
http://www.information.dk/151534

Niels-Holger Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Et andet aspekt af krigstemaet er, hvor pengene kommer fra. USAs kæmpegæld financierens af Kina, som dermed giver USA lån til at føre krige. I det øjeblik, at Kina smækkede kassen i, havde USA og Vesten i øvrigt ikke råd til at købe flere kinesiske varer, og så gik Kina rabundus, og hvad dermed følger. Kina bliver nødt til at holde Vesten ved muffen så at sige, og det kan det kun gøre ved at hævde sin overhøjhed over det, som det kalder sit interesseområde herunder Tibet. Tibetanerne, der praktisk talt ikke slår en flue ihjel if. deres religiøse filosofi, er dermed udset til at være om ikke ligefrem Herrens lidende tjener så dog overherrens. Tibetanernes ufattelige lidelser kan vi ynke, men heller ikke mere pga. vores handel med Kina.
Den arabiske verdens befolkning har været undertrykt i hele olieperioden. Da landene er ude i religionskrige om den rette lære, bliver de nationale overklasser nødt til at undertrykke de nationale underklasser.
Alt det betyder, at verden må holdes på plads i en mere eller mindre kaostilstand, så vi kan opretholde vores levestandard her i Vesten. Kina kommer med pengene, araberne med olien og arbejderne lægger ryg til.
At fortælle danske unge, at de kan tage ud og gøre en forskel i dette veltilrettelagte kaos, er en forbrydelse, men de kan selvfølgelig få spænding og kammeratskab ud af det, hvis de ikke er uheldige.
Vi andre kan hygge os med vores pensionsopsparing i sort energi og våben i dyb undren over, at de andre ikke kan indrette sig, som vi gør i lille Danmark. Derfor er det storsindet af os, at vi hjælper andre. Det gør vi i hvert fald så længe, det kan betale sig. Såre simpelt.