Kommentar

Skriftkulturens hovmod står for fald

De nye medier vil i løbet af få år gøre skriftsproget til en overflødig kulturform. Det bør afspejle sig både i skolereform og kulturstøtte
12. juni 2014

Inden for de næste årtier vil tekstskrivning og læsning forsvinde som en almindelig kommunikationsform blandt mennesker. Det talte ord sammenkoblet med almindelig visuel anskuelighed i billeder, bliver den absolut dominerende kommunikationsform, som opfylder det store flertals behov for oplevelse, indsigt og viden. Og forsvinder teksterne og læsningen ud af menneskers dagligdag, så forsvinder også motivationen til og behovet for færdigheder udi at læse tekster i bøger, magasiner og aviser.

Allerede i dag foregår kommunikationen via de nye medier i stigende grad ved hjælp af lyd, foto og film. Tekst er reduceret til de næsten symbolske ord indtastet i søgemaskiner, som endnu kun kan registrere ord og tekster. Men også her vil behovet for tekst forsvinde inden for få årtier, når søgemaskiner sandsynligvis vil kunne systematisere og registrere billeder og talte ord.

Vore computere kan også snart producere den tekst ud fra det talte ord, som vi ønsker at sende og bevare i nedskrevet form, og den vil med stigende effektivitet kunne læse tekster op for os og formulere dem i et talesprog, som vi forstår.

Selv om tekster endnu i mange årtier vil være et væsentligt arbejdsredskab i megen skabende virksomhed og tænkning samt i registrering af viden og data, vil betydningen af skriftkulturen aftage hastigere, end nogen kan forestille sig. Så snart forfattere og videnskabsfolk for alvor forstår, at kombinationen af nye medier, billeder og det talte ord byder på validitet og kvalitet, er skriftsprogets skæbne beseglet.

Skolerne satser forkert

Alligevel indfører man fra næste skoleår en ny skolereform, som primært bygger på skriftkulturens fortsatte dominans. Det er påfaldende, at mundtligheden næsten ikke omtales eller regnes som en væsentlig kulturform.

Alle taler om vigtigheden af læsning og skrivning i vore skoler, kun få taler om mundtligheden og det talte ords kunst som et betydningsfuldt kulturelt og læringsmæssigt udviklingsfelt.

En visionær og fremtidsorienteret skolepolitik kan ikke bygge på flere undervisningstimer til de uddøende kulturfærdigheder, skrivning og læsning, men må i højere grad satse målbevidst på at møde og udfordre børnenes egne eksperimenter med spillekonsoller, film, videoer og de sociale medier og dermed udnytte de kolossale læringspotentialer, som mundtlig kultur og det talte ords kunst, historiefortælling, poesi og talekunst til alle tider har haft.

Selvfølgelig vil der også om 100 år være folk, som læser bøger, og som sværger til den særlige oplevelsesmæssige kvalitet, som ligger i at være alene med en bog på mange hundrede sider. Men det store flertal af befolkningen vil helt holde op med at læse bøger, ugeblade og aviser. Vi kender allerede det velbeskrevne problem med de såkaldte bogdroppere i skolernes 5.-6.-klasser. Der er ikke kun tale om børn med særlige vanskeligheder, men også om børn, særligt drenge, som ikke får tilstrækkelig intellektuel stimulans og udfordring ved at læse en bog, fordi de simpelthen ikke læser godt og hurtigt nok i forhold til deres intellektuelle kapacitet. Og selv om vi bliver ved med at terpe læsning med børn fra børnehaveklassen til afgangsklasserne, vil antallet af bog-droppere vokse, simpelthen fordi børnene får stadig mindre behov for at kunne læse.

Læsning og skrivning er kulturfærdigheder, som forsvinder, hvis de ikke holdes ved lige og stimuleres konstant. Læsehastigheden går ned, når vi ikke længere har udbytte eller glæde af at anvende dem.

Støt det talte ords kunst

I kulturpolitikken er mundtlighed og det talte ords kunst fortsat et lille og ubetydeligt område, når det kommer til at uddele støttekroner. Imens bevilges der millioner af kroner til den skrevne litteratur, aviser og magasiner, som en stadig svindende andel af befolkningen i praksis læser og anvender.

Forfattere er fortsat vor tids helte trods faldende læsertal. Reelt får de først betydning for almindelige mennesker, når de bliver så populære i kultureliten, at de kan komme i morgenfjernsyn og blive kendisser i foredragssalene, hvor de mundtligt fortæller om deres nye bog.

De tekstskrivende forfattere er helte for et kulturliv, som står til at uddø. Den mundtlige kultur og dens nye producenters betydning vokser derimod eksplosivt på de sociale medier i disse år. Desværre har man endnu ikke fundet dem værdige til kulturstøtte i nævneværdig grad.

Jens Peter Madsen er historiefortæller

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • peter fonnesbech
  • Benno Hansen
Henrik Brøndum, peter fonnesbech og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Michaelsen

Jeg tvivler på, at skriftsproget går ud af brug. Det er rigtigt, at den moderne teknik betyder, at man i mange sammenhænge kan undvære skriftsproget, men informationsmængden er samtidig stigende, og der har skriftsproget nogle afgørende fordele. Det er langt nemmere at tackle en stor informationsmængde, fordi man i højere grad selv er aktiv. Man kan skimme en tekst og afpasse læsehastigheden efter ens egen øjeblikkelige vurdering af vigtigheden. Til forskel fra det talte ord og video, så er det skrevne ord "tidløst" forstået på den måde, at der ikke er en bestemt fastlagt tidsrytme.
Måske det snarere vil være sådan i fremtiden, at folk er delt i to store grupper: Dem der stort set ikke læser - og så dem der netop læser rigtig meget (og hurtigt).

Lars Dahl, Asger Harlung, Mihail Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Skriften har aldrig haft noget hovmod. Jeg er bange for, at skribenten har et gammelt kompleks overfor skriften, som finder sit udtryk her.

Lars Dahl, Asger Harlung, Mihail Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
martin gerup

Denne tråd byder kun på skrift. Her er et ord til. Og et mere. Det er godtnok fattigt. Vi udvikler os jo ikke. Det står i stampe med lange tirader af ordklamser, og jeg glæder mig til at musikken kommer tilbage i vores sprogstamme. Vi kan digte, fortælle, synge, danse, spille, komponere, male, filme, se, smage, høre, lugte. Men hvor er det i disse lange ordfidusmagerier? Reduceret til en mening. En oplevelse til diskussion. Sørgeligt. Her er lidt opmuntring: VVS uddannelsen overgår til videoundervisning. Det har vi musiklærere der arbejder med gehør og lytning gjort i mange år. Vi skal bare blive gode til at sige nej til at evaluere med skriftsprog. Kom og se koncerten, teaterstykket. Det er vores produkt. Anmeldelsen er blot kulturel staffage beregnet på meningsmageri. Lyt, smag, lugt, dans, syng, spil, skriv, kys, elsk, fortæl, råb, hop. Eller gå på VVS-uddannelsen. Jura og matematik skal nok klare sig i deres sproglige rammefortælling. Det er kunsten og hvordan vi kommer af med vores afføring der er problemet. http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/04/15/101702.htm

Jens Peter Madsen

Tak for de mange kommentarer til min indlæg den 12. juni. Det har været interessant at læse og tænke med i debatten, og jeg har også fået en række nye synsvinkler, oplysninger og referencer, som jeg ikke kendte før, og som inspirerer mig meget.
Generelt oplever jeg, at jeg i flere kommentarer bliver mod argumenteret på synspunkter som jeg ikke har og som jeg ikke selv synes at jeg har givet udtryk for, men det er vel forståeligt når jeg vælger en så provokerende overskrift som "Skriftkulturens hovmod".
Mit udgangspunkt for at skrive kommentaren og vælge netop den overskrift er, at jeg som mundtlig historiefortæller konstant møder en nedvurdering af historiefortælling og af det talte ords kunst i det hele taget. Det synes heldigvis ikke at være tilfældet i denne kreds af debattører, som har reageret på min kommentar. Jeg føler mig bekræftet af en række kommentarer i det synspunkt, at det er vigtigt at styrke den mundtlige kultur og det talte ords kunst i kulturpolitikken samt i skole - og uddannelsesområdet set i lyset af de aktuelle muligheder og udfordringer som de nye digitale medier rejser. Jeg tror, som oprindeligt skrevet, ikke at de skrevne tekster og læsningen af dem vil forsvinde som kultur- , dokumentations- og erkendelsesform, men den totale dominans som skriftkulturen har haft i nogle få århundrede, er uigenkaldelig forbi. De nye medier opfylder i tiltagende grad de behov og rummer de samme muligheder, som har gjort de trykte medier så fantastiske og betydningsfulde for vores kulturs udvikling i de seneste par århundreder. Jeg tror ikke at verden bryder sammen eller går i middelalder af den grund, tværtimod så åbner de nye medier i mine øjne nogle hidtil ukendte muligheder for at tale til hinanden på helt andre og mere oplyste og demokratiske måder, end som vi har kunnet med den trykte skrift. Det kræver selvfølgelig at de nye digitale medier ikke blot fyldes med trivialiteter, som nogle skribenter ganske rigtigt påpeger som et problem, men det er jo også et problem som skriftkulturen altid har måttet kæmpe imod. Intet nyt under den sol, men det understreger for mig netop behovet for at give mere plads til mundtligheden og det talte ords kunst.
Synspunktet, som flere debattører fremfører, om at de nye muligheder som teknologien åbner for at kunne gøre tale til tekst og omvendt, sådan set kun er nye former for tekstfremstilling er ny for mig og spændende. Det stemmer godt overens med en oplevelse jeg har når jeg, som historiefortæller, møder de mange unge som i øjeblikket strømmer til historiefortælling og andre af de talte ords genrer. De unge historiefortællere synes ikke at have den samme skelnen og forskel mellem skreven og talt ord, som min egen generation lider under. De skriver, performer og improviserer tilsyneladende uhindret og veksler ubesværet mellem de forskellige udtryksformer. Så en nye form for læsning, som ligeværdigt inddrager skreven tekst, billeder og talesprog er måske på vej.
Det er en åbenlys kendsgerning, at mængden af ord og tekster stiger voldsomt parallelt med de nye mediers fremmarch, men problemet i mine øjne er at flere og flere ikke læser dem eller kan læse dem, eller for at komme modargumenterne i møde, læser dem på helt andre måder end som min generation har lært at læse. Et provokerende eksempel er, når de af os som handler på nettet har bestilt vore varer og skal til at betale, så havner vi som regel ved en rubrik, hvor vi skal krydse ja eller nej til betingelserne. Hånden på hjertet, hvor mange læser de mange sider med småt skrift, og hvor mange krydser bare ja og stoler på et firmas eller et mærkes renommé. Og det på trods af at vi altid har fået at vide, hvor vigtigt det var at læse alt det med småt skrift i kontrakter og aftaler. Mange unge er væsentlig mindre hjælpeløse end jeg i disse sammenhæng. De unge er hele tiden koblet op med vennernes oplevelser og erfaringer gennem SMS og diverse chat-kanaler og de læser foto, film og talesprog helt anderledes effektivt end mange af os ikke digitalt indfødte.
Ideerne om at tekster og tekstfremstilling kan noget som mundtlig fremstilling og de talte ord ikke kan, tror jeg beror mere på traditioner og vaner, end det beror på biologisk eller neurologiske forudsætninger. Hvordan skal Niels Engelsted og andre læreres øvelser med kridt og tavle, som jeg forestiller mig må være ret statiske i deres udtryk og som ofte må indebære at læreren vender ryggen helt eller halvt vendt mod de studerende, nogensinde kunne konkurrere med det udtryk som Niels Engelsted helt sikkert har i sin stemme, sit tonefald og kropssprog når han fortæller filosofiske historier til sine tilhørere. Når Power Points kan være så dødbringende for undervisning, er det efter min erfaring netop fordi de studerende kæmper mellem to vanskeligt forenelige færdigheder, nemlig at læse og lytte, og så vælger de jævnligt at gøre noget helt tredje og stole på at det nok går , hvis de kan få underviseren til at lægge sine power points ud på nettet bag efter.
Jeg tror også, som mange i denne debat, at der er en meget stærk sammenhæng mellem ord og krop i al tænkning og læring. Netop derfor tænker jeg også, at det talte ords kunst og mundtligheden i kommunikationen er så vigtig.
Og takket være de nye billede og lyd medier kan vi se og opleve det talte ord uafhængig af tid og sted, vi kan sende og gemme den og vi kan manøvrere relativt uhindret i dem. Og snart vil vi også være i stand til at sende film direkte uden tidsforskydning i de sociale medier.
Den trykte tekst kan, som mange anførere, mere end det, og jeg vil meget nødig undvære den i mit arbejde, men af den grund ville det jo være tåbeligt at undervurdere de muligheder som de nye medier og det talte ord føjer til. For eksempel, at meget af den spildtid, som mange af os har imens vi transporterer os selv på glimrende vis udfyldes af pod - cast og anden mediebåren tale kommunikation. Og for at en sådan mediebåren mundtlig kommunikation skal være til at holde ud af at høre på eller se på, så kræver det faktisk at den som taler har både narrative, poetiske og sproglige færdigheder, og det er selvfølgelig noget som en ny tids kommunikatører må lære og udvikle, hvis vedkommende vil høres og forstås.
Jeg er ikke bange for en ny analfabetisme, men mere for at vi undlader at forberede vore børn og os selv på en kommunikativ fremtid, hvor levende billeder og talte ord kommer til at fylde væsentlig mere end de gør i dag. For store dele af befolkningen vil mundtlig og visuel formidling bliver totalt dominerende, simpelt hen fordi de er mere anskueligt, mere forståeligt og væsentlig lettere at erindre.
Det talte ords kunst og mundtligheden er jo tilmed ikke et nyt fænomen, men en kunst som bygger på en årtusinde gammel tradition og overlevering, og som også vil kunne honorere en ny tids behov for kvalitet og validitet i oplevelse, erkendelse og læring.

Hovmod

Den gammelkendte dybe forståelseskløft mellem humaniora og naturvidenskab er altid underholdende – tror Jens Peter Madsen virkelig – at man f.eks. kan lære matematik ved bare at glo på underviserens Power Points eller begrave sig i færdigkonfektioneret matematik i cyberspace – uden at fatte en brik af fagets grundlæggende teorier og arbejdsmetoder - eller for den sags skyld – kan lære at stå på ski ved bare at glo på et par brædder – se det er ægte hovmod …

Asger Harlung, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der, hvor jeg kan være bekymret, er hvis alle de andre kommunikationsformer end det skrevne ord kommer til at dominere, fordi det er nemmere, hurtigere, lettere, altså at man springer over, hvor gærdet er lavest, bliver på den ene side af åen, når der skal hentes vand. For så mister man mere, end man vinder.

Anders Feder

Jens Peter Madsen: Det er noget pjat at fremsætte så bombastiske udsagn som at skriftkulturens dominans er "uigenkaldeligt forbi" og at "mundtlig og visuel formidling bliver totalt dominerende" når man ikke kan underbygge det.

Du afslører ikke at have forstået de kommentarer, der er blevet givet ved at henvise til eksemplet med salgsbetingelser som ingen læser. At ingen læser dem skyldes jo at indholdet er langtrukkent og legalistisk. Hvad skulle det hjælpe at nogen læste dem op, så det således ville tage 10 gange længere tid at komme i gennem dem? Det ville da tværtimod have den modsatte effekt at endnu færre ville gide bruge tid på at prøve at forstå dem.

Hvad undervisning gælder er det sigende at næsten alle undervisere der lægger videoer ud på eksempelvis YouTube er nødt til at falde tilbage på en tavle-lignende skriftlig fremstilling. Se eksempelvis det berømte "Khan Academy": https://www.youtube.com/watch?v=AuX7nPBqDts&list=PL301908982CBFE20D

Asger Harlung, Mihail Larsen, Karsten Aaen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, at historiefortælling har været brugt i tusinder af år, og de islandske sagaer blev først skrevet ned lagt senere end skjaldene gik rundt om fortalte og sang dem, det samme gælder Homers græske sagn og fortællinger. Og for den sags skyld de kristne fortællinger om det, der senere blev biblen. Problemet er at fastholde fortællingerne, og det gjorde skriften. Men skriften er langt mere end en arkivfunktion, som også andre har påpeget. Problemet med den mundtlige tradition er desværre, at det mundlige svækkes og nedgraderes, ikke i form af norm eller status, men i form af kvalitet og lyd. Lyt til talen i moderne danske film eller tv-drama-produktioner, man kan ikke høre, hvad de siger. Talesproget er afsnubbet, indeklemt, afsnøret og gemt inde i munden. Ingen vil artikulere og udtale ordentligt og distinkt, derfor svækkes talen som medie.

Niels Mosbak, Asger Harlung og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Det er faktisk et krav til eksamen i dansk at man skal kunne læse pænt og præcist samt flydende op, ligesom der i dansk arbejdes med mundtlig fremstilling. Oftest via mundtlig fremlæggelse af et emne eleverne har arbejdet med i klassen... og enhver god lærer går i dialog med eleverne om deres hypoteser og teorier om det som læreren siger...

Jens Peter Madsen

Kære Jan Weis bagvendt tænkning, hvorfor og hvordan er matematiks grundlæggende teorier og arbejdsmetoder nødvendigvis forbundet med traditionel tekstlæsning. Er det ikke netop forbundet med mangesidige former for anskuelighed og abstraktionsevne. Jeg har ikke talt for Power Points eller færdigkonfektioneret matematik i Cyperspace, hvad det så end er for noget.
Og Anders Feder, jeg beklager at jeg bruger det eksempel med salgsbetingelser, når det kan forstås på den måde. Min pointe var blot at påstanden om at mængden af tekst vokser ikke nødvendigvis har nogen sammenhæng med om det så også faktisk bliver læst, tværtimod er det nu så let at skrive tekst, copy-page og gentage i en uendelighed at mængden blive så uoverskuelig at flere og flere vælger at undlade at læse det. Jeg har ingen barokke tanker om at læse købsbetingelser eller brugsanvisninger op, men blot påpege at kommende generationer finder andre og mere sammensatte måde at afkode deres virkelighed på end ren tekstlæsning.
Eksemplet med Khan Academy fatter jeg ikke pointen i at nævne. Pjat eller ej, så er det med underbygning vel også et spørgsmål om hvilke øjne man ser med. Jeg oplever at min påstand er tydeligt underbygget af den udvikling, som jeg ser i mediebrugen hos almindelige mennesker. Næsten 600.000 eller hver 6. voksne danske læser ikke eller læser så dårligt ifølge en OECD undersøgelse, at de ikke har nogen glæde eller udbytte af at læse. Jævnfør, http://www.sfi.dk/visning_af_nyhedsoverskrifter-5034.aspx?Action=1&NewsI...
Mikael Kongstads argumentation kan jeg ikke forstå som andet end en bekræftelse af vigtigheden og nødvendigheden af en opprioritering af det talte ord og mundtligheden. For det er vel netop et svigt af mundtligheden, som har medført den misere som han taler om, for teknologien i forhold til optagelse og lydgengivelse har da aldrig været bedre end den er nu, eller hvordan ?
Grundlæggende misforståelse, jeg taler ikke om oplæsning af tekster. Jeg taler om det talte ords kunst, som er fortælling, poesi og andre former for talekunst. Det kan godt være kompetent oplæsning og recitation, men det kan også være mundtlig kunst uden et tekstligt udtryk eller forlæg. Og det er netop det, som mange har meget svært ved at forstå, og det på trods af at den tekstbaserede kultur kun har eksisteret og været do0minerende i nogle få århundrede, hvorimod den mundtligt basrede kultur år mange årtusinder bag sig. Tekstkulturen har som sagt haft en meget stor betydning for de seneste århundredes udvikling fordi den har været så hensigtsmæssigt et medie, relativt let at producere og reproducere, let at gemme og let at transportere. De nye digitale medier kan det samme og mere til, for de kan også producere, reproducere, formidle gemme og transportere det talte ord i en mængde og kvalitet, som langt overgår andre tidligere kendte medier. Det talte ord har ydermere mange flere kommunikative og anskuelige elementer, som en tekstbaseret kommunikation aldrig kommer i nærheden af. Og det er ganske enkelt ikke rigtigt, når nogen påstår at den er lettere, mindre sandfærdig, mere uvederhæftig eller hvad man nu kan finde på, for selv den mindste øjenbevægelse eller betonings fald kan afsløre løgn og uærlighed, hvorimod en tekst let kan skjule sine virkelige hensigter og gøres til genstand for spidsfindige fortolkninger og polemik.

Mihail Larsen

Jens Peter Madsen har i al fald ikke forstået mit indlæg

Sprog er er kommunikationsmiddel, men også et refleksivt medium. Det er vigtigt at forstå, at vores sprog ikke bare er signaler, vi sender til hinanden, men også en del af vores egen hjerneaktivitet. Det forstår Jens Peter Madsen slet ikke. For ham handler det kun om kommunikation.

Det sære er, som allerede Aristoteles påpegede i sin "Retorik", at al kommunikation må tage højde for, hvad der foregår i hjernen på tilhørerne. Taleren må tænke sig om, før han åbner munden. Taleren må også belægge sine ord, hvad der er et udtryk for det samme, med psykologisk indsigt. Og han må naturligvis være saglig i forhold til sit emne.

Hvor er det præcis fortælleren Jens Peter Madsen vil korrigere denne kultur?

Henrik Brøndum, Karsten Aaen, Asger Harlung, Jens Peter Madsen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Anders Feder

Jens Peter Madsen: Nuvel, der er da sikkert meget tekst der ikke bliver læst, man hvad siger det om tale? Der er da også meget tale der ikke bliver hørt, eller i hvert fald bliver ignoreret. Eksempelvis kan man trygt ignorere alt hvad Helle Thorning Schmidt siger, for hun henholder sig alligevel aldrig til sagen. Talen er ingen garant for at det talte er værd at høre på.

Med hensyn til Khan Academy var pointen bare at den vel mest kendte organisation hvad angår formidling af undervisning via video stadig bruger skrift som tavle-undervisere altid har gjort - eller mener du ikke "1+1" er skrift?

At hver 6. voksne dansker læser dårligt siger vel næppe det store om hvordan skriften vil udvikle sig. Da skrift begyndte at komme frem i Mesopotamien for nogle tusinde år siden var der vel ikke en eneste dansker der kunne læse. Det var bare ikke en parameter som afgjorde dens udvikling.

Narrativ fruentimmerpædagogik

De undervisningsteoretiske og pædagogiske bekendelser - som her atter en gang er markedsført med mange ord – bekræfter kun de unge mennesker i – at de vil kunne snakke sig fra hvad som helst – og ikke bringe dem ud af den udbredte vildfarelse – at en personlig indsats for at lære noget grundlæggende nyt – lagre nyerhvervet erkendelse og viden i deres procedurale hukommelse – ikke kan betale sig – og derfor springer de over hvor gærdet er lavest – lytter helst til historiefortællinger uden et kommunikativt fællesskab - hvor egen skriftlig og sproglig arbejdsindsats er minimeret – hvor de for en kort stund stimulerer deres deklarative hukommelse – som ikke er nogen egentlig valid hukommelse – men et korttidslager for tillærte virtuelle færdigheder og letfordærvelige spildprodukter uden langtidsholdbarhed – man skal jo bare lige have overstået eksamen – med eller oftest uden retoriske færdigheder til at kunne præstere noget mere …

Når erhvervslivet i dag – jfr. Ingeniøren fra i fredags – stadig savner medarbejdere med god fornemmelse for eksempelvis matematik – matematisk dannelse – skyldes det primært – at hverken folkeskolerne eller gymnasierne arbejder seriøst og professionelt med faget – en Dauerbrenner med 20-30 års luer på lavt intellektuelt blus – med det resultat – at de unge mennesker efterlades i en fatal vildfarelse – at det meste stort set kommer af sig selv – ligesom når de pjatter rundt og Gurgler på nettet - eller på den bærbare får vist matematiske løsninger i obskure hjørner af cyberspace - uden at kunne gøre rede for teorien og de her anvendte matematiske arbejdsmetoder – som de naturligvis til en begyndelse skal hente i dertil egnede traditionelle lærebøger i matematik – og her begynder kalamiteterne …

Oplevelsen hos mange seriøse dyrkere af faget er - at matematik gradvist gennem lang tid bl.a. er blevet udsat for tømning af faglighed – og derved har været med til at skabe det velkendte relevansparadoks - som består i misforholdet mellem på den ene side matematikkens objektive, om end oftest skjulte – relevans for samfundets hele virksomhed – bredt forstået – og på den anden side den subjektive irrelevans – som mange af matematikundervisningens modtagere føler med hensyn til deres egen beskæftigelse med faget – og for at det ikke er rigeligt nedslående i sig selv – så optræder også motivationsproblemet – som forstærkes af relevansparadokset – som består i – at mange elever finder arbejdet med matematik kedeligt, menings- og perspektivløst – eller blot for krævende i f.t. de forventede gevinster ved studiet – så fravalget af faget ligger lige for – og det burde i det mindste afstedkomme nogle pædagogiske advarsler i form af en professionel oplysning – som ingen i dag kan forvente sig at modtage i skolen - hvor resultatet i sidste ende naturligvis bliver – at de unge mennesker fravælger dette grundlæggende nødvendige fag for samfundets videre udvikling – jfr. også Ingeniøren fra i fredags – men hold da op – hvor er de bare gode til at fortælle historier – hvis de da ikke lige slynger om sig med dårlige undskyldninger …

En historiefortælling som den Jens Peder Madsen her har præsenteret kunne - set med nærværende kritiske briller - ligefrem kaldes ekskluderende og et forsøg på at lancere endnu en elitær disciplin uden det nødvendige fundament – et fænomen som også er udbredt i alt for mange af de i dag anvendte bøger om pædagogik – så det er han desværre ikke ene om at kunne præstere – og som du måske kan se – har du ramt lige ned i en af de værste undladelsesynder i den hårdt prøvede danske undervisningssektor – men den pludrende lærerklasse går ufortrødent videre – og med den derved genererede totale passivitet vil den digitale demens og den snigende fordummelse fortsat ramme den håbefulde ungdom med alle disse tvivlsomme pædagogiske tilbud - nu tilsat såkaldt storytelling om – ja, om hvad egentlig – om at de unge snart må indse konstruktivismens tilbud om den selvhjulpne vej til oplysning og selvstændighed …

Nu skal det åbenbart hedde noget fancy noget med narrativ foran eller bagved – så det hele snakker vi os da bare fra - det må lige være noget for fruentimmere og selskabsdamer – men tag det nu ikke alt for personligt … :-)

Apropos bagvendt: Man sætte Ølse for, man sætte Ølse bag, Pølsen beholder dog sin Smag.

Jens Peter Madsen

Det forstår jeg da vist godt Mihial Larsen, men om jeg så forstår at udtrykke det på skrift - det er måske tvivlsomt :-)

Poul Sørensen

Gode illustrationer har altid været en del af det skrevne ord og efter som illustrations kunst er blevet nemere at udgive via nettet, så vil der nok blive et boom på området.
Det skrevene ord vil nok søge, at hæve sin standard og på den måde overleve.
En god bog og en god bogreol vil nok aldrig gå af mode hos den læsende del af befolkningen.

Steffen Gliese

Bare et par enkelte kommentarer: vi havde ikke kendt Homers digtning eller de islandske sagaer, hvis de ikke var blevet skrevet ned på et tidspunkt - og deres form afslører meget tydeligt, hvad en mundtlig tradition kræver for at kunne leve: tricks til at kunne gentage. Der er faktisk en betydelig forskning i mundtlig tradition, som Minna Skafte Jensen har været primus motor for, med baggrund i studier af orale traditioner på bl.a. Balkan.
Skal man fortælle, er det om noget vigtigt, at der på forhånd er proppet i hovedet, så man har ressourcer at tære på i sin fremstilling. Litteraturen er rig på en måde, der måske først langsomt over årene går op for én, og mundtlighed begrænses i hvert fald på et område: at den udfolder sig i realtid og derfor ikke kan trække på kilder i samme omfang som en tekst, hvis ikke fortælleren er meget vidende og retorisk skolet.

Jens Peter Madsen

Det første kan man jo ikke vide helt sikkert, for der er også noget som tyder på at vigtige metoder til at huske og gentage selv meget avancerede mundtlige værker er sat over styr, netop fordi muligheden af at skrive dem ned overflødiggjorde færdighederne. Den store mundtlige fortællekunst har en forbavsende sikkerhed i form og indhold og en forbavsende rigdom af historiske og litterære referencer. Tak for referencen til Minna Skafte Jensen - og jo ellers enig med din pointer om at mundtlig fortællekunst i lighed med god skreven fortællekunst, kræver rigtig meget af sin forfatter.

Søren Kristensen

Tilskyndet af en skole, der gennem hele min opvækst har besunget alt hvad der var bogligt og akademisk, har jeg omsider fået lært at skrive et nogenlunde hæderligt dansk, synes jeg selv. På den baggrund er det enormt ærgerligt at skriftkulturen står for fald. Man kunne jo have spillet rundbold i stedet for at skrive fristil og måske være kommet endnu længere? Nu er man bare gammeldags og pedantisk.

Niels Engelsted

Nationalmuseet har taget historien ud af sine udstillinger om Danmarks oldtid og (på Tøjhusmuseet) Danmarks krige. Der fortælles ingen historie, der vises kun udvalgte genstande smukt opstillet i glasmonstre som på et auktionshus. En museumstradition fra 70' erne, hvor det fortællende og fremstillende var i højsædet, og hvor børn og barnlige sjæler kunne blive draget med af dioramaer og modeller (tænk på Zoologisk museum), er blevet afløst af æstetik og ubevægelighed.

Man kan spekulere på, hvorfor det episke absolut skulle erstattes af det æstetiske, (grunden må være andet og mere end at Mærsk-fonden har betalt nyopstillingerne), men jeg nævner det her, fordi den ulykkelige forandring beviser, at det er kraften og saften i historiefortællingen, der er alfa og omega, når sagforhold skal formidles og forståelse skabelse. Og det er vel også Jens Peter Madsens pointe.

(For at være retfærdig, har de på Tøjhusmuseet en særudstilling, der viser (og hylder) Danmarks krig i Afghanistan. Den er episk og fremragende, og ved sit eksempel viser fattigdommen i de æstetiske opstillinger i den permanente udstilling.)

Henrik Brøndum, Steffen Gliese, Karsten Aaen og Jens Peter Madsen anbefalede denne kommentar

Jens Peter Madsen skrev: "Når Power Points kan være så dødbringende for undervisning, er det efter min erfaring netop fordi de studerende kæmper mellem to vanskeligt forenelige færdigheder, nemlig at læse og lytte, og så vælger de jævnligt at gøre noget helt tredje og stole på at det nok går , hvis de kan få underviseren til at lægge sine power points ud på nettet bag efter."
Går man moderne - altså spidsen af jetjageren efter, ser man (selvfølgelig) PowerPoint-kulturen kritiseret. Ikke for at være Power Point, men for at være dårlig kommunikation. Og der er i titusindvis af anvisninger på, hvordan man bør arbejde med Power Points, som fortællingsunderstøttende - altså lidt ligesom vignetter i en børnebog. De, der virkelig tager Power Ponit alvorligt, fordi det er dét medium, der dominerer deres verden, er maget kritiske - og kreative på, hvordan et Power Point foredrag skal sættes sammen. Min pointe er, at Madsen trækker dårlige Power Points frem som trækhest for en kritik af fortællekunsten, som ikke holder.
Og .. også i nutiden hard care reklamebranche ser vi igen og igen - content som det centrale begreb, og storytelling som et blandt felre vigtige redskaber. Vi ser video-stories afløse periodisk, men igen man vender tilbage til fortællingen - i levende ord og på skrift. Sådan er det i den verden der balancerer mellem suggestion og information.
Så. Madsen. Research research. Det er grundlaget for al god journalistik, videnskab og tale.

Sider