Klumme

Tør Enhedslisten kræve lønnedgang?

For at bekæmpe den natur- og dermed samfundsnedbrydende ’vækstideologi’, som regeringen endnu engang har underkastet sig i sine aftaler med Venstre
Debat
24. juni 2014

Som Lars Trier Mogensen skrev i sin kommentar »Venstre har stadig bukserne på« her i bladet i torsdags: »Indholdet i den nye vækstpakke udstiller, at Venstre har vundet kampen om at sætte den ideologiske dagsorden.« Det har Løkkes parti bl.a. ved, at »den mest skelsættende effekt af ’vækstplanen’ kan vise sig at blive bruddet med ideen om, at grøn regulering kan fremprovokere nye job i energiteknologiske iværksættervirksomheder. Sænkelsen af PSO-afgiften og udskydelsen af havvindmølleparken ved Kriegers Flak er et symbolsk brud med den kurs, som SRSF-regeringen hidtil har forsøgt at føre«.

Eller med Jørgen Steen Nielsens ord i samme avis: »Oven i en politik, der har resulteret i et faldende grønt skattetryk siden år 2000 og i den nuværende regerings tid reducerede eller helt droppede afgifter på affald, emballage, spildevand, flyrejser og lastbiltrafik samt en aflyst betalingsring« handler det på kort sigt for regeringen, »om man kan holde forligsparterne SF og Enhedslisten i ro ved blot at give dem en garanti for klimamålene. Men på længere sigt er regeringens udfordring, om man i forhold til vælgerne kan blive ved at sætte vækst, konkurrenceevne og hensyn til erhvervslivet øverst uden at sætte, hvad der måtte være tilbage af den oprindelige grønne troværdighed over styr.«

På Enhedslistens egen hjemmeside bliver spørgsmålet (eller rettere: spørgsmålene) foreløbig besvaret med et krav om en »grøn tillægsaftale«: »Vi synes det er rigtig ærgerligt, at regeringen har valgt at lave en ensidig aftale med Venstre, der gør det billigere at forbruge energi. Men en tillægsaftale i en anden forligskreds kan sikre, at de grønne målsætninger (om at reducere CO2-udslippet med 40 pct. i 2020) alligevel opretholdes,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Og når EL ikke bare insisterer på det indgåede energiforlig, så regeringen må opsige det med den konsekvens, at det nye forlig med Venstre først kan gennemføres efter et nyt folketingsvalg, skyldes det, at Enhedslisten udtrykkeligt ønsker at forblive i energiforliget. For »det er et selvstændigt mål for os at sikre, at der også fremover er en skarp grøn stemme omkring forligsbordet«, understreger Schmidt-Nielsen.

Evig strid

Så vidt så godt – eller skidt. Afhængig af, om man nu foretrækker de helt rene – rent grønne – hænder, eller om de trods alt må tilsmudses. Med et vist fortsat overforbrug af naturmaterialer og ødelæggelser af klimaforhold. Mod til gengæld at opnå af en vis grad af indflydelse på de herskende forhold i jern-, landbrugs- og digital-industrien. Denne evige strid, diskussion, afvejning enhver er undergivet, der ikke kæmper blot for at opnå egen magtfuldkommenhed eller egen absolut frelsthed, men som arbejder for en sag, der for at opnå fremgang også kræver kompromisser og – mere eller mindre indordning under ikke optimale betingelser: De både rødt og blåt herskende krav om evig, ubegrænset økonomisk vækst.

Kritik af vækst

Hvormed vi atter er tilbage eller fremme ved det epokale skridt af virkelig bevægelse, som Enhedslisten foretager, når partiet i sit nye principprogram konstaterer, at »det ikke er muligt at afkoble vækst i ressourceforbrug og miljøbelastning fra den økonomiske vækst. Satsningen på ’grøn vækst’ har til formål at skabe nye, profitable markeder og undgå det nødvendige opgør med den globale vækstøkonomi. … Vi befinder os nu i en systemkrise, hvor flere kriser er vævet ind i hinanden: finanskrise, energikrise, fødevarekrise og klima- og miljøkrise. Den globale økonomi har nået en størrelse, hvor det globale og lokale miljø undergraves på bekostning af menneskers levevilkår og overlevelsesmuligheder.«

På hvilket grundlag lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet Peter Nielsen i Informations kronik dagen før Trier Mogensens og Steen Nielsens betragtninger konstaterede, at »Enhedslisten er det eneste parti med en klar kritik af økonomisk vækst (Peter Nielsen ignorerer åbenbart Uffe Elbæks Alternativet, el), og den kritik præger delvist deres retorik og principper.« Men så smed lektoren bomben: EL’s »konkrete politiske forslag peger ofte i den helt modsatte retning. Hvis Enhedslisten fik sin vilje, og der blev brugt mange flere penge i den offentlige sektor, samt givet et markant økonomisk løft til de fattigste i samfundet, så ville vi meget hurtigt komme til at se et økonomisk opsving. Enhedslisten har Folketingets mest vækstfremmende økonomiske politik ...«

Enhedslisten må svare for sig selv. Her skal blot mindes om, at Johanne Schmidt-Nielsen til den danske verdenspresse syntes at vedkende sig udfordringen, da hun erklærede: »Målet for os i den rigeste del af verden bør ikke være lønstigninger.« Men lønnedsættelser? Med udsigt til, at aktionærerne bare render med endnu højere profitter? Går jo heller ikke.

Hvad går så? Et spørgsmål selv toneangivende økonomer såvel som almindeligt dødelige magthavere snart må i gang med at give konkrete svar på. Hvis der for alvor skal brydes med den ’ideologiske Venstre-dagsorden’, som SR-regeringen endnu engang har underkastet sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er nu svært forståeligt, at EL absolut skal nævnes i samme åndedrag som SR-regeringens seneste politiske bedragerisag – hvad stikker mon under – Larsen må gerne svare for sig selv …

Claus Jensen

Information fortsætter sin serie af usammenhængende, pinligt dårligt argumenterede, pointeløse debatoplæg - foruden hetzen mod EL naturligvis.

Lad os bare tage den knock-out, den haymaker, den uendeligt snedige, gotcha, touché, skakmat puncline, som begejstrede en eller anden på redaktionen så meget, at den partout skulle fremhæves i overskriften:

Enhedslisten må svare for sig selv. Her skal blot mindes om, at Johanne Schmidt-Nielsen til den danske verdenspresse syntes at vedkende sig udfordringen, da hun erklærede: »Målet for os i den rigeste del af verden bør ikke være lønstigninger.« Men lønnedsættelser? Med udsigt til, at aktionærerne bare render med endnu højere profitter? Går jo heller ikke.

Ja naturligvis må skribenten, smågnæggende så den hyggelige pibe vipper op og ned, overlade svaret på hint uløselige dilemma, han har fanget Enhedslisten i, til partiet selv at rode sig ud af.

For når Enhedslisten tale om lønnedsættelser i disse neoliberale tider, mener de naturligvis, at den menige arbejder skal gå ned i løn, således at der kan blive mere tilovers til kapitalisterne. Kan det overhovedet forstås anderledes - f. eks. sådan at de rigeste også gik ned i løn? Eller at det, der bliver foreslået, set i sammenhæng, er en omstilling til at tænke i værdier, kvalitet og indhold, således at vi kan få mere for mindre?

Lighed som ideal, perish the thought! og for Ejvind Larsen er tanken tydeligvis allerede død.

Neoliberale tider er postmoderne tider, langtidshukommelsen blot en klods om benet og mening en valgfri størrelse, som tilsættes efter lyst og evne. Så hvorfor bekymre sig om sammenhæng, når man kan få en artikel i avisen ved at sætte soundbites sammen i pænt ordnede paragraffer med lige mellemrum, and look clever doing it?

Lasse Damgaard, Flemming Scheel Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Claus Jensen, jeg synes, du skulle lade være med at udtale dig så skråsikkert om et menneske, Ejvind Larsen, hvis værdier og drømme, du tilsyneladende slet ikke kender til.

Flemming Scheel Andersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Det er ikke første gang, lønnedgang bringes på bane. Skæv tanke, men netop derfor værd at se nærmere på.
Hvem vil have mindre? Ingen mig bekendt, i hvert fald kun frivilligt fx ved at stige af ræset, som det hedder. Her er der tale om en generel nedgang, ikke for at blive fattigere, men for gennem færre penge, nedsat forbrug og et roligere liv at skåne naturen. Vores overlevelse.

Vækstideologien, for nu lige at tage den først, siger, at når vi nu en dag er blevet rigtigt rige, så har vi penge til at opfinde en masse snilde mekanikker, der bruger færre resourcer og gør livet lettere. Hvad vi skal bestille 'i det lette liv', melder historien ikke noget om. Man skulle ellers tro, at i hvert fald socialdemokraterne, der har brændt fingrene en gang før, havde lært, at man ikke kan påtvinge 'folket' kultur, når det hellere vil have materialisme.
Vækstideologerne holder en temmelig lav profil, når det gælder om at fortælle, hvad vi skal med væksten, så det hedder åbenbart to sommerhuse - eller tre hvis man har to i forvejen. Besiddelser! Men vækst er lig med ødelæggelse, når alle skal være meget rige.

Vækstideologerne skal tvinges ind i en livsfilosofisk debat, men det er svært, når de ikke kan og heller ikke kan lide det.

Tilbage til nedgangen af bjerget. Hvis det er fagforeningerne, der skal kræve det, har det lange udsigter.
Hvad er i øvrigt perspektivet? Citaterne i artiklen siger samlet, at vi ikke har råd til miljøhensyn (til at redde kloden). Befolkningen vil hellere gå vækstplanken ud.

EL får man ikke til at kræve lønnedgang og heller ikke Alternativet. Sidstnævnte kan gøre det i praksis, og det er her, kunststykket skal udføres. Alternativet skal vise vejen til et andet liv, et andet samfund, til overlevelse, livsfilosofisk indhold (gode diskussioner), nedgang trin for trin ad den økonomiske trappe indtil vi havner på det niveau, hvor menneskelivet (dyre- og plantelivet) har mulighed for at fortsætte. Til den tid har vi ikke blot to eller tre (sommer)huse at vælge imellem, men uendeligt mange, og vi bruger dem, for vi er på det sted, hvor vi får noget ud af livet.

Lasse Damgaard, Rasmus Kongshøj, Torsten Jacobsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Claus: Al den papemballage og det engelske indpakningspapir, du dog bruger om den lille ært, du kommer med... Hvad er det egentlig, du taler for?

Karsten Olesen

Når det er malplaceret at kræve nedgang for andre end de højeste lønninger, skyldes det, at leveomkostningerne i Danmark overvejende er bestemt af belåningen af boligmassen.

Huslejerne kan - for mange - sluge op til 2/3 af lønnen efter skat.

Huslejen går til renter og afdrag på obligationslån.

Obligationslånene i boligmassen uddgør flere tusinde mia.

Den overvejende del af disse er ejet af forsikringsselskaber, banker, pensionsselskaber og -kasser - som altså er modtagere af huslejerne.

En lønsænkningsstrategi - jvf Corydons - ville altså føre til boligkrak og konkurser, der ville ramme kreditforeninger og forsikringsselskaber.

På det tidspunkt ville han sikkert blive udskiftet.

Heinrich R. Jørgensen, Tue Romanow, Lasse Damgaard, Rasmus Kongshøj, Kim Houmøller og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

John Hansen:

Jeg udtaler mig ikke om drømme og værdier og heller ikke ud fra et ønske om billig partipropaganda på ELs bekostning, men om intellektuelt indhold. På den baggrund, og hvis man skal efterkomme Niels-Simon Larsens ønske om, at emballagen skal svare til indholdet, har jeg allerde brugt meget mere spalteplads på jer begge end kan forsvares.

Claus Jensen

Undskyld, John Fredsted var det.

John Fredsted

"Men på længere sigt er regeringens udfordring, om man i forhold til vælgerne kan blive ved at sætte vækst, konkurrenceevne og hensyn til erhvervslivet øverst uden at sætte, hvad der måtte være tilbage af den oprindelige grønne troværdighed over styr," citeres JSN.

Jeg hælder nu til den anskuelse, at flertallet af dem, der stemte den nuværende regering til magten, ikke gjorde det så meget af hensyn til det grønne, men snarere - helt forståeligt, isoleret set, bevares - i forventningen om, at alle dem, der under VKO havde festet i et helt årti, nu skulle betale regningen herfor. Det blev som bekendt ikke tilfældet, tværtimod, og det er i mine øjne altovervejende det, frem for slækkede grønne ambitioner fra regeringens side af, der sikkert vil sætte den fra magten ved det kommende Folketingsvalg.

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Åh, Claus, giv os endelig et eksempel her på intellektuelt indhold. Det tvivler jeg stærkt på, at du kan. Der er nok for lidt plads. Din type kræver en hel bog. Dem er der skrevet mange af, og alligevel befinder vi os der, hvor EL er udenfor, og kun kommer ind, hvis de slækker på kravene.

Desuden skriver du ud fra vrede. Den har du leveret, og så har du ikke mere at sige.

Niels-Simon Larsen

@Karsten O: Ja, sikke en redelighed. Hvad synes du så, vi skal gøre? Stemme på EL?

Torsten Jacobsen

Kan man ikke sige at i et 'klassisk venstreorienteret' perspektiv er omfordeling et spørgsmål om retfærdighed, mens det 'grønne' perspektiv, som bl.a. manifesterer sig i Alternativet, ser omfordeling som en pragmatisk nødvendighed?

Selv om jeg selv har rod i den klassiske venstrefløj, hvor omfordeling først og fremmest er et spørgsmål om retfærdighed, dvs. i bund og grund et moralsk spørgsmål, så ser jeg et større potentiale i det 'grønne' perspektiv: Af rent pragmatiske årsager, er det ikke længere muligt sammenhængende at argumentere for, at en stadig stigende materiel velstand (mere i lønningsposen) er en farbar vej fremad. Af samme grund er vækstideologer og forbrugsjunkier nødt til at negligere eller helt lukke øjnene for ganske alvorlige miljøproblemer, når de hævder vores allesammens (moralske?) ret til at forbruge hvad vi vil, og så meget vi vil.

Og det 'grønne' perspektiv er ikke alene om at pege på nødvendigheden af et radikalt brud med kapitalismens 'livsfilosofi'. Af pragmatiske årsager, ikke moralske:

Til eksempel kan jeg nævne forskning fra USA, som peger på at børns tidlige opvækst i et miljø præget af stress, har overraskende stor betydning for deres helbredstilstand som voksne. Studier i 'Adverse Childhood Experiences' (ACE) underbygger et pragmatisk (der er selvfølgelig også en moralsk dimension) argument for, bvorfor det er afgørende nødvendigt at skabe samfundsstrukturer der muliggør en 'stress-fri' tilværelse for voksne, således at de ikke viderefører/påfører deres stress og de dertil hørende negative helbredsmæssige konsekvenser (både fysiske og psykiske) til den næste generation.
www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/

Den moralske kamp er tabt. Den gik endeligt til grunde i postmodernismen, men var måske allerede tabt i sit udgangspunkt. Moral er en tro, og neoliberale og socialister er lige i den.

Den kamp vi står midt i, er for mig at se en ny, spirende oplysningstids fødselskamp. De gamle skyttegrave kan ikke graves dybere, eller udbygges mere. De tjener ikke længere noget formål, for kampen er flyttet et helt andet sted hen. Jo før 'den klassiske venstrefløj' opdager det, jo bedre.

Lasse Damgaard, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Et bud på hvordan ACE kan anvendes til systemkritik:

http://youtu.be/0QbAR6x7nGc

Steffen Gliese

For mig handler det om at producere og omfordele tilstrækkeligt og absolut ikke mere, fordi den væsentligste værdi for mennesker er den frihed til at udvikle sig, deltage i og øve indflydelse på fællesskabet og egne vilkår, der kræver samfundsengagement, men til gengæld også minimerer den indsats, den blotte eksistens kræver af os. Frihed er at bestemme selv, og derfor skal det naturnødvendige minimeres til fordel for de ovenfor omtalte aktiviteter. Løse vi disse opgaver i fællesskab, kommer det hurtigere fra hånden, så vi kan gøre alt det andet.

Flemming Scheel Andersen, John Fredsted, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg synes, Torsten liner det fint op, som et spørgsmål mellem klassisk, rød omfordelingspolitik og en grøn nødvendighedspolitik. Hvis vi ikke totalt ændrer kurs nu, bliver der en dag ikke noget at fordele. Det bedste fra socialismen er indeholdt i den grønne tankegang.

For at gennemføre det kommunistiske samfund skal der være en arbejderklasse, og det er der ikke mere. Hvor mange af de få arbejdere, der er tilbage har klassebevidsthed? Hvor mange af dem kan lede et moderne samfund? Hvor mange af dem kan bruge et gevær ved en kommende revolution uden at skyde sig selv i foden? Den nuværende venstrefløj er pacifistisk. Stadig er man fattig på tanker om, hvordan der bliver at leve i et socialistisk samfund.

Vi skal føre den politik, der kan vinde flertallet og samtidig være et tankefællesskab. Det er udmærket at afskaffe religionen, men da de fleste godt kan lide tanken om en kærlig gud, skal der sættes noget op, der banker religionen. Det skal være det sociale samvær, så det skal vi til at opfinde.

EL får aldrig flertal. Det kan vi lige så godt se i øjnene. Derfor skal der noget andet til. Vi må simpelthen til at tænke forfra. Det er Alternativet for mig.

Kristian Kjær Karlsen, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Simon Larsen,

I dette spørgsmål er vi som Ike og Mike: We think alike!

Med andre ord: jeg er fuldstændig enig med dig: tankefællesskabet, et nyt socialt fællesskab. Det er det fundament, som fremtidens bæredygtige samfund må bygges på. Det er illusorisk at tro, at 'den store omstilling' kan gennemføres, på et løfte om 'mindre brød, men bedre samvittighed'. 'Hvad får jeg ud af det?' Er et fuldstændigt rimeligt spørgsmål at stille, hvis man bliver bedt om at lave radikale ændringer i sin måde at gå til livet på. Enhver progressiv, bæredygtig politik må i selve sin 'praksis' vedvarende producere svaret på dét spørgsmål. Alternativet forsøger så vide jeg kan se, at gøre netop dette. Om det lykkes er usikkert, men der er ingen skam i at være blot én sten i et endnu ufærdigt fundament.

Kristian Kjær Karlsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

I mine øjne er det middelklassen, der sidder med nøglen til en anden indretning af verden, thi underklassen (et så nedværdigende begreb) har ikke nogen reel indflydelse (og mange eller de fleste har ej heller overskud til at tage kampen op), og overklassen er med få undtagelser, så som Gates og lignende rigmænd, der donerer penge væk, aldeles uden for pædagogisk rækkevidde. Men forandring hos middelklassen kommer vi i mine øjne til at spejde længe efter, for livet, som det er for dem i dag, med alle dets muligheder for at udfolde sig materielt forbrugende, er for narkotisk godt til frivilligt at afstå. Og en oplysningskampagne, som Torsten synes at efterlyse, kommer i mine øjne også til at fejle: Man vil fortsætte med at underkende de videnskabelige autoriteter og i stedet nære lige præcis de illusioner, der skal skabe ro i hjernekassen, også når man som forælder sidder og kigger sit barn ind i øjnene.

Niels-Simon Larsen

Da stalinismen havde kronede dage, sammenlignede modstanderne den med den katolske kirkes opbygning. Begge rene pyramidalske konstruktioner.
Jeg kan ikke lade være med at sammenligne EL med folkekirken. Der er den samme ideologisk/teologiske palaver om, hvad man kan tillade sig at tro på uden at være helt ude i hampen. Der går megen tid med det.
Der er desuden noget, man ikke kan slippe. En tanke, en stor ide, noget afgørende, en følelse af at tilhøre noget større. Fint nok, men hvorfor skal det spænde ben for nogle realiteter om, hvor vi er på vej hen? Kristne har Gud som nr. 1, naturen som nr. 2. EL har socialismen som nr.1 og naturen som nr.2 (ellers var de jo gået over til Alternativet).

Derfor siger jeg til helvede med Gud og socialismen. Vores grundsynspunkter skal vi kunne leve for, ikke kun dø for. Hos højrefløjen er der ingen hjemme. Der står bare et par små sko i entréen. Vi må til at opfinde en ny tænkemåde, hvor alt driver på planetens overlevelse. Alt, hvad der driver på Kristus, skal med, sagde Luther om bibeloversættelsen, og den vending kan vi bruge på naturen. Det er det, der ikke er gået op for andre partier end Alternativet.

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

I Buddhismen starter vejen til åndelig oplysning ved meditation over livets 2 grundvilkår: 1. Vi skal med sikkerhed dø. 2. Vi ved ikke hvornår det sker. Det lyder jo svært deprimerende, men begge forhold peger på et fuldstændigt grundlæggende karaktertræk ved verden: forandring. Alt forandrer sig.

Hvis man forsøger at klynge sig til noget, at finde et fast holdepunkt i denne verden, så er der kun dette ene, uforanderlige faktum: altings foranderlighed.

Forsøger man at fastholde noget, fører det til lidelse. Det gælder for både glæde og sorg. Det gælder også for både håb og håbløshed. Forstår du hvad jeg sigter til? ;)

Grethe Preisler

Kære John Fredsted,

frisk mod, du haver intet ondt bedrevet. Gammel kærlighed ruster ikke, og Ejvind Larsen er en kær gammel nisse, som p.t. træder en nydeligt menuet omkring den varme radikale grød, 'Alternativet' disker op med på Christiansborgs Slotsteater. Men, ak og ve, på rænker han sig aldrig forstod, det har han tit betalt med sit dyreste blod.

Så digt blot i guds navn lidt silke, om 'Uffemands' pibestilke. Værre end det er, kan det alligevel dårligt blive.

Michael Kongstad Nielsen

Altså, jeg forstår det sådan, at: Enhedslisten (og Alternativet?) går ind for et opgør med den globale vækstøkonomi. Man må gå ud fra, det også gælder lokalt. Samfundet skal ikke længere stræbe efter økonomisk vækst. Heller ikke vækst gennem økonomisk "grøn" vækst, selvom "grøn" udvikling, der fremmer hensynet til klima og miljø, må være absolut acceptabelt, når bare man ikke tror, at det forlænger vækstøkonomiens levetid.

Hvad skal vi så gøre, for at vende skuden og begynde omstillingen mod nul vækst eller minus vækst? (PS., jeg mener Peter Nielsens pointer om, at EL´s konkrete politik trækker i den forkerte retning (giver mere vækst), er direkte forkerte. Det er tale om fordelingspolitik, hvor de øgede offentlige udgifter til de fattigste i samfundet skal modsvares og finansieres af flere skatteindtægter fra de rige, og færre udgifter til de samme rige).

Men hvordan skal man gøre? Og ja - hvorfor ikke lønnedgang? Kontrolleret selvfølgelig, reguleret og aftalt. Og som noget nyt: - kompenseret ved medejerskab. I modsætning til bornholmerne, der bare skulle gå ned i løn, bør der være tale om medejerskab i en eller anden forstand. Pengene puttes i en fond, der får aktier eller andelsbeviser i virksomheden. Og medarbejderne får efterhånden væsentlig eller bestemmende indflydelse. Der skulle være masser af muligheder i en sådan fremtid, hvor målet stadig er nul vækst, og lønnen går som sagt ned, så forbruget også må gå ned, og hele samfundets aktivitet dæmpes på den måde.

Niels-Simon Larsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten Jacobsen: "Forstår du hvad jeg sigter til?"

Jo, jeg har da en idé: mit holdepunkt er håbløsheden (for det er mere velkendt for mig, end håbet er). Tænkte du på noget andet, så fortæl mig det dog gerne, så jeg ikke skal gætte :-).

Og så lige en erkendelsesfilosofisk krusedulle på den med "Alt forandrer sig": Det er vel ikke rigtigt. For eksempel vil 2 + 2 = 4 altid være sandt, og 2 > 3 altid være falsk. Ligeledes vil udsagnet "Dette udsagn er falsk" altid forblive et paradoks, fordi det kun kan være sandt, hvis det falsk, og omvendt. Man kunne indvende, at det er fordi der er tale om abstrakte matematiske/sproglige begreber. Nuvel, så lad os kigge på materien: Alle elektroner er fuldstændig uskelnelige, og ligeledes gælder for enhver anden elementarpartikel, så der er noget i materien, der er konstant. Det er i hvert fald, hvad vores bedste teorier, kvantefeltteorierne, samt deres massive empiriske verifikation synes at sige.

Niels Engelsted

Det er klart, at hvis man skærer kraftigt ned på eller helt fjerner velfærdsydelser, og samtidig halverer de arbejdendes løn, så falder forbruget, og dermed væksten, også selv om de riges profit svulmer, så de kan købe flere luksussting og herregårde.

Ekstrem neoliberalisme kan derfor opfattes som den mest effektive grønne politik.

Problemet er selvfølgelig, at underklassen (Fredsteds betegnelse) ikke kan forstå nødvendigheden, og derfor skaber vanskeligheder. Ak, ja.

Torsten Jacobsen, Claus Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Niels Engelsted - er det den politik, du finder i Enhedslistens principprogram? Eller i Johanne Schmidt-Nielsens udtalelse: »Målet for os i den rigeste del af verden bør ikke være lønstigninger.«

Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til forandring, så skal den nok komme, er jeg enig med Torsten Jacobsen i, men Fredsted afviser det vel heller ikke. Kun er narkoen i øjeblikket for euforiserende for middelklassen, og udsigten til den kolde tyrker for grim. Men nedtrapning kombineret med nye trends kan sagtens tænkes, når vandet står i kælderen og stormflods- eller skybruds-forsikringen ikke dækker.
Og hvis jeg må snakke med på de lærdes felt, så er elektroner og andre elementarpartikler nok uskelnelige og konstante, men de bevæger sig dog. Nogle mere end andre. Og pludselig "eksploderer" de. Eller hvis man gnider er stykke rav, ordner elektronerne sig på en ny måde, og elektricitet gennem en ledning kan få en metalnål til at bevæge sig, så mere uforanderlig er verden heller ikke.

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis (i går 22.06): så vidt jeg forstår det, er pointen i at Ejvind Larsen trækker EL ind i sammenhængen med regeringens vækstpakkeaftale med Venstre, at pakken strider mod tidligere indgåede energiforlig, som EL er med i, og da EL tillige er parlamentarisk grundlag for regeringen, kunne EL insistere på, at energiforliget går forud, og så kunne regeringen opsige det, men risikere livet. Og ingen skal få mig til at tro, at Venstre vil holde hånden under SR-regeringen, hvis EL trækker den parlamentariske støtte. Så på den måde er det relevant at betragte EL´s vækstpolitik set i forhold til regeringens.

Flemming Scheel Andersen

Grundlæggende er problemet omkring økonomi ikke forståeligt fordi vi bruger en forkert værdimåler.
Som i alle andre sammenhænge.

Vi bruger kroner, men værdien er tid.

Da denne krise indtrådte, som alle kriserne før denne, var problemet ikke økonomisk formåen, men tid før den ønskede tilstand var opnået.

Vi kunne til eks. have valgt værktøjet devaluering, hvilket havde som vigtigste gavnlige egenskaber:
Vi havde ikke behøvet at ændre radikalt i vor hidtidige samfundskonstruktion, ...før vi havde haft en grundig og saglig debat om det ønskelige heri.
Vi havde sikret at ikke kun de svageste indkomster, men alle indkomster kom til at bidrage efter hidtidig evne, med samme procentvise tab af betalingsevne. Selvfølgelig stadig med den konsekvens at det er sværere at bære tab jo mindre man har, men med den gevinst at alle kom til at bidrage.
Vi havde uden at ændre vor samfunds struktur, skaffet os TID til at overveje om vækst, materiel velstand, eller stærk samfunds struktur var den ønskelige vej at bevæge sig fremover.
I mellemtiden havde vi styrket vor konkurrenceevne uden at svækket vore samfunds strukturer i panik.

Det kan sagtens være at en moden overvejelse havde medført andre erkendelser, end de nuværende udstødelser af svage grupper, og at øget vækst uden mål for miljøbelastning og yderligere svineri ikke var ønskeligt, hvis tiden til overvejelse og eftertanke havde været tilgængelig
Disse valg har bare aldrig været tilgængelige for vælgerne, fordi "den nødvendige politik" tager udgangspunkt i en ligegyldig målemetode af almen, statslig, demokratisk, individuel værdinorm, som udelukkende går ud på, hurtigst muligt, at tilfredsstille andres forventninger om vore handlinger og økonomi.

Tilbage står vi så, på baggrund af forhastede beslutninger, med et voldsomt svækket samfund, der er i voldsomme problemer i lang tid fremover på trods af en overvældende rigdom, som vi ikke magter at fordele og derfor ikke kan have nogen glæde af.

Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vækst eller ikke, lønnedgang eller ikke? Det drejer sig om, hvad vi vil opnå med det. Vil vi en bæredygtig verden og et bæredygtigt samfund, må vi tage det, der følger deraf.
Sådan en som Slavoj Z har tidligere givet udtryk for, at man kan blive nødt til at indføre en slags grønt diktatur. Det kommer selvfølgelig ikke, fordi der sidder nogle grønne strateger med briller på med små runde glas og regner noget ud, men den dag kollapset indtræffer. Det bliver så en nødvendighedens politik, dog ikke den som blå Bjarne og lyserøde Helle snakker om nu. Til den tid vil en samarbejdets ånd opstå ledet af såkaldt ansvarlige politikere, der aldrig har kunne forstå et vink med en rigtig grøn vognstang, men nu pludselig kan optræde i frelserrollen. Bare for sent. Det er der, vores problem ligger. Når enhver abe kan se, at der skal gøres noget, er det for sent.

Spørgsmålet er så nu, hvad vi gør i mellemtiden ud over at være til grin som en slags tilbagetogets helte? Lønnedgang vil ikke kunne fremsættes i noget respektabelt forum (Inf. undtaget, men under Frie ord). Ethvert forslag om nedgang af noget som helst – UD! Stop for nye motorveje? UD! Det går ikke med stop for noget, som befolkningen elsker. Stop for motorløb? Ha, Ha!

Jeg klynger mig til det halmstrå, der hedder det bæredygtige samfund. På Folkemødet var der en ung pige, der spurgte mig, hvorfor jeg var med i Alternativet, da jeg bad om hendes underskrift. Jeg sagde til mig selv, at hun skulle have kniven, så jeg sagde: “Vi kan ikke fortsætte med det materialistiske samfund, hvor det hedder vækst, vækst. Vi bliver nødt til at lave et mere menneskeligt samfund”. Miraklet skete, og hun skrev under. Det er den breche i muren, jeg håber udvider sig nu, først hos de unge, der føler livet som mere end et exel ark, og dernæst hos bedsteforældregenerationen.

Torsten Jacobsen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Jeg ser desværre ikke noget håb for en fornuftspræget beslutning truffet af det nuværende system, for en mulighed længere.
Bæredygtighed, miljøhensyn og fornuftige beslutninger i forhold til virkelige, holdbare værdier i individers tilværelse indtræffer når de påtvinges af omstændigheder og tilfældet.
Der er utallige indikatorer for vort "systems" totale fallit, at tiltro til og engagement i, en forventelig fornuftsbetonet udvikling ikke er mulig før tvang fra de naturlige systemer indtræder.
Sagt med andre ord, så skal der være penge i lortet før ændringer indtræder til gavn, endnu engang, for de få.
Eller kan incitamenter ikke findes og oplysning vil drukne i angst for tilbageståenhed i forhold til andre, være større end enhver reaktion på faktiske oplysninger.

Niels-Simon Larsen

@Torsten: Kender du, Befrielsens Juvel? En grundbog om buddhismen skrevet i 1100 tallet. Her får man en ordentlig røvfuld belæring i, hvad buddhismen er. Fantastisk bog, men også skræmmende. Det er som om, buddhismen altid ligger og lurer i baggrunden af mange debatter, uden folk ved af det.

Nej, der er ikke noget godt. Det hele er noget lort, man kan bare åbne øjnene og se på verden.

For mig er det rart at vide, hvad buddhismen er ud fra en stor tænker og praktiker, Gambopa, når vi nu ikke har noget fra hestens egen mund. Buddhismen er ikke til at have med at gøre, og alligevel kommer jeg altid tilbage til den pga. dens dybe medfølelse, der dog ikke skal forstås som medlidenhed, men medfølelse med dem, der endnu ikke er gået ind i strømmen. Sky det onde, gør det gode og rens sindet, som det hedder. Det onde er det, der leder væk fra Buddha, og det gode det, der søger tilflugt. Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det til noget, men jeg kan altså heller ikke lade det være.

Buddha ville nok ikke være miljøaktivist i dag. Jeg tror bare han ville sige, at hvis vi ikke ville fortsætte i lidelsens hjul, kunne vi jo bare lade være. Buddhisterne jonglerer med menneskealdre og årtusindender eller årmillioner. De er virkelig ekstreme, og jeg vil ikke kalde mig buddhist.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon Larsen siger: "... Lønnedgang vil ikke kunne fremsættes i noget respektabelt forum. ..." . Nej, det støder mod alle tænkelige automatreaktioner fra de respektable venstreorienterede, som selv har deres på det tørre (så længe det varer). Det ser man allerede her i denne respektable tråd, hvor gamle kommunister og andet godtfolk straks får skråen galt i halsen, og giver hunden et hold kæft bolsje. Lønnedgang er i strid med alle dogmer, ligesom nul vækst er strid med alle dogmer. Faktisk burde man rekvirere Paven til at ekskommunikere alle disse mafia-agtige debattører, der foreslår så kætterske ting som lønnedgang, min bare løngang, og ingen af disse dogmatikere orker at tænke lidt mere over idéen, de skal ind og gennemse deres dagsaktuelle børs-portefølje.

Torsten Jacobsen

Niels Simon Larsen,

Nej, men den er da hermed skrevet på læselisten :)
Jeg skal skynde mig at understrege, at jeg ikke er buddhist, og at jeg ej heller kan prale af stor indsigt i denne religion. Men jeg kan godt genkende det, når du skriver at buddhismen altid ligger og lurer som resonansbund for debatter, der på overfladen intet har med religion eller spiritualitet at gøre. Min vej til en gryende interesse for netop denne religion er således gået gennem (kognitions)psykologien, hvor man nærmest skal være blind for ikke at se samklangen med buddhistisk tænkning.

I øjeblikket læser jeg med stor interesse 'The Tibetan Book of Living and Dying', skrevet af Sogyal Rinpoche. Puritanere vil sikkert kalde det for 'Pop-Buddhisme', men det er nu ikke mit umiddelbare indtryk. Når jeg er færdig med den, vil det samlede indtryk afgøre, om jeg tør give mig i kast med mere primære, religiøse tekster. Bogen har den store fordel at den er henvendt til et vestligt publikum, som ikke er bekendt med andre civilisationers tænkning. Desuden kan man finde den online, gennem en simpel google-søgning :)

John Fredsted,

Jeg burde have skrevet 'du ved hvad jeg sigter til', den anden formulering lød lidt for kæk, også i mine ører. Jeg beklager :)
Hvad angår paradokser, så forekommer det mig intuitivt, jo ældre jeg bliver, at de altid markerer et forhold der er værd at beskæftige sig mere indgående med. Jo flere paradokser man kan rumme jo bedre, tror jeg.
Hvad angår fysikken, så er du garanteret væsentligt bedre kvalificeret til at få begreb om hvad dét går ud på. Min stakkels hjerne kan indtil videre ikke helt rumme det. Jeg så for nylig en præsentation af Lawrence Krauss, hvor han meget komprimeret fremlagde sin teori om universets opståen af intet. Fascinerende, omend jeg ikke forstod halvdelen. Dog forekom det mig at hans teori hævder at selv 'intet' rummer et 'noget', og alligevel ikke 'noget' (en evig forandring?). Paradoksalt, og derfor værd at beskæftige sig mere indgående med ;)

Claus Jensen

"Jan Weis (i går 22.06): så vidt jeg forstår det, er pointen i at Ejvind Larsen trækker EL ind i sammenhængen med regeringens vækstpakkeaftale med Venstre, at pakken strider mod tidligere indgåede energiforlig, som EL er med i, og da EL tillige er parlamentarisk grundlag for regeringen, kunne EL insistere på, at energiforliget går forud, og så kunne regeringen opsige det, men risikere livet. Og ingen skal få mig til at tro, at Venstre vil holde hånden under SR-regeringen, hvis EL trækker den parlamentariske støtte. Så på den måde er det relevant at betragte EL´s vækstpolitik set i forhold til regeringens."

MKN:

Når man gerne vil se pointen med noget, skal man ikke blot forholde sig til, hvor det starter, men også hvor det ender. Det er da muligt, at det er relevant at betragte EL´s vækstpolitik set i forhold til regeringens, men det er jo ikke det, der bliver betragtet. Det der bliver betraget er EL's ønske om at bevare en vis grøn indflydelse under "ikke optimale betingelser. Om det siges der - og her står vi på kanten af den første grøft:

"... en sag, der for at opnå fremgang også kræver kompromisser og – mere eller mindre indordning under ikke optimale betingelser: De både rødt og blåt herskende krav om evig, ubegrænset økonomisk vækst."

Vi har pludselig tre størrelser her: rød, blå og EL. Hvem er rød, MKN, og hvorfor er EL ikke længere rød?

Med de tre størrelser, rød, blå og EL i spil, springer Ejvind Larsen direkte til Peter Nielsens sofisteri:

"EL’s »konkrete politiske forslag peger ofte i den helt modsatte retning. Hvis Enhedslisten fik sin vilje, og der blev brugt mange flere penge i den offentlige sektor, samt givet et markant økonomisk løft til de fattigste i samfundet, så ville vi meget hurtigt komme til at se et økonomisk opsving. Enhedslisten har Folketingets mest vækstfremmende økonomiske politik ...«"

Aha! EL er også i "krav om evig økonomisk vækst"lejren. Hvordan skal det forstås set i sammenhæng med de tre nys opstillede kategorier? Har EL måtte indordne sig under de ikke optimale betingelser... eller søger de måske aktivt væksten af egen drift? Er de smeltet sammen med de "klassiske røde" og fremstår ikke længere som... alternativet (wink, wink, nudge, nudge)?

Se det var en snedig - onde tunger vil måske sige søgt - måde at få oprettet en tredje kategori til sig selv, og samtidig få forvist EL fra den i et og samme træk. Det på trods af, at EL, så vidt jeg ved, aldrig har udbedt sig æren at blive betragtet som alternativ til rød.

Så formålet med at hive EL ind var nok ikke at se på deres vækstpolitik, for den har vi jo slet ikke set på, blot taget Peter Nielsen og hans vrøvl på ordet. Om det siger du selv:

"(PS., jeg mener Peter Nielsens pointer om, at EL´s konkrete politik trækker i den forkerte retning (giver mere vækst), er direkte forkerte. Det er tale om fordelingspolitik, hvor de øgede offentlige udgifter til de fattigste i samfundet skal modsvares og finansieres af flere skatteindtægter fra de rige, og færre udgifter til de samme rige)."

Og så er der jo ikke meget tilbage at komme efter hos Ejvind Larsen ang. EL's vækstpolitik. Hvad der står tilbage er uelegant sofisteri, som må støtte sig på klodset sofisteri.

Som jeg sagde allerede i første indlæg, har vi faktisk kun den frit svævende punchline i form af Ejvind Larsens besynderlige tillæg til Johanne Schmidt-Nielsens ord at fryde os over:

"Her skal blot mindes om, at Johanne Schmidt-Nielsen til den danske verdenspresse syntes at vedkende sig udfordringen, da hun erklærede: »Målet for os i den rigeste del af verden bør ikke være lønstigninger.« Men lønnedsættelser? Med udsigt til, at aktionærerne bare render med endnu højere profitter? Går jo heller ikke."

Ikke to sammenhængende ord om EL's vækstpolitik i sigte nogen steder. Er der to sammenhængende ord overhovedet? Ligesom Enhedslisten om Peter Nielsens bagvendte logik må Ejvind Larsen jo svare for sig selv.

Jesper Wendt

Problemet med en nedgang i vækst, er årsagen til samme, gælden. Den er man nød til at forholde sig til, og det komplicerer affæren en del. Det er der løsninger for, men det bliver ikke uden omkostninger.

NSL, man kan ikke låne den på biblioteket, så man er nød til at købe den (Befrielsens Juvel)... Jeg kan i hvert fald ikke finde den.

Det er en interessant problemstilling, hvordan man kan gribe forandringen an. Den kommer uanset, men det vil tjene menneskeheden, at præge forandringen. Jeg skal gerne erkende jeg ikke tror på naboen, fædrelandet eller NATO. Dertil er min 'tro' blevet misrøgtet for ofte.

Skal man knække maskinen, så sidder vi i iblandt stormtropperne, journalisterne, der agerer på vegne af det etablerede, alt andet vil være naivt. Dem skal der være plads til, men jeg mener ikke det er en diskussion værdigt. Her vender 'prægningen' tilbage, som er så afgørende for alle forhold i vores liv. Det vi lærer, det værktøj som bliver stillet til rådighed, og de fælles mål.

Glem forestillingen om at ændre verden på nationalt plan, det kommer ikke til at ske. Det er rigtigt - man skal starte et sted, men det starter lokalt i en unilateral kontekst. De eksisterende ideologier har for længst tabt til globaliseringen, og et opgør med den vanetænkning er afgørende for, at Venstrefløjen kan flytte noget. Kapitalisterne er ikke rodfæstet i nationalromantik.

Data-mining m.m. er et depraverende eksempel på, hvordan der arbejdes på kryds og tværs, og at de enkelte lovgivninger, sættes ud af kraft. Offshore torturfængsler o.l. Handelsaftalen med USA vil kun forværre den afgrund, og sende demokratiet ud på sidelinjen. Det kan altid blive værre, og vice versa. Elastikken i det mulige og drømmene er altid til debat, ingen vil få utopia (rigtigt og forkert, er en illusion - men en given moral vil altid være anfægtet).

Det er jo ikke pengene der mangler, men viljen og evnerne til at fordele dem. Det er først når vi rammer 10 milliarder, problemerne tager til. Så man kan ikke hænge sin hat på overbefolkning, og det er end ikke sikkert det bliver et problem. Der kan nå at ske mangt og meget. Det bliver hurtigt dogmatiske fortællinger om Højrefløjen, og knap så meget fokus på egne meritter. For at blive i de ideologiske termer, den er lidt svær at drible uden om (Eller bide sig fast i, hvis man er fra Uruguay) - hvis det skal give mening. Det er rigtigt at der er bestande dele af tilværelsen der er kontinuerlige, men variablen er altid tilstede, som at man står op, men ved ikke hvad man står op til. Hvis man ser bort fra opstand og bortgang - det er også tilsvarende en sikker vinder, men variablen er igen, hvordan. Så selv om 2+2 er 4 uanset hvor meget man fægter, så vil variablen være den funktion tallet indgår i. Det er med andre ord, som jeg ser det, en mulighed at benytte de mest bestandige dele som hjørnesten, som basale behov etc. Mens at der kan gå frimurer i visse løsslupne spekulationssandkasser. Det farlige i enhedslisten er ikke revolutionen, eller kommunismen, det er fanatismen, at blomsten bliver tilklippet og afrettet i dagligstuen. Det er den fejl mennesker begår igen og igen. til en grænse hvor jeg vil sige: vi ER en fejl.

Nuvel, se på glasset der er halv fyldt med postevand, og kig længe på det. Det flytter sig ikke, men vandet fordamper. Så med mindre man passer og plejer tingene, så forsvinder de.

Niels-Simon Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Claus Jensen - det er godt nok svært at forstå, hvor du vil hen, men det er vist rigtigt opfattet, at EL ønsker at bevare en vis grøn indflydelse, til trods for regeringens aftale med Venstre. Når Ejvind Larsen skriver om de både rødt og blåt herskende krav om evig, ubegrænset økonomisk vækst, så er det jo bare fakta, og når du skriver:
"Vi har pludselig tre størrelser her: rød, blå og EL. Hvem er rød, MKN, og hvorfor er EL ikke længere rød?"
så er svaret: - rød er SR-regeringen, men den er jo ikke rigtig rød, så de rigtig røde er stadig EL.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Sjovt som man kan læse en klumme forskelligt. Jeg ser slet ikke den 'hetz' mod Enhedslisten som du tydeligvis har fået øje på. I hvert fald ikke i denne klumme.

Jeg er med på at klummen provokerer. Jeg er også med på at den kan læses som en provokation rettet mod Enhedslisten. Men jeg læser det som en kærlig provokation, lad os kalde det en udfordring. En udfordring der udbedes svar på.

Hvis jeg læser Ejvind Larsens klumme korrekt, så søger han at skabe større sammenhæng og fodslag mellem hvad jeg (tænkt og unuanceret, indrømmet) i et ovenstående indlæg kalder den 'klassiske, moralske venstrefløj', og den 'grønne, pragmatiske, fløj', pt. bedst repræsenteret af Alternativet. Jeg ser et forsøg på samling, ikke splittelse.

Claus Jensen

Torsten Andersen:

Det er ikke spor mærkeligt, du er jo en ung, lalleglad budist.

Derfor, og i den ånd, er her endnu et stort vådt kys fra Alternativet til EL, via din åndelige ven, Niels Simon-Larsen, som du begejstret anbefalede.

"EL får aldrig flertal. Det kan vi lige så godt se i øjnene. Derfor skal der noget andet til. Vi må simpelthen til at tænke forfra. Det er Alternativet for mig."

Velkommen til Christiansborg, knægt.

Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Du er sandelig i krigshumør :)

Jeg ser ikke det her som et 'Zero-sum'-spil, hvor kun vinderen får det hele. Jeg tror derimod at det er afgørende, at udnytte den potentielle synergi mellem 'rød' og 'grøn', inden øjeblikket er forpasset.

Det er, erkender jeg blankt, ikke just i tråd med de spilleregler der gælder i politik i dag. Det er jo derfor forandring er absolut nødvendig. Kald du bare det 'lalleglad', 'naivt', eller 'ungdommeligt letsind'. Det lever jeg med, i tryg bevidsthed om at jeg i så fald ikke er en del af problemet.

Buddhisme har det under alle omstændigheder intet at gøre med.

Torsten Jacobsen
Claus Jensen

Torsten Jacobsen:

Gammel gnaven hane er ikke altid blind, selvom det kan se ud som om, den hakker efter alt andet end kornet.

Apropos hvilket, den ligeså elskelige neo-socialdemokratiske operatør i disse spalter, Niels P. Søndergaard, også savler henrykt ved udsigten til "synergien" mellem EL og Alternativet, som han forestiller sig bliver endnu bedre end den synergi, S og SF har stået for i forhold til EL.

Niels-Simon Larsen

Som jeg forstår oplægget, drejer det sig om, at vi skal gå ned i forbrug, og at det krav kun kan komme fra venstrefløjen, da højrefløjen er alt for fokuseret på penge. Det kan vanskeligt gennemføres uden lønnedgang med mindre pengene gemmes under hovedpuden eller i en fælles kasse a la det hedengangne ØD, som arbejderne ikke ville - minus Thomas Nielsen. Det er mange år siden, så der skal andre boller på suppen, og hvad er bedre end at indføre basisindkomst eller borgerløn? Det vil løse mange problemer, og det kan give anledning til en helt anden samfundstænkning. Der er alligevel ikke brug for os alle på et mere og mere automatiseret arbejdsmarked, og hvad er det egentlig, der er så saligt ved at gå på arbejde? Det drejer sig om at være en god samfundsborger og have en funktion i sit nærmiljø. En tur til Thailand er hurtigt glemt, og hvis man har det godt hjemme, har man nok ikke den store udlængsel. Desuden er der lavet mange vandrestier og shelters, og det er da dumt at tage til udlandet, når vi selv har sommer. Det er ligesom om, den borgerlige livsform er den eneste rigtige for arbejderne. Det gælder om at tænke anderledes. Når jeg selv er kommet til en lejrplads med en badesø i sydsverige, føler jeg mig privilegeret. Mere skal der ikke til. Det er som om en slags affaldskapitalisme i en lænestol foran et fjernsyn er blevet målet for hele evolutionen. Det er gyseligt at tænke på. Derfor tænker jeg i en anden retning.

Lise Lotte Rahbek, Claus Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Så mangler vi snart bare at finde et nyt ministerium at parkere Uffe Elbæk i, når Alternativet med ham som formand rykker ind i den næste rød/blå/grønne regering hen over midten.

Hvad med Ministeriet for Gakkede Gangarter?

Claus Jensen

Grether Preisler:

Du er en værre kyniker, er du.

Heinrich R. Jørgensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der røg lige pludselig en stribe indlæg ind, da jeg sendte ovenstående.
Først lige Gambopas bog, der kom på forlaget, Løvens Brøl. Den skal man nok købe, Jesper. Jeg kan godt lide grundtekster, så har man noget at forholde sig til, foruden det man hører til hverdag.
Det vil være meget uheldigt, om der udbrød en bitter strid mellem EL og Alternativet. Ejvind opfordrede for lidt siden til 'ædel kappestrid', og sådan bør det være.

@Claus: 'knægt'. Jeg tror nu nok, at jeg er ældre end dig, men du tænker nok på modenhed. Lad det komme an på en prøve!
Der skal noget kød på bordet, og da vi er meget åbne her, må du gerne vise, hvad du dur til sådan rent politisk. Der er nogle debattører, en af dem henviser du til, der har den kedelige vane at bide os andre arrigt i knæhaserne. Det er for billigt.
Marxister er en truet art, og hvis du er leveringsdygtig, kan du tage over efter Niels-Holger.

@Grethe: Du har noget på Uffe. Kan du ikke tale med ham om det?

Claus Jensen

Niels Simon-Larsen:

"Knægt" var kun møntet på Torsten Andersen. Jeg kunne naturligvis aldrig finde på at antyde, nogen andre her på stedet (damerne undtaget) er yngre end mig.

Det politiske, jeg er uenig i, er såmænd kun tendensen til at bide EL i knæhaserne evig og altid, men det kan da godt være, det er en smart strategi.

Grethe Preisler

Claus Jensen,

Sådan er jeg fromme broder.

Steffen Gliese

Lønarbejde er prostitution, det medfører som regel en prostituerets tankegang: hvordan kan jeg lettest slippe om ved dette, der ret beset ikke kommer mig ved? Hvad er der i det for mig?
Derfor er det bedste at holde så mange aktiviteter ude af lønarbejdet som muligt og finansiere dem ad anden vej.

Claus Jensen, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Sammenkædningen af arbejde og udbytte er en postuleret forbindelse, som netop vores samfund går ud på at ophæve.

Niels-Simon Larsen

Det ville være skønt, hvis vi betragtede det her som den indledende runde og herefter så lidt mere på den svære situation, vi er i:
Den såkaldte venstrefløj
- får næppe flertallet. De andre har aldrig kunnet lide det tøj, vi går i, og desuden har vi aldrig kunnet enes indbyrdes,
- vi er altid blevet anklaget for at bide i en for stor del af kagen i kraft af vores gode uddannelser. De andre så os helst som fattige,
- som Informationslæsere er der ingen grund til at tage os alvorligt. Alt det vrøvl kan vi have for os selv. Desuden er den for svær selv for mange veluddannede. Og de gamle DKP'ere hadede den,
- er træt og forvirret. Det er sgu for indviklet alt sammen efterhånden, og når man nu sidder lidt godt i det med pension og børnene godt i vej og børnebørn på vej, ja, hvad var det så egentlig, det drejede sig om? Var det ikke at sidde godt og hygge sig og snakke med venner om gamle dage og så'n?
- kunne forny sig og slutte op om Alternativet - simpelthen læse partiprogrammet Alternativets vedtægter, vedtaget 11. juni 2014 og spørge sig selv, hvor vi er uenige, og så tage den derfra.

Vi skal jo videre, ikk'?

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels Engelsted

Fodaftrykket på planeten skal absolut gøres mindre, hvis planeten skal være bæredygtig og civilisationen overleve i en fremtid, der ikke er forfærdelig fjern. Det må være det, det drejer sig om.

I øjeblikket vokser fodaftrykket og er allerede en del mere end planeten kan klare. Fodtøjet hedder materiel vækst og støvlemodellen kapitalisme. Kapitalismen deler befolkningen i et---lad os sige 90-10 samfund (de sidste 10 kan igen kan deles 90-10 osv i en fraktal frekvens, men lad det ligge). Spørgsmålet er nu, hvordan reducerer man fodaftrykket?

I øjeblikket klarer kapitalismen det fint med sin austerity-politik og krise. Væksten har længe bevæget sig omkring negativ (recession) i de store vestlige industrilande, de 90 procents forbrug vokser ikke, kun de 10 procents vokser med det kunstigt skabte boom på aktie-markederne, men det er ikke nok til at holde væksten oppe, men er bare omfordeling til fordel for de rige.
Problemet er imidlertid, at de politiske kræfter i alle lande kæmper for at få væksten op igen (og dermed gøre fodaftrykket større), og hver gang der er det mindste lille bitte tegn, fortæller bankøkonomerne glade om det på TV2Finans. Heldigvis er landenes strategi at stjæle væksten fra hinanden gennem den merkantile krig, man kalder global konkurrence. Corydon og Danish Crown vil have lønningerne ned, så jobbene ikke bliver stjålet af tyskerne, der var de første ude med konkurrencestat og lønnedgang. Så her er der i virkeligheden også tale om omfordeling, hvis lønnen er lav nok (eller som man siger, konkurrenceevnen stor nok). så kan man få et handelsoverskud, men andre må så lide med et handelsunderskud og tilmed blive hånet for ikke at have orden i deres hus. Som det ser ud i øjeblikket, vil al denne omfordeling til fordel for de rige og de stærke ende med tilstande som i middelalderen, hvor en lille bitte superrig elite regerer over en stor fattig befolkning af arbejdende og arbejdsløse. Det er set fra et økologisk synspunkt måske ikke så værst. Vækst og produktivitet i middelalderen var trods alt ikke særlig stor. Kunne man også som dengang få indført en eller anden slags kirke, der med sine præster og sin religion kunne betrygge hoben om, at dette var den eneste rigtige måde, kunne det måske lykkes. Kapitalismen kunne på den måde selv løse det økologiske problem, og tillade os på een gang at være grønne, liberale og kapitalistiske.

Det er lyden af denne løsning, som de paranoide blandt debattørerne fejlagtigt hører i mange af indlæggene. I deres forskruede ører kommer mange af de velmente indlæg let til at lyde som kapellanernes belæring af underklassen, og det får den indre Robin Hood (eller er det D'Artagnan?) til at bryde frem.

Det er ærgerligt, at nogen på den måde har det med at læse det værste ind i alt, negativister, der med fordel kunne drage nytte af den nye positive psykologis velsignelser men sikker er uden for pædagogisk rækkevidde.

Alligevel skulle man måske overveje, om fodaftrykket kan gøres mindre og støvlemodellen samtidig opretholdes, eller om en løsning af den økologiske krise ikke forudsætter et opgør med ulighedssamfundet og den herskende støvlemodel. Måske er der ikke noget alternativ, som Thatcher sagde.

Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Sider