Nogen har engang sagt, at et samfund skal bedømmes på, hvordan det behandler sine svageste.
I dag står det søreme skidt til. Efter knap 32 år, hvor jeg som socialrådgiver har haft mulighed for at gøre en positiv forskel for andre mennesker, må jeg i dag konstatere, at en stor gruppe menneskers problemer bliver underkendt på en så voldsom og uværdig måde, at vi ikke længere har at gøre med det, jeg forstår ved en velfærdsstat. Vi har en fået en stat, som skiller snot fra skæg og lader snot fuldstændig i stikken.
Siden 1970’erne har mere eller mindre halvdelen af befolkningen været beskæftiget i job, mens den anden halvdel har været uden for jobmarkedet (det drejer sig om børn, unge under uddannelse, syge og pensionister). Men de seneste år er det blevet legitimt at sige, at det er folks eget valg eller ansvar, at de ikke har noget job, og endnu værre, at det er i orden at fratage svage mennesker (som har særlig brug for velfærdsstaten) deres forsørgelse, så det bliver umuligt for dem at opretholde et værdigt liv. Det gælder ikke mindst de alvorligt syge unge, som ikke længere kan få pension, før de er 40 år, og som indtil da skal leve på lave ydelser i op til 22 år, og det gælder de fleste unge under 30 år på kontanthjælp. Hovedparten af disse mennesker har ingen mulighed for at tage en uddannelse eller få et job eller på anden lovlig vis at ændre deres situation til det bedre.
Gamle socialfaglige dyder som kontakt og relation, tryghed og kontinuitet og ikke mindst koordinering er i dag sat helt uden for døren. Gode, afprøvede tiltag som at få en personlig rådgiver, højskoleophold, revalidering og lignende er stort set ikkeeksisterende – pengene går i stedet til betaling af andre aktører, som ikke yder noget, der kommer i nærheden af disse faglige dyder.
Ofte stopper processen, fordi den unge ikke har set et brev i sin e-post eller ikke er mødt til aktivering og derfor sanktioneres og mister sin forsørgelse i kortere eller længere perioder, hvorefter det hele begynder forfra igen og igen og igen.
Man taler ikke om positive ændringer eller udvikling til gavn for den unge og på sigt samfundet. Jo længere de unge løber ubehjælpsomt rundt i dette hamsterhjul uden den relevante støtte og økonomi, desto mere massive og fasttømrede bliver deres i forvejen store problemer.
Svigt, traumer og misbrug
Jeg arbejdede sidste år som opsøgende socialrådgiver blandt gruppen af unge hjemløse mellem 18 og 30 år på et herberg og på et krisecenter for voldsramte kvinder. Jeg mødte svigtede unge mennesker uden tro på, at de kunne få mulighed for et helt almindeligt liv med job, lejlighed, kæreste, børn og socialt liv. Unge, der meget tidligt har følt sig anderledes og marginaliseret, der fra begyndelsen af deres liv har oplevet omsorgssvigt i familien efterfulgt af svigt fra institutioner, skoler og velfærdsstaten. Unge, hvis voksenliv begynder på herberg eller krisecenter, uden at de har økonomien til at finde bolig, spise ordentligt og regelmæssigt, til at passe deres medicinske behandling eller sågar gå til tandlæge.
De mange svigt har ødelagt deres selvværd og ført til psykiske problemer, ophobning af ubehandlede traumer og misbrug. De er overladt til sig selv, isoleret fra almindelig socialt liv og uden tryg kontakt til familie eller venner.
Men disse unge bliver mødt af et system, som tager udgangspunkt i, at de selv er ansvarlige for den situation, de er havnet i. Og derfor skal de selv søge den hjælp, de føler behov for. Et ansvar, de på ingen måde evner at løfte. At hjælpe dem med det er en relevant socialfaglig opgave, men i jobcentret bliver de i stedet for dialog om deres behov for hjælp og støtte mødt af korte samtaler, der skal afklare, hvilken standardiseret gruppe de skal placeres i. Det bliver besluttet, om de skal i aktivering i kommunale tilbud og/eller henvises til andre aktører.
Det bedste, der kan komme ud af disse standardiserede løsninger, er, at systemet opdager, at der er tale om unge med alvorlige og sammensatte problemer. Men desværre hører hver af problemstillingerne til i forskellige dele af det sociale system – som hver for sig fungerer som sin egen silo – hvorfor der sjældent sker en socialfaglig og helhedsorienteret indsats. Ingen silo er ’ejer af sagen’, og ingen silo kan bestemme, hvad der skal ske i en anden silo. Det samme gælder de såkaldte mentorer, som er blevet så moderne. Denne ukoordinerede fremgangsmåde medfører, at den unge skal igennem talrige samtaler med forskellige personer uden at vide, hvad det fører til.
De unge bliver misforstået
De unge kan sjældent overskue de mange forskellige instanser, de har svært ved bare at finde vej ind og opfylde de forskellige præmisser, hvorfor der kan gå måneder, før de opnår forsørgelse (digitalisering af ansøgninger og kommunikation gør det ikke nemmere). De forstår heller ikke, at så mange forskellige mennesker skal have de samme svære personlige oplysninger, og alligevel sker der ikke noget.
Jeg har oplevet, at en ung alkoholiseret hjemløs ønskede og var motiveret for døgnbehandling for sit misbrug. Selv om jeg kunne bekræfte dette efter længere kendskab til og samarbejde med ham, skulle han alligevel bevise sin motivation ved at komme i ambulatoriet og få antabus ugentligt over en længere periode, selv om det netop er det, han ikke var i stand til på grund af årelange og mangeartede problemer.
Man kan konstatere, at de unge ikke får relevant hjælp og støtte af de samme årsager, som gør, at de har behov for hjælp og støtte. Det øger risikoen for, at en stor gruppe unge føler sig misforstået, opgivet og uden for samfundet. For at overleve må de gældsætte sig (en togbøde kan hurtigt blive til bundløs gæld) og i nogle tilfælde begå kriminalitet. Det hele med risiko for, at de begynder at hade det samfund, som ikke rummer dem.
Lad os komme i gang
I dag er mantraet, at man skal tage ansvar og udnytte samfundets muligheder, men hvor er omsorgen og respekten blevet af over for de borgere, som ikke kan og ikke har andre muligheder end dem, systemet opstiller? Hvor bliver de af i snakken om medborgerskab?
Velfærdsstatens grundtanke er vel, at vi alle skal yde efter evne og nyde efter behov. For alle har ikke fået de samme evner og muligheder. Nogle kan hjælpes godt på vej, andre kan ikke, men marginaliseringen gavner ingen.
Nedbryd det sociale systems siloopbygning, skab mulighed for socialfaglig helhedsorienteret indsats, som bygger på tryghed, relation til få professionelle, kontinuitet og økonomi, der giver mulighed for et værdigt liv, mens der er behov for hjælp og støtte (ingen ydelser under fattigdomsgrænsen).
Der er behov for masser af socialfaglig opbakning og motivering, opprioritering af psykologisk og psykiatrisk behandling, misbrugsbehandling og ikke mindst koordinering. Medborgerskab skal være for alle. Tiden skal ikke spildes på nyttejob, som blot flytter fokus fra den vigtige socialfaglige opgave. Der skal i stedet skabes rummelige arbejdspladser og uddannelser og andre relevante tilbud til dem, der aldrig har fået mulighed for at få en plads i solen.
I stedet for at bo på herberg og krisecenter i flere år, som en del unge gør i dag med fare for, at deres problemer udvikler sig til at blive permanente og uløselige, bør vi skabe flere billigere lejligheder, bofællesskaber og ’skæve’ boliger med sociale medarbejdere tilknyttet.
Det vil være fællesskab til gavn for fællesskabet. Det vil igen være skønt at være socialrådgiver med mulighed for at gøre en positiv forskel. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.
Dorthe Nielsen er socialrådgiver
Den sociale indsats går meget på at sikre administrationen at den "sparer" mest muligt fremfor at yde en proaktiv integrering og hjælp til de nødstedte. Hvis vi ingen chancer tager vinder vi heller ikke. Vi skal turde at hjælpe.
Politikere bag den megen snak om inklusion (- uden de nødvendige ekstra midler), burde tvinges til at læse et indlæg som det her...
"Gamle socialfaglige dyder som kontakt og relation, tryghed og kontinuitet og ikke mindst koordinering er i dag sat helt uden for døren. Gode, afprøvede tiltag som at få en personlig rådgiver, højskole ophold, revalidering og lignende er stort set ikkeeksisterende - pengene går i stedet til betaling af andre aktører, som ikke yder noget, der kommer i nærheden af disse faglige dyder."
Værd at tænke over...
Hans A. Sørensen, vore politikere har hørt om dette i årevis - så der er intet nyt under solen.
Og vist er ligeværdig kontakt og proces blevet noget, man i højere grad taler om end praktiserer - styring og kontrol er på lettere at finde ud af, så skal man heller ikke afgive magt til afvigerne, som primært skal lære at rette ind. Alle kan komme sig, ekkoer det i systemets løngange i dette yndige land - og de fagprofessionelle retter ind. Bliver coaches og kække koordinatorer.
Der er noget galt i Danmark...
Denne artikel kan ikke anbefales nok. Vi havde en gang et system, der efter bedte evne tog sig af dem, der havde hjælp behov. Det har vi ikke længere. Det har vore kære ledere - især fra de "røde" partier - ødelagt.
Den nuværende socialpolitik, der har straf, umyndiggørelse og fattigdom som sine eneste redskaber, ødelægger menneskeskæbner, og selv hvis vi fik en human regering, vil vi mærke konsekvenserne i mange år fremover.
Igen en glimrende artikel og endnu engang tak til Information.
Igen må jeg græmmes over vore politiske ledere, der tilsyneladende gang på gang vedtager det modsatte af det nødvendige, i strid med tilgængelig viden.
Det må da mindst pådrage sig en anklage for pligtforsømmelse eller hvad??
Det begynder at ligne kampagne journalistik med gevaldig slagside. Måske man skulle prøve at lade nogle andre komme til orde også. Det her er ikke helt Information værdigt.
Og nej, det er IKKE argumentation for, at vi ikke skal hjælpe de værdigt trængende, blot så man ikke får det skudt i skoene!
Det forklarer det store misbrug af piller, når systemet er således indrettet. For at komme i psykiatrien, skal man ha begået selvmord, mindst een gang etc. Det er åbenbart ikke nok at sidde med hobbykniven længere, det skal kunne dokumenteres, at patienten var trængende.
På den måde opbygger man et ufejlbarligt system, indtil resten af digerne brister. Alle de nødstedte - der afvises, kommer aldrig med i statistikkerne. Med de samme statistikker kan man så affærdige kritik, for de forbedres hele tiden.
Altså, indtil selvmord bliver for udbredt og det koster på BNP.
Fuck your god?
Er politikerne idioter eller vanvittige?
I bund og grund er det ikke nogen hemmelighed hvad der virker, hvis man vil hjælpe udsatte mennesker. Det hjælper at møde dem, der hvor de er. Det hjælper at give dem muligheder. Det hjælper at give dem nye chancer. Det hælper at give dem succesoplevelser, det hjælper at inkludere dem som ligeværdige borgere i normalsamfundet.
Det hjælper derimod ikke at give dem nye problemer. Det hjælper ikke at gøre dem så fattige, at de ikke har råd til både husleje og mad. Det hjælper ikke at piske dem igennem et Kafkask bureaukrati, hvor man meget let kan komme til at begå fejltrin og pådrage sig straf. Det hjælper ikke at stange dummebøder ud til dem. Det hjælper ikke at føre hetz mod dem. Det hjælper ikke at skamme dem ud af samfundet.
Kort sagt, vi ved hvad der virker, og vi ved hvad der ikke virker. Det har vi vist længe, og den viden har været tilgængelig for alle. Oven i købet ved vi at den "besparelse", man opnår ved at forarme vore ringest stillede medborgere, er rene håndører i nationaløkonomisk sammenhæng. Alligevel vælger vore kære ledere konsekvent at gøre det, vi ved ikke virker, og de vælger at gøre det uden at være tvunget til det.
Derfor spørgsmålet: er politikerne idioter eller vanvittige?
Mit bedste svar er nej. Man skal trods alt være ganske intelligent og snedig, for at manøvrere sig til tops i det politiske system. Man må derfor gå ud fra at de med åbne øjne fører en politik, der har fatale konsekvenser for vores ringest stillede medborgere.
En forklaring kunne være ren og skær sadisme, og det skal jeg bestemt ikke udelukke. Som bekendt er psykopaterne overrepræsenterede i lederstillinger, og må også være det i folketinget. Alligevel tror jeg at flertallet af politikere, ligesom deltagerne i fængselseksperimentet på Stanford, ikke er mere eller mindre onde end os andre.
Selv tror jeg at forklaringen må ligge i den rolle, politikerne har, og de forventninger, der stilles til dem fra deres venner og sponsorer i erhvervslivet og administrationen. Deres position gør at de, ligesom i Milgram-eksperimentet, bliver immune overfor den skade, de påfører andre, idet de kan lægge ansvaret fra sig, og sige de kun fulgte ordrer, at markederne krævede det, at det var nødvendighedens politik, etc.
Jeg tror at det kapitalistiske samfunds ledere mere eller mindre ubevidst er ganske tilfredse med et pjalteproletariat af fornedrede og desperate mennesker. Nok giver de udstødte anledning til smågener i form af kriminalitet (langt fra der, hvor lederne færdes) og uskønne bumser i gadebilledet (som dog let kan fjernes af politi og vagtværn), men også pjalteproletariatet har sin rolle at udføre i den kapitalistiske samfundsmaskine.
Fattigdom og udstødelse er nemlig ganske effektive disciplineringsredskaber overfor den øvrige arbejdsstyrke. Når gennemsnitsarbejderen ser de udstødte, kan han gyse, og ved selvsyn se hvordan det kan gå ham selv, hvis ikke han lever op til borgerskabets forventninger. Tiggerne på gaden og narkomanerne på TV er vor tids udgave af middelalderens skik med at sætte de henrettede forbryderes hoveder på stager, til skræk og advarsel.
Samtidig er pjalteproletariatet også med til at få det øvrige proletariat til at føle sig bedre stillet. Nok har man det hårdt nok på jobbet, nok stiger priserne, og man må skære ned for at betale terminen, men man har det i det mindste bedre end "taberne".
Glimrende formidling af tanker, jeg også selv har gjort mig, Rasmus Kongshøj.
Men hvordan undgår vi at fattigdom/truslen om forarmelse disciplinerer og fastholder både system og borgere i en stvnet dødedans, som kun kommer toppen af samfundet til gode?
Det er svært af få smøget snorene af sig i et samfund, hvor man kun kan ernære sig og sine ved at deltage på 'erhvervslivets' (=kaptitalens) præmisser,
og hvor der nu ikke engang længere er en seriøs trussel fra kommunismen.
Tak for en artikel, som holder fast i en tid, hvor politikerne virker til helt at have mistet jordforbindelsen.
@Rasmus Kongshøj
Det er mægtigt, modigt og ret skrevet.
Smuk skrevet Rasmus Kongshøj
For du har inderligt ret i alt det du skriver,
Hvilket et eller andet sted også er dybt tragisk, for vi burde jo netop bruge den viden vi har og ikke blot ignorere denne, vi burde søsætte den og komme i gang med at hæve bunden op for sølet og ikke som nu, hvor vi presser dem endnu længere ned.
Et samfund skal vurdere ud fra hvordan det behandler dets dårligst stillede, på det område står det slemt til i vores lille land, og vi kan ikke længere sætte vores lid til politikere eller systemet, dette system har fejlet.
så gå ud og gør en indsats, det er nødvendigt, der er mange der har brug for den!