Kronik

Væksten er fuld af paradokser

Enhedslisten er det eneste parti, der har en klar kritik af økonomisk vækst, men partiets politik er en af de mest vækstfremmende i dansk politik. Modsat hylder Liberal Alliance væksten, men partiets politik er Folketingets mest væksthæmmende
Hvis Enhedslisten fik sin vilje, og der blev brugt flere penge i den offentlige sektor samtidig med, at der blev givet et løft til de fattigste, så ville vi hurtigt se et økonomisk opsving, skriver dagens kronikør.

Jakob Dall

18. juni 2014

Regeringen forhandler i øjeblikket om en ny vækstaftale. Og meget skal gå galt, hvis det ikke lykkes at få den i hus, for der er bred enighed blandt de store partier om, at vækst er det altoverskyggende politiske mål og skal opnås gennem bedre konkurrenceevne og større privat forbrug.

Så umiddelbart er der ingen overraskelser eller sprækker i den aktuelle vækstpolitik.

Men under den politiske overflade myldrer paradokserne frem. Og de vil i de kommende år øve stigende indflydelse på den politiske debat, da de har rødder i afgørende samfundsøkonomiske tendenser. Det væsentligste vækstpolitiske paradoks er, at vækstpolitikken ikke virker, selv om stort set alle økonomer og politikere er overbeviste om, at den gør det.

Vækst uden vækst

Der tales konstant om vækst og gennemføres talrige planer, men alligevel udebliver væksten. Faktisk udebliver den i større og større grad. Det er nemlig en stiltiende antagelse bag alle planerne, at det private forbrug driver væksten og gør det af sig selv, men sådan er virkeligheden bare ikke.

Det private forbrug stagnerer, så det gør bruttonationalproduktet også.

Det er, som om, at jo mere der tales om vækst, desto lavere er den. Jo oftere der annonceres et opsving, desto mere sjældne er de. Væksten bliver i stadig højere grad diskursiv frem for virkelig. Men konsekvenserne af den svigtende vækst er omvendt meget virkelige.

Hvis vi retter blikket mod yderpunkterne i det politiske spektrum, som oplever klar fremgang i disse år, åbenbares nye paradokser. Enhedslisten er det eneste parti med en klar kritik af økonomisk vækst, og den præger delvist deres retorik og principper, men deres konkrete politiske forslag peger ofte i den helt modsatte retning.

Hvis Enhedslisten fik sin vilje, og der blev brugt mange flere penge i den offentlige sektor, samt givet et markant økonomisk løft til de fattigste i samfundet, så ville vi meget hurtigt komme til at se et økonomisk opsving.

Enhedslisten har Folketingets mest vækstfremmende økonomiske politik, idet partiets politik vil forøge både det private og offentlige forbrug betragteligt – i modsætning til skiftende regeringers beslutninger.

På den anden økonomiske yderfløj har vi Liberal Alliance, der tilsyneladende rummer de mest enøjede væksttilbedere, men i praksis taler for en politik, der er decideret økonomisk væksthæmmende. Store offentlige nedskæringer kombineret med omfordelinger til gavn for de rigeste er en sikker vej til fortsat fraværende vækst.

Det ser vi masser af eksempler på i Europa i disse år. Det er vækstkritik i nyliberale klæder.

Forskel på vækstkritik

Historisk set har vækstkritik især været fremherskende på venstrefløjen. Det er vækstkritik som kritik af kapitalismen. Vækst indebærer udbredelse af kapitalismen, hvilket er ensbetydende med større ulighed, individualisering og miljøødelæggelse. Denne type vækstkritik tegnede billedet i 1970’erne og 1980’erne. Herefter voksede en ny type vækstkritik frem.

Det var en kritik af velfærdsstaten, der fokuserer på kritik af vækst i de offentlige udgifter. I denne forståelse er velfærdsstaten præget af uhæmmet væksttrang, og den må stoppes, for i stedet at fremme en progressiv udvikling uden for velfærdsstatens rammer.

Det er denne vækstkritik, der er toneangivende i politik i dag. Det bedste aktuelle eksempel er Venstres nulvækstpolitik, men den siddende regering er i praksis fortalere for samme type politik, da der er stram udgiftsstyring i den offentlige sektor, mens vækst i den private sektor ses som ubetinget positiv og skal fremmes med alverdens planer og initiativer.

Der er umiddelbart store forskelle på indholdet i vækstkritikken som kapitalismekritik eller velfærdsstatskritik, men det nye venstre var faktisk i 1970’erne præget af begge typer vækstkritik, og de retoriske figurer i de to kritikformer er meget ens: Det er kritik af en systemlogik, der har negative konsekvenser for samfundet og reelt agerer som en hæmsko for menneskelig frigørelse.

Det nye venstres velfærdsstatskritik adskiller sig fra den nyliberale vækstkritik ved, at det progressive potentiale lokaliseres i civilsamfundet, ikke i erhvervslivet.

Først var kapitalismekritikken dominerende i vækstkritikken, så blev denne suppleret og udfordret af velfærdsstatskritikken, hvorefter kapitalismekritikken gled mere og mere i baggrunden og i dag nærmest helt er overskygget af nyliberal velfærdsstatskritik.

Det paradoksale i denne udvikling er, at fortalerne for begge de fremherskende typer vækstkritik er deres egne værste fjender.

Samfundet på hovedet

Vækst i den offentlige sektor styrker nemlig kapitalismen og modsat. Så når Enhedslisten vil åbne for sluserne i den offentlige sektor, er der i realiteten ikke tale om et projekt, der udfordrer kapitalismen, for den offentlige sektor er for længst ophørt med at være et særligt reservat for socialistiske værdier.

Staten er i dag en integreret del af kapitalismen, så mere stat indebærer mere kapitalisme.

Paradokset for den modsatte fløj og hermed for aktuel konsensuspolitik er, at den offentlige sektor faktisk er mere kapitalistisk end kapitalismen i den forstand, at vækst i det offentlige er en nødvendig forudsætning for kapitalistisk ekspansion i det hele taget.

Vækst i den offentlige sektor er den mest stabile og afgørende faktor i den økonomiske vækst. Det er en illusion at tro, at begrænsning af det offentlige forbrug blot vil blive modsvaret af en endnu større vækst i den private sektor.

Venstres nulvækstpolitik for det offentlige er egentlig en politik for nulvækst i bruttonationalproduktet. Og regeringen følger tæt i hælene på Venstre.

Situationen er altså i dag på mange måder den modsatte af den, vi var vidner til for fire årtier siden. I 1970’erne var det afgørende paradoks, at den dominerende retorik var vækstkritisk, mens den faktiske politik var vækstfremmende. En gentagelse af vækstraterne i 1970’erne ville i dag blive set som et stort opsving og en tordnende økonomisk succes.

Det essentielle paradoks i dag er til gengæld, at retorikken er helt domineret af udelt vækstbegejstring, mens politikken omvendt er udpræget væksthæmmende.

Måske er den generelle udvikling i samfundet og det flimrende vækstbillede i disse år et symptom på de dobbeltheder og tvetydigheder, der karakteriserer de fleste af os i forhold til væksten.

Man kan sige, at den skrøbelige nulvækstbalance, vi har set i de seneste år, reflekterer et samfund, der er dybt splittet mellem vækst og modvækst.

Politisk splittelse

Det er i stigende grad en splittelse mellem det officielle politiske liv og hverdagspraksis.

Vi er langt hinsides højre og venstre i officiel politik. Det politiske spil i medierne og meningsmålingerne er præget af konsensus og symbiose. Men et nyt spændingsfelt er vokset frem mellem officiel politik og hverdagens politik.

I hverdagens politik er de skabeloner og klicheer, der knytter sig til de officielle politiske ritualer fraværende. Og politikernes stillestående konsensus modsvares af nye værdier og forandringer i praksis.

Den politiske splittelse skaber behov for et nyt politisk sprog. Og et institutionelt arrangement, der kan samvirke med det. Den paradoksale vækstpolitik fører kun til større økonomiske kriser og dybere politisk desillusion.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Per Torbensen
  • Dennis Berg
  • Slettet Bruger
  • lars abildgaard
  • Viggo Helth
  • Alan Strandbygaard
Ejvind Larsen, Per Torbensen, Dennis Berg, Slettet Bruger, lars abildgaard, Viggo Helth og Alan Strandbygaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Garp

Som et ekko af den yderste venstrefløj i IS og omegn baserer Peter Nielsen hele sin "analyse" på, at det offentlige og dermed demokratiet er ren fake og opium for masserne, thi
"Vækst i den offentlige sektor styrker nemlig kapitalismen og modsat. Så når Enhedslisten vil åbne for sluserne i den offentlige sektor, er der i realiteten ikke tale om et projekt, der udfordrer kapitalismen, for den offentlige sektor er for længst ophørt med at være et særligt reservat for socialistiske værdier. Staten er i dag en integreret del af kapitalismen, så mere stat indebærer mere kapitalisme."
Vupti og LA bliver dermed samtidig udtryk for "vækstkritik i nyliberale klæder," hvad det så åbenlyst IKKE er, men derimod udtryk for en kendsgerning som siden krisen i 1930'erne har været åbenbar for enhver, der ikke er filtret ind i den nuværende idiotiske økonomiske ortodoksi, men som blot viser, at en kapitalisme der overlades til "liberalistiske idioter" under ingen omstændigheder kan bære systemet ud af dets kriser og IKKE har kunnet det siden 1929!
Og hvor den redning for kapitalismen, som de keynsianske årtier efter 2.verdenskrig har været, og som venstrefløjen lader hele sin politiske eksistens hvile på, men i praksis tilsyneladende ikke tror en døjt på eller i hvert fald ikke evner og/eller tør satse på at forny, at denne stadig nu siden 70'erne er i krise.
Men ud fra dette at slutte, at "Staten er i dag en integreret del af kapitalismen, så mere stat indebærer mere kapitalisme", er der intet belæg for al den stund det fremtræder som et rent og skært postulat uden hverken teoretisk eller politisk substands, andet end venstrefløjens (læs SF og EL's) mageløse idémæssige og magtpolitiske uduelighed og ynkelighed.
Som det hedder i dagens Politiken i Kristian Klarskovs glimrende artikel: ”Løkkes tredje forårsaftale med forligsven Corydon” under en regering, som ikke ville sidde et minut længere end EL og SF tillader, hvilket de som bekendt har gjort nu i 2½år under en strøm af ynkelige hyl og skrig om Løkke ulvens snarlige komme, hvad han så for længst er, altså ankommet politisk, hvis de venstrefløjen ikke holder ”skiderikkerne” fra SR oppe på taburetterne!
”Væksten er ladet med paradokser” mener Peter Nielsen og ”Skibet er ladet med tjæresand” hed overskriften i gårsdagens Information.
OG hvornår er der nogen, der stopper dette galehus, eller sagt på en anden måde hvornår genopstår en moderne politisk udgave af ”d.29 august 1943”?

Grethe Preisler

@Jørgen Garp: "hvornår er der nogen, der stopper dette galehus, eller sagt på en anden måde hvornår genopstår en moderne politisk udgave af "d.29. august 1943"?"

Har du fået solstik, Jørgen Garp? Hvem har du så tænkt dig skulle sænke flåden? Og hvem skal være situationens generalstab og organisere en folkestrejke på B&W og de andre store industriarbejdspladser, vi ikke længere har? Hvis samarbejdsregeringen opgiver at få vedtaget finanslov 2015, smider håndklædet i ringen og overlader rodet og rodet til departementscheferne?

Kaospiloterne i Uffe Elbæks Alternativ?

Claus Jensen

Jørgen Garp har ret, det er endog meget svært at hitte pointen i dette hid og did indlæg ( hvordan relaterer f. eks. konklusionen i sidste sektion til resten? I hvert fald ikke som logisk følge).

Staten har altid været en integreret del af kapitalismen, kapitalismen ville ikke kunne klare sig to minutter uden, så hvad er det nye her?

At sige EL støtter kapitalismen, fordi de vil have det offentlige til at "åbne for sluserne" (er det bare det EL vil?), er det samme som at sige, man støtter Al Qaeda, hvis man råder Bin Laden til at fortolke Koranen anderledes som udelukkende et budskab om fred, forhandling, venden den anden kind til og separation af religion og politik. Hvis rådet følges, er det ikke den samme Al Qaeda mere, men en kvalitativt anderledes størrelse.

Derfor, hvis Peter Jensen og fagfæller kunne bringes til forstå, at et symbol "K" (kapitalisme i dette tilfælde) i deres ligninger ikke altid er "K" og generalisere indsigten til deres øvrige virke, ville man måske slippe for disse logiske kortslutninger.

Robert Høgh

Hvorfra er det, at Peter Nielsen får sit belæg for at hævde, at vækst i det offentlige er en nødvendig forudsætning for kapitalistisk ekspansion?

Rune Nielsen

Det er på tide at erkende at vækst ikke løser de kerneproblemer moderne industrialiserede samfund kæmper med. Der er brug for fokus på udvikling. Udvikling af bæredygtige og socialt ansvarlige produkter og produktionsformer. Der er ikke nødvendigvis tale om velfærdstab i et materielt overflodssamfund hver gang prisen på et produkt rent faktisk afspejler omkostningerne i hele produktets livscyklus. Der er derimod ofte tale om fordelingspolitiske udfordringer hvis en gruppe i vores samfund er økonomisk afskåret fra bæredygtige løsninger

Thomas Jensen, Michael Madsen, lars abildgaard og Viggo Helth anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det er også derfor jeg overvejer at stemme på Alternativet en gang ude i fremtiden, men denne gang er min stemme reserveret til EL, også selv om det kommer til at betyde øget vækst. Man skal holde hvad man lover. Men jo, det er et spøjst paradoks forfatteren har gang i: problemet med at give de fattige penge er altid at de bruger dem på en masse dårligdomme, som fx. Coca Cola, chips og det der er værre. Det gør de rige ikke; de tænker sig om og så har de som regel også et pænere sprog, selv om det ikke kommer sagen ved. Tag fx økologi eller bare tandtråd, en luksus der primært er forbeholdt os, der både har uddannelse og spændende jobs, ikke sandt?

Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Opgaven i samfundet er at kortlægge, hvad vi kan undvære - både af forbrug og af arbejde. Dernæst at skabe en langt større omfordeling af produktionen - hvilket er meget mere interessant for alle end løn - og hvordan samfundet igen kan tilbyde et sikkerhedsnet, der ikke taber nogen.

Grethe Preisler

@Peter Hansen: "Opgaven i samfundet er at kortlægge, hvad vi kan undvære - både i forbrug og af arbejde."

Smukt! Og hvem har du så tænkt dig at overdrage den kortlægningsopgave til? Når det nu er så svært, som det åbenbart er, at blive enige om, hvad der er "brug for", og hvad der "kan undværes" - for ikke at tale om hvem "vi" har brug for, og hvem der er så overflødig, at "vi" med fordel kunne give ham et bøjet søm at trutte i og grave føden op af jorden til sig selv med.

Lars Hareskov

Økonomisk vækst er nødvendig, fordi vi alle forventer at få lidt mere i posen næste år. Og hvor skal pengene komme fra. Fra dem der skaber velstanden. De private ansatte og virksomhederne. Hvis vi bruger det billede, at de private er forældrene og det offentlige er deres børn. Forældrene har lavet en aftale med børnene om at de får lommepenge for at udføre nogle opgaver. Børnene siger til forældrene at de vil have mere for at udføre opgaverne. Forældrene har så tre muligheder, enten må de skære ned på det personlige forbrug, tjene flere penge eller optage lån. Det er Danmarks situation i en nøddeskal.
Næsten alle vore politikere opfordrer danskerne til at øge forbruget. Det er fordi de har brug for ekstra momsindtægter. Men de kender ikke danskernes hverdag. Dels har vi i årevis fået tudet ørerne fulde af ordet krise dels er de selv ramt af arbejdsløshed eller har naboer, bekendte eller familie som har mistet deres arbejde sammen med de 150.000 personer som siden 2008 også blev sendt ud i arbejdsløshed. Derfor sidder vi på hænderne, sparer op og betaler af på gælden. Vi har ikke lyst til forbrugsfest fordi morgendagen er usikker.
Velfærd kræver velstand. Størstedelen af dansk produktion er ikke konkurrencedygtig på eksportmarkederne. Det vi har oplevet omkring slagterierne i Fåborg og på Bornholm er symptomatisk for situationen. Politikerne aner ikke hvad de skal gøre. De flytter rundt på nogle beløb som er marginale i forhold til 1.000 milliarder som er budgettet og kalder det reformer. Reelt sidder de også på hænderne og håber på at det nok skal gå over. De afventer, at omkostningerne i andre lande stiger så meget, at Danmark igen bliver konkurrencedygtig. Danmark er en ventesal.

Vækst ! Vækst i hvad ?
I vores private liv ? Vi lever ikke af vækst. Vi lever lige nu af den mad vi spiser, mens vi holder varmen med tøj på kroppen og tag over hovedet. Vil vi ha' mere, er det vækst. Vil vi det. Æde mere, importere mere Kinakram. Større, flottere boliger ?
I staten ? Fællesopgaverne definerer statens størrelse. Vil vi ha' mere og overlade mere af vores privatliv til staten, er det offentlig vækst. Nogle vil ha' mere stat. Andre vil ha' mindre. Politik. LA vil ha' mindre. EL vil ha' mere.
I folketallet ? Øges folketallet øges væksten, alt andet lige. Tåler kloden ikke det, må vi ha' minusvækst - både privat og offentlig.
Så enkelt ser jeg det. Og Peter Nielsens artikel er uinteressant - positivt bedømt.

Grethe Preisler

@Lars Hareskov: "Hvis vi bruger det billede, at de private er forældrene, og det offentlige er deres børn".

En herlig metafor!

Så er de private næringsdrivende (virksomhedsejerne) altså "far og mor" og de privatansatte er de voksnes tjenestefolk, som "børnene" (de offentligt ansatte m.fl.) burde skønne mere på for at skaffe dem mad i munden, tøj på kroppen og tag over hovedet og give dem ros og lommepenge, når de kommer hjem med gode karakterer fra privatskolen (Tænketanken Cepos, CBS m.fl), der anvender PISA-skalaen som mål for "børnenes" evner og kundskabsniveau.

Så forstår jeg bedre, at flere og flere af "børnene" i min bekendtskabskreds viser tegn på at lide af den vrangforestilling, at "de voksne" er børn, der er blevet sindssyge.

Jens Kofoed, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Claus Jensen

"det er ligesom hele pointen. Der er ikke noget realpolitisk alternativ til kapitalismen i en eller anden reguleret form."

Hans Petersen:

Pointen var, at EL støtter kapitalisme og vækst i og med, at de støtter staten, og staten støttes i det øjeblik, man overlader noget til den overhovedet. Dette skulle på en eller anden måde være en ny situation:

Så når Enhedslisten vil åbne for sluserne i den offentlige sektor, er der i realiteten ikke tale om et projekt, der udfordrer kapitalismen, for den offentlige sektor er for længst ophørt med at være et særligt reservat for socialistiske værdier.
Staten er i dag en integreret del af kapitalismen, så mere stat indebærer mere kapitalisme.

Vi er muligvis er tættere på den fascistiske "corporate state", men at jeg har svært ved at få øje på den skarpe adskillelse af den socialistiske stat og kapitalismen, Peter Nielsen postulerer, og som på en eller anden måde skulle have bevirket, at kapitalisme og socialisme har kørt parløb i hver sin bane i samfundet indtil for 30 år siden.

Det er pænt af dig at minde os om, hvad der er af realpolitiske alternativer (ingen), nu da Maggie ikke længere er her til selv at gøre det, men staten er hverken afhængig af eller irreversibelt integreret med kapitalismen, således som Peter Jensen prøver at bilde os ind. Og EL er ikke tvunget af andet end deres egen fantasi til at føre det, du forstår ved "realpoltik".

Claus Jensen

"Hvis vi bruger det billede, at de private er forældrene og det offentlige er deres børn. Forældrene har lavet en aftale med børnene om at de får lommepenge for at udføre nogle opgaver. Børnene siger til forældrene at de vil have mere for at udføre opgaverne. Forældrene har så tre muligheder, enten må de skære ned på det personlige forbrug, tjene flere penge eller optage lån."

Jeg ser, at Lars Hareskov allerede har løst dilemmaet Peter Nielsens dilemma med den kapitalistiske stat for os i bedste neoklassiske stil ved at opstille en samfundsmodel, hvor staten slet ikke findes.

Som man råber i skoven, Peter Nielsen...

Steffen Gliese

I et demokrati er alt muligt, Hans Petersen, der skal bare være flertal for det.
Mht. Grethe Preislers sædvanlige jyske skepsis, så er det de lokale demokratiske forsamlinger, der skal afgøre, hvad det er rimeligt at forlange, at folk bruger deres tid på.
Mht. Lars Hareskovs naive virkelighedsforståelse, så er det ikke velstand, der giver velfærd, men velfærd, der giver velstand. Velfærden er nødvendig og har været det i hele menneskehedens historie, derfor har vi overlevet som art og udviklet os. Velstanden er ganske ung og jo ikke universel i verden. Velfærd er ikke en luksus, man skal finansiere, forbrug er en luksus, man skal finansiere.

Steffen Gliese

Og, Lars Hareskov, det system, du beskriver, forveksler de voksne og børnene: vi vil ikke rydde op på vores værelse, hvis vi ikke får slik! Hvem der forventer mere i lønningsposen for hvert år, gælder også denne børnementalitet, for reallønnen har som bekendt været relativt faldende i årtier, kun pga. stigende huspriser og "gunstige" låneordninger, samt import fra lavtlønslande, har folk kunnet opleve større forbrugsmuligheder

Steffen Gliese

Velfærdssamfundet opstod jo ikke som følge af stigende velstand, men som en politisk beslutning over to omgange med krise (30'erne og 50'erne).

Lars Hareskov : " Vi har ikke lyst til forbrugsfest fordi morgendagen er usikker."
Måske har vi set at lykken og festen ikke ligger i (over)forbruget og "søger trøsten på bunden af sagosuppen".
(Chr.Winther - Flugten til Amerika)

Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Peter Hansen,

Hvis velfærdssamfundet ikke er "en følge af stigende velstand" og velfærd ikke er "en luksus der skal finansieres", hvordan kan det så være, at du (i kraft af din højere uddannelse og dit medlemskab af Dansk Magisterforening) skal have en højere timebetaling for at holde foredrag og læse historier for herskabets børn om 'livets sande værdier', end skurekonen, skraldemanden, kokkepigen, barnepigen og avlskarlen m.fl. får for at holde skidtet fra dørene og huset med basale livsfornødenheder til gavn for alle husstandens medlemmer - incl. herskabet og skolemesteren?

Grethe Preisler

@Peter Hansen: "Det, Grethe Preisler, er, hvad Platons hulelignelse handler om."
Javel, Peter Hansen. Og det, som Grundtvig talte om i digtet "De levendes land":

"O, skuffende drøm, du skinnende boble på tidernes strøm
forgæves dig skjalden med mund og med pen
af glimrende skygger vil skabe igen.
Når skyggen er ligest, da hulke de små
som stirre derpå."

Og det, som vor mere nutidige landsmand, proletardrengen Halfdan Rasmussen, talte om i sit poem fra hereticatiden med titlen "Unge digtere":

"Vi søger efter en sandhed, vi ved den blev sjakret væk,
skændet i horehuse og skjult under løgnerens blæk,
brændt som en heks på torvet, opstanden og brændt igen,
- Åh kunne vi finde den sandhed og bygge vor jord på den."

Men også, som fejret poet med større viden og mere selvindsigt end Heretika-poeterne, skrev:

"Hvem har valgt mig til livets vogter, hvem har sagt, at min tro er sand?
Lykken stjal jeg på røvertogter i de fattiges fædreland.
Jeg er skyldig, om nogen lider, om de trues af nød og vold,
blind og stum blev min dyre frihed til et gyldent, men blodigt skjold."

Hvad er det for en "indsigt" du vil falbyde til "de fattige i ånden" Peter?
Nu hvor det tilfældigvis er dig, som har meget at miste, og lidet at undvære selv.

Steffen Gliese

Nu ved jeg ikke, hvor meget du tror, at "akademikeren har i timen, Grethe Preisler, og det er sådan set også underordnet, for det er ikke pointen. Pointen er, at man ikke kan bruge argumentet, at det forholder sig på en bestemt måde, når argumentet, man opponerer imod, netop er, at dette er en fejlagtig beskrivelse.
Argumentet er, at velfærdssamfundet ikke koster noget i sig selv, fordi dets aktiviteter ville skulle foregå under alle omstændigheder, mens fremstilling og udveksling af varer af større eller mindre lødighed har omkostninger, som gør, at man må overveje, om man virkelig kan bruge af den korte, afmålte tid, menneskers liv varer, på dem.

Grethe Preisler

Og du snakker i cirkler avet om som en vis Rasmus Berg. når du henviser til Plantons hulemetafor, Peter Hansen.

De fleste bonderøve her på Bjerget er ligesom Rasmus' bror Jakob helt på det rene med, at jorden er rund og ikke flad. De har bare ikke lyst til at være til grin for deres egne surt tjente skillinger og finansiere Erasmii fortsatte studium og karriere, hvis han ikke har andet at tilbyde dem til gengæld end sofisterier og henvisninger til, hvad alle lærde folk i København er enige om for tiden.

Michael Kongstad Nielsen

Man kunne godt neddrosle produktionen af såvel velfærd som varer, uden at nogen ville tage skade af det, endsige dø. Jo, politikerne ville lide, men det er jo deres problem. Platon var ikke demokrat. Så vil jeg hellere høre på Holberg, Sokrates eller Grundtvig, end på hulemandens sniksnak.

Jeg kan godt se ideen i artiklen med hvilken politik der kan give vækst, men opstår paradokserne ikke ved mangelfuld omhyggelighed med sprog og definitioner? Der er vel forskel på, om det er kapitalens indflydelse eller kapitalismens indflydelse, der diskuteres? Jeg er ikke så godt inde i økonomiske teorier, men det forekommer mig, at kapital er et faktuelt objekt, mens kapitalisme er en blandt mange hypotese om relationer i forbindelse med kapital.
Kan en statsligt provokeret vækst være kapitalisme, hvis definitionen om kapitalisme ligger til grund?
Jeg håber på kyndige svar, for jeg er absolut ukyndig på området, men meget forvirret.

Kristian Rikard

Peter Knap,
Fortvivl ikke. Alene det at du stiller et helt fundamentalt spørgsmål får dig til at ligge
hestehoveder foran andre :)

Jørgen Garp

Jeg er helt bekendt med de afledede effekter af offentlig vækst med multiplikatoreffekt "og hele svineriet", men grunden til at Peter Nielsen gør alle katte grå, og åbenbart ikke kan se forskel på forøget offentligt vækst og privat vækst og den markante forskel effekten har på klima mm. er, som jeg ser det, netop grundet hans antagelser om, at det offentlige/staten forskelsløst kan ses som kapitalens forlængede arm!
Den manglende evne til at sondre mellem stat og kapital fører således endnu engang til forvrøvlede forenklinger, her pakket ind i lidt smartnes om LA som antivækst og EL som særlig vækstivrig på trods af partiets erklærede målsætning.
Og dermed bliver en seriøs og helt nødvendig kritik af EL perspektivløs og pjattet!

Claus Jensen

Peter Knap:

Det, Kristian Rikard gerne vil sige, hvis bare han kunne, er at tese og antitese, stat og kapitalisme, her har fundet sin syntese atemporalt i statskapitalismen.

Dermed er paradokset ophævet, uden at nogen af dets elementer er blevet adskilt, nyintegreret eller omdannet til en familial relation, hvor børnene smides ud med badevandet.

Kære Claus Jensen. Lad venligst Kristian Rikard selv bestemme hvad han vil sige i stedet for at tillægge ham dine fortolkninger af hans indlæg. Det er noget med at gå efter bolden i stedet for at gå efter manden.
Min fortolkning af Kristian Richard er, at det er et grundlæggende problem, og for at dække over det bruger økonomer besynderlige ord og tågesnak.

Claus Jensen
Jeg har slået ordet deskriptivt op, og jeg fatter ikke du kan mene, at kapitalisme beskriver hvordan økonomien er.

Claus Jensen

Peter Knap:

Kapitalisme er betegnelsen for en økonomisk samfundsindretning, nogle samfundsrelationer om du vil. Præcis som feudalisme eller kommunisme betegner en bestemt måde at indrette samfundet på. Udsagnet "Vores samfund er (overvejende) kapitalistisk" kan selvfølgelig fremsættes som en hypotese til empirisk efterprøvning eller logisk bevisførelse, ligesom du kan vælge at tage udsagnet "Paven er katolsk" som en ubevist hypotese. Men normalt bruger vi udtrykket til at beskrive en tingenes tilstand, som vi vil analysere.

Claus Jensen

... Den klareste forskel er selvfølgelig mellem deskriptiv (samfundet er kapitalistisk) og normativ (kapitalistiske samfund er de bedste). Som du kan se også her i tråden, er der mange , som uden videre antager, at sandheden af det normative udsagn er en følge af sandheden af det deskriptive udsagn.

Tak Claus.
Jeg har haft en ide om, at kapitalisme skulle opfattes som en hypotese baseret på iagttagelser og forudsigelser. Det virker ikke i debatten som om man kan vælge uden det får forudsigelige konsekvenser.

Claus Jensen

Peter Knap:

Du kan sagtens opstille definitionen på "kapitalisme" og undersøge om det holder i virkeligheden. Det gjorde jeg selv 3:59, hvor jeg omdefinerede vores system til statskapitalisme.

Jeg ved ikke, hvad du mener med at skulle "vælge".

Du har i øvrigt fejltolket Kristian Rikard 1:26. Han prøvede ikke at formidle nogen forståelse om artiklen til dig, han gik blot efter mændene og damerne i kommentarsporet i stedet for bolden.

Sjovt som EL kom hurtigt på banen da Alternativet havde vedkendt sig Modvækst.
Grundlæggende handler vækst i den vestlige verden, at vi ikke kan æde mere, vi har ikke ledige værelser til flere fladskærme, eller plads i carporten til flere biler og skuffen med velfungerende mobiltelefoner ude af drift kan ikke lukkes.
Lad os nu vækste på de parametre der ikke tar livet af os selv, men som beriger os selv.