De voksne har erobret barndommen

Forældremøder, legeaftaler, ’kom hinanden ved’-hygge, arbejdsdage … Velfærdsinstitutionernes krav om, at forældrene skal engagere sig i børnenes liv griber om sig. Så meget, at børnenes frihed og selvbestemmelse er truet
Dagens kronikør har fire børn – og svært ved at leve op til de mange fællesskabers fordringer.

Dagens kronikør har fire børn – og svært ved at leve op til de mange fællesskabers fordringer.

Christian Lindgren
7. juni 2014
Delt 65 gange

Jeg har en kone og fire børn på et, tre, fem og otte år. De går alle i institutioner, og den ældste går også i folkeskolen. Min kone arbejder på let nedsat tid for at få tid til dem alle og ikke mindst til alle de krav, som samfundet stiller, når man har børn. Alligevel kan vi ikke leve op til alle fællesskabernes fordringer. Problemet er, at fællesskaberne i stigende grad invaderer familierne. Det har karakter af frivillig tvang. Man tvinges til at følge fællesskabets normer, og bliver mindre og mindre sig selv.

Jeg ved, at der er en masse positive ting ved fællesskaberne, men presset for at deltage i dem for at undgå at blive stemplet som en dårlig forælder, kollega, ven eller familiemedlem udarter sig til tyranni, som reducerer det frivillige engagement og indsnævrer det selvdefinerede liv.

Overskuds ping-pong-dialog

Presset viser sig på daglig basis, når børnene skal afleveres og hentes i de forskellige institutioner. På grund af de mange artikler, der har været, om at børn ikke må være for mange timer i institution, vil man ikke være den første, der afleverer eller den sidste, der henter. Dette gælder specielt i børnehave og vuggestue. Børnene er naturligvis trætte om morgenen, og vi forældre løber rundt for at komme ud af døren. Vi skal fodre børnene af, sørge for at de får børstet tænder, og de små skal have skiftet ble og have tøj på. Vi skal sikre, at de store tager overtøj på selv. Vi må heller ikke glemme, at der skal pakkes skoletaske, og den ældste skal smøre en madpakke til 10-frikvarteret, for lærerne har påtalt, at det er nødvendigt med den madpakke, og man er træt af beskeder om det på forældreintra.

Men selv om morgenen har været stresset, vil man ikke vise, at man er en dårlig far, så hvis der har været konflikter med et barn eller to, bliver det nævnt med en vittighed, når man afleverer børnene. Herefter følger lidt ping-pong-dialoger med pædagoger og lærere og de andre forældre. Målet er at vise, hvor stort et overskud man har. Når børnene skal hentes, vil man heller ikke hente dem for sent, for man har hørt, hvordan der bliver talt om de forældre, der henter deres børn sent hver dag. Det skaber et indirekte pres, for at ingen vil være den, der afleverer først eller henter sidst. Men på den anden side: Nogen skal jo være det.

Oven i disse dagligdags forventninger kommer forældremøder, jule- og sommerfester, frivillige forældrearbejdsdage samt andre sociale aktiviteter, man skal til i børneinstitutionerne. I skolen har man toppet arrangement-ræset af med legegrupper. Derudover går vores ældste også til fodbold, hvilket indebærer endnu flere forældreaktiviteter.

Alene antallet af møder og arrangementer betyder, at man må melde fra, og så følger den dårlige samvittighed over ikke at interesse sig for sit barns liv.

Min erfaring er dog, at disse møder og arrangementer mest af alt er til for, at folk kan vise, at de er der for deres børn. Møderne gør generelt ikke noget for relationerne mellem forældrene, eller for relationen mellem forælder og barn. Til gengæld betyder de noget for børnenes relationer, men måske kunne effekten være endnu større, hvis forældrene ikke deltog, så børnene ikke hele tiden skulle afbryde legen for at vise os forældre noget – eller endnu værre, fordi forældrene blander sig i legen. Ved nærmere eftertanke, tror jeg sagtens, arrangementerne kunne undværes. I forvejen er ungerne jo meget sammen, og det bliver kun mere, når den nye folkeskolereform træder i kraft.

Far på sidelinjen

Jeg oplever mange floskler om, at disse fællesskaber er til for, at man kan være ih og åh så sociale og venskabelige med hinanden. Men det sker kun i lille målestok. Vi møder troligt op som de lemminge, vi er, fordi vi elsker vores børn, og vi ikke vil give nogen anledning til at tro andet.

Også i børnenes fritidsliv er forældrene altid til stede. Vi står troligt på sidelinjen under fodboldtræningen, også selv om ungerne ikke kan se, at vi er der. Vi sidder troligt og venter. Jeg pønser på at gøre oprør og bare aflevere barnet (og senere børnene) til fodbold og lade ham (dem) finde hjem selv. Det er den ældste i hvert fald stor nok til. Det kan være, de andre forældre følger trop. Når det viser sig at være en succes, kan vi nok også overdrage dem ansvaret for selv at tage i skole. Jeg er klar, men jeg har mødt mangt en mor, der forklarer mig, at børn ikke kan komme i skole selv, førend de er minimum 10 år. Det kunne de, da jeg var barn; det kan de vel også nu. Det er kun forældrene, der står i vejen.

Når jeg tænker tilbage på min egen skolegang (kan af gode grunde ikke snakke med om institutionslivet, da jeg har aldrig har taget del i det personligt), var der ikke alle disse sociale krav til forældrene. Der var et årligt forældremøde, hvor der var valg til bestyrelsen, og så var der en årlig skole-hjemsamtale. Hvis der var noget, der var grelt, tog man en samtale om det, og hvis vi børn havde problemer med hinanden, forsøgte vi selv at løse det. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, hev vi fat i vores forældre, som tog fat i det andet barns forældre. Skolen blandede vi sjældent ind i problemerne. Den skulle bare give os viden; opdragelsen var forældrenes domæne. Der blev skrevet i kontaktbogen en sjælden gang imellem, hvis der var informationer, der absolut skulle nå hjemmet.

Vi gik selv til festerne på skolen. Der var ikke behov for, at vores forældre fulgte os. Det behøvede de heller ikke gøre, når vi skulle lege sammen om eftermiddagen. De behøvede heller ikke at arrangere legeaftaler for os. Det klarede vi selv, ligesom vi også selv tog til de forskellige fritidsaktiviteter, vi dyrkede. Vores forældre kom nogle gange og så os spille kamp, men de overværede ikke træningen. Det var ikke nødvendigt. Vi følte os ikke mindre elskede af den grund. Vi følte os nok nærmere mere frie.

Til kamp for friheden

Hvad er så pointen med alt dette brok – for brok er det jo i bund og grund. Jeg kunne jo bare vælge anderledes på mange punkter, men der er nogle konsekvenser ved at gøre det, som jeg ikke er klar til at tage.

Og faktisk er kampen i mine øjne større end den personlige; end den jeg kan tage på mine egne børns vegne. Den skal kæmpes på hele mine børns generations vegne. Det handler om at sikre en hel generation muligheder for at blive selvstændige mennesker.

Jeg vil kæmpe en kamp for, at skolen begynder at fokusere på det, skoler nu engang altid har fokuseret på: at give vores børn viden. Hvad socialisering og kammerateri angår, kan man udmærket lade dette ske via fritidshjem og fritidsinteresser i stedet for forældrearrangeret selskabelighed. Jo mere skolen og klasserådene tager over, des mindre indflydelse får børnene på deres eget liv. De vælger ikke deres kammerater selv – de bliver dem påduttet.

I dagens folkeskole er der et dogme om, at alle skal kunne komme overens med alle, og at alle skal lege med alle – også selv om de ikke vil. Det er et dekret om, at alle skal kunne lide alle. Jeg mener, at vi tværtimod må give børnene frihed til selv at vælge, hvad de vil lege og med hvem. Fri leg er ikke så dårligt, som det lyder.

Thomas Gyldborg er far til fire

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Heller

At gå imod fællesskabet er noget af det mest skræmmende der findes. Må jeg anbefale at du gør det alligevel? Der kan være en stor tilfredsstillelse i at gøre det.

Mange bruger størstedelen af livet til at bekymre sig om, hvad andre tænker. Der er brug folk, som tør være anderledes. Ellers ender vi alle med langsom kvælning i fællesskabets suppe.

Brugerbillede for Peter Jensen

I vid udstrækning kan livet som moderne forælder med 'styr på tilværelsen', og de betydelige omkostninger dette får for samme forælders nærvær i sine relationer, herunder sit selvforhold, tilskrives opløsningen af de nødvendige fællesskaber, hvor det lokale liv dannede den primære ramme om familiernes liv - og hvor kravene om at holde sig både orienteret og aktiv på utallige domæner var begrænsede. I stedet har vi fået netværket som nyt sameksistensideal, hvor kravene er utallige, qua notationen om den enkeltes selvrealisering, den enkeltes ret til (en ofte temmeligt illusorisk) valgfrihed - hvor egennytten står i forgrunden. Også politisk slår dette igennem, kulturelt og strukturelt, den daglige tilværelse udvikler sig til et marked, familien til en virksomhed, hvis drift skal passes, hvis markedsinteresser skal dyrkes. For ellers kobles man jo fra, man følger ikke udviklingen, man går i frø og taber sit liv. Bliver en taber. Altså én af dem, som afleverer for tidligt og henter for sent, som ikke giver børnene deres berettigede oplevelsesgok, som ikke har råd til underholdningsparker i børneværelserne eller ikke vil bygge dem, som ikke er 'tidssvarende' og/eller oppe på beat'et. Dén vej rundt bliver 'systemet' ... eller, 'udviklingen' (som jo aldrig driver sig selv alene) et selvforstærkende arrangement. Dog langtfra stabilt - og i nærmest ingen forstand socialt og kulturelt bæredygtigt.

Brugerbillede for Katrine Visby

Hvor kan jeg dog genkende alt det Thomas Gyldborg beskriver her.

Der er mere indblanden i børnenes liv end nogensinde. Man ligger under for gruppepres som forælder hvis man ikke deltager i arrangementerne. Og man er angst for at virke som en dårlig forælder hvis man ikke deltager. Selv om man i virkeligheden ikke har lyst.

Det er som om der er kommet en slags masse-psykose i institutioner og skoler, om at familierne skal tvangs-deltage i alverdens forlorne sociale arrangementer "for børnenes skyld".

Statsapparatet vil i stigende grad styre børnene og forældrenes liv.

Til det vil jeg bare sige; forældre, find selvtilliden frem, mærk efter og sig fra.
Brug den stærkt undervurderede intuition.

Familierne har også brug for ro i en travl hverdag - plads og ro til at lave "ingenting". For det er her den meditative ro opstår.
Giv børnene friheden tilbage, og lad dem lege med hvem de vil.

Vi skal selv tage den frihed tilbage.

Og lad så de børn være i fred!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg så det allerede for tredive år siden ved forældremøder i folkeskolen. Men at formyndersamfundet skulle udvikle sig så frygtindgydende drømte jeg ikke om. Snigende udvikling er den rette betegnelse og alle er fanget i nettet.
Holdningen omfatter alle helt op i det politiske liv, hvor trangen til at betragte befolkningen som børnehavebørn er slået helt igennem.
Jeg tillader mig at rette en anklage. Socialdemokratismens lighedskultur har skylden. Ingen må skille sig ud. Jantelovens land blomstrer som aldrig før. "Man binder os på mund og hånd" gennem brugsanvisningssamfundets regelmageri. Materialisme tromler os ned gennem massiv reklamepåvirkning - Kun et mindretal står imod.
Det koster tid, tid som familiemødre og -fædre med dårlig samvittighed skubber over på institutionaliseringen. Her står nemlig fagfolk klar til at lede de uselvstændige, barnlige voksnes adfærd gennem manipulerende gruppepres.
Og sådan kunne man blive ved med at karakterisere det emne som Gyldborg så udmærket rejser her.
Tak for det.

Brugerbillede for Bill Atkins

Leo, du er bare så meget igår, bundet af dit had til den soldariske stat, men bare rolig dine neoliberalistiske venner er kommet så langt med etableringen af konkurrencesamfundet, at forældrene føler sig tvunget til at launce deres små poder som missiler i kampen mod "de andre" -deres kammerater.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Nu har jeg ikke selv børn, men jeg har da kolleger som har børn i alle aldre; børnene er 4, 8, 10 og 14 år og nogen imellem disse aldre. Og jeg ved ikke om man forventer at forældrene deltager lige så meget i forskellige arrangementer herovre i Jylland som man måske gør i København?

Jeg har dog haft forskellige kærester som har haft børn. Og de var altså til forskellige arrangementer på skolen, bl.a. et julearrangement i skolen samt et julearrangement i børnehaven. (og det var sidst i 1990erne). Og jeg kan forstå på mine kolleger som har børn i alderen 4-14 år, at det bare er blevet værre siden 1997-1998. Og at man som forældre i dag forventes at komme til alle de arrangementer som skolen eller børnehaven arrangerer. Og skal jeg perspektivere min egen barndom og ungdom til artiklen, så er det korrekt, hvad skribenten fortæller: I 1970erne var der to arrangementer om året, nemlig 1) en skolefest og 2) en årlig skole-hjem samtale. Og var der problemer i skolen ringede skolen til forældrene, eller forældrene klarede den med hinanden.

Også jeg har gået til fodbold og spejder (FDF) da jeg var yngre; jeg kunne godt selv cykle til fodbold, jeg kunne også godt selv tage bussen til spejder (FDF) i den nærmeste store by. Hvorfor børn ikke kan da det i dag ved jeg ikke? I de første år jeg gik i skole kom der en skolebus og hentede os, fordi skolen jeg gik i lå i den nærmeste store by. Og fra cirka 3.-4.klasse tog jeg altså selv bussen....

Skribenten undrer sig over, hvorfor børn i dag ikke selv kan cykle eller gå til den nærmeste lokale skole; svaret på dette er meget enkelt. Skolen er der ej mere - politikerne i kommunen har nedlagt den! Eller lavet det sådan at 0-6.klasse går på en skole, mens 7-9.klasse går på en anden skole. Og derfor bliver forældre nødt til at køre børn i skole i dag. I andre lande f.eks. USA og England har man stadig 1-6. klasser på en lokal skole, hvor der kun går cirka 400-500 elever. Når man kommer i High School (for de 14-18 årige) i USA og Canada, ja så går man på store skoler med over 2.000 eller måske med over 4.000 elever.....

Brugerbillede for Bill Atkins

Markedsstaten naturaliserer nyliberalismen ved at gøre dens logik rationel og ved at gøre konkurrencestaten til det naturlige næste skridt i velfærdsstatens evolution.
(Ove K. Pedersen forfatter til Bøgerne Konkurrencestaten og Markedsstaten) http://www.information.dk/500104

Ak Ak, Leo, nu må du se at tage dig sammen og komme med på tidens debat. Mon ikke du kan låne bøgerne på et kommune- eller statsbibliotek i nærhed af hvor du bor.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Fra uddannelse og forskning til sundhed, ældrepleje og infrastruktur bliver den altoverskyggende faktor statens evne til at skabe og forøge en fleksibel arbejdsstyrke.
Et kerneargument i debatten om de voksnes erobring af barndommen, Leo Nygård

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

i børneinstitutionerne producerer man ud fra denne devise på samlebånd usikre, stressede og ikke sjældent decideret angste og ængstelige forældre. ...ha,ha,ha,ha, den var sgu go. Ressourcestærke forældre lader sig sig ikke skræmme af en sølle pædagogmedhjælper der står med 10 børn der skal hentes hentes kl.17.00. Derimod lader forældrene sig skræmme af tempoet og forventningerne på arbejdsmarkedet.

Aagaard. det handler om live-work-balance, og troen på at ungerne nok skal klare sig selv om de har haft en barndom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kit Bonde

Der har været megen tale om at indvandrerne bringer mangfoldighed til vores samfund. - Det er bare en skam, at vi strømliner vores egen mangfoldighed og ender med unge mennesker, der er deprimerede, ikke kan finde ud af at komme videre når de er færdige i skolen - de kommer jo i frit fald! - Formyndersamfund når det er værst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annette Hardsner

Jeg syntes denne artikel siger mere om den der skriver end om det pres han beskriver.... For hvem siger du SKAL deltage i det hele, hvem siger du er en god forældre hvis du gør som alle de andre, ja hvem vurdere om du er en god forældre?
Hvis du, når du kigger i spejlet, syntes du gør det ok, så lad dig ikke forledes til noget andet... Deltag hvor du kan og får du dårlig samvittighed så er det måske fordi dine prioriteringer skal omdefinere, din opfattelse af den gode forældre skal tænkes over een gang til eller fordi der måske er noget om, at du har brugt din tid anderledes end du egentlig ønskede i forhold til dine børn, måske prioritere du ikke rigtig og måske arbejder du rent faktist for meget?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

....Al den tid Thomas Gyldborg, har brugt på at formulere selvforskyldte bekymringer/undskyldninger/buhuu det er synd for mig..., kunne han istedet ha' brugt på, at samle kræfter til samværet med hans børn, i forskellige sociale kontekster..
Det er i de sociale fællesskaber/miljøer at kilen til læring skabes..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Ingen roser uden torne, sagde hunden. Den gjorde kur til et pindsvin.

Med fire børn på hhv. et, tre, fem og otte år, der alle skal afleveres og hentes i forskellige pasningsordninger, for at far og mor kan få tid og overskud til at passe deres arbejde udenfor hjemmet, siger det sig selv, at far ikke orker at deltage i selskabeligt samvær med pædagoger og forældre til andres unger i disse pasningsordninger i tide og utide efter fyraften.

Hvad bilder de sig egentlig ind disse lavt uddannede lavtlønnede kommunale klidmostre? Har de ikke andet at lave sig i deres egen fritid end at plage sagesløse småbørnsfædre med krav om at stille op til pædagogstyret samvær med konen og ungerne efter arbejdstids ophør? Ved de overhovedet, hvor hvor stressende det i forvejen er at være far til fire med udearbejdende kone nu om stunder?

Tag en tudekiks Thomas Gyldborg - eller en snak med dine børns mor om, hvor lidt og hvor meget af jeres tid og kræfter I hver for sig og sammen vil bruge på andet end lønarbejde og karriereræs, indtil ungerne bliver store nok til at slippe løs i trafikken uden voksenledsagelse. Det er ingen loppetjans at holde styr på en børneflok på fire, hvoraf tre er under den skolepligtige alder, det har det aldrig været.

Og glem så alt om Far til fire-idyllen i rækkehuset bag ligusterhækken, hvor Søs, det kære væsen, udfyldte rollen som hjemmets gode fe, indtil Mie blev gammel nok til at overtage den, og Søs med god samvittighed kunne gifte sig og flytte hjemmefra.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hemmingsen

Jamen dog Thomas, nu kender jeg dig ikke, men en af årsagerne til at jeg stort set aldrig har deltaget i forældre arrangementer (og jeg har kun et barn) er på grund af forvrøvlede forældre som dig. Du burde have overvejet om du nu også skulle have fire (4) trofæ børn eller om skulle have nøjes med mindre. Du skal som der fremhæves flere steder, blive voksen, træde i karakter, og prioritere din og dine børns hverdag og da overhovedet ikke spilde et sekund på hvad andre måtte mene om dig og dine/jeres disponeringer. Din deltids kone virker i øvrigt noget fraværende her. Tør øjnene og find ud af hvad dine børn behøver, det er nok lidt forskelligt og sæt så en dagsorden som du og din hustru kan levere på og skær ligegyldige hensyn til eksempelvis andres opfattelse væk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"For hvem siger du SKAL deltage i det hele, hvem siger du er en god forældre hvis du gør som alle de andre, ja hvem vurdere om du er en god forældre?

Det siger (bl.a.) tidens kulturelle magtbud om den selvrealiserende, engagerede og omsorgsfulde, moderne forælder; buddet hviskes konstant i ørerne på de mange - det råbes gennem reklamerne, det faciliteres via sociale medier - og det lægger pres på (de) mange. Især middelklassen, som for en stor dels vedkommende faktisk befinder sig i hamsterhjulet og ikke adresserer magtbuddet med moden og centreret kritik - snarere med tilpasning/assimilation og spidsborgerlig disciplinering. Grethe Preislers konstatering af at det nødvendigvis være et liv med absolut uønskelige tab af nærvær, tid og fokus i relation til eget afkom som er forældre til del, understreger at vi også har med et historisk, normativt fænomen at gøre.

Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Jeg tvivler ret stærkt på at diverse såkaldte klidmostre (pædagoger) i fremtiden vil bruge så meget tid uden for deres arbejdstid på at vælte alle de ting på forældrene.
I en af deres seneste overenskomster. Der fik de sløjfet overtidsbetaling. Så alle møder de forventes at holde med forældrene. De skal enten ligge inden for instituationens åbningstid. Eller de skal tage det af egen lomme.
Det gælder sikkert også lærene.
Og stod jeg som enten det ene eller det andet.

Så ved jeg godt hvad jeg ville vælge.
-At have min fritid for mig selv.

Så den del af problemet løst.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen

Som Johannes skriver, har samme tendens indtaget arbejdspladserne. Udover møder og seminarer er der en lind strøm af fællesspisning og -drikning. I arbejdstiden og udenfor. Det siges, at de yngre medarbejdere efterspørger socialt samvær. Måske som følge af deres "opvækst" i børnehaver m.v.

De ældre medarbejdere har ikke været vant til den megen sociale aktivitet. Måske var der så i deres ungdom for lidt socialt ift. arbejdspladsen, men de fleste fandt dog indbyrdes selv ud af at spise deres frokost sammen eller foretage sig noget sammen efter arbejde, hvis de havde det behov. Måske fordi de ikke var opvokset i en "børnehave".

Det største problem nu om dage er, at alle forventes af deltage i alt og det med begejstring. Og det kræver personligt mod og styrke og en vis afslappethed ift. medarbejderbedømmelser at fravælge medløberiet.

Brugerbillede for Lotte Evron

Helt igennem fantastisk artikel, der rammer plet i forhold til de misforståede sociale krav, der stilles til forældrerollen i dag i godhedens tjeneste. Den forskning, der findes på området er ikke særlig god og kan i mange tilfælde karakteriseres som udviklingsprojekter eller lægmands statestik. Jeg er selv i den lykkelige situation at have tre dejlige børn, og har indtil for nylig været aktiv i vuggestue, børnehave, klub, skole og gymnasiet i roller som kontaktforældre, bestyrelsesmedlem/formand, skolebestyrelsesformand, skolebestyrelsesmedlem, festudvalgsmedlem, bagekone, kagesælger mm. Da vi for nogle år siden talte 100 arrangementer på et år med 3 børn, begyndte vi at sige fra. (Ja, vi bor i København!). Du kan kalde det modstand, men det har i hvert fald været positivt for børnene - og for os - vi har set hinanden mere i familien uden alle disse ligegyldige arrangementer, der i mange tilfælde også kræver, at forældre har et flexjob. Det er faktisk ikke alle forældre, der kan møde op kl. 10 og se teaterstykke, eller spise morgenmad med klassen kl. 8-10. Se kunstudstilling kl.16, eller høre børnene læse op på engelsk kl. 12. Det er faktisk det skolen kræver af forældrenen i dag. Spørgsmålet er om skolen/småbørnsinstutioner i godhedens tjeneste måske ikke er med til at skævvride den sociale arv? Julehygge, morgenmad, sommerfest, forældrefest, klassefest, klubmiddage, forældre-børn-udflugter, fædre-børn weekender, mødre-børn aktiviteter - ja det har været uden ende. Selvfølgelig har der været mange gode og hyggelige timer, men der har sandelig også også været rigtig mange fuldstændig ligegyldige og ja - irriterende timer sammen med andre forældre, som man dybest set ikke deler andet med end et barn i samme klasse/vuggestue/børnehave. Håber der er flere der vil gøre oprør og vise deres modstand mod dette kom-hinanden-ved-for-barnets-skyld-tyrani i de danske småbørns- og uddannelsesinstitutioner. Det handler ikke om at få børn eller lade være, men om samfundets og dermed skolens og institutionernes krav til forældrerollen. Og nej, sådan som det er nu kan man ikke bare sige fra uden at det har konsekvenser - i beste fald bliver man som forældre ringet op af velmenende pædagoger/skolelærere, i værste fald skal barnet stå til regnskab overfor forældrenes og eventuelt barnets fravalg af deltagelse... Hvis det ikke er et socialt pres eller formynderi, hvad er det så?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

BREAKING NEWS - BREAKING NEWS - BREAKING NEWS

Guruen Lotte Hansen, indehaver af det private rådgivningsbureau Hansen
Agenda, har d.d. offentliggjort resultatet af en meningsmåling, hvoraf det fremgår, hvad 'folket' mener, staten fortrinsvis skal bruge de penge til, den haler op af lommerne på 'middelklassen' i form af skatter og afgifter.

Budskabet er klart: Sluk for Bedstes respirator og skær ned på den passive forsørgelse af langtidssyge, langtidsledige og andre idioter, der ikke er fleksible og og omstillingsparate nok til at leve op til det globaliserede konkurrencesamfunds krav om effektivitet. Og brug besparelserne på finansloven til at lette tilværelsen for betrængte småbørnsforældre som hr. og fru Gyldborg, så deres børn med tiden kan blive lige så gode skatteydere og forbrugere af varer og private tjenesteydelser som forældrene.

Æv, bæv! Der fik I nok en ren røv at tude i - alle I pladderhumanistiske utopister og miljøfanatikere fra 'den moderate venstrefløj', der troede at velfærdsstaten også var til for jeres og jeres fnattede unger og syge mosters skyld.

Brugerbillede for Kristoffer Larsen

Skoleintra er et mareridt. Hver aften popper der nye meddelelser op. Enten mails fra andre forældre eller fra lærerne så det siger pling på smartphonen. Fritidsordning, afslutningsfester, hytteture, forældrefester, klassefester, skolefester, volleystævner o.s.v. Valg til skolebestyrelse, orienteringsmøder, fødselsdage i klassen, legegrupper eftermiddagskaffe med forældre o.s.v. Dertil lektieorientering.

Allerværst er det når man skal slette en besked, skal man bekræfte den skal slettes som om systemet virker overrasket over man ikke vil beholde den.

Så er der individuelle aftaler om overnatning, legeaftaler, fodbold o.s.v.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Essensen af emnet er den enkeltes forhold og indstilling til fællesskaberne, altså de "tvungne" fællesskaber.
Også Gallup har for Berlingske undersøgt borgerne holdning til skat og velfærd.(Preisler 15.50).
Et stort flertal betaler med glæde, men vil ha` noget for pengene.
Mindretallet synes ikke om yde til passiv forsørgelse, til bureaukrati og synes at man bliver straffet for at yde en ekstra indsats.
Det er resultatet meget kort.
Flertallet kan slet ikke se at vi er til grin for egne penge. Stigende "velfærd" er lig med stigende pengecirkulation. Mest mulig ind i skat - Mest muligt til uddeling til alle. Valgflæsk ! Det kræver administration af alle de mange ordninger, kostbar administration. Det giver tyranni overfor de ledige. Det giver tyveri af børns tid. En af forfatterne er minister Antyranni.

Alternativet til dette mareridt er, at velfærd er at hjælpe dem i nød og dem der ikke kan klare dagligdagen, i stedet for at uddele til de andre - kontante tilskud, gratisydelser, fradrag og rabatter - til folk der kan klare sig selv.
Midlet er frihedsskabende basisindkomst (borgerløn), indtægts- og formueregulering af betalinger og ydelser, afskaffelse at det tilsvarende klientsamfund, samt en kraftig skattereform med samme sigte. (Princippet findes i dag, f.eks i folkepensionen.)

For hver krone der indbetales og betales tilbage til giveren, afgiver han for en krone frihed til selv at bestemme. For hver krone kan spares 40 øre til offentlighedens kontornussere.

Hvad har det at gøre med emnet - børn, forælder og institutioner ?
Samme uselvstændighedskultur, mangel på frihed under eget ansvar.
Nej, hellere overlade mest muligt til Big Mother, i stedet for mor selv - og far - skattebetalerne, der forventer at få noget igen.

Når jeg fremfører disse betragtninger, komme rygmarvsreaktionen straks . Liberalist !
Men hvem vil ikke svar ja på spørgsmålet : Ka` du li` frihed.
Som Dan Turell : Jeg ka` li` hverdagen.................
Jeg kunne tilføje, ja den er min egen !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Peter Jensen

De fleste mennesker, mig selv inklusiv, havde den idé at vi sendte vore børn i institution. Lige pludselig skal den ældste så i skole, og vi begynder at lede efter en passende en. Vi finder ikke nogen. Alle folkeskolerne er ubrugelige og de privatskoler vi finder brugelige er for langt væk.

Vi vælger så det mest absurde: vi vil selv undervise vores børn. Det var ret underligt at komme til den konklusion, idet min far er uddannet folkeskolelærer og har arbejdet som sådan. At vælge noget helt anderledes end alt hvad jeg kendte til, føltes underligt. Det er nu 5 år siden og vi har ikke fortrudt. Meget underligt.

At selv undervise sine børn er helt klart ikke noget der ville være en mulighed for de fleste, men for dem der brænder for det og har lysten og viljen, go for it. Der findes mange undskyldninger for ikke at gøre det, og jeg kender dem alle, så spar mig. Jeg vil godt høre hvorfor nogen ville gøre det alligevel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Annette Hardsner

"Det siger (bl.a.) tidens kulturelle magtbud om den selvrealiserende, engagerede og omsorgsfulde, moderne forælder; buddet hviskes konstant i ørerne på de mange - det råbes gennem reklamerne, det faciliteres via sociale medier - og det lægger pres på (de) mange".

Jo men hvem siger det er sandt.... Ingen!
Vær modig nok til at finde din egen vej i forældrerollen, -hvad den nu engang indeholder - Find din egen sandhed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Jo men hvem siger det er sandt.... Ingen!"

En hel masse siger at det er sandt - og det gør de ganske simpelt ved at følge magtbuddene. Handling taler, så at sige. Må være det helt korte svar.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Loft

@ Peter Hansen,

"Problemet er jo, at pædagogerne er nødt til at skaffe sig en faglighed udover bare at være opsyn for børn i fri leg"

Det skriger jo til himmelen...at der er stor Uvidenhed og abesolute ingen respekt for et fag, når man får "spontan-munddiare".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Per Larsen

Rigtig god artikel, Thomas Gyldborg, tak.
Ikke bare er den tydeligt velovervejet, den er også "courageous" (elsker det engelske ord efter at en gjorde mig opmærksom på at det fanske "cour" jo betyder hjerte) og bidrager i øvrigt konstruktivt til ligestillingsdebatten - at det ikke er din kone - kanon : )
Og i øvrigt en super illustration, billedet - "curling barn" dér ? : )

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Vi har ét julearrangement på vores skole.
Så er der et forældreråd der arrangerer andre ting. Meget prisværdigt, for det er nogle gode oplevelser, børnene får.

Og det er vel sådan det skal være optimalt set. Altså forældre med overskud tager initiativ og står for arrangementer, men vel at mærke ikke sådan at alle forældre eller bare tilnærmelsesvis alle forældre. To-3 voksne er vel rigeligt.

I "gamle" dage støttede lærere også glad op ved sådanne arrangementer, men det er selvfølgelig fortid nu med den dersens reform.

Børnefamilier er pressede. Hvis vi nogensinde får økonomisk overskud til at prioritere igen, så kunne jeg godt tænke mig at det var en gruppe, man valgte. Og det behøver ikke engang være en dyr udgift. Noget så banalt som lovkrav på at kunne gå på nedsat tid, er på alle måder en win-win, fordi det også kan åbne for nyansættelser.

Men ansvaret er også hos forældre. Man skal kunne sige fra uden dårlig samvittighed.
Jeg skulle selv finde ud af at gå til sport da jeg var lille. Det er da ganske naturligt at man selv kan det fra man er 8-9 år gammel. Og man kan selv cykle i skole fra samme alder. Man skal ikke påtage sig flere opgaver end nødvendigt.

I mit drømmesamfund arbejdede alle (der vil) højst30 timer, børnene var kun væk i samme antal timer. Vi forbrugte lidt færre penge på alverdens materielle goder. Noget kan man selv gøre. Noget skal samfundet gøre. Det er eks. groteskt at samfundet går den anden vej og forlanger børn er i skole i så mange timer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Peter Jensen

Mine 4 børn er under 12 år gamle. Fruen hjemmeunderviser dem. Sådan har det været i 6 år, og det har vi aldrig fortrudt.

Har man mod på det og man kan få det til at hænge sammen økonomisk, så vil jeg klart anbefale det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lone bording

De gamle landsbyfællesskaber og baggårde er opløst af gode grunde - at forældre må sætte nye forpligtende rammer om de fragmenter der er tilbage er en naturlig og sund følge -

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

ikke for noget Lone Bording, men ovenstående 'debatoplæg' er mere end halvandet år gammelt, og der er røget ikke så få flere børn (af anden etnisk oprindelse end dansk) ud med badevandet, siden det var 'hot news' i nærværende forum, hvor 'landets bedste hoveder' ufortrødent 'diskuterer de mest presserende emner'.

anbefalede denne kommentar