Kronik

68’erne gør op med alderdommen, men beholder mimrekortet

68’erne skal nok få held til at ændre alderdommens image, for når en gruppe bliver pengestærke forbrugere, følger prestige og opmærksomhed fra omverdenen automatisk med
68-generationen er stor og velhavende i store dele af Europa.

Sylvain Grandadam

21. juli 2014

Der er ingen tvivl om, at 68’er-generationen på mange måder har været med til at forme det danske samfund. Både når det gælder de seneste 40-50 års udvikling af konkrete velfærdsinstitutioner, og når det gælder om de drømme og idealer, vi hylder som efterstræbelsesværdige.

Både i rollen som studerende, børnefamilier og arbejdstagere har de sat markante fodaftryk på samfundet og dets institutioner, og der er ingen tvivl om, at de også er i stand til markant at udfordre vores opfattelse af ældres liv, behov og selvforståelse.

Især når de optræder i rollen som forbrugere, vil vi få deres indflydelse at mærke. Vi står i dag over for en regulær forbrugsfest blandt 68’erne. Tidligere generationer af ældre har typisk skruet ned for forbrug og behov, når alderdommen ramte, men det falder slet ikke 68’erne ind.

Deres opvækst var ganske vist ikke præget af de forbrugsmuligheder, som børn og unge oplever i dag. Men når de gør status over tilværelsen, kan de konkludere, at det er gået meget godt for dem. De er betydeligt bedre uddannet end deres forældres generation. Økonomisk har langt de fleste oplevet en stabil optur med flere og flere midler til bolig, forbrug og rejser. Og frem for alt har en stor del af dem været ansat i det offentlige med gode pensioner, som de nu kan bruge til at forsøde pensionisttilværelsen med.

Dertil kommer, at generationen med vanligt held og politisk medvind blev fredet i efterlønsreformen. Mens de yngre får lov til at knokle videre langt op i 60’erne, kan personer født før 1954 modtage efterløn op til fem år på de vilkår, som var gældende, før reformen. Og allerede som 65-årige kan de hæve folkepension. Derfor har de både masser af tid og god økonomi til at forsøde en formodentlig lang aktiv seniortilværelse.

Kæmpe forbrugsfest

Tidligere generationer af ældre har sat en ære i at efterlade en klækkelig arv til deres yngre familiemedlemmer. 68’erne ser ud til at ville bryde den tradition. Som mange, jeg har interviewet, udtrykker det:

»Vi forventer ikke at efterlade noget, men nyde livet og bruge pengene på rejser og oplevelser, så længe vi kan.«

Eller som en motionsløber fra 68-generationen, som jeg mødte for nylig på en tur i skoven, sagde det: »Jeg er sgu nødt til at holde mig i form, ellers kan jeg ikke nå at bruge alle mine penge.«

Deres forbrugshang ses tydeligt, hvis man dykker ned i statistikkerne for nethandel. Teknologisk er de digitale indvandrere, som er vokset op med radio, senere tv og telefon.

Alligevel har de taget de mange digitale muligheder for forbrug til sig. De er allerede i dag superforbrugere på nettet. For eksempel står gruppen, der er ældre end 50, for mere end 61 procent af detailhandlen på nettet.

Og giver man dem kompetent og interesseret opmærksomhed i fysiske butikker, er de villige til at lægge mange penge. Kvinderne bruger især pengene på tøj og cremer, mens mændene har hang til ny teknologi. Fælles for begge køn er, at de ønsker og forventer at bruge rigtig mange penge på oplevelser i bred forstand. Det dækker koncerter, restaurantbesøg, korte og lange ferier i ind- og udland, og oplevelsesture med fokus på kultur og natur.

Ligeledes vil vi se en stor villighed til at investere i alt fra møbler, toiletter og meget andet grej og teknologi, som kan hjælpe dem til at forsætte et aktivt hverdagsliv i hjemmet til trods for de skavanker, som kommer med alderen.

68’erne viger ikke tilbage fra at udbrede tidens politisk korrekte synspunkter om bæredygtighed og tilbageholdenhed. Begge dele er meget vigtigt for verdens overlevelse og ressourcer, synes de. Men det er andre end dem selv, som må tage sig af disse problemer. Selv føler de, at de efter et langt arbejdsliv har gjort sig fortjent til at bruge rigtig mange penge på de ting, de ønsker sig.

Da 68-generationen er stor og velhavende i store dele af Europa, er der aktuelt rigtig mange virksomheder, som for alvor er begyndt at udvikle intelligente møbler, rejser, services og oplevelser specielt rettet mod deres ønsker og behov. Forbrug er magt, og har man mange penge at spendere, retter erhvervslivet gerne ind for at opfylde ens drømme.

Metervarer, nej tak

Ud over at ændre samfundets forbrugsmønster vil 68’erne sætte kraftige aftryk på samfundets generelle opfattelse af, hvad det vil sige at være ældre.

Mens tidligere tiders generationer af ældre stille og roligt trak sig tilbage og lod de yngre bestemme indretningen af samfundet, har 68-generationen tænkt sig at fortsætte med at lade sin røst høre. Og de tager ikke til takke med velfærdssamfundets metervaretilbud. De tager afstand fra institutionsmad i plastikbakker, seniorland, standardiserede ældreboliger og andet, som man har kunnet spise ældre af med i mange år.

De skal nok selv bestemme, hvad det vil sige at være ældre. Begreber som ældre og senior vil blive skammet ud og erstattet af nye, positive begreber om den sidste livsfase, som pludselig vil blive italesat som mest interessante af alle aldre.

68’erne er en meget selvbevidst generation, som vil forlange selv at forme tilgangen, forståelsen, og definitionen af, at det at være ældre i fremtiden. Det offentlige, virksomheder og organisationer vil stå ansigt til ansigt med meget ressourcestærke ældre, som ønsker at sætte dagsorden for deres eget liv.

68’erne vil også som ældre mene, at de har svaret på de spørgsmål og udfordringer, som samfundet står over for. Vi kan lige så godt vænne os til stor aktivitet fra generationen på den poliske scene, og stor vilje til at sætte ældres ønsker på den politiske dagsorden. Alene det faktum, at generationen udgør en betydelig vælgergruppe, vil få politikerne til at lytte til dem.

Den anden teenagefase

Begrebet den anden teenagefase som udtryk for den livsfase, hvor man måske ikke ser så godt ud som i den første, men har tid, penge og energi til at være aktive og forandre organisationer og verden, vil vinde fodfæste, når 68’erne folder sig ud.

De yngre generationer vil med en vis forbavselse observere, hvordan 68’erne igen bemægtiger sig den offentlige scene og gerne vil styre og bestemme. Og der er ingen tvivl om, at det vil udløse voldsomme politiske sværslag. Da vi dokumenteret ved, at mange 68’ere er velbeslåede, sunde og nyder en offentlig betalt frihed, som de næste generationer godt kan skyde en hvid pind efter, vil reaktionen være, at de selv må betale til gildet.

Mange af de aldersbestemte tilskud – f.eks. rabat på den offentlige transport og gratis vaccine – vil med andre ord stå for skud i de kommende år. De stammer fra en tid, hvor pensionister og seniorer havde en helt anden alder og indkomstprofil end i dag.

Politikerne vil også i fremtiden være den usikre faktor. Indtil videre er det lykkedes for 68’erne at ride med på den gode bølge i alle livsfaser og sætte deres vilje igennem, og selv om yngre generationer vil stille sig på bagbenene og bekæmpe deres goder, er der meget, som tyder på, at 68’erne får held til at beholde deres mimrekort – mens kommende generationer må undvære.

Marianne Levinsen er cand.scient.pol. og fremtidsforsker ved Fremforsk og har lavet flere større undersøgelser af 68-generationen og dens fremtidsforestillinger

Serie

Seneste artikler

  • ’Stol ikke på nogen over 30’

    4. august 2014
    68-oprøret er degenereret til en aldersfascisme, der gennemsyrer det danske kulturliv. Den udbredte skepsis over for alderdommen har ført til en tragikomisk jagt på det nyeste nye – ikke mindst i filmbranchen
  • Det egentlige oprør kom fra den anonyme masse

    31. juli 2014
    De højtprofilerede 68’ere ville slet ikke omstyrte samfundet. De ønskede blot at afsætte de gamle magthavere, så de kunne rykke ind i deres kontorer. Parcelhusfolkets afvikling af traditionerne har haft langt større konsekvenser end oprøret mod autoriteterne
  • 68’ernes spøgelse lammer oprøret

    26. juli 2014
    Nej, vi skal ikke vente et nyt oprør fra 68’erne. De er for længst afblomstret og faldet hen i magelighed. Men mindet om deres idealisme spøger blandt en desillusioneret ungdomsgeneration, som har mistet troen på en bedre verden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
Nic Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

I "gamle dage" havde de gamle bare at træde tilbage uden vrøvl og give plads til de unge.

Dagens 68-generation er (heldigvis)af en anden støbning - de VIL IKKE regeres af nogen unge "gavflabe", der kunne være deres børn eller børnebørn .

De politiske partier finder nok ud af, at der er stemmer at hente ved at opstille "slagkraftige" pensionister fra 68-generationen til Folketinget .

Steffen Gliese

Der er tale om en encifret procentandel af generationen! Skilsmisserne har hærget kraftigt, med den deraf afledte økonomiske ustabilitet i splittede hjem med lange perioder med kun én indtægt, arbejdsløsheden har også her ramt i mange perioder i løbet af de 40 år.

Nic Pedersen

De er jo også blevet kaldt "græshoppegenerationen".
Hvilket vel dækker, at de var/er mange, åd/æder alt tilgængeligt og kun efterlader ørken/afpillede rester.

Marianne Levinsen har jo ganske enkelt ret (hvilket helt sikkert er ilde hørt)!

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hvordan defineres en 68'er? Når man kommer med alle disse konklusioner - skal man så ikke først fortælle, hvem de er baseret på?
Hvilke årgange er med i undersøgelserne?

Niels Duus Nielsen

"68’erne viger ikke tilbage fra at udbrede tidens politisk korrekte synspunkter om bæredygtighed og tilbageholdenhed. Begge dele er meget vigtigt for verdens overlevelse og ressourcer, synes de. Men det er andre end dem selv, som må tage sig af disse problemer. Selv føler de, at de efter et langt arbejdsliv har gjort sig fortjent til at bruge rigtig mange penge på de ting, de ønsker sig."

Jeg er lidt for ung til at være en "sand" 68'er, men jeg kan da se, at den gode cand. polit. er kommet til at slå (mindst) to befolkningsgrupper sammen til een:

De privilegerede, som har rigtig mange penge, og som ofte går meget op i at bruge dem.

De underprivilegerede, som ikke har så mange penge, og som ofte går op i bæredygtighed og tilbageholdenhed.

Ved at fokusere på det værste fra de to delmængder og se dem som udtryk for et hele, får hun 68'er-generationen til at fremstå som både egoistisk og hyklerisk. Og egoistiske og hykleriske mennesker er der jo ingen grund til at bruge vores alle sammens penge på.

Det er politologi, når det er bedst. Jeg spår Marianne Levinsen en strålende fremtid som politiker.

Carsten Mortensen, Mihail Larsen, Holger Madsen, Steffen Gliese og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Der er nok ingen generation, der er mere forkælet end den, jeg tilhører: de omkring halvtredsårige. Deres lånefinansierede overforbrug - jeg holder mig selv ude, jeg har ikke den slags muligheder - har ganske vist hjulpet deres børn til en opvækst i materiel overflod; men den har også totalt afsporet ideen om et godt liv med sunde, udviklende interesser, en god moral og en rolle som aktiv samfundsborger.

Niels Duus Nielsen

Ja, Peter Hansen, og det irriterer mig grænseløst, at i den sidste analysen peger pilen på os selv og vores misforståede opdragelse af vores børn.

Lige som dig holder jeg mig selv (delvist) uden for her, da min søn (som jeg) har valgt et liv med Kunst frem for et liv med Penge.

Men det gjorde ondt, da jeg for år tilbage spurgte ham og hans hashrygende venner, hvorfor de unge ikke gjorde oprør, nu hvor de kunne se, at jeg var blevet for gammel til at rende rundt på gaderne og få bank af politiet.

"Det gør vi da også", svarede de 17-18-årige, "I forventer jo at vi gør oprør, så vi gør oprør ved ikke at gøre oprør."

Markus Lund, Niels Mosbak og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ruth Gjesing

Sikke noget sludder (den mest privilegerede generation ...). Mange af os er faktisk vokset op i hjem, hvor hver en 25-øre blev vejet, hvor det at læse og senere uddanne sig kostede blod, sved og om ikke tårer, så i hvert fald afsavn. Bil og hus var noget, der først kom på tale, da studiegælden var barberet ned. Så der er altså grænser for, hvor "massive boligformuer" hovedparten af generationen har oparbejdet.

Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Michael Pedersen - vil ikke også du være rar at fortælle os andre, hvilke ¨årgange du definerer som -68'ere?
Prøv at nuancere: Der var årgange, der fik en uddannelse, fik akademikerlån, købte hus og fik nul arbejdsløshed - de tjente styrtende på husprisernes himmelflugt.
Andre blev færdige i tider med arbejdsløshed, købte hus til tårnhøje priser og høj rente - de betalte for det.
Der er bobler i økonomien og har altid været det. Generelt er velstanden steget - meget. Jeg er født i 52, og kan snart ikke længere holde ud at høre om, hvor godt -68'erne har det - for definitionen på en 68'er er åbenbart, at han/hun er venstreorienteret, har skovlet penge til sig og bruger dem på umådeholdent forbrug.
Vi har gang på gang stemt for SU (i stedet for statsgaranterede lån til 18% i rente), for længere barselsorlov, flere vuggestuer og SFO til alle m.m.
Jeg gad vide, hvad en moderne småbørnsfamilie ville sige til at bruge stofbleer, fordi papirsbleer var for dyre - koge dem på komfuret og hænge dem til tørre på ejendommens tørreloft, fordi der hverken var vaskemaskine i lejligheden eller ejendommen? Alternativet var møntvaskeriet, hvor den ene forælder så kunne tage ophold et par timer ...
Men nu skal der lægges op til besparelser pg nedskæringer for de ældre, så nu vil retorikken om 68' rigtig komme i gang - jeg kan spå, uden at være fremtidsforsker.
Hvis det, der menes er, at boligen har fungeret som spekulationsobjekt, i perioder som rent pyramidespil, og at nogen har tjent styrtende på det (mens andre - i lejeboliger eller i for dyrt købte huse) har tabt), hvorfor så ikke skrive det?
Det ville pege hen mod andre løsninger - måske derfor skrives der ikke om det.

Steffen Gliese

68erne er jo dem, der faktisk betalte ned på deres fastforrentede lån og må - hvis de ikke har lånt yderligere senere - for længst have betalt dette ud. Det var jo 20-, så 30-års lån.

Steffen Gliese

Det kan man da godt kalde at være forkælet, men renten var nu engang for mange op imod de 20%, da det gik værst for sig, og selv med et højere rentefradrag var der stadig en betydelig forrentning at betale selv.
Og det var 68erne, kartoffelkuren ramte hårdest. Det var generationen efter 68erne, der satte gang i lånecirkusset i stedet for at sørge for samfundets holdbarhed.

Steffen Gliese

Det var rentefradraget og inflationen, Michael Pedersen, der gjorde det muligt for mange almindelige mennesker at anskaffe ejerbolig, ikke lav rente.

Steffen Gliese

Det grundlæggende problem er nedprioriteringen af de samfundsmæssige opgaver til fordel for et dødssygt og urimeligt privat forbrug.

Steffen Gliese

For lige at uddybe, så er det, at danskerne altid på forhånd over skatten har betalt for de ydelser, de har brug for, årsagen til, at den enkelte danske familie faktisk har mere til rådighed end folk i lande, hvor de selv skal forsikre sig.

Nic Pedersen

Peter,

så kan du måske forklare, hvorfor en 68'er i 20'erne f.eks. kunne have et sikkerhedsnet på 7 års ret uforstyrrede dagpenge på 90% af en LO-arbejders løn, mens en nulevende i 20'erne må nøjes med 2 år og konstant plage af Jobcenterets kapoer?

Jeg håber ikke, at du vil påstå, at den ene skulle have forhåndsbetalt meget større summer end den anden?!

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Nic Pedersen: det er ret enkelt - sådan har folketinget vedtaget det med den sammensætning, der er vedtaget af befolkningen. Der kan gives forskellige andre forklaringer:
Det var dengang ikke moderne at tale om, at det skulle kunne betale sig at arbejde. det kunne det godt - men der var såmænd ikke så mange, der havde ondt af, at forskellen ikke var særlig stor.
Vi er med i EU nu - der er den højt besungne "arbejdskraftens fri bevægelighed", der betyder, at folk fra andre lande kan rejse ind og arbejde billigere end de fastboende. Når de har gjort det, har de derefter ret til samme ydelser som de fastboende får.
EU har også "kapitalens fri bevægelighed" - det betyder, at vi ikke kan sætte nogen restriktioner ind overfor virksomheder, der vil flytte til skattely.
EU har forbud mod forskelsbehandling - dvs., at vi ikke må forlange, at danske svin skal slagtes i Danmark, eller at det skal være danske vognmænd, der kører i Danmark. Hvis et land er tilstrækkelig stort og betydningsfuldt, kan det imidlertid godt slippe af sted med at gå på kanten af reglerne - således tyskland, da vest blev forenet med øst og de fik nogle meget lukrative ordninger med værfterne, der gjorde det af med de danske værfter - og den nuværende situation, hvor Tyskland har "working poor", dvs. så lavt betalte arbejdere, at de ikke kan leve for lønnen, hvorfor tyskland tiltrækker virksomheder - og giver tilskud til de, der ikke kan leve af lønnen. Det kunne kaldes at omgå EU-reglerne ved en slags indirekte virksomhedsstøtte; men nu er det jo Tyskland, der gør det ...
EU har ikke nogen mindsteregler for skatteprocent til virksomheder - EU har derimod en masse regler, der skal sikre, at enhver EU-borger har ret til samme ydelser i et andet EU-land, som dette lands borgere har - uanset, at det ikke har været med til at bidrage til systemet over skatten.
Det er klart, at EU på denne måde giver ulemper til lande, der bygger deres velfærdssystem på solidarisk skattebetaling i modsætning til lande med forsikringsprincipper. Vi er ikke i tide gået over til dette princip, da politikerne ikke ønskede at klargøre for befolkningen, hvad medlemsskab medførte - så ville befolkningen nemlig måske ikke have tilsluttet sig ...
Tilsammen betyder alle disse ting, at der ikke er jobs til dem, der ønsker det - og heller ikke penge til offentlig ansatte, og til overførselsindkomster (skatterne går jo ned).

Nic Pedersen

"EU har forbud mod forskelsbehandling"

Nu var det jo ikke nutidens unge, som stemte for lortet, så hvis de unge på et tidspunkt tager en "kammeratlig snak" med de nu ældre om forskellige ting, så skal jeg ikke bebrejde dem!

Ak ja, vi er sgu fortabte. Her lever man i mådeholdenhed som SU-modtager på 6. år og kan ikke finde sin rette hylde pga. stigende konkurrence og kapitalisering af alting. Skruen strammer og en dag er det slut med at være til overs. For i 68'ernes individualistiske selvrealisering har de glemt at gøre op med deres egen varegørelse og forbrugerisme og skabe en sand, antikapitalistisk revolte, der ikke bare drejede sig om naiv pacifisme, chillum og bare patter. Vi kunne så meget til sammen, hvis den ældre generation ikke stillede så forbandet mange krav til os i bytte for deres egen evindelige købetrang. Arbejdsløshed som begreb ville simpelthen ophøre med at eksistere.

Lennart Kampmann

@ Markus Lund
Måske er det en forfejlet indstilling at leve i mådehold på SU, når du kunne færdiggøre din uddannelse og finde arbejde, hvor du tjener "rigtige" penge og betaler "rigtig" skat. På den måde ville du opnå flere fordele: 1. Du ville øge din indkomst betragteligt, 2. du ville betale langt mere skat end nu, 3. du ville kunne anvende dine evner til at udvikle produkter/tjenester til andre, hvilket beriger deres liv.
Det giver ikke mening at hygge sig igennem uddannelserne og lede efter den utopiske samfundstilstand.
Du er ikke tabt i forbrugerisme fordi du ønsker en bolig og smør på brødet.
Der er masser at tage fat på, men det bliver ikke delt ud. Man skal selv tage det.

Med venlig hilsen
Lennart