Kommentar

Adoption handler om mere end ligestilling

Hurrahistorien om homoadoption bliver brugt til at transformere adoptionsdebatten til en ligestillingsdebat, der ukritisk fejrer et presset og problematisk adoptionssystem, hvis grundlæggende berettigelse aldrig er til principiel diskussion i Danmark
Debat
25. juli 2014

I den seneste tid har landets journalister kastet sig over temaet homoadoption med én gennemgående vinkling: Homoadoption er en milepæl på vej mod ligestilling af hetero- og homoseksuelle.

Ud fra den logik bliver flere homoadoptioner et succeskriterium i sig selv, mens det faktum, at homoseksuelle aktuelt »kun« har adgang til at adoptere børn med special needs, bliver lig med en diskriminerende og »syg logik«, som Søren Laursen fra LGBT Danmark har udtrykt det. At han dermed stempler børn med handikap som mindre attraktive, begræder ingen.

Måske fordi debatten indtil videre har været domineret af adoptanter og deres støtter, mens det skorter på taletid til adopterede med såvel som uden handikap.

Vi støtter, at adoptionsloven i 2010 blev ændret, så den ikke længere behandler homoseksuelle og heteroseksuelle forskelligt. For seksuel orientering siger intet om forældreegnethed. Det gør handikap for øvrigt heller ikke, men sjovt nok har ingen medier råbt op om, at adoptanter med handikap fortsat diskrimineres i Danmark.

At den danske adoptionsdebat koncentreres om adoptanters rettigheder er desværre ikke et nyt problem. Nyt er det derimod, at hurrahistorien om homoadoption bliver brugt til at transformere adoptionsdebatten til en ligestillingsdebat, der ukritisk fejrer et presset og problematisk adoptionssystem, hvis grundlæggende berettigelse aldrig er til principiel diskussion i Danmark.

Adoptionssystem hvidvaskes

Et kor af politikere, adoptionsformidlere og repræsentanter for LGBT Danmark har stået i kø for at hylde nyheden om, at det første homoseksuelle par har adopteret en lille pige fra Sydafrika. Succeshistorien har haft følgeskab af en vis portion forargelse. For indtil videre er det kun Sydafrika, der vil afgive børn, og udelukkende børn med special needs, til homoseksuelle adoptanter. Denne særregel – at homoadoptanter må slå sig til tåls med »skraldebørn«, som det bliver formuleret i en artikel i Politiken – er pludselig blevet til det væsentligste problem ved adoptionssystemet.

Sådan må det nødvendigvis blive, når adoption reduceres til et rettighedsspørgsmål for homoseksuelle. Under overskriften ’ligestilling’ fastholdes fokus på danske adoptanters erfaringer og behov, alt imens besværlige spørgsmål om sammenhængen mellem transnational adoption og global ulighed, de første forældres rettigheder samt hvilke børn, der overhovedet anses for egnede til adoption, glider fuldstændig i baggrunden.

Flere års kritisk adoptions-debat erstattes nu af positive fortællinger om adoption. På den måde hvidvaskes hele adoptionssystemet, og det er måske en af grundene til, at adoptantorganisationen Adoption & Samfund (A&S) nu også er at finde blandt de varme støtter af homoadoption. I BT udtaler den nuværende formand for A&S således, at det er fantastisk, at Sydafrika giver mulighed for homoadoption. Realiteten er, at A&S i mange år kæmpede imod, at hetero- og homoseksuelle skulle ligestilles på dette punkt. Men nu får organisationen mulighed for at smykke sig i homotolerance og lukrere på positive fortællinger om homoadoption.

Normal familie

Omvendt bidrager fejringen af homoadoption også til at normalisere homofamilierne. For her er ikke tale om alternative regnbuefamilier med eksempelvis to mødre og én far; her er tale om noget lettere genkendeligt. Som LGBT Danmark formulerer det i Politiken: »flere og flere bøsser (….) ønsker at danne en kernefamilie, der ligner den klassiske og kun omfatter to forældre.«

Drømmen om en såkaldt normal familie stiller store krav til adopterede. De skal først og fremmest være adoptanternes børn, ikke deres første forældres. De skal helst være spæd- eller småbørn. Og så skal de død og pine være kropskapable – eller tæt på. Det første adoptant-homopar i Danmark fortæller således i Politiken, at mens de kan leve med en hjertefejl, så duer en manglende arm ikke. Sidstnævnte afvigelse er nemlig synlig.

I den igangværende debat om homoadoption legitimeres den handikapfobi, der gennemsyrer adoptionsprocessen: Homoligestilling måles nemlig på, om homoseksuelle i lige så høj grad som heteroseksuelle adoptanter får carte blanche til at gå uden om børn med handikap. Diskrimination af sidstnævnte gruppe bliver altså okay, fordi det ligestiller førstnævnte.

Uskøn politisk alliance

Problemet er ikke de enkelte adoptanter, der formentlig i mange tilfælde er kede af at skulle sortere i børn, som var de varer. Problemet er et adoptionssystem, der gør sorteringen mulig, og et normalitetsideal, der dikterer, at eksempelvis døve børn er mindre værd end kropskapable børn. Begge dele får frit spil, når taletiden forbeholdes handikapfrie fortalere for (homo-)adoption. Resultatet er en uskøn politisk alliance, hvor LGBT Danmark, politikere og adoptionsformidlere mødes i en ukritisk hyldest til adoption. Prisen bliver strukturel handikapfobi og nedlukning af kritisk dialog om transnational adoption, men også usynliggørelse af de vilkår, som muliggør adoption, herunder fattigdom og manglende forebyggelse og behandling af hiv/aids i for eksempel Sydafrika.

Vi opfordrer til, at især LGBT Danmark genovervejer, om retten til at fravælge ’unormale’ børn med handikap er noget, foreningen vil prioritere, sideløbende med, at den kæmper for at få Familien Danmark til at acceptere ’unormale’ homoer. Ligeledes ville det klæde organisationen at overveje, hvordan man kan bekæmpe diskrimination i dansk lovgivning uden samtidig at bestyrke et dybt problematisk adoptionssystem, som først og fremmest er indrettet til at imødekomme vestlige adoptanters ønsker om at få børn.

Lene Myong er forsker og medlem af Tænketanken Adoption. Sarah Glerup er homo- og handikapaktivist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Laursen

I adoptionssammenhæng er børn med særlige behov en gængs kategorisering internationalt. Efterhånden er halvdelen af børn, der adopteres i Danmark ved international adoption, børn i denne kategori. Det er i sig selv rigtigt godt, for så vidt de ofte er havnet i adoptionssammenhæng netop af denne grund, fx fordi fordi forældrene ikke selv har ressourcer nok, og jævnligt fordi de bliver fravalgt ved national adoption i deres hjemland. De børn fortjener forældre.

For at kunne adoptere i Danmark skal man godkendes. Alle skal have en almen godkendelse. Hvis man ønsker at få et barn med særlige behov bragt i forslag, skal man have en udvidet godkendelse.

Når par af samme køn alene har mulighed for at få børn med særlige behov i forslag, betyder det, at der stilles større krav til par af samme køn end til par af modsat køn. Og det er en klar forskelsbehandling.

Jeg forsøger også altid at tale ud fra barnets vinkel i disse sammenhænge, og det jeg også har sagt er, at der er en masse børn, hvor systemet fravælger en gruppe blandt forældreemnerne, nemlig par af samme køn. Det taber alle på.

Jørgen Malmgren

Far er ikke sur, far er edderspliteme rasende.

1: Der findes ikke "skraldebørn", der findes børn med særlige behov, der skal imødekommes.

2: Hvis ikke LGBT mennesker kan rumme det, efter massiv forfølgelse og undertrykkelse, hvem kan så?

3: Det er afgiver landet der sætter betingelserne, ikke Danmark, så responsen skal adresseres til afgiver landet.

4: Som far til et handicappet barn, så føler jeg, at jeg og mit barn bliver nedvurderet, hvilket ikke er forligneligt med LGBT i Danmarks målsætning.

Jeg tilhører selv en seksuel minoritet. Men jeg forventer ingen positiv særbehandling af den grund. Det eneste jeg ønsker er at blive behandlet som et menneske og det bliver jeg i al almindelig. Jeg har faktisk ikke oplevet diskrimination.

Majbritt Nielsen

Johnny Winther Ronnenberg
Godt og præcist skrevet...