Kronik

Beskæftigelsespolitikken bekæmper de ledige – ikke arbejdsløsheden

Regeringen regner med, at det vil tage seks til syv år, før det øgede arbejdsudbud, som er konsekvensen af nedskæringerne i dagpenge og kontanthjælp, omsættes til øget beskæftigelse. Så hvorfor skal den arbejdsløse straffes, hvis vedkommende ikke kan finde arbejde inden for to år?
Finansminister Bjarne Corydon (S) hos Metal- og Elforbundet i Esbjerg den 1. maj i år. Som det fremgår, er ikke alle håndværkere – ledige som beskæftigede – enige i regeringens førte politik.

Finansminister Bjarne Corydon (S) hos Metal- og Elforbundet i Esbjerg den 1. maj i år. Som det fremgår, er ikke alle håndværkere – ledige som beskæftigede – enige i regeringens førte politik.

Claus Fisker

8. juli 2014

Både den nuværende SR-regering og den borgerlige opposition siger, at de vil skabe flere job i Danmark. En yndet måde at gøre det på er gennem forringelser af dagpengesystemet og kontanthjælpen med henblik på at øge arbejdsudbuddet. For lægmand kan det måske fremstå som besynderligt med en politik, der søger at bekæmpe arbejdsløsheden ved at øge arbejdsudbuddet, da omtrent 200.000 personer i forvejen er ramt af arbejdsløshed.

Hvis flere skal tvinges til at søge arbejde, bliver der så ikke flere arbejdsløse?

På det spørgsmål har Finansministeriets økonomer svaret, at det øgede arbejdsudbud »på sigt« leder til øget beskæftigelse i lige så stort omfang som øgningen af arbejdsudbuddet. I oktober 2012 skriver man i et svar på en henvendelse til ministeriet fra Frank Aaen (EL):

»I et konkret (hypotetisk) regneexempel /…/ hvor arbejdsudbuddet øges med 10.000 personer /…/ er cirka to tredjedele af det øgede arbejdsudbud omsat til øget beskæftigelse efter 3 år. Og omtrent hele det øgede arbejdsudbud efter 6-7 år.«

Finansministeriet påstår videre, at »der er solidt empirisk og teoretisk belæg for, at øget arbejdsudbud medfører øget beskæftigelse på sigt«. Som bevis for denne empiriske sammenhæng fremhæver økonomerne frem for alt afskaffelsen af særreglerne i dagpengesystemet for 50-59-årige ledige i to trin i 1998 og 2006.

Her siger man at, »den fulde reduktion af merledigheden blev opnået i løbet af 4-5 år /…/ for de 50-54 årige /… /. Reduktionen af merledigheden for 55-59-årige blev opnået i løbet af 2-3 år, hvor konjunkturerne var særligt gode«.

Men hvordan resultatet af en 10 til 15 år gammel reform rettet mod 50-59-årige, der sandsynligvis tidligere har været inde på 1960’ernes og 1970’ernes kraftigt voksende arbejdsmarked, er empirisk bevis for effektiviteten i de nuværende forringelser af kontanthjælpen, der retter sig mod dagens ungdom under 30 år, forbliver en gåde. At det oven i købet skulle gælde i et stagnerende og skrumpende arbejdsmarked, er endnu mere mystisk.

Flere arbejdsløse

På den baggrund opstår en række mere afgørende spørgsmål: Hvis nu Finansministeriets økonomer siger, at regeringens reformer leder til en merledighed, det vil sige øget arbejdsløshed, på umiddelbar sigt, der i bedste fald (hvor konjunkturerne er »særligt gode«) først reduceres fuldt ud inden for tre år og mest sandsynligt inden for seks til syv år, hvorfor er dagpengeretten så reduceret til to år?

Ifølge ministeriet selv er planen og grundlaget for politikken netop at øge arbejdsløsheden under de to år, da man ikke regner med, at beskæftigelsen imens vil stige mere end merledigheden. Så til de 200.000 danskere, der i dag er ledige, og som enten ikke har kvalificeret sig til at modtage dagpenge, eller som inden for de næste to år risikerer at miste dagpengeretten, siger Finansministeriet: Vores politik leder på to års sigt til, at endnu flere arbejdsløse skal konkurrere om det arbejde, som vi selv indrømmer, i endnu mindre grad vil findes til jer alle.

Samtidig regner vi med, at antallet af arbejdsløse i Danmark vil stige inden for jeres dagpengeretsperiode. Selv om antallet i beskæftigelse efter forringelserne af dagpenge og kontanthjælp i bedste fald stiger, øges også antallet af arbejdsløse. Det regeringen og den borgerlige opposition lover os, er således en politik, som betyder, at de kun kan skabe flere job, hvis de samtidig skaber flere arbejdsløse.

Det betyder desuden, hvis Finansministeriets egne optimistiske kalkuler holder, at nettoarbejdsløsheden, selv når reformerne har nået deres fulde virkning, er lige så stor, som den var inden forringelserne for de arbejdsløse – nemlig omtrent 200.000 personer. Hvoraf sandsynligvis stadig flere i mellemtiden har mistet dagpengene og forsørgelsesgrundlaget.

At der netto skulle blive færre arbejdsløse inden for de syv år, regner Finansministeriet altså ikke selv med, selv hvis politikken skulle indfri sit mål. Hvis ikke politikken lever op til forventningerne, bliver det værre endnu.

Sverige bør ikke efterabes

Hvor sandsynligt er det, at det øgede arbejdsudbud i virkeligheden ikke leder til endnu flere arbejdsløse? Endda på lang sigt?

Hvis vi ser på arbejdsmarkedet i Sverige – et land, der tilsyneladende fremstår som det gode eksempel at følge her i Danmark – kan vi måske finde svar? Den borgerlige regering, med finansminister Anders Borg i spidsen, praler af, at under deres otte år ved magten er antallet i beskæftigelse, i aldersgruppen 16-64 år, øget med 200.000 personer. Han har ret, men samtidig er antallet af arbejdsløse i Sverige også øget – med 70.000 personer, fra 330.000 til 400.000 personer.

Og hvis man ser på det svenske arbejdsmarked i det lange perspektiv, i perioden fra 1990 frem til i dag, bliver det tydeligt, hvordan den svenske erfaring taler imod Finansministeriets forhåbninger. 1990, et par år før den store svenske bankkrise, var omtrent 4,5 millioner svenskere i aldersgruppen 16-64 år i beskæftigelse. I 1990’ernes første år mindskedes antallet i beskæftigelse med hele 550.000 svenskere, til 3,95 millioner personer. Det er først i 2012, at antallet i beskæftigelse (16-64 år) i Sverige igen er på niveau med antallet 1990, nemlig 4,5 millioner.

I Sverige gik der altså omtrent 20 år, inden tabet af arbejdspladser under krisen i 1990’erne blev rettet op. Og ikke nok med, at det tog 20 år i Sverige, og ikke som Finansministeriet håber på syv år. I den 20-årige periode øgedes antallet af arbejdsløse med hele 300.000 personer fra 100.000 til 400.000.

I Sverige gik der altså for det første omtrent 20 år, inden beskæftigelsen igen kom op på sit oprindelige niveau fra 1990. For det andet var dette ’fremskridt’ på det svenske arbejdsmarked samtidigt kun opnået ved, at antallet af arbejdsløse er øget med 300.000 personer, eller med 400 procent. Så meget for ideen om, at udbuddet af arbejde skaber sin egen efterspørgsel på arbejde. Det sker end ikke på lang sigt, sådan som Finansministeriets økonomer tror. Er det den bedrift i Sverige, som politikerne nu er ved at gentage i Danmark?

Den enkelte straffes

Hvis regeringen selv regner med, at det er uundgåeligt, at mindst lige mange som de nuværende 200.000 personer, netto, bliver arbejdsløse inden for de kommende syv år, hvorfor skal den arbejdsløse som individ da straffes, hvis vedkommende ikke selv ved egne tiltag kan finde arbejde inden for to år?

Hvorfor skal straffen individualiseres, når Finansministeriet selv indrømmer, at politikerne gennem deres tiltag i det mindste behøver seks til syv år for at reducere det samlede antal arbejdsløse til sit oprindelige niveau.

Man skulle da tro, at politikerne i hvert fald havde mere magt til at påvirke udviklingen på arbejdsmarkedet end den arbejdsløse selv, så hvorfor skal netop den arbejdsløse tvinges til inden for to år at løse et arbejdsløshedsproblem, som politikerne giver sig selv syv år til – ikke at løse, men at reparere – så det får sit oprindelige omfang? Hvor finder Finansministeriet det solide empiriske og teoretiske belæg for en sådan politik mod de arbejdsløse?

Regeringens politik mod arbejdsløsheden svarer til, at man vil berømmes for, at man forhåbentligt inden for seks til syv år, i bedste fald, men sandsynligvis ikke, kan have held til at bekæmpe en merledighed, som man selv har skabt med sin egen udbudspolitik.

Godt gået, Corydon!

Daniel Ankarloo, dr.phil. i økonomisk historie og lektor i socialpolitik ved Malmö Högskola

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
  • Claus Jensen
  • Bjarne Andersen
  • Peter Wulff
  • Carsten Søndergaard
  • Anne Eriksen
  • randi christiansen
  • Leif Koldkjær
  • Jørgen Steen Andersen
  • Tue Romanow
  • Henning Pedersen
  • Rune Petersen
  • Ernst Petersen
  • Dorthe Jacobsen
  • Alan Strandbygaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Lise Lotte Rahbek
  • Claus Piculell
  • Flemming Scheel Andersen
  • Toke Andersen
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • Bo Carlsen
  • Herdis Weins
  • Torsten Jacobsen
  • Ole Henriksen
  • Henrik Christensen
  • Torben Nielsen
Lars Jorgensen, Claus Jensen, Bjarne Andersen, Peter Wulff, Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, randi christiansen, Leif Koldkjær, Jørgen Steen Andersen, Tue Romanow, Henning Pedersen, Rune Petersen, Ernst Petersen, Dorthe Jacobsen , Alan Strandbygaard, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Claus Piculell, Flemming Scheel Andersen, Toke Andersen, Ervin Lazar, Steffen Gliese, Bo Carlsen, Herdis Weins, Torsten Jacobsen, Ole Henriksen, Henrik Christensen og Torben Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herdis Weins

Kristoffer Larsen - du overser gang på gang, at i en del brancher er man i perioder ansat, i perioder ledig. Det gælder de sæsonbetonede brancher, det gælder store dele af kulturbranchen.
Jeg kender også folk, der arbejder i perioder, for så at tage ud at rejse i lang tid,og arbejde igen, når de kommer hjem som f.eks. vikarer i syge- og hjemmeplejen, lærervikarer m.m.
Mange akademikere er projektansatte og har ledighedsperioder mellem ansættelser - alt sammen noget, statistikker ikke tager højde for. Din blinde tillid til statistikker er næsten komisk.

Rasmus Kongshøj, Michael Bruus, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Jeg glemte at tilføje - det er langt fra alle mennesker, der drømmer om at blive fastansattte 37 timer ugentligt med pensionering som 67 årig som det endegyldige mål. Det kan beskæftigelseministeren, de fleste politikere og jobkonsulenter åbenbart ikke fatte. Der findes folk, der ikke har noget ønske om at have en middelklasselevestandard, men har det fint med mindre. Problemet er, at i selvsamme sekund, de er i en ledighedsperiode og har brug for en ydelse, de i deres arbejdsperioder selv har indbetalt til via a-kasse og/eller skat - så ruller hele systemet sig ud. De skal fanden tage mig presses ind i skabeloner og ud i tvangsarbejde. De skal fanden tage mig ikke komme her og vise, man kan indrette sit liv anderledes end den på af systemet foreskrevne måde. De skal fanden tage mig ikke komme her og gøre opmærksom på, der findes andre drømme end webergrill, en ny familiebil, 2 udenlandsferier om året og et make-over af hus og have med få års mellemrum.

Rasmus Kongshøj, Jørgen Steen Andersen, Torben Nielsen, Niels Mosbak, Michael Bruus, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Ernst Petersen

Ledighedsstatistikker har altid været svære at sammenligne, fordi reglerne for hvem der skal tælles med hele tiden ændres.

F. eks. kender jeg også flere, der var på dagpenge, fordi de gerne ville i arbejde. Men da de på grund af de ændrede regler røg ud af systemet, blev de nødt til at gå på efterløn i stedet for. Så de tæller ikke mere med i statistikkerne.

Andre blev tvunget til i stedet at søge invalidepension, da de røg ud af dagpengene. Måske fik de den så af "psykiske" grunde.

Flemming Scheel Andersen

Kristoffer Larsen

Du konkluderer:
De har nogle særlige udfordringer. Det er ikke længden af dagpengeperioden. Den hjælper dem ikke.

Hvilket for det første er et falsum, for selvfølgeligt hjælper underhold disse mennesker som erstatning for deres normale underhold gennem en lønindtægt, uanset længden måtte være ubegrænset. At påstå andet er imod sund fornuft.

Det kan så være at du eller andre ikke synes det giver mening for samfundet at hjælpe de der mangler en lønindtægt, det er et andet emne.

At det er uomtvisteligt bedre at skaffe arbejdspladser til disse mennesker, når vi lever i et samfund hvor så stor en del af vor identitet er udgjort af hvad vi bestiller, er jeg helt enig i , men det er jo netop heller ikke det man gør. Skaffe arbejdspladser til de hårdest ramte , altså.
Det er jo netop der samfundet svigter allermest, ved sin måde at indrette sig på og indsnævre arbejdsmarkedet, så rummeligheden er illusorisk.

At du så udmærket er klar over at din konklusion er et falsum, fremgår af din egen fortsættelse:

Når de er røget ud af dagpenge rettet skyldes det formodenligt en kombination af det sløje arbejdsmarked og afkortningen af dagpengeperioden da de jo tidligere åbenbart godt kunne veksle mellem dagpenge i længere tid og så lidt arbejde der kunne give dem genoptjening.

Hvilket jo netop understreger mine pointer og at det er samfunds skabte ændringer af kravene på arbejdsmarkedet og dagpengeforringelserne og de susblerende optjeningskrav, aktiveringet, løntilskud m.m. der har frataget disse mennesker muligheden for at hænge på arbejdsmarkedet.

Det er ikke disse mennesker der har svigtet og undladt en indsats, det er og bliver samfundet.

At ledigheden er relativ lav eller høj, eller noget helt tredie , hjælper ikke disse mennesker en bønne og vedkommer ikke sagen det fjerneste.
De har arbejdet, betalt deres skat, opført sig som de skulle og fortjener ikke at samfundet vender dem ryggen.

I tidligere indlæg kunne vi blive enige om at det er job målrettet denne gruppe, der er løsningen, således at de selv kunne bidrage til deres underhold ved at vedligeholde, pleje og sørge for at gøre mange af de ugjorte ting i samfundet, i stedet for tingene nedslides og skal fornyes med tilhørende omkostninger.
Med den sidegevinst at disse mennesker får et bedre liv, og ikke mindst trygheden ville genindfinde sig og sprede sig i samfundet, når man beviste viljen til at tage hånd om alle borgere, også de udsatte.

Har du alle rede glemt den konklusion??
Eller hvad er grunden til at du nu siger, Jeg aner ikke hvad man skal gøre for den gruppe.

For der er vel ikke nogen der har banket dig på plads i god socialdemokratisk stil, når nogen begynder at tænke selv??

Skulle du virkeligt ikke vide hvad der tjener denne gruppe bedst, så burde du måske overveje om din forsatte forfølgelse af gruppen, ved at forsvare fratagelsen af den understøttelse, ikke burde får ende og om den grundløse stigmatisering du i så tilfælde har udsat dem for ikke fortjener en stor undskyldning for at have deltaget i et tåbelig forsøg med rigtige mennesker??

Rasmus Kongshøj, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Du skriver:

Hvilket for det første er et falsum, for selvfølgeligt hjælper underhold disse mennesker som erstatning for deres normale underhold gennem en lønindtægt, uanset længden måtte være ubegrænset. At påstå andet er imod sund fornuft.

Kun under forudsætning, at du vil mene denne gruppe skal være på ubegrænset forsørgelse ved dagpenge selvom de reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og selvom der er arbejde til ufaglærte på overenskomstmæssig løn. Det præmis skriver jeg ikke under på.

Kristoffer Larsen

Du skriver:

Hvilket for det første er et falsum, for selvfølgeligt hjælper underhold disse mennesker som erstatning for deres normale underhold gennem en lønindtægt, uanset længden måtte være ubegrænset. At påstå andet er imod sund fornuft.

Kun under forudsætning, at du vil mene denne gruppe skal være på ubegrænset forsørgelse ved dagpenge selvom de reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og selvom der er arbejde til ufaglærte på overenskomstmæssig løn. Det præmis skriver jeg ikke under på.

Kristoffer Larsen

Herdis Weins
10. juli, 2014 - 13:26
Kristoffer Larsen - du overser gang på gang, at i en del brancher er man i perioder ansat, i perioder ledig. Det gælder de sæsonbetonede brancher, det gælder store dele af kulturbranchen.

Forkert. Tallene viser netop, at 87 % af de 'akutramte' ikke ville have haft nytte af en henoptjeningsperiode på 26 uger.

Derudover har jeg slet ikke taget stilling til om man skal sætte den fordi jeg slet ikke har nogen viden eller holdning om det.

Steffen Gliese

Den 26-ugers optjeningsperiode har jo også mistet sin betydning i og med opgørelsen på ugebasis, hvor dage med dagpenge indenfor en uge "forgifter" denne, så timerne ikke tæller med i genoptjeningen af dagpengeperiode.
Kristoffer Larsen snyder også på vægten i spørgsmålet om folks genoptjening af dagpengeretten, hvor der jo netop ikke er tale om "10 år på dagpenge", men derimod 10 år med afvekslende perioder med arbejde, subsidiært 13-14 år med genoptjeningsperioder imellem dagpengene.
Det typiske er, at folk ikke er konstant på dagpenge, at folk ved udløbet af en fire års periode typisk vil have haft tilstrækkeligt med mellemliggende arbejdsperioder til, at de har genoptjent ny dagpengeret. Kun ved at lægge en række administrative forhindringer ind bliver dette umuliggjort.

Rasmus Kongshøj, Jørgen Steen Andersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Kristoffer Larsen

Kun under forudsætning, at du vil mene denne gruppe skal være på ubegrænset forsørgelse ved dagpenge selvom de reelt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og selvom der er arbejde til ufaglærte på overenskomstmæssig løn.

Den får du nok en del besvær med at dokumentere den stråmand der??
Ingen har påstået disse omstændigheder og det hidrører ikke det simple let forståelig faktum at dagpenge er til for at erstatte den de lønninger de ledige jo ikke kan modtage når der ikke r nogle job og at dette intet har med længden af den at gøre.

Hjem til Inger Støjberg og få ny ammunition Kristoffer

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Flemming Scheel Andersen
10. juli, 2014 - 14:24 Den får du nok en del besvær med at dokumentere den stråmand der??
Ingen har påstået disse omstændigheder og det hidrører ikke det simple let forståelig faktum at dagpenge er til for at erstatte den de lønninger de ledige jo ikke kan modtage når der ikke r nogle job og at dette intet har med længden af den at gøre

En ret stor del af denne gruppe var også på dagpenge da der var overophedning på jobmarkedet i nullerne. Når de selv ikke i den periode kunne finde varig beskæftigelse så ved jeg virkeligt ikke hvad der så skal hjælpe.

Michael Bruus

"De skal fanden tage mig presses ind i skabeloner og ud i tvangsarbejde. De skal fanden tage mig ikke komme her og vise, man kan indrette sit liv anderledes end den på af systemet foreskrevne måde. De skal fanden tage mig ikke komme her og gøre opmærksom på, der findes andre drømme end webergrill, en ny familiebil, 2 udenlandsferier om året og et make-over af hus og have med få års mellemrum."
Bravo Herdis Weins!

Til dit aldeles velformulerede spark i røven til arbejdsmarkeds tvangstænkningen, vil jeg lige tilføje at store dele af bygge og anlæg, dvs. tømmer, murer, beton, gartnere, i nogen omfang malere og et hav af andre håndværksfag, er sæson ledighed bare en del af arbejdslivet.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Steffen Gliese og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Jeg følger debatten med stor interesse, og min holdning er basalt og grundlæggende den, at de arbejdsløse er mennesker, som fuldstændig uden egen skyld er bragt i en situation, hvor politikere mod bedre vidende anser det for opportunt at forringe deres situation, selvom de samme politikere naturligvis er klar over, at i faget nationaløkonomi findes der ikke noget, der hedder fuld beskæftigelse.
Fuld beskæftigelse er en situation, hvor 5% sådan ca altid vil være uden for arbejdsmarkedet.
Hvis arbejdsløse også skal have et meningsfuldt liv, så ville det klæde politikere, som ustandselig jagter de arbejdsløse, at for det første at være mindre populistiske og for det andet at tage et kursus i nationaløkonomi, uanset hvor længe de nu måtte være om at forstå, hvordan tingene hænger sammen.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Fuld beskæftigelse er en situation, hvor 5% sådan ca altid vil være uden for arbejdsmarkedet.

Næh. I 2008 var under 4.000 ledige i alle 12 måneder.

Ernst Petersen

Før vi i 1973 kom ind i EF, havde vi en arbejdsløshed på højst 2%, og det samme havde blandt andet Norge og Sverige.

Derefter overtalte politikerne os til at stemme ja til EF for "at bevare den fulde beskæftigelse", hvorefter arbejdsløsheden i Danmark hurtigt steg til ca. 10% uden, at den samtidig steg i Norge og Sverige.

Så kom der en masse midlertidige foranstaltninger, der skulle sætte gang i beskæftigelsen, indtil "krisen alligevel ville være overstået om et halvt år". At Norge og Sverige ikke var blevet ramt blev forklaret med, at "de i modsætning til Danmark jo har en masse råstoffer".

Krisen var dog ikke overstået efter et halvt år. Så politikerne forlængede de midlertidige foranstaltninger med yderligere et halvt år, "fordi krisen desværre trak længere ud end forudset". Der blev yderligere lavet sådanne forlængelser et par gange, indtil politikerne "erkendte, at krisen desværre måtte anses for at være permanent", hvorefter de droppede de midlertidige foranstaltninger. Først omkring 10 år senere var det lykkedes (efter flere ændringer i måden at gøre ledigheden op på) at få arbejdsløshedstallene ned på et "nogenlunde acceptabelt niveau".

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kan du snart bestemme dig til, Kristoffer Larsen, om en ret stor del var ledige også under overophedningen i 00erne, eller om det er de under 4.000 ledige, der gælder?

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Claus Jensen anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Hvordan kan man komme på den fjogede idé, at nogen politikere skulle være interesserede i at forringe forholdene for de ledige?

Kristoffer Larsen

Peter Hansen, enten vil jeg antage du bevist provokerer eller også må du have læsevanskelige som forstået ved din manglende forståelse af tekster og indhold. En stor del af de tunge langtidsledige var også på dagpenge i nullerne. Det viste opgørelsen fra KL. Det har da ikke noget med den generelle ledighed der var lav i 2007 (ikke 2008). Der var iøvrigt 250.000 der var ledige i kortere end 10 uger.

http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2008/2008-02-06-Kun-3800-var-ledig...

Claus Jensen

Kristoffer Larsen:

Du kan måske så bestemme dig til, om det kun er de under 4000 langtidsledige, der skal tælles med, når man beregner hvor mange, der til enhver tid står uden for arbejdsmarkedet, eller om andre grupper, såsom de 250,000 korttidsledige alligvel spiller en rolle i regnskabet?

Hvis du har lyst, kunne du da også fortælle os, om man i statistik normalt udvælger et enkelt ekstremt punkt i tid, hvis man refutere en påstand om en generel værdi over tid, som Peter Fonnesbechs 5 % uden for arbejdsmarkedet.

Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jamen, Michael Petersen, folk er ikke motiverede af penge. De er tvunget til at tjene dem, fordi folk med din indstilling desværre også let kommer til at sidde med magten; men reelt set er det at gøre nytte og gøre sit bedste, hvad der motiverer folk - hvis de vel at mærke kan regne med, at andre dele af samfundet på samme grundlag gør det samme, så funktioner og behov opfyldes. Til gengæld er der intet så dræbende som det, man blot gør, fordi man er nødt til det for at tjene penge.
Så kan man sige, at der er det, der er så kedeligt at gøre, at man er nødt til at motivere eller tvinge; men selv her er tilfredsstillelsen stor, når man oplever, at man løser nødvendige opgaver - og i øvrigt, stadig væk, kan forlade sig på, at andre løser andre opgaver, de er gode til, og som tilsammen med det, man selv leverer, akkumulerer de nødvendige materielle goder.
Jeg taler af erfaring, jeg finder det ekstremt svært at arbejde for penge.

Kristoffer Larsen

Claus Jensen

Måske skulle du også se, at få styr på indholdet i de indlæg du kommenterer på ud over dem som du forsøger at adresserer. Jørgen Steen Andersen skrev om 5 % der konstant var udenfor arbejdsmarkedet.

Nu var han jo ikke særlig specifik i sin påstand, men ledige der kommer i arbejde er jo ikke udenfor arbejdsmarkedet og står man til rådighed er den del der ikke kommer i arbejde som de tunge langtidsledige jo en lille del på 2-30.000 eller omkring 1-1,5 % af det samlede arbejdsudbud.

Claus Jensen

Kristoffer Larsen:

Nu kan vi jo lade misdæderen komme tilbage og svare for sig selv, men som jeg læser det, skriver han om, hvordan national'konomer definerer "fuld beskæftigelse" ikke en naturlov, der siger ledigheden umuligt kan falde til under de 5 % på et vilkårligt punkt i tid.

Marx havde den samme pointe, at under kapitalismen kan det ikke lade sig gøre at have "fuld beskæftigelse" i længere perioder. Her er der tale om en indbygget lov over tid, men altså heller ikke et udsagn om ekstreme punkter i tid.

Flemming Scheel Andersen

Kristoffer Larsen

Nåda KL, har du og Inger Støjberg fundet ud af at du har en selvstændig mening om ledighed, eller går hele din tid med statistikkerne??
Jeg kan fortælle dig hun har de kønneste øjne, men pas på med at falde i dem*SS*

Kristoffer Larsen

men som jeg læser det, skriver han om, hvordan national'konomer definerer "fuld beskæftigelse" ikke en naturlov,

Vrøvl. J.f. tidligere referencer anser Økonomiministeriet den naturlige ledighed til at være 3 % brutto hvilket der med de nuværende tal svarer til ca. 80.000 mod pt. 130.000. Af rent praktiske grunde vil der jo altid være nogen der skifter job eller er ledige som følge af vejrlig eller fordi de nyuddanede. Det er så ledige der typisk er ledige i under 10 uger.

At kalde dem udenfor arbejdsmarkedet er latterligt og der er ingen der har nogen økonomisk gavn af langtidsledighed.

Sider