Kronik

Det egentlige oprør kom fra den anonyme masse

De højtprofilerede 68’ere ville slet ikke omstyrte samfundet. De ønskede blot at afsætte de gamle magthavere, så de kunne rykke ind i deres kontorer. Parcelhusfolkets afvikling af traditionerne har haft langt større konsekvenser end oprøret mod autoriteterne
Det er i højere grad parcelhusfolket end de oprørske 68’ere, vi kan takke for, at Danmark ser ud, som det gør i dag, mener Henrik Dahl.

Lisbeth Holten

31. juli 2014

Herman Bang skriver i et rejsebrev fra Askov Højskole, at det moderne gennembrud i hovedsagen var et lokalt, københavnsk fænomen. I resten af landet var det nemlig ikke Georg Brandes, men Grundtvig, der var gået af med den ideologiske sejr. Om et tilsvarende argument om ungdomsoprøret kan gøres gældende, er værd at undersøge.

Var ungdomsoprøret med andre ord et storbyfænomen – samtidig med at strømninger af en anden karakter satte sig igennem i resten af landet?

For at få klarhed over sagen, må man indlede med at spørge: hvad skete der i det hele taget i perioden fra 1968 til – lad os sige – 1973?

Hvad angår København (og byens diaspora i resten af landet) var der voldsomme angreb på alt, hvad der kunne minde om autoriteterne. Professorerne skulle ikke tro, de var noget. Præsterne skulle ikke tro, de var noget. Politiet skulle ikke tro, det var noget. Militæret (som det blev kaldt) skulle ikke tro, det var noget. Politikerne skulle ikke tro, de var noget. Gamle fjolser, der sagde »De« til mennesker, de ikke kendte og rødmede, når de så et nøgent menneske, skulle ikke tro, de var noget.

Hvem skulle heller ikke tro, de var noget? Amerikanerne, selvfølgelig. Og kapitalisterne. Og værst af alt, når man betragter forløbet på 40-45 års afstand: Rationaliteten skulle bestemt heller ikke tro, den havde noget at skulle have sagt.

Stigning i velstand

Uden for København og byens aflæggere var det ikke revolutionens tid, men den ekstremt hurtige evolutions tid. Almindelige mennesker (som man har for vane at kalde dem) blev i løbet af ingen tid ufatteligt meget rigere, end de havde drømt om i 1950’erne. De fik eget hus. De fik bil. De fik moderne bekvemmeligheder såsom vaskemaskiner, opvaskemaskiner og farvefjernsyn. De fik sommerhus. En udlandsrejse om året. Og frem for alt fik de en tro på, at de var noget. En tro, som deres forældre og bedsteforældre aldrig havde haft.

Hvor de aktører, der gjorde oprør mod autoriteterne, selv var meget bevidste om deres egen oprørskhed, herskede der ikke den type selvforståelse rundt omkring i de forstæder og parcelhuskvarterer, der voksede op i løbet af få år. Alligevel vil jeg tillade mig at sige, at der også var tale om en form for oprør, skønt det ikke var formuleret sådan. Nemlig et oprør imod skik og brug.

Hele forbrugs- og fritidsrevolutionen – som det reelt var – medførte nemlig, at man (uden i grunden at have en plan for det) måtte justere de værdier, der styrede dagligdagen. Der kan gives mange eksempler på dette, men jeg vil nøjes med at fremhæve et enkelt: At sparsommelighed ikke længere var en dyd, men blot en reminiscens fra bondesamfundet, som det var på høje tid at afvikle.

Bedre folks børn

Som nævnt har vi i dag den fordel, at vi kan betragte oprøret mod autoriteterne og afviklingen af traditionen på næsten 50 års afstand. Og det forekommer mig, at afviklingen af traditionerne har fået langt større konsekvenser end oprøret mod autoriteterne – selv om det i sin tid var oprøret mod autoriteterne, der optrådte med de største proklamationer om egen radikalitet.

Og hvorfor så det? Først og fremmest af den grund at oprøret imod autoriteterne egentlig var et oprør imod fædrene. I nogle tilfælde fædrene rent personligt. Men som oftest alt det, de stod for. Langt hovedparten af de mennesker, vi i dag forbinder med oprøret i 1968, var nemlig det, man plejer at kalde bedre folks børn. Finn Ejnar Madsen var for eksempel søn af en grosserer. Ole Grünbaum var søn af en finansminister. Og Suzanne Brøgger var datter af en direktør – for blot at nævne tre ud af hele denne flok.

Det, de ville, var ikke at omstyrte autoriteterne – som de selv hævdede – men at overtage magten fra deres fædre og forvalte den på en ny måde.

Selv om parcelhusfolket ikke havde den samme bevidsthed om et radikalt brud med fortiden (og om egen rolle heri), var det dem, der virkelig ændrede Danmark og danskerne, så det næppe ville være genkendeligt for en tidsrejsende fra for eksempel 1954.

Familien i centrum

Jeg har allerede nævnt den fysiske forandring af landet. Langt over halvdelen af befolkningen bor i forstæder eller parcelhuskvarterer. Rent fysisk fylder de godt op, og dertil skal man lægge støttestrukturer i form af omfartsveje, motorveje, svømmehaller, idrætshaller, ældreboliger og hvad borgerne ellers kræver af offentlige faciliteter.

Dette er ikke blot en boform, men en hel måde at leve på. De gamle er stuvet af vejen. De voksne pendler. Børnene er overgivet til det offentlige, mens forældrene arbejder – og til (som regel) halvoffentlige fritidsaktiviteter, de går til, når skoledagen er omme.

På det kulturelle plan betyder det, at slægten næsten er afviklet. Til gengæld er familien – forstået som to voksne, der står i et intimt forhold til hinanden plus egne børn og partners børn – kommet i centrum.

Den har to vigtige karakteristika. For det første har den i hovedparten af tilfældene gjort sig selv afhængig af statsmagten for at kunne fungere (det er nemlig den, der fritager de voksne for at tage sig af deres forældre og deres børn).

For det andet er familien – i sin nye betydning – det, der optager og udfylder fritiden. I weekenderne kobles den offentlige børnepasning nemlig fra, hvorefter det ’egentlige’ liv skal leves: Et fritidsliv, der ofte består af aktiviteter i og omkring boligen, eller af rekreativt forbrug. For eksempel af populærkultur.

Had og kærlighed

Hvilket forhold har de højt profilerede faderoprørere så til den forholdsvis anonyme masse af mennesker, der i årene efter 1968 forkastede skik og brug?

Man kan dårligt beskrive det som andet end et had-kærlighedsforhold. Det, de højtprofilerede 68’ere egentlig ville, var ikke at omstyrte samfundet. De ønskede blot at afsætte de gamle magthavere, så de selv kunne overtage deres kontorer og embedsbeføjelser og gøre tingene på en måde, de fandt var bedre end den gamle.

Projektet lykkedes, hvorfor vi i Danmark har en elite, der i vidt omfang ikke vil være ved, at den er elite. Thi dens magtovertagelse skyldes netop en kritik af den gamle elite – og så må den nye elite anlægge en ironisk distance til sine kors og bånd og stjerner, hvad der i bund og grund er komisk.

På den side, der repræsenterer hadet mellem den nye post-68’er-elite og det nye post-68’er-folk (om jeg så må sige), noterer man blandt andet, at det nye folk gang på gang har underkendt den nye elite politisk – ikke mindst i form af Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti. Hver gang har det udløst umådelige mængder af foragt i begge retninger.

På den side, der repræsenterer kærligheden mellem de to nye grupperinger, skal man først notere sig, at stort set ingen i den nye post-68’er-elite har fundet ansættelse andre steder end i den offentlige sektor (ej heller den kunstneriske del, der er dybt afhængig af subsidier).

For at sikre tilstrækkeligt mange stillinger har den nye elite imidlertid også opfundet mængder af behov, den kan administrere og forfine i det uendelige, og som det nye post-68’er-folk for længst har internaliseret som menneskerettigheder.

Derfor er post-68’er-folkets livsform i realiteten en symbiose med post-68’er-eliten. Selv om det af hensyn til opretholdelsen af den dårlige stemning er det sidste, nogen af parterne vil indrømme.

Henrik Dahl er sociolog

Serie

Seneste artikler

  • ’Stol ikke på nogen over 30’

    4. august 2014
    68-oprøret er degenereret til en aldersfascisme, der gennemsyrer det danske kulturliv. Den udbredte skepsis over for alderdommen har ført til en tragikomisk jagt på det nyeste nye – ikke mindst i filmbranchen
  • 68’ernes spøgelse lammer oprøret

    26. juli 2014
    Nej, vi skal ikke vente et nyt oprør fra 68’erne. De er for længst afblomstret og faldet hen i magelighed. Men mindet om deres idealisme spøger blandt en desillusioneret ungdomsgeneration, som har mistet troen på en bedre verden
  • 68’erne gør op med alderdommen, men beholder mimrekortet

    21. juli 2014
    68’erne skal nok få held til at ændre alderdommens image, for når en gruppe bliver pengestærke forbrugere, følger prestige og opmærksomhed fra omverdenen automatisk med
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Henriksen
  • Peter Vium
  • Merete von Eyben
John Henriksen, Peter Vium og Merete von Eyben anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

DR viser en bemærkelsesværdigt interessant serie om "Danskerne" for tiden - hvor tidligere tiders og nulevende indvandreres syn på danskheden luftes. Som det er lagt tilrette fremstår de værdier, som vi tilskriver velfærdsstaten, bemærkelsesværdigt konsistente over en meget længere tid.
Jeg synes ikke, at det rigtige ord, der dækker den tilfredshed, serien påviser, er blevet sagt. Det er, for mig at se ordet sufficiens - at danskerne formår at sætte grænser for, hvad der behøves for at have det godt i livet.
Vi genfinder tankegangen hos Voltaire, i slutningen på "Candide" - "Man skal passe sin have", eller i Rousseaus glæde ved den schweiziske bystat, hvor den enkelte dels rådede i sit eget liv, dels sammen med andre i byen tog stilling til de almene spørgsmål.
Vi forstår ikke helt selv, hvorfor vi har nået denne unikke konstruktion, og vi har måske desværre alt for travlt med at afmontere det, der garanterer den, så ubalancen risikerer at blive voldsom og til ugunst for det, der altså synes konsistent at være danskernes levemåde. Således udtaler den gennemgående engelske kommentator i serien, at han ikke forstår glæden ved kongehuset, og han ser den alene som et symbol at samles om. I realiteten er kongehuset nok selve baggrunden for ligheden, fordi det konstitutionelle monarki besætter tronen, men afstår fra magten. Derfor er magten egalitær. En præsident på pladsen ville have mere end formaliseret magt og derfor rykke ved den enkeltes ligeværdighed i staten.

Malan Helge, Bill Atkins, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Jan Hedegaard Kronborg

Mig selv 1. Mig.. Dvs. 68' erne var ikke andet og mere end egen-nyttige. Der ville magten, ikke en ny verdensorden. Blot ny magt - mennesker, det gver squ god mening be-stemt når man ser resultat. Resultat tidl. kommunist og nu små borgerlig magt - haver, uden solidaritet ift. andre mennesker i verden. Mig selv 1. Mig.. F.eks. fagforenings formand 3f, kommunist og MF Ole Sohn, er vel klart typen på en 68' er, der ville magten, kronerne og U.S. dollars.. M.V.H.. Jan

Sociologi for en Bent Bøgsted et al.

Tja, der er meget i vejen med disse 68’ere – de er åbenbart også skyld i, at bl.a. parcelhusfolket - det mest forgældede befolkningssegment og det nye folk - nu lemminger over til bl.a. De Fæle - som for nærværende kan bryste sig med at ligge på en ikke særlig stueren 2. plads i meningsmålingerne …

Steffen Gliese

ja, der tager du så fejl, Jan Hedegaard Kronborg, Ole Sohn er den efterfølgende generation, som undlod at tage handsken op, men i stedet i småborgerlig fornærmethed tog fat på at føre befolkningen tilbage under pligtens åg, væk fra lyset og friheden, ind i materialismens kolde skygge.

morten Hansen, Carsten Søndergaard, Flemming Scheel Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Sufficiens - godt ord. Det minder om E.T.A. Hoffmann's Kater Murr - og jeg citerer desvaerre paa engelsk fordi jeg ikke kan finde citatet paa tysk: "Is there a cozier condition than being thoroughly satisfied with oneself?" Er det danskernes parole?

Claus Jensen

Puha, sociolog på slap line.

Man forstår godt, hvorfor mange vil afskaffe den slags fag fuldstændig, når man læser sådan en gang parcelhussnak.

Bo Carlsen, Jens Thaarup Nyberg, Malan Helge, morten Hansen, Flemming Scheel Andersen, Jan Weis og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Claus Jensen,

Jeg tror ikke det er den sociologiske faglighed der driver værket i denne klumme. Det er outsiderens bespottelse af den klub, han aldrig selv blev en del af, som vi (endnu en gang) er vidne til her.

Jeg har selv en rem af huden, et par lus i skindpelsen så at sige, som jeg derfor uden problemer genkender på travet.

Torsten Jacobsen:

Jeg har skam al mulig respekt for sociologi - og såmænd også for den praksis at lange mavesurt og forsmået ud til både højre og venstre fra en plads på de billige rækker :-)

Dog skal der helst være et eller andet at tage med hjem for publikum, ellers er det spild af elektronisk blæk.

Stephan Paul Schneeberger

teksten siger meget rigtig, men tager fejle ved netop at glemte de anonyme og arbejderne som organiserede i i partier og bevægelser som havde revolutionære mål. Faktum er at 68 var i den grad et arbejder oprør og især bland var der der at de unge lærlinge var ud og kæmpe for deres rettigheder. I Danmark havde verdens rekord i vilde strejker i flere omgange også noget der bliver glemt i teksten. der alt samen der bliver glemt.

Hvad jeg mangler så at vide fra sociologen er hvad der en faktisk revolutionær og hvem var revolution-, fordi der er kun tale om udelukkedes metoderne. Hvad med Asger Jorden? Hvad med meldemerne i DKP og sender VS? Hvad med slumstormerne, autokoo, børnemagt, BZeter og anarkisterne i AFID og sender ASO, .

Jeg syns tekster pinligt, fordi den realt ikke kender til venstreradikal organisationsplan eller deres tekster og omtale folk som om de var idioter.

randi christiansen

Så det lykkedes renegaterne at aflyse revolutionen? Alle parolerne om fred og kærlighed og nej til (vietnam)krig og a kraft var det rene fup, udtænkt med det ene formål at kuppe sig til magten i regeringskontorerne for efterfølgende at bruge denne magt til at fortsætte den dumhed og korruption, hvis moral og funktionalitet man har investeret hele sin troværdighed i at håne og kritisere til laser. Yeah right, og henrik dahl trænger til at komme på rekreation, tror jeg. Eller hvad ned et lille højskoleophold med fokus på systemkritikens ædle kunst.