International kommentar

Europa må lære at klare sig uden USA

I den nye verdensorden med mange forskellige magtcentre, hvor USA nogen gange står på sidelinjen, er enighed i EU afgørende for håndteringen af Rusland
31. juli 2014

Efter en rystende lang forsinkelse begyndte de første lig fra MH17 i sidste uge at blive sendt hjem. Afgangen fra Ukraines næststørste by, Kharkiv, var værdig – i modsætning til behandlingen af ligene i løbet af de foregående seks dage. Kisterne var anstændige, der blev afholdt en kort militærceremoni, og de officielle repræsentanter havde pænt tøj på og stod med bøjede hoveder. En form for orden var blevet genoprettet.

Disse tiltag var tilsyneladende resultatet af meget komplicerede forhandlinger mellem mange parter. Der var repræsentanter fra Malaysia (fordi flyet var deres), fra Holland (fordi flyet var lettet fra Amsterdam, og fordi størstedelen af passagererne var hollandske statsborgere), fra Ukraines regering (fordi flyet faldt ned inden for landets grænser), fra de prorussiske oprørere (fordi de kontrollerer det område, hvor flyet styrtede ned) og fra Rusland (fordi Rusland har kontakt til oprørerne, men ikke så meget reel indflydelse, som mange stadig tror).

Billedet bliver endnu mere komplekst, hvis man også tager repræsentanter fra internationale organisationer, eksempelvis OSCE, og de forskellige officielle grupper, der har til opgave at undersøge flyulykker, samt repræsentanter fra lande som Storbritannien, der også mistede statsborgere, og som kan tilbyde en særlig ekspertise på området, i betragtning. Når man gransker den lange liste, er det dog ikke bare slående, hvem der var til stede, men også, hvem der ikke var. Hvor var USA?

Postatlantisk æra

I de første dage flød der overophedet retorik om skylden for nedskydningen af MH17 over Atlanten, især fra den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, der ikke forpasser nogen mulighed for at fordømme Rusland. Men præsident Obama har hele tiden været mere forsigtig, og nu har amerikanske efterretningsfolk udtrykkeligt udelukket »direkte« russisk indblanding i det, der er sket, og beskylder blot Rusland for at »bidrage til at skabe betingelserne«.

Men ellers har USA mest holdt sig på sidelinjen. De tiltag, som er blevet gjort – eksempelvis udsendelsen af luftfartssikkerhedseksperter – har ikke været ledsaget af trompetfanfarer. I stedet for at skynde sig til Kijev, Moskva eller Holland er den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, blevet i Mellemøsten, hvor han har brugt sine kræfter på den stadigt mere ødelæggende konflikt i Gaza. Om en amerikansk intervention ville have været ønskelig efter nedskydningen af MH17, er et irrelevant spørgsmål. Nedskydningen af flyet blev hurtigt forvandlet til en stor, international diplomatisk krise – med Rusland på anklagebænken – og en endnu større menneskelig tragedie. Set med europæiske øjne ville man på en eller anden måde have regnet med USA’s tilstedeværelse. Men måske er vi europæere nødt til at vænne os til tanken om, at Europa i diplomatiske, militære og økonomiske anliggender ikke længere nyder en særlig status i Washington. Allerede under Obamas første valgkamp var der tegn på, at sloganet Yes, we can! (Ja, vi kan!) måske en dag ville blive afsluttet med do without Europe (undvære Europa).

Obama, som blev født et godt stykke tid efter Anden Verdenskrig og voksede op i Asien og på en ø i Stillehavet, har ingen romantisk tilknytning til det gamle kontinent og indvarslede således en postatlantisk æra i amerikansk udenrigspolitik. Asien blev USA’s nye udenrigspolitiske omdrejningspunkt – selv om USA sendte sine diplomater rundt i Europa for at forsøge at forklare, at ændringerne ikke var så voldsomme, men at der snarere var tale om en »afbalancering«, hvor Europa stadig ville indtage ærespladsen. Obama har foruden sin postatlantiske orientering demonstreret en modvilje mod at påtage sig en global lederrolle, hvilket er blevet kritiseret i Washington.

Rusland er nøglen

Efter Ruslands ulovlige annektering af Krim viste USA flaget i skræmte lande som Polen og Baltikum. Man tilbød at stille et missilforsvar til rådighed her og nogle specialstyrker der, men på det økonomiske og personalemæssige plan var involveringen minimal. Budskabet var – som det har været i det meste af Obamas tid som præsident – at hvis Europa ønsker fred og sikkerhed, må europæerne selv gøre mere for det. Da krisen satte ind, kunne vi ikke forvente, at den amerikanske ridder ville komme susende på en hvid hest, og da slet ikke, at de allieredes kampvogne skulle kunne befri os fra interne uenigheder. Interventionen i Libyen i 2011 kan måske have været sidste gang, USA hjælper os ud af vores mange problemer, ligesom Irak og Afghanistan kan have været de sidste amerikanske militæreventyr, som europæiske lande deltager i.

Europa har været meget langsom til at drage en konklusion på dette: Hvis vi ønsker diplomatisk slagkraft, må vi tage os sammen, identificere nogle fælleseuropæiske prioriteter og beslutte, hvor meget vi vil betale for privilegiet. Indtil videre har EU opnået en minisucces ved en aftale mellem Serbien og Kosovo og som tredjepart ved igangsættelsen af forhandlinger med Iran om landets atomprogram. Men vi har ikke knækket den nærmeste og på sin vis hårdeste nød: Rusland.

Ukraine er et eksempel på mislydene, hvilket det mislykkede forsøg på at finde en afløser for baronesse Ashton som chef for den europæiske udenrigstjeneste også er. Den italienske udenrigsminister, Federica Mogherini, betragtes som for eftergivende over for Rusland, mens den polske udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, bliver opfattet som alt for hård. Skellene mellem »det gamle og nye Europa« er pludselig blevet lige så dybe, som de var for et årti siden. Det er selvfølgelig vigtigt at bremse Irans ambitioner om at få atomvåben, men forholdet til Rusland er nøglen til en fredelig orden på vores kontinent i fremtiden. USA’s frivillige fravær burde anspore Europa til at finde en form, som kan gøre os politisk selvberoende. Det bliver ikke let, men uden en samlet tilgang til Rusland, bliver det svært for EU at opnå enighed om noget som helst andet.

Mary Dejevsky er skribent.

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det bedste vi kan gøre i forhold til Rusland er at skabe et fælles energimarked i EU.
Det er helt oplagt at Putin spiller det ene EU-land ud mod det andet og differentierer landenes indkøbspris.

Dernæst burde vi fremme etableringen af en gasrørledning gennem fra Det Kaspiske Hav gennem Tyrkiet frem til Europa; den såkaldte Nabucco-gasrørledning, som vil åbne op for, at Kazakhstan, Uzbekistan og Tyrkmenistan kan sælge gas direkte til Europa udenom Gazprom.
Og måske kan Iran blive koblet på ledningen på et tidspunkt.

Sluttelig skal vi påvirke gasefterspørgelsen ved at reducere Europas gasforbug ved hjælp af bygningsisolering, opsætning af termostater osv.