Kronik

Hvor fanden blev lykken af?

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Men et sted på vejen blev jeg blændet af udsigten
Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i, tænkte dagens kronikør for nogle år siden. Så købte hun en – splinterny med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme – men så fik hun en depression. Og så fik hendes mand en depression.

Reimar Juul

25. juli 2014

Jeg hoppede lige i med begge ben, selv om jeg længe gik og troede, at jeg var noget ganske særligt. Langt op i 20-års-alderen troede jeg faktisk på, at jeg kunne skabe min egen lykke helt løsrevet fra andres normer og meninger.

»Vi er ikke som de andre,« blinkede min gymnasiekæreste og jeg indforstået til hinanden, mens vi sad i bar overkrop til Grøn Koncert på Femøren. Unge og omnipotente med struttende bryster og masser af hår på hovedet. Jeg gik endda så vidt som til at nægte at tage kørekort til bil, da jeg havde taget et til motorcykel. Hvad skulle jeg bruge en bil til? Næh, giv mig en motorcykel, så skal jeg vise, at livet sagtens kan leves på to hjul. Hjalte Tin og Nina Rasmussen er kørt i forvejen, hvad venter vi på?

Men så fik vi børn.

I begyndelsen af 1990’erne havde vi fået to – en pige og en dreng – og vi var faktisk ret lykkelige, da først kolikken og mellemørebetændelsen havde lagt sig. Efter to amninger struttede brysterne ganske vist knap så meget, og børnenes far havde mistet næsten alt sit hår, men det gjorde ingenting. Vi var en familie. »Vi er stadig noget for os selv,« hviskede vi i munden på hinanden som for at overdøve virkeligheden, og vi smilede overbærende, når vennerne blev gift i kirken og købte parcelhus uden for byen. Vorherrebevares. Vi skulle altid bo i Sydhavn.

Men så skulle børnene i skole.

Vi købte en parcelhusgrund, som vi byggede en Lind & Risør-villa på – et arkitekttegnet typehus, som de kaldte ’let medbyg’, men i praksis var det alt andet end let. Grunden lå i Græse Bakkeby. Prøv at sige det højt: Græse Bakkeby. Det oser jo af familiehygge og julekalender, og dér kunne børnene få en tryg opvækst i et område med mange børnefamilier. Og når man har sagt A, må man som bekendt også sige B. Så vi blev gift. På rådhuset, ganske vist, for ægteskab var jo i bund og grund en håbløst gammeldags foranstaltning, der slet ikke passede til os og vores livsstil. Eller …

For 12.000 kroner emhætte

De første spørgsmål begyndte at spire nogenlunde samtidig med græsset. Hvad var det, der var ved at ske? Hvordan var Sydhavn pludselig blevet til Græse Bakkeby? Og hvordan var lejligheden med de skrå vægge og lille altan på tredje pludselig blevet til en villa med indbyggede spots og have? Hvorfor havde vi skilt os af med den motorcykel og købt en bil i stedet? Jeg havde jo ikke engang kørekort. Spørgsmålene forblev ubesvarede, vi var nødt til at skubbe dem til side og tro på projektet. Det var vi sgu da nødt til. Har man sagt A … Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i. Og forældrebadeværelse og børne-/gæstebadeværelse og dobbeltseng og karnapper og bøgehæk. Og de rigtige fliser til badeværelserne. Og job med pensionsordning. Og en emhætte i børstet stål til 12.000 kroner. Måske havde vi bare lidt sværere ved at se det end andre.

Men så fik jeg en depression.

Vi solgte huset efter 364 dage og kom ud af det uden gæld. Vi flyttede tilbage til Sydhavn. Børnene kom på privatskole på Vesterbro. Jeg sagde mit job op og begyndte at studere som 34-årig. Tilbage til start!

Men så blev vi separeret.

Nu med gæld

Vi boede hver for sig i nogle år. Det gik egentlig meget godt, men indeni gnavede tvivlen. Havde vi prøvet det bedste, vi kunne? Burde vi have kæmpet lidt mere? Skulle vi ikke prøve igen? Og så gjorde vi gudhjælpemig det hele én gang til! Vi flyttede til Meløse … Meløse! Og børnene skiftede skole igen, og jeg havde stadig ikke fået kørekort til bil, og det var pisse-upraktisk, for bussen kørte kun en gang i timen og kun til klokken 22, og nærmeste supermarked lå fire kilometer væk. Men lykken var måske et hus med stråtag. Og en stor, gammel have med æbletræer og kaninbur og stikkelsbærbuske. Og valmuer og tulipaner og brændeovn.

Til forskel fra en splinterny Lind & Risør-villa med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme (men uden centralstøvsuger, den havde vi sparet væk, et eller andet sted måtte vi jo trække grænsen).

Men så fik min mand en depression. Snart kunne vi også skrive skilsmisse og tvangsauktion på cv’et. Vi slikkede sårene og undrede os over, hvordan vi kunne være så dumme at begå den samme fejl to gange. Hvor fanden blev lykken af? Den, de havde reklameret med i Lind & Risør-brochuren, annoncen fra ejendomsmægleren og i IKEA-kataloget?

Rundt om hjørnet

»Jeg er ikke som de andre,« råbte min eksmand i frustration og flyttede til verdens ende og efterlod mig alene tilbage med to teenagere, der allerede havde betalt en alt for høj pris. Før vi fik set os om, havde jagten på ugebladslykke fejet benene væk under vores familie. Nu med gæld.

Der kunne historien være endt. Som så mange andres. I lang tid frygtede jeg, at det var der, vi var endt. Som fire vildfarne menneskeskæbner, fremmede for os selv og hinanden. Men modgang kan bruges konstruktivt, hvis man tør, og at turde er jo kun at miste fodfæstet for en tid. Modgangen kan bruges som et spejl, og hvis man ser rigtigt godt efter, kan man måske få øje på, hvor man gik forkert. Nu kan jeg se det. Vi gik forkert, da vi valgte at flytte i parcelhus første gang. Og anden gang. Vi gik forkert, da vi begyndte at interessere os for emhætter og dørgreb, og da vi begyndte at gå op i, om vores køkken var pænere end naboens, i stedet for at interessere os for, hvor de depressioner kom fra.

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Jeg følte ingen begrænsninger, ingen snærende kulturelle bånd og ingen som helst angst for, hvad fremtiden ville bringe. Men et sted på vejen indsnævredes mit synsfelt, et andet sted blev jeg blændet af udsigten og et tredje sted fik jeg en blind plet. Pludselig kunne jeg ikke længere se klart, og livet begyndte at gøre ondt. Jeg siger ikke, at det er nogens skyld – det var jo mig selv, der lod det ske. Jeg begyndte at gro skyklapper og lukkede øjnene, når udsigten blev for god til at være sand. Den måtte jo være lige rundt om hjørnet, lykken.

Til forskel fra dengang, ved jeg nu, at lykken bor inde i mig, og ikke der, hvor jeg bor.

»Du er noget for dig selv,« sagde mine kolleger til mig, da jeg i foråret sagde mit job op og vinkede farvel til løn og pensionsordning og sundhedsforsikring for at blive fuldtidsforfatter. Uden at have udgivet så meget som en linje før og uden at se mig tilbage. Om lidt rejser jeg to måneder til Sydfrankrig, fordi jeg kan, og fordi jeg ikke kan lade være.

I 2011 tog jeg kørekort til bil sammen med min søn, og i marts måned i år købte jeg min første Volkswagen. Jeg har faktisk allerede betalt for en flybillet til Toulouse, men her på det seneste er ungpigedrømmen om at opleve verden på to hjul begyndt at røre på sig igen – og hvem siger, at fire hjul ikke kan være lige så gode som to? Høj musik, solbriller på, og bilen pakket med sommertøj og vandresko, bærbar, solcreme, kamera og masser af spændt forventning. What’s not to like? Så længe jeg husker mig selv på, at lykken ikke er en destination.

Lykken er lige nu og lige her. Lykken er at være tro mod mig selv. Og at gribe chancen for at skrive historien om, når chancen byder sig. For mig er lykken at rejse ud i det ukendte og have tid til at være.

For mig er lykken at nyde det liv, jeg har fået. Men vigtigst af alt er, at min lykke ikke er din lykke, og at din lykke ikke er min. Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig.

Sussie Maria Pilegaard Johansen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malthe Majgård Nørbjerg
  • Bente Bredahl
  • Slettet Bruger
  • David Zennaro
  • Nic Pedersen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Niels Mosbak
  • Vivi Rindom
  • Steffen Gliese
  • Dennis Berg
  • Torben Nielsen
  • Martin Åberg
  • Flemming Scheel Andersen
  • Leo Nygaard
  • Jesper Wendt
  • randi christiansen
Malthe Majgård Nørbjerg, Bente Bredahl, Slettet Bruger, David Zennaro, Nic Pedersen, Jørgen Steen Andersen, Niels Mosbak, Vivi Rindom, Steffen Gliese, Dennis Berg, Torben Nielsen, Martin Åberg, Flemming Scheel Andersen, Leo Nygaard, Jesper Wendt og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tosomheden blev af omveje til ensomheden. Måske derved til åbenheden - mod verden.
En politiker har nu foreslået en værdikanon !!

Michael Møller

Begyndelsen af artiklen:
"Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed"
Slutningen af artiklen:
"Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig"

Er det meningen at man skal lære noget af det der?

Ib Hansen, Sven Elming, Ib Christensen, Jens Illum, Klaus Rød Frederiksen, Carsten Søndergaard, Niki Dan Berthelsen, Sven Felsby, Anne Eriksen, Rasmus Kongshøj, Lykke Johansen og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Lykke er øjeblikke, ikke en tilstand, som evnen til at stille sig tilfreds åbner op for.

Sven Elming, Adam Lajtoch-Rosschou, Carsten Søndergaard, Nic Pedersen, Rita Andersen, Sven Felsby, Anne Eriksen, ds sds, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Dennis Berg, Lise Lotte Rahbek og Jan Mogensen anbefalede denne kommentar
Martin Åberg

Udmærket skrevet, men hvor ville jeg dog være lykkelig, hvis denne artikel ikke var lidt af en cliché på at finde den indre lykke.

peter fonnesbech, Mads Kjærgård, Carsten Søndergaard, Thomas Borghus, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Michael Møller:
"Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig"
Er det meningen at man skal lære noget af det der?
Det er da en udmærket erkendelse, at man kun selv kan definere lykken.
Det er selvfølgeligt vildt ærgeligt for reklamefolk, en hel del politikere (f.eks. madam Frederiksen) og ikke mindst diverse forfattere af selvhjælpsbøger.

Rikke Nielsen, Adam Lajtoch-Rosschou, David Zennaro, Jørgen Steen Andersen, Steffen Gliese og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det må være svært at vokse op og være SÅ sikker på sig selv,
og så finde ud af,
at livet ikke er et gratis og evigt ta'selvbord.

Tør jeg formode en solid middelklassebaggrund uden slinger i valsen..

Sven Elming, randi christiansen, Dan Johannesson og Tove Lodal anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Lykken er et puslespil, når brikkerne er rodet sammen bliver konformiteten udfordret. Det var som en beskrev for noget tid siden, når hverdagen går ud i et. Når man ikke tænker over alle de små ting der skal ordnes i løbet af dagen, og stadig har overskud til at give. Spiralen den modsatte vej kan brydes ved at lade de små ting ligge, og finde roen igen, og det er der styrken ligger i én selv.

Jeg tror måske personlig succes er bedre som begreb i den sammenhæng, men samtidig er det forudsætningen for det vilkårlige rush. Men lykken kan være mere eller mindre, det kommer an på hvor på stigen man gebærder sig.

Så kan man diskutere om megen ulykke, kræver megen lykke for at overkomme - før det faktisk giver en følelse af lykke. Men essensen i oplægget er at man ikke kan købe sig til det, eller påtage sig andres drømme og ønsker, fordi det ikke betyder det samme i din verden (horisont). Det er meget interessant at den ukronede konge fra Thy-lejren siger; jeg er selv hjernevasket, i erkendelse af, at det kulturelle mønster skal nedbrydes, for at mødes.

Typisk en uoverkommelig opgave for de fleste, og falder man samtidig ned blandt to stole, så er katastrofen nærmest givet. Ved at gøre sig selv til fundamentet i den obskure konstruktion, så kan man falde i evigheder, velvidende, man stadig er intakt i sit fundament. Altså, at hvile i sig selv.

Man kunne forstille sig, at årsagen til at mange føler at fortiden var grønnere, hænger sammen med at tingene flyder mere ud i et, de gode og dårlige ting falmer, og den grå masse bliver anmassende. Lykken, er vel ret beset, en ubekymret tilstand.

Michael Kongstad Nielsen

Lykken og sorgen er måske hinandens tro følgesvende.
I H. C. Andersens "Lykkens galocher" siger Sorgen til Lykkens kammerpige om den lykke galocherne skulle bringe: "han bliver såre ulykkelig og velsigner det øjeblik, han igen er fri for galocherne!". Om forklaring og morale: læs selv H C Andersens fortælling.

Kjeld Hansen

Og hvorfor denne desperation mod at være normal?

Alle er normale... Måske lige med undtagelse af dem i tids ubegrænset forvaring.

Den sande lykke er at hvile i sig selv, have ro i sindet og leve i nuet med overskud til at være og gøre noget for sine medmennesker.

At jagte sin egen lykke og kun tænke på sig selv og igen sig selv er den sikre vej til menneskelig under gang.

At Danmark tilsyneladende er verdens lykkeligste folk bygger på en tragisk fejltagelse og en overfladisk livsstil, hvor lykken respekten udelukkende vurderes ud fra ens købekraft.

Det selvbedrag artiklens forfatter tilsyneladende har levet livet under med de "helt rigtige" indstillinger til alt og alle er forprogrammeret til at gå galt.

Men hun er ikke så gammel og med lidt held kommer hun ud på den anden side om nogle år som et helt menneske med lidt skrammer, men med sind og hjerterum for andre.

- Men det er helt normal ;-)

Carsten Søndergaard, Rita Andersen, Olav Bo Hessellund, Dan Johannesson, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Rasmus Kongshøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kjeld Hansen

Ja, den gode Richard Nixon var altid god for direkte tale uden omsvøb, humor og fantasi. Nok lidt for god efter nogens opfattelse.

- Men sådan var han nu engang...

John Fredsted

Omend formodentligt utilsigtet, et ganske udmærket portræt af den farce, som livet grundlæggende er.

Bruger 201876, Rikke Nielsen, Ivan Mortensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Jeg vil specielt huske sætningen:
"Lykken er ikke en destination".
Husk også S.K.:
" du kan ikke åbne døren til lykken ved at skubbe og mase, fordi døren åbnes indad".

Niels Duus Nielsen, Dan Johannesson, Steffen Gliese, Anne Eriksen og ds sds anbefalede denne kommentar
Jan Mogensen

Det havde vist knaget i furerne uanset om hun blev boende i Sydhavn eller havde flyttet i parcelhus, you cant play on broken strings.

Hele ideen om at lykke kan blive en konstant opnåelig tilstand er nok nærmere forklaringen på hvorfor korthuset braste...

Grethe Preisler

Kære John Fredsted,
Tak fordi du langt om længe giver livstegn fra dig igen. Du har været stærkt savnet.

Din ukuelige pessimisme på artens vegne gør det ligesom lidt lettere for en anden en at leve med sin ærgrelse over sædernes forfald og egne kuldsejlede forhåbninger om, at der snart måtte vise sig en sprække af lys i mørket og en chance for, at fornuften trods alt ville sejre over det glade vanvid i 'vækstens' skamredne navn.

John Fredsted, randi christiansen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det er yderst pinligt, men det første jeg tænkte på var "lykken er ikke gods eller guld"!
Det kan man jo let tro med moderne forbrugsvaner og det er ikke kun de berørte, spekulationen i fortjeneste er en møllesten om halsen - lige meget hvor den kommer fra.

Min definition er: Lige i dag har vi (mand, kone og børn) ingen problemer og er lykkelige.

Sagt af en psykoterapeut (gift med en psykolog) på et kursus for en del år siden.

Hvor andenpladsen og tredjepladsen gik til nogen der fandt lykken uden for sig selv, i medmenneskelige relationer, er det trist at se at vinderen en Lykkeridder der er i færd med at gentage sig selv for tredie gang!

Casper Borly, Carsten Søndergaard, Jens Christensen, Anne Eriksen, Rita Andersen, Olav Bo Hessellund, Martin Åberg og ds sds anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Jeg har også søgt lykken i det ”rigtige” hus, ikke fordi jeg troede at huset var lykken, men fordi jeg troede at der ville lykken kunne trives.
Men i min virkelighed, har lykken været på besøg i det nordlige Queensland (aus) sammen med en rejsekammerat, på en vandring i Himalaya sammen med en anden rejsekammerat, på en strandtur med konen, datteren og hunden og storset vær gang jeg er sammen med min datter.

Løkken har i mit liv været noget med hjertet og alligevel har jeg knoklet med arbejde og huse. ”For sådan gør man jo” og heri har jeg aldrig mødt lykken.

Så lykke på rejsen Sussi Maria.

Lykken er individuel.
Det er netop troen på at den er universel som kan betyde at man ikke finder den. Man er et flokdyr der tror på det alle de andre får bræger i kor, det som medierne bombarderer os med konstant, at lykken kommer af at købe varer i butikkerne… Men folk er flokdyr fordi de er bange for ensomheden, derfor følger man da med det alle de andre siger.

Derfor kan man sige at angst står i vejen for lykken.

For pokker da, Sussie Maria, med 'lykken bor i dig ikke hvor du bor' og 'vær tro mod dig selv' (ellers kan du ikke være tro mod andre, min tilføjelse) rammer du i den grad plet! For mig, her i livets absolut fjerde kvartal, jeg var heldig, som du, at opnå indsigten 'mens tid var'!
Kan blive helt sløj ved tanken om 'hvis det ikke var sket'. Men, hvordan/af hvem skabes illusionerne og den 'eventyrlige' tilbagevenden til 'den ideelle fordring' generation efter generation, når nu AL HISTORIE viser at livet sgu forbliver en yderst sammensat affære? Uden både 'sol' og 'regn' ingen regnbue, som vel i sig selv er et optisk bedrag?

Anne Eriksen

Ja, Arno Victor Nielsen var i radioen i forbindelse med "terror i Norge" - men det han sagde om angsten i hverdagen var nu også meget godt.
Vi bliver ofre for angst i hverdagen, når alle politiske foranstaltninger (reformer - regelsæt) går ud på at undgå angst.
Når konkurrencen bliver tabt, skoleeleverne ikke lærer nok - du får kræft (test endelig) og når ledige frygter morgendagen...
Alle synes på trods at have glemt hvor meget optimisme og gåpåmod kan ændre tingene, er slet ikke i stand til at se det i al lærdommen.
Der er jo ikke nogen optimisme at spore og det hjælper da til at føle sig lykkelig?

Torsten Jacobsen

Kronikken og mange af kommentarerne her berører for mig at se det væsentlige: At bevidsthed ikke er én tilstand, som man enten har eller ikke har, men snarere et kontinuum af mulige bevidsthedstilstande. Et kontinuum som det enkelte menneske kan bevæge sig frem og tilbage på i løbet af en time, en dag, et år, et liv.

Heraf følger at det er muligt at tale om kvalitative forskelle i bevidsthed. Det er der i og for sig ikke noget nyt i. Dén simple konstatering er grundlaget for al religiøs og spirituel tænkning. Men netop fordi spirituelle/åndelige spørgsmål ikke har nogen større indflydelse på hvordan vi indretter vores samfund, er noget væsentligt måske gået tabt?

Om man så kan finde dette væsentlige på en rejse til Sydfrankrig med skriveblok og solcreme i baggagerummet, afhænger af kvaliteten af den bevidsthed man tager med på rejsen.

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Nanna Wulff M., ds sds, Dan Johannesson og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Lykke er mig, mig, mig, mig og mig selv. Toulouse.... udtal det med lidt engelsk accent. Mon ikke vi får en fu..... interessant bekendelse når skribenten møder sine gamle kedelige kolleger i deres sydfranske residenser. Agurk, agurk.

Olav Bo Hessellund

Morsom og velskrevet artikel. Men lærerig? Ved snart ikke.
Lykke som tilværelsens mål og mening - og med mig selv i centrum?
Det er nok her, det går galt allerede fra starten.

Lykke er liberal demokrati som Rune Lykkeberg så klogt betragter demokratiet.
Jeg er ikke klog så jeg kalder det multinational demokrati. If you cant beat them, join them.
Ellers en sød naiv artikkel.

Frygten er mit våben - en bogtitel så vidt jeg husker?
Frygten er en politisk magtmiddel, en marketingfaktor, en begrundelse for sikkerhedsindustrien, en krigsårsag, og et argument for sikre overstatslige institutioner, som EU.
Der bruges millioner på at sikre havne mod påstået terrortrussel, som holder os væk fra bolværket.
Ligheden med beskyttelsespenge til kriminelle afpressere er slående.

Nanna Wulff M.

At løbe efter lykken, at søge efter den med enhver tænkelig form for bevisthed, er lige så grådig en handling som at løbe efter den rigtige partner, det rigtige job, de rigtige børn og det rigtige typehus.

Man kan sagtens bo i et dejligt typehus med mand og børn og et godt job, for det er ikke, tror jeg, det altafgørende --- det der tæller, er nok mere viljen til at ville en spirituel bevisthed lige meget hvor man er.

Wherever you are: there you are!

Or in the words of Pema Chodron: There are "gifts in every hard thing."

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, Steffen Gliese og ds sds anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Med et "sommer"emne som denne konkurrences kan man dårligt forvente dybere refleksion - endsige større erkendelser end de fleste levede liv af sig selv giver anledning til - som tiden går.

Det er nu nok en elegant artikel, hvor du (udefra et forstående rationaliserende perspektiv) fejlagtigt fraskriver dig alt ansvar for egen ulykke. Interessant er det enddog, at du vælger at påtage dig ansvaret igen, idet du får succes med at følge din lidenskab.

Jeg beklager Frk. Johansen, det er netop kun dig og alene din skyld at du havde en deroute.

Ja, der er i virkelighed intet nyt under solen her.
God kamp!

Torsten Jacobsen

Jeg kom for øvrigt til at tænke på psykologen Daniel Kahnemans skelnen mellem 'det oplevende selv', og det 'huskende selv', og hvordan 'lykke' må forstås meget forskelligt alt efter om man taler om den ud fra det 'oplevende selvs' eller det 'huskende selvs' perspektiv.

Som Kahneman påpeger har vi efterhånden ret god erfaring med at måle, hvad der for det 'oplevende selv' fører til 'lykke': her er f.eks. (positiv) social kontakt et altafgørende parameter.

For det 'huskende selv' forholder det sig anderledes. For det vi husker er ikke det vi oplever. Vi husker 'en historie' om det vi oplever, og det er slet ikke det samme. Jeg vil varmt anbefale at bruge 20 minutter på Kahnemans lille foredrag om emnet her:

http://youtu.be/XgRlrBl-7Yg

John Fredsted

Kære Grethe,

"Tak fordi du langt om længe giver livstegn fra dig igen. Du har været stærkt savnet": Et stort varmt tak for den tilkendegivelse, der jo næsten er alt for meget (hvilket selvsagt ikke er ment bebrejdende). Du har ret: jeg har ikke deltaget meget her på information.dk i et stykke tid, selvom det vel kun, ved nærmere eftertanke, er tale om et par uger.

Sommervarmen, der truer med at få mig til at svede i røven bare ved tanken om at blinke med mit ene øje, er én af årsagerne. Den bryder mig langsomt ned, i hvert fald psykisk: jeg føler mig direkte belejret og kan ikke rigtig finde ro noget steds. Det er min opfattelse, at det er ganske unormalt: de fleste af mine medborgere synes jo at trives i dette vejr.

Der sættes varmerekorder kloden rundt for øjeblikket (en kombination af El Niño og global opvarmning, naturligvis), og reaktionen fra nyhedsmedierne er i det store og hele reportager om mennesker i strandkanten, der giver udtryk for, at de nyder vejret. Jeg væmmes. Min forudsigelse for resten af året er en lang, varm sensommer, hvor varmebølger vil blive ved med at vende tilbage.

Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

John Fredsted -
"Sommervarmen, der truer med at få mig til at svede i røven bare ved tanken om at blinke med mit ene øje, er én af årsagerne. Den bryder mig langsomt ned, i hvert fald psykisk: jeg føler mig direkte belejret og kan ikke rigtig finde ro noget steds. Det er min opfattelse, at det er ganske unormalt: de fleste af mine medborgere synes jo at trives i dette vejr."
Du er ikke om at have det sådan.
Men selvfølgelig nyder folk det, når de er i strandkanten. Det gør jeg også selv. Resten af tiden er jeg ved at blive vanvittig af varmen.

randi christiansen

og lykken kan være kort - som i en rus, eller længerevarende alt efter indre-og ydre omstændigheder. Valget er afgørende - hvor er fokus for opmærksomheden? Hvis er ansvaret for dette fokus? Det kan være omfattende og vanskeligt at reparere, hvis der er gået kludder i mekanismen - men det er den enkeltes udfordring - som kan håbe på befordrende omgivelser. Det er fællesskabets og den enkeltes opgave i samarbejde at kompensere for og udligne de forskellige betingelser > stædigt at fastholde det nødvendige og formålstjenlige i at definere og implementere det gode, sande, skønne og retfærdige - begreber, som er hinandens forudsætning.
Når disse uhensigtsmæssige forhindringer i form af konkurrencestatens primitive, unødvendige og stressende udskillelsesløb er ryddet bort, kan vi som enkeltindivider og samfund endelig få plads til at forfølge vort sande potentiale som rumvæsener på rejse i kosmos, iflg Einstein uudnyttende 4% af vores hjernekapacitet. Der er endnu så meget at udforske og forstå, og mulighederne for at tage fejl ligefrem proportional hermed. I dette forhold, tror jeg, kan findes årsagen til megen frustration, sorg og depression. Vi må være modige, holde ud, tro på og kæmpe for, at sandheden vil komme for en dag.

Når vi nu er i det positive hjørne, er det rart at læse din poetiske fremstilling, Randi - I stedet for det krasse, kompromisløse omkvæd i Randi-stil :-)

John Fredsted

@Herdis Weins: Det er da rart at høre, at jeg ikke er alene. Men jeg bryder mig nu ikke engang om at være ved stranden i varmen.

Efter denne mangfoldighed af kommentarer, kunne det være interessant at høre Redaktionens motivation for valget af hver af de tre kronikker. Hvad er der lagt vægt på, må vi høre det?

Carsten Søndergaard, Jens Christensen, Maj-Britt Kent Hansen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Som en lille modgift, sikkert aldeles forgæves, bevares, til vores kulturs narcissistiske og grundlæggende barnagtige lykkesøgnings-cirkus fristes jeg til at bringe følgende citat fra bogen 'Against Happiness: in Praise of Melancholia" af Eric G. Wilson:

"To desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic."

Herdis Weins

@ John Fredsted - øv, så ved jeg ikke, hvordan jeg kan føre dig til billedet. Hvis jeg kender eks-en ret, har han allerede glemt, hvor han har det fra.
Men altså, så må du tænde din indre biograf: giffen forestiller nogle søde animerede pingviner, der glade glider ned ad et isbjerg i ishavet.
Med hensyn til ovenstående citat: enhver jagt på lykken ender vel i det modsatte, da lykken har det med at indfinde sig uventet. Det er lidt lige som dem, der hele tiden insisterer på "at more sig", ofte så larmende, at omgivelserne er ved at gå ud af deres gode skind. Og så ser de endda ikke ud til at more sig, måske er det derfor, de er nødt til at skrue op for stemmerne.
Men jeg tror da, jeg vil forsøge at læse den bog, du henviser til.

Sider