Kronik

Hvor fanden blev lykken af?

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Men et sted på vejen blev jeg blændet af udsigten
Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i, tænkte dagens kronikør for nogle år siden. Så købte hun en – splinterny med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme – men så fik hun en depression. Og så fik hendes mand en depression.

Reimar Juul

25. juli 2014

Jeg hoppede lige i med begge ben, selv om jeg længe gik og troede, at jeg var noget ganske særligt. Langt op i 20-års-alderen troede jeg faktisk på, at jeg kunne skabe min egen lykke helt løsrevet fra andres normer og meninger.

»Vi er ikke som de andre,« blinkede min gymnasiekæreste og jeg indforstået til hinanden, mens vi sad i bar overkrop til Grøn Koncert på Femøren. Unge og omnipotente med struttende bryster og masser af hår på hovedet. Jeg gik endda så vidt som til at nægte at tage kørekort til bil, da jeg havde taget et til motorcykel. Hvad skulle jeg bruge en bil til? Næh, giv mig en motorcykel, så skal jeg vise, at livet sagtens kan leves på to hjul. Hjalte Tin og Nina Rasmussen er kørt i forvejen, hvad venter vi på?

Men så fik vi børn.

I begyndelsen af 1990’erne havde vi fået to – en pige og en dreng – og vi var faktisk ret lykkelige, da først kolikken og mellemørebetændelsen havde lagt sig. Efter to amninger struttede brysterne ganske vist knap så meget, og børnenes far havde mistet næsten alt sit hår, men det gjorde ingenting. Vi var en familie. »Vi er stadig noget for os selv,« hviskede vi i munden på hinanden som for at overdøve virkeligheden, og vi smilede overbærende, når vennerne blev gift i kirken og købte parcelhus uden for byen. Vorherrebevares. Vi skulle altid bo i Sydhavn.

Men så skulle børnene i skole.

Vi købte en parcelhusgrund, som vi byggede en Lind & Risør-villa på – et arkitekttegnet typehus, som de kaldte ’let medbyg’, men i praksis var det alt andet end let. Grunden lå i Græse Bakkeby. Prøv at sige det højt: Græse Bakkeby. Det oser jo af familiehygge og julekalender, og dér kunne børnene få en tryg opvækst i et område med mange børnefamilier. Og når man har sagt A, må man som bekendt også sige B. Så vi blev gift. På rådhuset, ganske vist, for ægteskab var jo i bund og grund en håbløst gammeldags foranstaltning, der slet ikke passede til os og vores livsstil. Eller …

For 12.000 kroner emhætte

De første spørgsmål begyndte at spire nogenlunde samtidig med græsset. Hvad var det, der var ved at ske? Hvordan var Sydhavn pludselig blevet til Græse Bakkeby? Og hvordan var lejligheden med de skrå vægge og lille altan på tredje pludselig blevet til en villa med indbyggede spots og have? Hvorfor havde vi skilt os af med den motorcykel og købt en bil i stedet? Jeg havde jo ikke engang kørekort. Spørgsmålene forblev ubesvarede, vi var nødt til at skubbe dem til side og tro på projektet. Det var vi sgu da nødt til. Har man sagt A … Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i. Og forældrebadeværelse og børne-/gæstebadeværelse og dobbeltseng og karnapper og bøgehæk. Og de rigtige fliser til badeværelserne. Og job med pensionsordning. Og en emhætte i børstet stål til 12.000 kroner. Måske havde vi bare lidt sværere ved at se det end andre.

Men så fik jeg en depression.

Vi solgte huset efter 364 dage og kom ud af det uden gæld. Vi flyttede tilbage til Sydhavn. Børnene kom på privatskole på Vesterbro. Jeg sagde mit job op og begyndte at studere som 34-årig. Tilbage til start!

Men så blev vi separeret.

Nu med gæld

Vi boede hver for sig i nogle år. Det gik egentlig meget godt, men indeni gnavede tvivlen. Havde vi prøvet det bedste, vi kunne? Burde vi have kæmpet lidt mere? Skulle vi ikke prøve igen? Og så gjorde vi gudhjælpemig det hele én gang til! Vi flyttede til Meløse … Meløse! Og børnene skiftede skole igen, og jeg havde stadig ikke fået kørekort til bil, og det var pisse-upraktisk, for bussen kørte kun en gang i timen og kun til klokken 22, og nærmeste supermarked lå fire kilometer væk. Men lykken var måske et hus med stråtag. Og en stor, gammel have med æbletræer og kaninbur og stikkelsbærbuske. Og valmuer og tulipaner og brændeovn.

Til forskel fra en splinterny Lind & Risør-villa med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme (men uden centralstøvsuger, den havde vi sparet væk, et eller andet sted måtte vi jo trække grænsen).

Men så fik min mand en depression. Snart kunne vi også skrive skilsmisse og tvangsauktion på cv’et. Vi slikkede sårene og undrede os over, hvordan vi kunne være så dumme at begå den samme fejl to gange. Hvor fanden blev lykken af? Den, de havde reklameret med i Lind & Risør-brochuren, annoncen fra ejendomsmægleren og i IKEA-kataloget?

Rundt om hjørnet

»Jeg er ikke som de andre,« råbte min eksmand i frustration og flyttede til verdens ende og efterlod mig alene tilbage med to teenagere, der allerede havde betalt en alt for høj pris. Før vi fik set os om, havde jagten på ugebladslykke fejet benene væk under vores familie. Nu med gæld.

Der kunne historien være endt. Som så mange andres. I lang tid frygtede jeg, at det var der, vi var endt. Som fire vildfarne menneskeskæbner, fremmede for os selv og hinanden. Men modgang kan bruges konstruktivt, hvis man tør, og at turde er jo kun at miste fodfæstet for en tid. Modgangen kan bruges som et spejl, og hvis man ser rigtigt godt efter, kan man måske få øje på, hvor man gik forkert. Nu kan jeg se det. Vi gik forkert, da vi valgte at flytte i parcelhus første gang. Og anden gang. Vi gik forkert, da vi begyndte at interessere os for emhætter og dørgreb, og da vi begyndte at gå op i, om vores køkken var pænere end naboens, i stedet for at interessere os for, hvor de depressioner kom fra.

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Jeg følte ingen begrænsninger, ingen snærende kulturelle bånd og ingen som helst angst for, hvad fremtiden ville bringe. Men et sted på vejen indsnævredes mit synsfelt, et andet sted blev jeg blændet af udsigten og et tredje sted fik jeg en blind plet. Pludselig kunne jeg ikke længere se klart, og livet begyndte at gøre ondt. Jeg siger ikke, at det er nogens skyld – det var jo mig selv, der lod det ske. Jeg begyndte at gro skyklapper og lukkede øjnene, når udsigten blev for god til at være sand. Den måtte jo være lige rundt om hjørnet, lykken.

Til forskel fra dengang, ved jeg nu, at lykken bor inde i mig, og ikke der, hvor jeg bor.

»Du er noget for dig selv,« sagde mine kolleger til mig, da jeg i foråret sagde mit job op og vinkede farvel til løn og pensionsordning og sundhedsforsikring for at blive fuldtidsforfatter. Uden at have udgivet så meget som en linje før og uden at se mig tilbage. Om lidt rejser jeg to måneder til Sydfrankrig, fordi jeg kan, og fordi jeg ikke kan lade være.

I 2011 tog jeg kørekort til bil sammen med min søn, og i marts måned i år købte jeg min første Volkswagen. Jeg har faktisk allerede betalt for en flybillet til Toulouse, men her på det seneste er ungpigedrømmen om at opleve verden på to hjul begyndt at røre på sig igen – og hvem siger, at fire hjul ikke kan være lige så gode som to? Høj musik, solbriller på, og bilen pakket med sommertøj og vandresko, bærbar, solcreme, kamera og masser af spændt forventning. What’s not to like? Så længe jeg husker mig selv på, at lykken ikke er en destination.

Lykken er lige nu og lige her. Lykken er at være tro mod mig selv. Og at gribe chancen for at skrive historien om, når chancen byder sig. For mig er lykken at rejse ud i det ukendte og have tid til at være.

For mig er lykken at nyde det liv, jeg har fået. Men vigtigst af alt er, at min lykke ikke er din lykke, og at din lykke ikke er min. Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig.

Sussie Maria Pilegaard Johansen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malthe Majgård Nørbjerg
  • Bente Bredahl
  • Slettet Bruger
  • David Zennaro
  • Nic Pedersen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Niels Mosbak
  • Vivi Rindom
  • Steffen Gliese
  • Dennis Berg
  • Torben Nielsen
  • Martin Åberg
  • Flemming Scheel Andersen
  • Inge Møller
  • Jesper Wendt
  • randi christiansen
Malthe Majgård Nørbjerg, Bente Bredahl, Slettet Bruger, David Zennaro, Nic Pedersen, Jørgen Steen Andersen, Niels Mosbak, Vivi Rindom, Steffen Gliese, Dennis Berg, Torben Nielsen, Martin Åberg, Flemming Scheel Andersen, Inge Møller, Jesper Wendt og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Kære John,

Hvor godt folk er kommer godt folk til. Jeg kan glæde dig med, at du i hvert fald hvad angår det med hedebølgen har flere lidelsesfæller end det modsatte her oppe i det Nordjyske.
Om det så er blæsten, der ellers går frisk over Limfjordens vande året rundt i al slags vejr, har den tabt pusten og lagt sig fladt ned på ryggen. Så nu kan man ikke engang få rusket op i håret uden at gøre det selv - og hvem orker det i den varme?

O at være en lørdagskylling ingen kan finde hvor er, gemme sig dybt i en frostboks blandt grønkål og ærter og bær.

Slå røven i baljen med isterninger, før du får hedeslag, og husk at drikke godt med koldt vand fra hanen til. Vi skulle nødigt gå hen og miste dig, før der opstår mangel på vejsalt igen ;-)

John Fredsted

@Herdis Weins: Lige en advarsel vedrørende nævnte bog. Den er ikke let læst (jeg kom ikke igennem første gang; overvejer dog nu et nyt forsøg): den er ikke skrevet på det mest enkle og fremkommelige engelsk (jeg skulle ofte bruge ordbogen).

PS: Tak for pingvin-billedet.

randi christiansen

tak leo - netop fordi potentialet er helt vildt fantastisk, må jeg ud med krabasken efter dumhed og anden sabotage.
(det er selvf 4% udnyttet potentiale iflg Einstein)

Sebastian Sander Oest

Spørgsmål: Hvis man er sin egen lykkes smed, er man så også sin egen ulykkes smed?

John Fredsted

I forlængelse af min tidligere kommentar med citatet af Eric G. Wilson:

Den nuværende globale opvarmning beløber sig til, at Jorden hver dag optager en netto energi svarende til eksplosionsenergien i 400.000 Hiroshima atombomber - jeg gentager: hver dag! Denne energi går til at opvarme havene, smelte iskapperne, etc.

Hvordan reagerer folk herpå? Nu har jeg ikke fortalt det personligt til så mange, fordi jeg ikke har en særlig stor omgangskreds, men reaktionerne overraskede mig, hvis ikke ligefrem chokerede mig. Den ene, en ven, syntes et kort øjeblik chokeret over tallet, men genvandt så bekymrende hurtigt fatningen ved tilsyneladende at søge tilflugt i illusionen om, at mennesket via teknologien nok skal finde en løsning. Den anden, en massør, reagerede med chok, men sagde så, at det kunne hun ikke holde ud af høre.

Hvad foregår der i de to situationer? Er det ønsket om opretholdelse af glæde og lykke, altså forsøget på at holde en fuld berettiget sorg på afstand, der tvinger sig vej i gennem i begge tilfælde? Eller hvad? Lad det dog være sagt med det samme: der er mere håb i sidstnævntes reaktion end førstnævntes, for hun følte i det mindst en (voldsom) smerte og sorg.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Jo, noget i stil med følgende: Jeg kan overhovedet ikke se, hvorledes vores kultur skal kunne gøre os noget som helst håb om at undgå fatal klimatisk destabilisering, og dermed en slet og ret afvikling/nedsmeltning af vores civilisation, hvis ikke man snart vidt og bredt finder modet til at sørge over de faktiske forhold, altså modet til at tage afsked med lykke-illusionen.

Grethe Preisler

Svar: Ja Sebastian Sander Oest,
Det er det, som hele øvelsen går ud på for tiden:

De raske og rige er raske og rige, fordi de har fortjent det. Og de syge og fattige er syge og fattige, fordi de ikke har fortjent bedre.

Det behøver man ikke have en bachelor i sammenlignende morskabslæsning for at finde ud af.

Mads Kjærgård, Sebastian Sander Oest, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

Kronikken igår (2. præmie-vinderen) var langt bedre. Mindre selvoptaget. Den havde et budskab, som rakte ud over forfatteren selv.

Michael Kongstad Nielsen

Glæden ved livet kan jo godt indfinde sig, selvom det ikke sker på 1. klasse, eller er forbundet med et betydeligt materielt forbrug - bare se på Bhutan.
Så på med vanten - ned med forbruget.
Lykke må være at bidrage til jordens overlevelse.
Så ned med forbruget, skrot statussymbolerne og find andre måder at nyde det på.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted (14.15):
Til dit citat fra Eric G. Wilson: ( som jeg forsøger at oversætte som)
"At ønske kun lykke i en verden, der uden tvivl er tragisk, er at blive uautentisk eller uægte."
vil jeg indvende:

Hvem siger, at verden kun er tragisk? Det udgangspunkt er for mig at se ligeså uægte, eller gør folk ligeså uautentiske, da det hæmmer dem i den naturlige og spontane glæde over det, der er godt.

Flemming Scheel Andersen og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

På scenen over Det Kongelige Teater står der "ej blot til lyst".
Det udtrykker så udmærket livets alvor. Hvor lykke må korrespondere med lyst, minder "ej blot" om farer og utryghed, snubletråde eller decideret tragedie.

Grethe Preisler

Man kunne jo også anbefale en klassiker som "A modest proposal for preventing children of poor people in Ireland, from being a burden for their parents or country, and for making them benificial for the public." Bare sådan a propos artiklen forleden om adoptionsformidling af de fattiges "skraldebørn" fra U-lande til de søde velbeslåede barnløse i I-landene.

Tiden råber på satire, og så er det da næsten synd, at de fleste her i landet kun kender Jonathan Swift fra Disney-koncernens læse-let udgave af "Gullivers Rejser" (kapitlet om rejsen til Lilliput).

Nanna Wulff M.

“To desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic."

Glæde og sorg (happiness and tragedy) er to markører på et kontinuum. De er ekstremer og derfor, hver én side af den samme ting. Hvad man ser og opfatter er vistnok betinget af, hvor man befinder sig på det kontinuum. Hvordan kan man kun ønske den ene? Er man for tæt på sorgen, ønsker man glæden. Men, når man lægger sig glædens favn og bliver liggende for længe sker der noget meget interessant: man bliver bange. For hvordan kan glæden dog vare ved?

Nanna, som undskylder sit kluntede dansk

Ruth Gjesing, Vibeke Rasmussen, Carsten Søndergaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Michael Kongstad nielsen - jeg er fuldtsændig enig med dig i, at det er handlingslammende kun at anskue verden som tragisk, og mene at vi kun udvikler os i negativ retning.
Alene i min levetid er vi blevet har vi frigjort kvinderne fra angsten for den ufrivillige graviditet, vi har opdaget børn er selvstændige individer, vi har opdaget at seksualitet er "a many splendored thing" også med hensyn til præferencer af køn (ja, jeg ved godt det lige nu mest gælder i vores del af verden, men det lader sig ikke holde tilbage), vi har udviklet medicin og hjælpemidler, der gør det muligt at leve relativt med sygdomme, man faldt døde om af, så snart, de var diagnotiserede, vi har udviklet hjælpemidler, der gør livet umådeligt lettere selv for multihandicappede.
Så nej, verden er ikke kun tragisk .
Englænderne har en talemåde:"count your blessings". Den har tit hjulpet mig, kun i de depressive
perioder gør den mere skade end gavn.

randi christiansen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Per Pendikel

Spændende læsning og spændende emne.
Men i parcelhuset findes lykken. Vær ikke i tvivl om det.
Ubeskrivelig meget lykke.
Danmark er verdens lykkeligste folk og hovedparten af befolkningen bor i parcelhuse.
Du har haft to chancer for blive lykkelig og forspildt dem.

Og tænk på den lille pige – hende med svovlstikkerne – som sad dér og til sidst blev lykkelig.
Sad dér udpint, forarmet, fornedret og lykkelig!
Hr. Andersens billede af, at lykken findes hos de udsultede døende og ikke blandt dem der har mad på bordet og tag over hovedet.
Så med det manglende parcelhus, pensionsopsparing, sygeforsikring er du godt på vej mod lykken.

Og dog bor verdens lykkeligste folk i parcel- og rækkehuse og regner med at kunne øge forbruget i indeværende år og ser lyst på fremtiden med en regering der først og fremmest vil krig.
Ikke fred.

Du burde have været ganske lykkelig. To chancer har du haft! Og nu har du det ikke og er stadig ikke lykkelig.
Det stinker af kræve mentalitet!
Eller måske af manglende dannelse. Uddannelse.
Sådan et lidt forkvaklet uddannelsessystem, der ikke har en karakterskala hvori man kan opnå et 12 tal i lykke og hvor lykken ikke er tilstedeværende overhovedet.

Forfatter!
Er du bange for dø? Blive glemt uden spor?
Når du kommer til en bjergtop – dernede et sted i Frankrig – og sætter dig ved siden af en eller anden, hvis sprog du ikke forstår og blot sidder og kigger i samme retning, så mærker du på et tidspunkt at i forstår hinanden.
Præcis samme følelser har i. Samme forståelse og samme værdier og der risikere at komme en smule lykke indover et samvær, der ikke består af andet end den blotte tilstedeværelse ved siden af hinanden i nuet.

Jeg mener det er Villy Sørensen der har skrevet noget i retning af:
” Jeg ved ikke hvad lykke er. Men kommer den forbi, stiller jeg mig gerne til rådighed”.

Men nu tager du af sted, fra verdens lykkeligste folk, for at finde lykken og den kan man så håbe på at du mærker, inden den sidste tændstik er brugt op.

Jimmy Damsgård

Åh hvor sørgeligt
Selv efter alt den erfaring har du intet lært, og ender med at falde i igen.
Jeg håber for dig at du når at lære, at lykken ikke kun handler om dig, og du lærer at se andre end dig selv.

kommer til at tænke på sven holm's digteren
nå, men nu er lykken så blevet til sydfrankrig, så må vi se, om det gør nogen forskel.
men det var da iøvrigt et interessant indlæg.

Flemming Scheel Andersen

Hvis lykke er øjeblikke, der næres af evnen til tilfredshed, så er erkendelsen af selvet et godt sted at begynde.
Ikke at forveksle med selvtilfredshed.

Maj-Britt Kent Hansen

Ved ikke hvem, der sagde disse sigende ord: "Meget kan man byde mig, men mit forår i Sydfrankrig, må man ikke tage fra mig".

randi christiansen

Lykke er, når noget lykkes. Jeg ønsker dig et vellykket eventyr. Det er modigt og ærligt at ændre på det, som ikke fungerer. Livet er en rejse - nogle er hjemmefødninge, andre har udlængsel. Jeg personligt har altid søgt eksistentiel erkendelse på min kosmiske rejse.

Nanna Wulff M.

John Fredsted
26. juli, 2014 - 07:56

“To desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic."

Undoubtedly = without a doubt = not to be questioned = certain.

Så jeg kan ikke se nogen anden måde at forstå den engelske sætning.

Vibeke Rasmussen

Nanna, din sætning "For hvordan kan glæden dog vare ved?" fik mig til at tænke på en scene i filmatiseringen af Orlando, hvor Orlando har mødt og forelsket sig i den russiske prinsesse Sasha. På hendes spørgsmål om han ikke er lykkelig, svarer han noget i stil med, "Joh, nu. Men hvad med i morgen!".

Den frygt han dermed udtrykker, er nok ikke kun melankolikerens, men en almen menneskelig følelse som nemt kan udvikle sig til en selvopfyldende profeti: Dette kan ikke blive ved. Hvilket det så heller ikke gør.

I øvrigt har du, som andre også allerede har fortalt dig, overhovedet ingen grund til at undskylde dit dansk: You could have fooled me! :)

Nanna Wulff M. og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Klaus Rød Frederiksen

Skal lykken ikke deles med nogen for at findes? Eller er det nok at dele den ved at skrive om den, så andre kan læse, hvor lykkelig man er (blevet)? Det er i mange sammenhænge godt at være selvforsynende, men som ordet også antyder kan det ende lige selvoptaget nok. Jeg medgiver det er svært at lykkes, når andre mennesker skal blandes ind i det - direkte eller i 'målestoksforhold', men det går ikke uden. Døden er en ensom affære. Ikke livet.

John Fredsted

@Nanna Wulff M.: "Så jeg kan ikke se nogen anden måde at forstå den engelske sætning."

Nej, nu må I (Kongstad indbefattet) altså venligst holde op med det flueknepperi. I jeres optik ville eksempelvis en sætning som "Den våde planet, Jorden" altså være ensbetydende med, at der ingen tørre steder ville være på den, eller hvordan?!

John Fredsted

Eller måske endnu mere præcist: Sætningen "Den utvivlsomt våde planet, Jorden" ville altså I jeres optik være ensbetydende med, at der ingen tørre steder ville være på den. Bare fordi et eller andet utvivlsomt besidder en eller anden egenskab, så er det jo ikke ensbetydende med, at dette et eller andet ikke også kan besidde den modsatte egenskab (ind i mellem eller nogle steder).

Nanna Wulff M.

John Fredsted
26. juli, 2014 - 16:17

@Nanna Wulff M.: "Så jeg kan ikke se nogen anden måde at forstå den engelske sætning."

Nej, nu må I (Kongstad indbefattet) altså venligst holde op med det flueknepperi. [...]

Selvom engelsk er mit foretrukne modersmål, og selvom jeg oversætter fra dansk til engelsk, og selvom jeg har en ret god fornemmelse for det engelske sprog, så kan jeg jo tage fejl. Undskyld!

John Fredsted

@Nanna Wulff M.: Og jeg vil så gerne benytte lejligheden til at undskylde, at jeg var lige lovlig 'frisk' i mit sprogbrug. Skal jeg dog skyde skylden på noget, så må det være den fæle hede.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted: - selvom jeg læner mig trygt op ad Nanna Wulff M´s sprogkundskaber, så vil jeg gerne medgive, at der kan være tale om en verden i Eric G. Wilsons opfattelse, der ikke udelukkende er tragisk, men som dog er så tilpas tragisk, at det gør én uautentisk, hvis man søger lykken.
Og det er stadig væk efter min mening for mørk og hæmmende en synsvinkel, da den lysten og glæden og håbet er ligeså autentiske drivkræfter, som erkendelsen af det tragiske.

John Fredsted

@Kongstad: "... at det gør én uautentisk, hvis man søger lykken."

Jeg bringer lige citatet igen: "To desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic" [min kursivering]. Det siger, at hvis man kun ønsker/begærer lykke i en verden, der utvivlsomt er tragisk (altså ind imellem, som vi nu vist er enige om), så bliver man uautentisk. Der står ikke noget om, at hvis man søger lykken (vel vidende, at det aldrig kan blive en permanent tilstand), så bliver man uautentisk. Et andet sted i bogens introduktion skriver han for eksempel også: "I'm not questioning joy in general."

morten rosendahl larsen

Desværre tyder det ikke på at skribenten har lært en dyt !!!! "købt en folkevogn (brand)....Høj musik (se og hør mig), solbriller (I det rigtige mærke naturligvis ) på, og bilen pakket med sommertøj og vandresko, bærbar, solcreme, kamera og masser af spændt forventning. What’s not to like? Så længe jeg husker mig selv på, at lykken ikke er en destination." Det hjælper bare så lidt, når du stadig kobler din lykke ...og ønsket om eventyr og oplevelser, sammen med genstande og ting...!
Da jeg kørte Silkevejene til Indien I 2012 på en gammel motorcykel, var det med 37 kg oppakning vel og mærke incl. reservedele og alt ! Og Hjalte og Nina Thin rejser også let, simpelt og billigt, skal jeg hilse og sige......glem det materielle som du også selv argumentere for ! og tag på rigtigt eventyr uden alt det ligegyldige shit du nævner.....eller bliv hjemme og erkend at du er nøjagtigt som alle de andre du tilsyneladende afskyr .

Måske blev forfatteren ikke klogere - måske blev hendes børn bare store, og hun fik friheden til at tosse rundt tilbage ?

Michael Kongstad Nielsen

I den amerikanske uafhængighedserklæring (1776) bringes "lykke"-begrebet helt op i top på siden af retten til liv og frihed. Retten til at "stræbe efter lykke" ("pursuit of Happiness") er et menneskes umistelige rettighed, siger erklæringen. Jeg undret mig over, at når man nu har frihed og lighed, hvorfor så også "pursuit of Happiness"? Franskmændene valgte en anden "tredje pind", nemlig broderskabet. Altså kærlighed til næsten, fremfor til sig selv, hvis man skal være lidt grov.
Jeg tror, den amerikanske lykke-stræben er grundlæggeren af kapitalismen (i den amerikanske udgave), mens broderskabet grundlægger socialismen. Stræben efter lykke bliver meget nemt til egoisme og materiel grådighed, mens stræben efter broderskab medfører tilbageholdenhed, deling, sammenhold, fælles varetagelse af naturgrundlaget og jordens ressourcer ... og det kan man blive helt lykkelig af.

Nanna Wulff M.

Jeg håber ikke, at dette hører ind under 'slotte'...

“The pursuit of Happiness” was thought to be an unalienable right…. but in 1776, the definition of happiness evoked a different meaning than it does today. When the framers of this historic document wrote about “Life, Liberty, and the pursuit of Happiness,” what exactly did they mean by “happiness”?

The term happiness comes from the Old Norse term happ meaning “luck” or “chance.” It’s also related to the Old English word hæpic meaning “equal.” […]… Francis Hutcheson, …, brought a new, more political interpretation of happiness to English speakers with his 1725 treatise An Inquiry into the Original of Our Ideas of Beauty and Virtue. His political philosophy: “that Action is best which accomplishes the greatest Happiness for the greatest Numbers; and that worst, which in like manner occasions Misery.” […]

http://blog.dictionary.com/happiness/

Per Rasmussen

Det lyder, som om lykken for dig er ikke at forpligte dig til noget som helst.
Fint nok.
Så nu har du det fint og kan drøne derudaf helt uforpligtende på din motorcykeldrøm.
Du glemmer måske, at der også skal være nogen til at bære kisten eller vær der for dig,
når du pludselig måske bliver syg eller gammel og ikke kan klare dig selv lige så meget.
Man giver, og man modtager.
Du er helt klart fokuseret på at modtage.
Med al respekt tror jeg, du stadig har nogle livslektioner at lære.

Det eneste jeg fik at tænke over var, hvornår man er begyndt at kunne tage kørekort til motorcykel uden at tage til bil først...ellers var der ikke noget, jeg ikke havde hørt utallige gange før, så : velkommn til selvstændigheden, du, håber ikke det viser sig at være nøjagtigt det samme du har gjort denne gang.

Calle Thøgersen

Lykken er ikke larmende og selviscenesættende,
men stille og flygtig

Lykken er ikke at overvinde din fjende,
men at overvinde dig selv

Lykken er ikke at vide,
men at turde spørge

Lykken er ikke at være en kat,
men at være den kat, som tør være sin egen

Lykken er ikke rigdom og fede biler,
men måske en Mercedes Benz..

Lykken er ikke på toppen af Himalaya,
men i dit sind

Lykken er ikke frihed,
frihed er kun et andet udtryk for at man ikke har mere tilbage at miste

Lykken er at sidde på en bænk
og kigge ud over havet

Lykken er når hun lige har været i bad
og jeg spiser ostemad

Lykken er at turde tro på dén,
og turde tro på sig selv og på de andre

Lykken er ikke livets længde,
men dybden af nuet

Lykken er ikke at rejse ud,
men at komme hjem

Lykken er ikke ungdom,
ungdom er noget, som kommer med årene

Lykken er ikke at vide,
men at tænde lys

Lykken er ikke klog og spændende,
snarere en smule naiv

Skribenten er i høj grad noget for sig selv, men hvad er hun for andre?

Hun lyder som et af de der selvhjælpskurser, folk gik på, inden mindfulness, i de glade firsere; min gamle ven Søren var på sådan et, 'chef for dit eget liv.'

Heldigvis har hun da selvironi - den kan i sidste ende blive hendes redning.

randi christiansen

Får lyst til at citere mig selv fra tråden om 'fem grunde til at arbejde mindre' :

"03. januar, 2016 - 15:53
Det fælles bedste ib? Hvad det er, burde vores samvittighed fortælle, men den er vi blevet eksperter i at overdøve. Hvilket i høj grad kan tilskrives kirkens historiske magt over den offentlige bevidsthed, fordi kirken har indsat sig selv som eneste forbindelsesled mellem menneske og gud i stedet for at gøre det, som den burde gøre, nemlig at tilbyde at være fødselshjælper for den personlige og direkte forbindelse til større bevidsthed. Vi lever i et for os indtil videre ufatteligt univers. Kirkens subtile måde at kontrollere den bevidste adgang hertil, har ikke alene afstumpet det enkelte menneskes eksistentielle indsigt men hele det kollektive bevidsthedsniveau - med de dødelige konsekvenser som menneskehedens historie har været og stadig er så plaget af. Lad os fokusere på at forstå det højeste gode, fordi det er, hvad der vil være til alles bedste."

Til Lykke med at kronikøren har kastet nogle snærende bånd og forhåbentlig finder nærmere sig selv - hun ønskes en befriende livsrejse. Forvent dog intet - jeg kan anbefale don miguel ruiz' 'de fire leveregler' til inspiration. Også eckhart tolle er inspirerende og morsom at lytte til.

Maj-Britt Kent Hansen

Gamle skriverier har det med at dukke op i julens agurketid. Huskede såmænd ikke denne artikel, men to kommentarer har jeg da efterladt - og de opfriskede i den grad hukommelsen. Ingen grund til at genlæse artiklen.

Sider