Kronik

Hvor fanden blev lykken af?

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Men et sted på vejen blev jeg blændet af udsigten
Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i, tænkte dagens kronikør for nogle år siden. Så købte hun en – splinterny med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme – men så fik hun en depression. Og så fik hendes mand en depression.

Reimar Juul

25. juli 2014

Jeg hoppede lige i med begge ben, selv om jeg længe gik og troede, at jeg var noget ganske særligt. Langt op i 20-års-alderen troede jeg faktisk på, at jeg kunne skabe min egen lykke helt løsrevet fra andres normer og meninger.

»Vi er ikke som de andre,« blinkede min gymnasiekæreste og jeg indforstået til hinanden, mens vi sad i bar overkrop til Grøn Koncert på Femøren. Unge og omnipotente med struttende bryster og masser af hår på hovedet. Jeg gik endda så vidt som til at nægte at tage kørekort til bil, da jeg havde taget et til motorcykel. Hvad skulle jeg bruge en bil til? Næh, giv mig en motorcykel, så skal jeg vise, at livet sagtens kan leves på to hjul. Hjalte Tin og Nina Rasmussen er kørt i forvejen, hvad venter vi på?

Men så fik vi børn.

I begyndelsen af 1990’erne havde vi fået to – en pige og en dreng – og vi var faktisk ret lykkelige, da først kolikken og mellemørebetændelsen havde lagt sig. Efter to amninger struttede brysterne ganske vist knap så meget, og børnenes far havde mistet næsten alt sit hår, men det gjorde ingenting. Vi var en familie. »Vi er stadig noget for os selv,« hviskede vi i munden på hinanden som for at overdøve virkeligheden, og vi smilede overbærende, når vennerne blev gift i kirken og købte parcelhus uden for byen. Vorherrebevares. Vi skulle altid bo i Sydhavn.

Men så skulle børnene i skole.

Vi købte en parcelhusgrund, som vi byggede en Lind & Risør-villa på – et arkitekttegnet typehus, som de kaldte ’let medbyg’, men i praksis var det alt andet end let. Grunden lå i Græse Bakkeby. Prøv at sige det højt: Græse Bakkeby. Det oser jo af familiehygge og julekalender, og dér kunne børnene få en tryg opvækst i et område med mange børnefamilier. Og når man har sagt A, må man som bekendt også sige B. Så vi blev gift. På rådhuset, ganske vist, for ægteskab var jo i bund og grund en håbløst gammeldags foranstaltning, der slet ikke passede til os og vores livsstil. Eller …

For 12.000 kroner emhætte

De første spørgsmål begyndte at spire nogenlunde samtidig med græsset. Hvad var det, der var ved at ske? Hvordan var Sydhavn pludselig blevet til Græse Bakkeby? Og hvordan var lejligheden med de skrå vægge og lille altan på tredje pludselig blevet til en villa med indbyggede spots og have? Hvorfor havde vi skilt os af med den motorcykel og købt en bil i stedet? Jeg havde jo ikke engang kørekort. Spørgsmålene forblev ubesvarede, vi var nødt til at skubbe dem til side og tro på projektet. Det var vi sgu da nødt til. Har man sagt A … Og måske var lykken virkelig en Lind & Risør-villa med en mand og en kone og to børn i. Og forældrebadeværelse og børne-/gæstebadeværelse og dobbeltseng og karnapper og bøgehæk. Og de rigtige fliser til badeværelserne. Og job med pensionsordning. Og en emhætte i børstet stål til 12.000 kroner. Måske havde vi bare lidt sværere ved at se det end andre.

Men så fik jeg en depression.

Vi solgte huset efter 364 dage og kom ud af det uden gæld. Vi flyttede tilbage til Sydhavn. Børnene kom på privatskole på Vesterbro. Jeg sagde mit job op og begyndte at studere som 34-årig. Tilbage til start!

Men så blev vi separeret.

Nu med gæld

Vi boede hver for sig i nogle år. Det gik egentlig meget godt, men indeni gnavede tvivlen. Havde vi prøvet det bedste, vi kunne? Burde vi have kæmpet lidt mere? Skulle vi ikke prøve igen? Og så gjorde vi gudhjælpemig det hele én gang til! Vi flyttede til Meløse … Meløse! Og børnene skiftede skole igen, og jeg havde stadig ikke fået kørekort til bil, og det var pisse-upraktisk, for bussen kørte kun en gang i timen og kun til klokken 22, og nærmeste supermarked lå fire kilometer væk. Men lykken var måske et hus med stråtag. Og en stor, gammel have med æbletræer og kaninbur og stikkelsbærbuske. Og valmuer og tulipaner og brændeovn.

Til forskel fra en splinterny Lind & Risør-villa med tegltag og nyanlagt have med stensætning og 30 cm bøgehæk og fjernvarme (men uden centralstøvsuger, den havde vi sparet væk, et eller andet sted måtte vi jo trække grænsen).

Men så fik min mand en depression. Snart kunne vi også skrive skilsmisse og tvangsauktion på cv’et. Vi slikkede sårene og undrede os over, hvordan vi kunne være så dumme at begå den samme fejl to gange. Hvor fanden blev lykken af? Den, de havde reklameret med i Lind & Risør-brochuren, annoncen fra ejendomsmægleren og i IKEA-kataloget?

Rundt om hjørnet

»Jeg er ikke som de andre,« råbte min eksmand i frustration og flyttede til verdens ende og efterlod mig alene tilbage med to teenagere, der allerede havde betalt en alt for høj pris. Før vi fik set os om, havde jagten på ugebladslykke fejet benene væk under vores familie. Nu med gæld.

Der kunne historien være endt. Som så mange andres. I lang tid frygtede jeg, at det var der, vi var endt. Som fire vildfarne menneskeskæbner, fremmede for os selv og hinanden. Men modgang kan bruges konstruktivt, hvis man tør, og at turde er jo kun at miste fodfæstet for en tid. Modgangen kan bruges som et spejl, og hvis man ser rigtigt godt efter, kan man måske få øje på, hvor man gik forkert. Nu kan jeg se det. Vi gik forkert, da vi valgte at flytte i parcelhus første gang. Og anden gang. Vi gik forkert, da vi begyndte at interessere os for emhætter og dørgreb, og da vi begyndte at gå op i, om vores køkken var pænere end naboens, i stedet for at interessere os for, hvor de depressioner kom fra.

Da jeg var yngre, var jeg overbevist om, at jeg var min egen lykkes smed. Fuldstændig intetanende kastede jeg mig ud i voksenlivet i den tro, at jeg kunne skabe nøjagtigt det liv, jeg ville. Jeg følte ingen begrænsninger, ingen snærende kulturelle bånd og ingen som helst angst for, hvad fremtiden ville bringe. Men et sted på vejen indsnævredes mit synsfelt, et andet sted blev jeg blændet af udsigten og et tredje sted fik jeg en blind plet. Pludselig kunne jeg ikke længere se klart, og livet begyndte at gøre ondt. Jeg siger ikke, at det er nogens skyld – det var jo mig selv, der lod det ske. Jeg begyndte at gro skyklapper og lukkede øjnene, når udsigten blev for god til at være sand. Den måtte jo være lige rundt om hjørnet, lykken.

Til forskel fra dengang, ved jeg nu, at lykken bor inde i mig, og ikke der, hvor jeg bor.

»Du er noget for dig selv,« sagde mine kolleger til mig, da jeg i foråret sagde mit job op og vinkede farvel til løn og pensionsordning og sundhedsforsikring for at blive fuldtidsforfatter. Uden at have udgivet så meget som en linje før og uden at se mig tilbage. Om lidt rejser jeg to måneder til Sydfrankrig, fordi jeg kan, og fordi jeg ikke kan lade være.

I 2011 tog jeg kørekort til bil sammen med min søn, og i marts måned i år købte jeg min første Volkswagen. Jeg har faktisk allerede betalt for en flybillet til Toulouse, men her på det seneste er ungpigedrømmen om at opleve verden på to hjul begyndt at røre på sig igen – og hvem siger, at fire hjul ikke kan være lige så gode som to? Høj musik, solbriller på, og bilen pakket med sommertøj og vandresko, bærbar, solcreme, kamera og masser af spændt forventning. What’s not to like? Så længe jeg husker mig selv på, at lykken ikke er en destination.

Lykken er lige nu og lige her. Lykken er at være tro mod mig selv. Og at gribe chancen for at skrive historien om, når chancen byder sig. For mig er lykken at rejse ud i det ukendte og have tid til at være.

For mig er lykken at nyde det liv, jeg har fået. Men vigtigst af alt er, at min lykke ikke er din lykke, og at din lykke ikke er min. Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig.

Sussie Maria Pilegaard Johansen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malthe Majgård Nørbjerg
  • Bente Bredahl
  • Slettet Bruger
  • David Zennaro
  • Nic Pedersen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Niels Mosbak
  • Vivi Rindom
  • Steffen Gliese
  • Dennis Berg
  • Torben Nielsen
  • Martin Åberg
  • Flemming Scheel Andersen
  • Jesper Wendt
  • randi christiansen
Malthe Majgård Nørbjerg, Bente Bredahl, Slettet Bruger, David Zennaro, Nic Pedersen, Jørgen Steen Andersen, Niels Mosbak, Vivi Rindom, Steffen Gliese, Dennis Berg, Torben Nielsen, Martin Åberg, Flemming Scheel Andersen, Jesper Wendt og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Og genopfrisker navne på debattører, man ikke længere hører fra. Noget der kan være mange forskellige årsager til, men som alligevel altid gør mig en smule melankolsk; med et stænk af nostalgi.

Sider