Den Europæiske Union har bragt 28 lande sammen i en union, der integreres stadig tættere, økonomisk som politisk. Men paradoksalt nok har den også gjort det mere realistisk at overveje at opløse nogle af disse lande i mindre enheder.
Uafhængighed for en helt ny lille stat, der står uden for en større politisk og økonomisk gruppe som EU, må i dag betragtes som for risikabelt et forehavende. Inden for EU er barriererne mellem staterne – og dermed de økonomiske og politiske risici for uafhængighed – imidlertid lavere.
Tag Skotland, hvor en folkeafstemning om uafhængighed skal afholdes 18. september. Folkeafstemningen er et resultat af jordskredssejren til Scottish National Party ved parlamentsvalget i 2011. Den britiske premierminister, David Cameron, har frarådet Skotland at forlade Det Forenede Kongerige, men ikke modsat sig, at det holder folkeafstemning. Meningsmålinger tyder dog på, at jasiden får svært ved at samle sig et klart flertal.
I Spanien føres en vedvarende national debat om uafhængighed for Catalonien, hvis nationale identitet er styrket ved, at størstedelen af regionens indbyggere taler catalansk ved siden af spansk. Derimod er det kun omkring en procent af skotterne, der taler skotsk-gælisk. Måske derfor ser tilslutningen til catalansk uafhængighed ud til at være langt bredere med godt halvdelen af regionens beboere, der siger, de støtter et selvstændigt Cataloniens løsrivelse fra Spanien.
Det spanske parlament har imidlertid med overvældende flertal stemt imod at tillade det catalanske regionalstyre at afholde en folkeafstemning om uafhængighed, ja, centralregeringen har endda erklæret en sådan afstemning for forfatningsstridig. Men Artur Mas, præsident for Cataloniens regionale regering, fremturer: Han agter nu at gå videre med en vejledende, dvs. ikkebindende folkeafstemning.
Inden for eller uden for EU
Hvis et flertal af vælgerne i en særskilt region i et land er tilhængere af uafhængighed, betyder det så, at de har ret til at løsrive sig? Det er vanskeligt at svare generelt på, fordi dette spørgsmål som regel vil hænge sammen med andre spørgsmål.
Hvad nu hvis en regions løsrivelse efterlader en reststat, der ikke længere er levedygtig? Inden for EU er dette næppe et større problem, da de små stater – i teorien – stadig kan drage fordel af den frie samhandel inden for EU. Men uden for EU kan situationen for sådanne rudimentstater være dystre.
I september 1938 truede Hitler med at angribe Tjekkoslovakiet for at bringe de etniske tyskere, der boede tæt på den tyske grænse, under sit styre. München-aftalen gav denne region, af nazisterne kaldet Sudeterlandet, til Tyskland, hvilket efterlod Tjekkoslovakiet uden grænser, det kunne forsvare, og derved var vejen banet for en efterfølgende nazistisk invasion og deling af landet i marts det følgende år.
Storbritannien og Spanien behøver selvsagt ikke at frygte, at uafhængighed for Skotland og Catalonien ville udsætte dem for sådanne trusler. Ikke desto mindre vil skotsk løsrivelse fratage Storbritannien væsentlige olieindtægter fra Nordsøen, ligesom Spanien også ville kunne lide under tabet af Cataloniens i forhold til sin størrelse ret store bidrag til den spanske økonomi.
Stater ønsker stabilitet
Udbredte menneskerettighedskrænkelser kan, hvad enten de er forårsaget af eller tolereres af en national regering, også give anledning til en slags nødretsløsrivelse for en regions indbyggere. Er andre løsninger ikke i syne i en sådan situation, kan løsrivelse være berettiget som sidste udvej, uanset at det påfører reststaten store omkostninger.
Dette var tilfældet, da Bangladesh løsrev sig fra Pakistan, og det var angiveligt også tilfældet, da NATO støttede Kosovos uafhængighed fra Serbien.
Men dette er ikke tilfældet for Skotland eller Catalonien, og selv om den russiske propaganda er opsat på at fortælle os noget andet, synes det heller ikke at være tilfældet for de regioner i Ukraine, der har etniske russiske flertal.
Hvis Skotland og Catalonien nogensinde bliver selvstændige lande, vil det kun være, fordi Storbritannien og Spanien tillader det.
Alle stater har en interesse i stabilitet, så i et fravær af omfattende, ubestridelige og alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, er det svært at forestille sig, at andre stater vil anerkende en region, som, efter at have været del af en stat i mange århundreder, pludselig finder på at erklære sig uafhængig uden samtykke fra det land, hvorfra den løsriver sig.
Overtalelsesmiddel
Det er også usandsynligt, at EU vil acceptere Skotland eller Catalonien som et medlem, hvis Storbritannien eller Spanien afviser deres krav til uafhængighed.
Faktisk har EU-Kommissionens afgående formand, José Manuel Barroso, erklæret, at EU udmærket kan tænkes at ville afvise Skotlands og Cataloniens ansøgninger om medlemskab, eller i det mindste forsinke dem betydeligt, selv i det tilfælde, hvor Storbritannien og Spanien accepterer deres uafhængighed. Og uden EU-medlemskab er det svært at forestille sig, at et flertal af befolkningen i Skotland eller Catalonien vil tage springet ud i den økonomiske usikkerhed, som uafhængighed ville bringe.
Den rolle, som en folkeafstemning kan spille i en region, der søger at løsrive sig, kan derfor højest være en form for overtalelsesmiddel rettet mod regeringen i den eksisterende stat. En stor valgdeltagelse, der viser et klart flertal for uafhængighed, vil være en måde, hvorpå man kan signalere: Se, hvor stærkt en større selvbestemmelse ligger os på sinde.
Vi er så utilfredse med status quo, at de fleste af os nu er tilhængere af løsrivelse.
Hvis I vil have os til at blive, er I nødt til at gøre noget for at rette op på de problemer, som har fået et flertal af os til at ønske at bryde båndene til jer.
© Project Syndicate og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
