Kronik

Fodbold og verdens frelse

Trods alle toneangivende forstå-sig-på’ere både i fodboldens og økonomiens verden, må der satses på fantasien, hvis verden skal frelses
Debat
15. juli 2014

Fodbold er kun et problem for dem, der ikke har andet at tage sig til. For andre er det underholdning, måske endda moralsk oplysende,« hed det i en filosofs kronik i Information i lørdags. Og i går spurgte en af bladets fodboldeksperter: »Hvad lærte vi så i Brasilien i den sidste måneds tid?«

Uden forhåbentlig at gå filosoffen og eksperten i bedene vil jeg – der ikke har andre kvalifikationer end en særdeles kortvarig optræden på Fremad Amagers lilleputhold engang i oldtiden og ellers et barnebarns løbende informationer om Messi, Ronaldo og Neymar, Costa Rica m.m. – hævde, at VM i hvert fald lærte os, hvis vi da tør tage ved lære, at de kloge ikke altid er rigtig kloge.

Som en anden ekspert skriver, og nu er det i Jyllands-Posten forleden: »Brasilien var ellers af bookmakerne udset som en af VM-favoritterne både qua sin hjemmebane og profilen Neymar. Selv forsvaret fik rosende ord med på vejen af legenden Pelé, der, kort før slutrunden begyndte, udtalte til BBC, at Brasilien for første gang i sin historie havde en bedre defensiv end offensiv. I forlængelse af det virker det paradoksalt, at nationen aldrig før har lukket så mange mål ind som i denne slutrunde: 14. Den hidtidige rekord med 11 indkasserede mål fandt sted helt tilbage i 1938.« Ja, lad os mindes alle fodbold-forstå-sig-på’erne i tv og radio og dagspressen og magasinerne op til sidste minut før kampen mellem Brasilien og Tyskland blev blæst i gang. Alle spekulationerne og væddemålene om, hvorvidt det nu blev Brasilien eller Tyskland, der vandt. Indtil 25 minutter efter, da Tyskland havde scoret fire mål og Brasilien nul. Så fik alle forstå-sig-på’erne en helt anden lyd, for nu gjaldt det pludselig om at komme først med forklaringen på, hvorfor det netop ikke kunne være gået anderledes, end at Tyskland måtte vinde 7-1 over den berømte fodboldnation med alle hjemmebanefordelene.

Grangiveligen som alverdens økonomi-forstå-sig-på’ere og bankrådgivere endnu i foråret og sommeren 2008 bebudede fortsat gigantisk økonomisk vækst. Indtil få måneder efter boblen sprang, og alle forstå-sig-på’erne pludselig fik travlt med at forklare, hvorfor den såkaldte globale finanskrise i årtier havde været uundgåelig.

Økonomernes forestillinger

Hvad kan vi så lære af de to mesterskaber udi at forstå-sig-på?

At »solen står med bonden op/ slet ikke med de lærde«, for at citere fra den grundtvigske kampsang »Er lyset for de lærde blot/ til ret og galt at stave?/ Nej, himlen under flere godt,/ og lys er himlens gave«, med hvilken de danske bønder, husmænd og fiskere i årene efter det katastrofale nederlag i 1864 indledte den andelsorganisering (kooperation på latin), med hvilken Danmark overlevede. Trods de lærdes både hjemlige og udenlandske forudsigelser om, at landet var dømt til at blive opslugt af den tyske højslette og dens frembrusende industrikapitalisme. Thi med andelsorganisering er der grænser for, hvor meget man kan tørre ansvaret af på kapitalister og politikere, markedet og staten.

Populistisk er det netop at fralægge sig egen skyld, fordi det er så behageligt at give de besiddende og/eller de kloge ansvaret. Hænger man selv på det, skal man naturligvis søge den vejledning, tilsyneladende sagkyndige kan tilbyde (hvad besiddende kan tilbyde er straks mere tvivlsomt), men overlade hele ansvaret for et samfunds trivsel til økonomi-forstå-sig-på’ere er dog mere mål-løst end at forlade sig på bookmakere, Pelé og andre fodboldlærde. Naturvidenskabelige udsagn kan og skal også diskuteres, men der er forskel på konstateringer, som andre naturvidenskabsfolk kan bekræfte eller falsificere, og så økonomers mere eller mindre kvasireligiøse forestillinger om, hvad der tjener et menneske, et samfund, menneskeheden, dyre- og plantelivet, naturen bedst.

Skurke og helte

Og nu – da hovedparten af verdens førende økonomi-forstå-sig på’ere og deres milliardstore menigheder har så svært ved at forstå og foreslå den store omstilling til naturens materielle grænser for økonomisk vækst, som hovedparten af naturvidenskaben i dag ellers konstaterer nødvendigheden af – er det fiktionen, kunsten, fantasien, følelserne, hjertet, den jordbundne fornuft, der må satses på. Og da kan intet mesterskab overgå, hvad indtraf i går, når der her i avisen kunne læses: »Fiktionen forbereder os på klimakatastrofen – Klimaforandringerne er vor tids farligste monster, og det miljøsvigtende menneske er den ægte skurk, viser sommerens filmsucceser som ’Godzilla’. Klimaet fylder mere og mere i en række fiktioner, der både virker som selvkritik og forbereder os mentalt på konsekvenserne af global opvarmning.«

Alligevel skal – som efterhånden snart er en vane – læseren, i dette tilfælde Ole Falstoft, have det sidste ord. Før begejstringen over verdens frelse helt tager overhånd: »Dramatiske historier kræver skurke og helte for at engagere os. Problemet med klimakatastrofen som fortælling er, at der er ingen entydige helte eller skurke. Vi er alle både ofre og forbrydere i den historie. Folk ønsker et ’ansigt’ på forbryderen – et monster – de kan forholde sig til. Derfor må man bruge kneb som Godzilla for at vække interesse for sagen. Vores frygt vækkes ikke af en ansigtsløs trussel, selvom den er langt værre end et monster nogensinde kan blive. Den begrænsning i vores medfødte frygtberedskab er den værste trussel for vores fremtid.«

Selv Shakespeare er ingen garanti. Du må selv tage ansvaret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Målet for 3. verdens unge er den kapitaliserede fodboldsinteresse og en luksusbåren slavetilværelse. Intet har sin uskyldsrenhed mere.

Michael Kongstad Nielsen

Yes, - det er fiktionen, kunsten, fantasien, følelserne, og hjertet der må satses på.

John Fredsted

Hvad lærte vi af VM? Sandsynligvis ikke en disse, som med så meget andet. Intet nyt under Solen, fristes jeg til at sige. Men dejligt er det da, at tv-sendefladen nu er fri for i hvert fald dét forstemmende massehysteri. Foruroligende har det været (igen) at konstatere, hvorledes masser af mennesker vælger at deponere store dele af deres psykiske velbefindende i præstationerne af andre mennesker.

Men i stedet for at brokke mig, så skulle jeg måske trods alt glæde mig over, at denne form for identifikation, der vel egentlig handler om behovet for et stammefællesskab og det sørgelige behov for denne stammes overlegenhed over andre stammer, er ritualiseret i noget så nogenlunde uskyldigt som sport. Og så alligevel. Hvilket håb for verdens frelse er der på en planet, hvor en sådan psykisk adfærd (stadig) florerer?

Heinrich R. Jørgensen

Verdens frelse? Her en skarp analyse af hvilken funktion World Coup tjener...