Jeg har nu i mange år været pensioneret børnepsykiater. Man følger jo sit gamle fag på afstand, og jeg har selvfølgelig min bekymring for, om de bedste egenskaber ved faget bevares.
Jeg bliver især bekymret, når jeg hører fra gamle medarbejdere, hvordan undersøgelserne er forringet, og nytteværdien af dem tilsvarende er faldet. Det understøttes af, at jeg møder folk, hvis børn har været i forbindelse med børnepsykiatrien, og som ikke har fået den hjælp, som jeg synes, de burde have haft. Men hvem er de ansvarlige for dette tab af kompetence?
Det er naturligvis delvist de politikere, som ikke har forstået, at det kan betale sig at give de børn, der er på vej ud af det sociale skråplan den tilstrækkelige hjælp ved at bruge pengene tidligt nok i børnenes liv. Det er de politikere, der heller ikke forstår, at børnepsykiatriens ventelister ikke skyldtes flere syge børn, men at ændringen i stedet ligger hos dem, der henviser børnene – de er blot ved at få øjnene op for, at de børnepsykiatriske undersøgelser er så nyttige i den videre behandling, at flere børn – der tidligere har været set som håbløse – nu bliver henvist rettidigt, og derfor kan hjælpes på ret køl hurtigst muligt.
Men de længere ventelister har ikke ført til en øgning af børnepsykiatriens kapacitet. Man har fra politisk hold i stedet valgt at komme ventelisterne til livs ved at effektivisere undersøgelserne, men det har blot betydet, at man har forringet undersøgelserne og gjort dem hurtigere og mere overfladiske.
Det har man nu gjort indtil det absurde, men nytteværdien af dem er også faldet tilsvarende. Det kan vel i sidste ende også reducere antallet af henviste og dermed ventelisterne – men det er en meget bekymrende udvikling.
Psykiaternes ansvar
Det er dog ikke kun politikernes ansvar. Ansvaret må også placeres hos de ledende børnepsykiatere, hvis opgave det efter min mening er at kæmpe for fagets og klienternes betingelser. Har deres administrative interesser og opgaver helt fjernet deres fornemmelse for det kliniske arbejde?
Når jeg hører om fagets udvikling, er det oftest fra folk på gulvet i det nære klientarbejde – men fra dem kan man ikke vente protester, som vil slå igennem. De har deres interesse i det kliniske arbejde, og ikke i hvordan det kliniske arbejde administreres. De er ikke politikere – hverken i det lille eller store format – men det er de ledende børnepsykiatere.
Viggo H. Hansen, Risskov
