Læserbrev

Vi skal gå foran mod farlig kemi

14. juli 2014

Information bragte en leder den 3. juli om den nye dom fra EU-domstolen, som bliver tolket som, at Danmark fremover ikke kan have strengere regler for farlige kemiske stoffer end resten af EU. Men der er brug for, at nogen går foran i kampen mod den farlige kemi.

Regeringen har opgivet forbud mod fire af de værste hormonforstyrrende ftalater. Lederen udtrykker, at hvis Danmark er utilfreds med EU’s politik, må vi lægge os i selen for at ændre EU’s politik frem for at lave danske særregler. Jeg er enig, og som miljøorganisation bruger man da også sine kræfter på, sammen med NGO-kolleger i de andre EU-lande, at påvirke EU i retning af reel beskyttelse mod farlige stoffer.

Problemet er, at EU-landene har meget forskellig interesse for beskyttelse af miljø og sundhed. Når det foreslås at begrænse særligt farlige stoffer, mødes det oftest med en holdning om, at stofferne slet ikke kan undværes, og at alternativerne er for dyre eller ikke dur rent teknisk. Derfor må progressive lande vise, at det kan lade sig gøre at bruge mindre farlige stoffer.

Det har flere lande allerede gjort med succes – hvorefter EU senere har vedtaget fælles regler, så hele Europa slap af med stofferne. Danmark forbød eksempelvis tidligere en række ftalater i produkter rettet mod små børn, hvilket resulterede i, at man senere fik EU til at vedtage fælles regler, som imødekom de danske standarder. Det skaber dynamik i kampen for miljø og sundhed i EU.

Vi skal gå foran

Hvis ingen længere kan gå i spidsen, vil udviklingen i EU gå endnu langsommere. Det tvinger desuden de progressive lande til at bruge andre midler for at fremme de mindre farlige stoffer – man kan for eksempel lægge afgifter på, så de mindre farlige stoffer kan konkurrere prismæssigt. Danmark lagde i år 2000 med succes afgift på en række ftalater, hvilket på kort tid førte til, at ftalatfri kabler overtog det meste af det danske marked.

Men afgiften bør hæves betragteligt for at gøre gavn – den er eksempelvis i dag for lav til at fremme ftalatfrit hospitalsudstyr. Samtidig bør den offentlige sektor fravælge produkter med farlig kemi i sine indkøb. Det er ikke nok at appellere til indkøberne om at købe grønt, da de er underlagt stramme budgetter, og oftest vil købe det billigste. Politikerne skal reelt gøre det attraktivt for indkøberne at fravælge farlig kemi.

Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu