International kommentar

IMF anvender chok- doktrinen i Ukraine

Den politik, IMF indfører i Ukraine, har skabt den nye globale underklasse prekariatet. Der er brug for, at medlemmer af denne klasse forener sig mod Bruxelles, Washington og Moskvas forsøg på at dominere
21. juli 2014

På vegne af EU og USA er Den Internationale Valutafond (IMF) i øjeblikket ved at indføre en økonomisk politik i Ukraine, der vil forarme og gøre befolkningen yderligere sårbar. IMF’s tiltag følger et mønster, som er kendt fra Fondens indsats i en lange række tredjeverdenslande. Regeringer i håbløst forgældede nationer – denne gang i Kijev – står over for et faustisk tilbud, når de til gengæld for et lån forpligter sig til at følge IMF’s drakoniske krav til økonomien. Som modydelser for lånene har den nye ukrainske regering forpligtet sig til at acceptere stærkt stigende energipriser, forsimple lovgivning for investorer og reducere omkostninger for at drive virksomhed. Samtidig vil sociale ydelser, herunder pensioner ikke blive pristalsreguleret i 2014. Oven i det kræver IMF meget stramme besparelser på tre procent af bruttonationalproduktet over de næste to år.

Senest har grækere, spaniere og portugisere fundet ud af, at det, IMF advokerer for, ikke er solidarisk. Organisationen har politisk slagside. Dens ideologiske fundament kan kaldes neoliberalt. Fondens aktiviteter i Ukraine foregår samtidig med, at en krig raser. De voldsomme stridigheder medfører forståeligt nok angst og chok blandt indbyggerne. At udnytte den nedsatte modstandsdygtighed i befolkningen til at indføre en upopulær økonomisk politik har den canadiske journalist Naomi Klein betegnet ’chokdoktrinen’ i bogen af samme navn.

Forrige uge talte jeg med den internationalt anerkendte økonom Mark Weisbrot fra det Washington-baserede Center for Forskning i Økonomi og Politik. Han sagde, at i lighed med landene i Sydeuropa står Ukraine nu over for voldsomme offentlige besparelser, årevis med epidemisk arbejdsløshed og voksende fattigdom blandt almindelige mennesker.

En global underklasse

I takt med at denne politik har vundet indpas – i takt med at socialstater bliver afviklet og det ene land efter det næste indrettes på investorer, bankfolk og det frie markeds præmisser – er der opstået en ny global underklasse. Den engelske sociolog Guy Standing kalder den ’prekariatet’. Prekariatet udgør en broget flok af generelt underprivilegerede mennesker: uuddannede, ansatte i korttidskontrakter, immigranter, rester af det gamle proletariat, freelancere og andre. Denne samfundsklasse er kendetegnet ved ringe faglig organisation. Den har konsekvenserne af økonomisk ulighed tæt inde på livet. Frem for alt er prekariatet defineret ved følelsen af usikkerhed: Stress over ikke at vide, hvad den helt nære fremtid bringer, og om det er muligt at opretholde tilværelsen.

Da jeg interviewede Standing tidligere på året, gjorde han opmærksom på, at prekariatets medlemmer endnu ikke har fælles fodslag. Forholdsvis spontant og løsrevet fra hinanden udtrykker de deres utilfredshed i bevægelser som Occupy, omstyrtelse af despotierne i Mellemøsten, protesterne mod nedskæringer i Spanien og Grækenland, samt revolutionen i Ukraine.

Afskrevet som fascister

At prekariatet endnu ikke har fælles fodslag, kom særlig tydeligt til udtryk i Ukraine, da dele af den traditionelle venstrefløj i Vesten i en sørgelig fejlanalyse fordømte Maidan-bevægelsen og afskrev den som ’fascistisk’. Mens unge ukrainere gav deres liv for, at deres land kunne gå en bedre fremtid i møde, skrev velansete iagttagere på venstrefløjen som John Pilger og Stephen Cohen samt aviser som danske Arbejderen, engelske The Guardian, tyske Junge Welt og franske Le Monde Diplomatique side op og ned om ’fascisterne i Kijev’. En intellektuel manøvre, der bedst kan beskrives som reaktionær.

På et tidspunkt – februar 2014 – hvor lykønskningerne over at have gennemført første fase af en vellykket revolution burde være strømmet ind fra alle progressive og venstreorienteret tænkende mennesker i verden; på et tidspunkt hvor støtteerklæringer og tilbud om hjælp til at bekæmpe den begrænsede indflydelse fra højreradikale grupperinger og – langt vigtigere – Vesten og Ruslands forudsigelige indblanding burde være flydt mod ukrainerne, skete der noget andet.

Ukrainerne blev af toneangivende udenlandske venstreintellektuelle belært om, at de i virkeligheden blot var fascister, og at de havde foretaget et kup mod en angiveligt demokratisk valgt præsident, som om Janukovitjs oligarki havde en form for legitimitet.

Denne tragedie har været med til at kvæle revolutionen i Ukraine. Den illustrerer nødvendigheden af, at prekariatet træder i karakter og begynder at tænke om sig selv som en global samfundsklasse, som det via progressiv politik gælder om at kæmpe sig ud af.

Der er behov for, at prekariatet etablerer sig som en grænseoverskridende faktor, der via en koordineret indsats kan yde modstand mod asociale og skadelige tiltag som i dette tilfælde Vesten og Ruslands forsøg på at dominere Ukraine.

Efter Maidan-bevægelsens første succeser befinder Ukraine sig nu i en meget svær situation. Siden Janukovitj-regimets fald er den blevet modarbejdet fra alle sider.

Ukrainerne synes at være længere væk end nogensinde fra selv at kunne bestemme og organisere deres land. Ud over at Rusland har invaderet og besat Krim, at en brutal krig hærger i øst og den Internationale Valutafond har introduceret chokdoktrinen, er en ny oligark kommet til magten i Kijev.

Vestens marionet, den nye præsident Petro Porosjenko, har selv betydelige økonomiske interesser i den frihandelsaftale med EU, som han satte sin signatur på den 27. juni. Denne situation gør det ikke mindre nødvendigt, at ideerne fra Maidan og den ukrainske revolution videreføres.

Prekariatet andre steder bør støtte dem af et helt hjerte.

Jens Malling er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hovedbudskabet i ovenstående artikel er åbenbart ikke IMF's Chok-doktrin hvor blandt andet store beløb overføres fra det ukraiske socialbuget til våbenindkøb, men derimod venstrefløjens afskrivning af Kiev-regimet som fascistisk - ja hvordan kan Europas venstrefløj dog tage så grueligt fejl?

Mark Thalmay

Bill A.

Mon ikke denne artikel er et forsøg på (i misforstået 'kollegial solidaritet'?) at 'forsvare' også nærværende dagblads mangelfulde dækning af begivenhederne i Ukraine ved at give "toneangivende udenlandske venstreintellektuelle", som har påpeget dette, medansvar for "at kvæle revolutionen i Ukraine" for således at holde 'den åh så frie presses' mere eller mindre frivillige forfald til 'propaganda-organer' for 'vestlige magthaveres' medvirken til installeringen af den "ny oligark", der er "kommet til magten i Kijev", nemlig "Vestens marionet, den nye præsident Petro Porosjenko", ansvarsfrie?

Med venlig hilsen

Martin Andersen, Bill Atkins og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

...Og "No Logo" bør læses. Hvor Chokdoktrinen mere er om den neokonservative kapitalkoncentration og dens metoder - hvis agerende vi næppe kan gøreos håb om at gøre noget ved - så er No Logo mere om indvirkningen på vores hverdag - og den har vi vel forfanden da en vis indflydelse på.

Side "No Logo" blev skrevet i 2000, har vi oplevet at de leve- og arbejdsvilkår, der tidligere kun var gældende ude i tredjeverdenslandene, langsomt men sikkert sniger sig ind på vores eget arbejdsmarked...

...og ja de unge er i en prekær situation og prekariatet, som bliver fremhævet som en forandringskraft i artiklen ovenfor, og som de venstreorienterede burde tilslutte sig ifølge skribenten, kan ifølge almindelig politisk analyse falde til en af to sider. Gue Standing argumenterer for begge muligheder i bogen The Precariat, og i kaptitlet: A Politics of Inferno , Thinning democracy and neo-fascism, peger han på: Opløsning af staten, begrænsning af demokratiet og neo-fascistiske massestyringstiltag som et muligt udfald. Helt i trit med de neokonservatives drømme.

De venstreorienterede skal holde øjne og øre åbne.

Vibeke Rasmussen

Det er snart længe siden, jeg læste "No Logo", men den gjorde et stort indtryk på mig. En af de ting jeg husker fra bogen, og som allerede hurtigt efter gjorde mig desillusioneret med hensyn til, om den ville flytte noget, var beskrivelsen af, hvordan bl.a. den amerikanske modeskaber Tommy Hilfiger – sammen med langt større firmaer – fik sine 'kollektioner' syet i Asien, i sweatshops med kummerlige forhold for de ansatte. Naivt forventede jeg, at den oplysning ville blive dødsstødet for hans dengang ikke ret store men meget populære 'brand'.

Sådan gik det ikke. Firmaet er idag et verdensfirma = i enhver henseende stort. Og adskillige arbejdere er blevet dræbt i storbrande i de sweatshops i Bangladesh, som firmaet altså stadig benytter. Efter en brand i 2010, hvor 29 arbejdere blev dræbt, lovede Tommy Hilfiger dog – presset af mediernes omtale? – at donere $ 1 mill. til forbedring af sikkerheden på fabrikken.

Så, jeg må indrømme, at siden jeg læste "No Logo", har jeg, hver gang jeg fx har passeret Tommy Hilfigers stand i Magasin i København, tænkt, 'Er der overhovedet andre end mig, den bog har gjort indtryk på? Indtryk nok til at man vil boycotte visse mærker?' :(

… men det har så ikke så meget med ovenstående indlæg at gøre. Min uforbeholdne undskyldning til Jens Malling. Det var ikke for at afspore debatten.

Niels-Simon Larsen

@Vibeke: Jeg synes ikke, du afsporer debatten, og jeg har det som dig med hensyn til mærkevarer. Artiklen fortæller om Maidan og det pres, der nu bliver lagt på 'folket' af 'the usual suspects', hvad enten de nu er private eller regeringsfolk.

For mig er det mere end klart, at vi skal gå i en lang bue udenom de store firmaer. Når det gælder elektronik, er det svært, men der er mange ting i hverdagen, hvor man kan vælge til og fra. Det drejer sig om politisk bevidsthed. Vi skal have en langt højere grad af selvforsyning, men også betale lidt mere for varen så. Det gælder mad og tøj fx.

De store firmaer og banker er blevet så store, at de har indflydelse på storpolitikken. Vi mister mere og mere af vores selvbestemmelseret. Det gør vi frivilligt, mens det for ukrainerne er et spørgsmål om overlevelse. Jeg kan slet ikke forstå den udhulning af demokratiet, vi tillader.