Kommentar

Indrømmelser fra en ufaglært

Som nyudsprungen student fik jeg job på et plejehjem. Min uvidenhed viste sig hurtigt at være min største udfordring
9. juli 2014

Jeg var 19 år, da jeg afsluttede HF og blev ansat som afløser på et hjem med plejeboliger. Jeg arbejdede op til 37 timer om ugen som timelønnet i otte måneder. Jeg var glad for mit arbejde. Jeg havde dygtige, hjælpsomme og beundringsværdigt hurtigtløbende kolleger, både fastansatte SOSU’er og andre afløsere.

To uddannede ansatte blev afskediget i den periode, og vi blev flere og flere afløsere. Vi lærte hurtigt at løbe hurtigt, tømme en lortespand og kalde de syge for ’borgere’. De af os, der blev hængende, fik en større værdi. Vi kunne rent faktisk holde trit med de fastansatte. Næsten.

For der var også udfordringer forbundet med at være afløser. Min største udfordring var min uvidenhed.

Uvidenhed om borgernes sygdomme – hvad sker der egentlig med én, som har Alzheimers, ud over at hukommelsen svigter? Hvad skal man være opmærksom på? Hvilken særlig slags hjælp har de brug for?

Herudover var min uvidenhed om mennesket bag ’borgeren’ stor. Efterhånden lærte jeg deres navne, men aldrig deres historier at kende. Jeg havde ikke et fast program ligesom de fastansatte. Jeg skiftede borger næsten dagligt, og da vi endelig begyndte at komme ind på livet af hinanden, stoppede jeg som afløser, og en ny afløser overtog min plads.

Min uvidenhed var en udfordring for mig – jeg lærte i blinde.

Uvidenheden malet i ansigtet

Min uvidenhed var også en udfordring for mine kolleger, som skulle løbe hurtigere, når jeg ikke kunne følge med. Og for borgerne. Jeg ved, at de straks så min uvidenhed og genkendte den i ansigtet hos alle deres tidligere afløsere.

Her er et eksempel på mit møde med en borger, der mødte både mig og min uvidenhed: Første gang vi mødte hinanden, ville hun ikke stå ud af sengen. Jeg spurgte én af de fastansatte, hvad jeg skulle gøre. Hun sagde, at det var, fordi hun ikke kendte mig. Jeg var altså problemet. Hvad skulle jeg gøre ved dét?

Borgeren spurgte gentagne gange, hvor hendes søster var, og hvornår hun ville komme og besøge hende. Det kunne jeg af gode grunde ikke svare på. Så jeg svarede noget i stil med, at »det må vi finde ud af, måske prøve at ringe til hende«. Jeg fandt siden ud af, at hendes søster og bedste ven, som hun havde levet tæt sammen med hele livet, var død. Det havde hun enten glemt eller fortrængt. Hun huskede dog, at jeg havde sagt, vi skulle ringe til hende.

Hun grinede hele tiden, og selv om hun ikke virkede til selv at være helt herre over det, så var jeg tryg ved hendes gode humør.

En dag sad vi på badeværelset. Jeg sad på hug og gav hende sko på, da hun tog fat i mit hoved og tvang det ind i vasken. Ikke hårdt – så mange kræfter havde hun ikke. Men jeg blev forskrækket. Hun kunne åbenbart også finde på at blive aggressiv, fik jeg senere at vide.

Jeg passede hende i en periode dagligt. En dag opdagede én af de fastansatte ved et tilfælde, at hun havde et begyndende sår på ballerne, som skulle behandles. Jeg skammede mig, fordi jeg ikke selv havde opdaget det – ville jeg overhovedet have opdaget det? – og fordi det kunne være min skyld. Den slags eksempler har jeg mange af. Nogle af eksemplerne er ret uskyldige. Andre er chokerende, ubehagelige og ikke rare at mindes.

Fremmede hænder

Jeg var ikke en dårlig afløser. Jeg ville gerne gøre mit bedste. Men det var ikke godt nok. Min uvidenhed blev med tiden mindre. Jeg lærte meget by doing. Men da jeg stoppede, begyndte en ny. Forfra.

Jeg tænker på, hvordan det må være at ligge i sin seng og blive vækket af en fremmed stemme. Slå øjnene op til et fremmed ansigt. Blive bedt om vende sig om på siden og få trukket trusserne ned af fremmede hænder. Ude af stand til at sige til eller fra. Fremmede hænder, der usikkert vasker, klæder på og spænder kroppen fast til liften. Uvidende måske kommer til ikke at spænde liften stramt nok – hvornår går det galt?

Ingen skal bebrejde mig eller andre afløsere for vores uvidenhed. Det ville være en grel forskydning af ansvar.

De afløsere, jeg lærte at kende, gjorde desuden et stort stykke arbejde. Heller ikke et ondt ord om det sted, jeg arbejdede. De knoklede – også for at hjælpe mig.

Men hermed en opfordring til de ansvarlige: flere penge til flere fastansatte, færre afløsere og dermed mindre uvidenhed på plejehjem og i plejeboliger.

Iben Andreassen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rasmus Kongshøj
  • Niels Duus Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Lone Christensen
  • Rune Petersen
  • Klara Liske
  • Flemming Scheel Andersen
  • Henrik Christensen
  • Ida Thagesen
  • Steen Thaulow Olsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Karsten Aaen
  • Peter Taitto
  • Claus Jørgensen
  • Lykke Johansen
  • Steffen Gliese
Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Carsten Mortensen, Lone Christensen, Rune Petersen, Klara Liske, Flemming Scheel Andersen, Henrik Christensen, Ida Thagesen, Steen Thaulow Olsen, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Maj-Britt Kent Hansen, Karsten Aaen, Peter Taitto, Claus Jørgensen, Lykke Johansen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mens jeg var 5 mdr. i Danmark for at skrive businessplan, arbejdede jeg som Sygemedhjælper Vikar for MayDay. Firmaet er super godt og motiverende at arbejde for. Man bliver sendt ud et sted, hvor de mangler vikarer, men kan normalt selv vælge mellem hvilke distrikter, at man har løst til at arbejde i. Man får her udstukket en addresse ruteliste på de klienter, man skal besøge på ruten eller plejehjem, med beskrivelse af opgaverne for den enkelte klient. Det er et dejligt frit og motiverende job med en personlig tilfredsstillse at være til gavn og glæde for syge personer; nå at få en hyggelig snak inden at man skal videre til den næste klient. Lønnen fejler ikke noget, og man kan derfor undre sig over, hvorfor at kommunerne ikke ansætter faste medarbejdere, fremfor højt betalte vikarer. Dette har sikkert noget at gøre med, at kommunerne søger at holde de faste budgetter på fast medarbejdere så lavt som overhovedet muligt, hvorefter kommunerne bliver nødt til at søge medhjælperne gennem Vikar Bureauerne. I sidste ende bliver vikarerne meget dyrere for kommunerne fremfor fastansatte. Vikar jobbene er en fordel for personer som Iben og jeg, der hurtigt kan få os et hyggeligt og velbetalt vikar job, hvis vi pludselig står og mangler et arbejde af kortere eller længere varighed. Vikarerne har den fordel, at nye koste fejer bedst. En vikar kan ikke opbygge den viden om den enkelte klient, som den fastansatte kan. Tilgengæld bliver den fastansatte let hen ad vejen "rutineret og rationel", hvor det personlige forhold svinder ind, klienten bliver en "rationel opgave", som blot skal klares i en fart, for at man hurtigt kan komme videre til næste no. i den daglige rutine. Fastansatte og Vikarer arbejder under supervisors, ledere, oversygeplejersker og læger, der konstant følger op på helbredet og forholdene for den enkelte klient.

Maria Teilgård

@ Ole Hilby
Når du siger, at klienten bliver til en rationel opgave for den fastsatte, har jeg en helt anden oplevelse. Da jeg arbejde som vikar i hjemmeplejen, blev vi aldrig sendt ud til de samme, netop for at vi ikke skulle opbygge et personligt forhold til dem og dermed blive fristet til at "hjælpe mere end vi skulle". På den måde bliver personen gjort til en rationel opgave, som skal løses.
Det er bare ikke særlig rationelt, da manglen på rutine netop gør at alt tager meget længere tid, selvom man ikke gør mere end man skal...

Kan klart genkende Iben Andreassens frustration.