International kommentar

Kan økonomien gendemokratiseres

Finansmarkederne har berøvet demokratierne deres økonomiske styringsredskaber, og skal de tage dem tilbage, må det blive inden for nationale rammer
7. juli 2014

Da eurokrisen gik ind i sin mest akutte fase, styrede stater over alt i Europa imod bankerot. De kunne lige så lidt betale renter på deres lån som tillade sig at optage nye til renter, der steg dramatisk. Da de gamle lån skulle finansieres, trådte långiverne – læs: obligationsmarkederne – ind på scenen. Og tog magten fra politikerne.

Det var nu dem, der suverænt kunne afgøre, hvorvidt de ønskede at fortsætte med at yde lån til kriseramte lande – dvs. købe deres obligationer – og til hvilken rente.

Mens krisen var på sit højeste, kunne stater med hastigt faldende kreditværdighed ikke længere afsætte deres obligationer. I hvert fald ikke til renter, som de havde skyggen af en chance for at betale på længere sigt. Og i al fald ikke uden at gennemføre politikker, som bøjede sig betingelsesløst for långivernes krav om drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter, frasalg af offentlige aktiver osv. I valget mellem at tilfredsstille deres vælgere eller deres långivere blev krisestaterne tvunget til det sidste.

I den rævesaks befinder de sig fortsat. Under alle omstændigheder tror ingen på, at de i overskuelig fremtid vil være i stand til at komme ud af den. For en effektiv befrielse fra den dybe gæld vil kræve årtier med økonomiske vækstrater, hvis lige ikke har været på det europæiske landkort siden 1950’erne og 1960’erne. Nye lån til finansiering af gamle lån er, hvad den nærmeste fremtid byder på for de fleste.

Fra skattestat til gældsstat

Her kunne man mene, at staterne vel ligger, som de har redt. At falde i kløerne på långivere er dårlig politik. »Har man gældsat sig, er man ikke længere fri,« som den daværende socialdemokratiske statsminister Göran Persson udtrykte det, da han under den svenske finanskrise i begyndelsen af ​​1990’erne måtte ydmyge sig over for finanshvalpene på Wall Street.

Men som den tyske sociolog Wolfgang Streeck hævder i sin bog Gekaufte Zeit (der nu foreligger i svensk udgave), er øget gældsætning blevet selve forudsætningen for økonomisk vækst i næsten alle vestlige stater i verden, herunder også de rigeste. Allerede i 1970’erne og 1980’erne nåede den form for demokrati, som Streeck kalder for skattestaten til vejs ende, da den økonomiske vækst begyndte at falde, og mulighederne for højere lønninger og udbygning af velfærden blev mindsket. Det var dengang, efterkrigstidens sociale kontrakt mellem arbejdskraften og kapitalen begyndte at blive nedbrudt af nye fordelingskonflikter og neoliberale reformer.

I Streecks historiske redegørelse er det i den overgangsfase, at skattestaten glider over i gældsstaten. For at afbøde de fordelingsmæssige konflikter og fastholde reallønsniveauer og velfærdsforpligtelser ser staterne sig nødsaget til at gøre regning på fremtidige skatteindtægter ved at låne til nutidige udgifter.

I takt med at statsgælden øges og tilbagebetalingsevnen mindskes, strammer långiverne deres betingelser, hvilket tvinger de forgældede regeringer til at begrænse udgifterne (budgetlofter, gældsbremser, privatiseringer af offentlige tjenester, salg af offentlige aktiver osv.) og erstatte den offentlige gæld med privat.

Ingen farbar vej i sigte

Og omtrent her befinder vi os i dag, siger Streeck – i hænderne på en transnational kapitalisme, som siden finanskrisen i 2008 lever på lånt tid, og kun holdes i live af successive indsprøjtninger af ’virtuelle’ centralbanks- penge til minimal rente, hvortil der knyttes strenge krav om sanering af banker og stater, der baserer sig på forventninger om en vækst, som næppe nogen anser for mulig i nogen overskuelig fremtid.

Den yderligere tidsfrist, som kan købes på denne måde, vil sandsynligvis være kort, skriver Streeck, og kan kun ske på bekostning af en dramatisk overførsel af den politiske magt fra demokratiet til markedet.

Hvilke nye frister centralbankernes finansakrobater er i stand til at fremtrylle, kan jeg ikke bedømme. Men det er Streecks tese, at ’det neoliberale afdemokratiseringsprojekt’ nærmer sig sin afslutning: Enten frigør kapitalismen sig fra demokratiet, eller også frigør demokratiet sig fra kapitalismen.

Det sidste er Streecks vision. Eller som han selv udtrykker det: Økonomien må gendemokratiseres, og demokratiet genøkonomiseres. Det vil kræve en styrkelse af nationalstaterne, en renationalisering af Europas økonomier og valutaer, en genindførelse af kontrollen med kapitalbevægelser, og en radikal reformering af det EU, vi kender i dag.

Streeck indrømmer, at denne vision er både utopisk, urealistisk og politisk risikabel.

Hans modargument er imidlertid, at »det neoliberale afdemokratiseringsprojekt« også er utopisk og urealistisk. Af den simple grund, at det hverken er politisk eller socialt bæredygtigt.

Det er her, jeg får svært ved at følge Streecks ræsonnement. Jeg anerkender pointerne i hans analyse og kritik af kapitalismens krise: Han beskriver korrekt den proces, hvor demokratiet får frataget sine økonomiske redskaber. Som han formoder jeg også, at de vestlige økonomier lever på ’lånt tid’, på bekostning af voksende ulighed og potentielt destruktive, ja måske endda voldelige politiske og sociale konflikter.

Jeg kan bare ikke se, hvordan selv en ’foreløbig’ renationalisering af nutidens multikulturelle Europa kan gennemføres, uden at det bliver på bekostning af netop det demokrati, som projektet skal redde – eller i al fald på bekostning af den slags demokrati, der har magt og evne til at tøjle og regulere den globale kapitalisme.

Mellem afdemokratiseringens Scylla og gennationaliseringens Charybdis er der endnu ingen farbar vej i sigte.

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bente Simonsen
Bente Simonsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Geert Gissing

Forstår ikke lige hvorfor det "må blive inden for nationale rammer", når kapitalen er global? Reguleringen bør vel netop på den baggrund være international - altså ske i et samarbejde mellem staterne?