Klumme

Konkurrencestat eller samtaledemokrati?

Er Danmark efterhånden blevet til USA i forklædning. Eller ser vi blot en ny type variant af den gode gamle socialdemokratiske velfærdsstat?
14. juli 2014

Når man blot besøger sit fædreland et par gange om året, bliver man en verbal svamp. En følsom en af slagsen, der registrerer og absorberer forandringer uafbrudt.

Hver sommer, når jeg er i det danske, lægger jeg eksempelvis mærke til konklusioner om samfundets tilstand, der ikke var konsensus om, sidst jeg var i hovedstaden. I min rituelt lyserøde vennekreds – der er i hopla i år, og det er virkelig nyt, alle tror pludselig, at Lars Løkke er en færdig dåseølsdrikkende, bilagsramt og amoralsk personage, der aldrig kan blive statsminister – noterer jeg mig f.eks., at der er tæt ved 100 procents enighed om, at velfærdsstaten, som vi kendte den i 1980’erne, er et overstået kapitel.

I stedet har vi fået de iskolde hænders konkurrencestat med LEAN-metoder og Bjarne Corydon som »den bedste borgerlige finansminister i nyere tid,« som en af mine finansansatte venner halvt beundrende formulerer det.

Noget må der være om snakken. Læser i Jyllands-Posten, at »kontanthjælpsreformen virker.« Dovne unge, der før ville have hævet bistandshjælp, konstaterer med sur forbløffelse, at satsen nu er så lav, at de hellere vil finde sig et arbejde, skriver de med slet skjult glæde ovre i Viby J.

Godt så. Det minder om USA, hvor jeg bor. Og så alligevel ikke. Læser også i Kristeligt Dagblad, at Aarhus Kommune har indført begrebet »Kærlig Kommune.« Det handler, som kommunens sundhedsdirektør forklarer, om at konkurrencestatens vækst og lavere lønninger »aldrig kan være svaret på de udfordringer, kommunerne har med lavere budgetter og flere ældre og borgere, der har brug for hjælp.«

I stedet er der brug for kærlig omsorg i form af mere civilsamfund – frivillige, der spiser med ældre, er besøgsvenner, laver mad med dem og byder op til dans. Helt bogstaveligt. Uden at få penge for det. Også fordi de har lyst til samvær på tværs af generationerne. Lige det er borgerne i USA faktisk også suveræne til. Men ofte organiseret af de lokale kirkesamfund, som ikke findes i Danmark.

Jeg vandrer videre til en frisør på Nørrebro, som jeg har fået anbefalet. Hun er mesterfrisør. Uddannet i Sverige – oprindelig fra Tyrkiet – over fire år med et efterfølgende års efteruddannelse som kosmetolog.

»Jeg er indvandret fra Sverige på grund af kærlighed,« forklarer hun. Da hun ankom til Danmark med sin danske mand, kunne hun kun tale svensk, men hun vandrede prompte op på kommunen for at efterspørge danskkurser.

»Men dem havde de ingen ressourcer til. De sagde, at jeg skulle melde mig arbejdsløs, og så kunne jeg få et kursus der.«

Det ville hun imidlertid ikke. Thi hun agtede at åbne salonen med det samme. Som hun understreger: »Jeg er meget moderat« – gætter på hun mener liberal. »Jeg har altid forsørget mig selv. Jeg ved ikke engang, hvor arbejdsformidlingen ligger. Jeg skal ikke have noget af det offentlige, så længe jeg er ung og rask. Jeg er også dygtig til mit fag, hvorfor skulle jeg dog melde mig som arbejdsløs for at lære dansk?«

I stedet gik hun ned på det lokale bibliotek og lånte undervisningsbøger, hun så dansk tv og fandt nogle lydbånd på nettet. »Jeg gav mig selv et år – jeg talte svensk, så det burde ikke være så svært. Og jeg sagde til min mand: Hvis ikke jeg taler sproget flydende efter et år, så må vi flytte til Sverige.«

Hun blev, og er nu fuldt booket det meste af tiden. Og fortæller midt i en sky af hårspray og curlers om sine to børn, der går på en lilleskole, fordi hun synes de lærer mere der – »der er ro i klassen og mere struktur.«

Ugen før har jeg kørt i taxi i København med en irakisk kurder, som forklarer mig, at »der bliver først fred i Irak, når landes deles op i tre zoner. Men det forstår hverken amerikanere eller danskere. I taler om dialog, og om at regeringen i Bagdad skal inkludere alle grupper. Men de hader hinanden. De stoler ikke på hinanden. De vil aldrig kunne sameksistere.« Han ser skævt på mig: »I danskere tror, at man altid bare kan sætte sig ned og tale sig ud af problemerne.«

Jeg står ud i den bløde, lyse sommernat – noget af det bedste ved mit fædreland i juni og juli – og funderer over, om Danmark ikke fortsat er et blødt, venligt og dybest set konsensusorienteret samfund. Hvor man taler sammen, til man bliver enige. Og fortsat hellere sender folk i på jobcentret end på danskkursus.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Oven på sidste uges intense debat om visse menneskers opførsel i det offentlige rum, vil jeg gribe fat om noget, der nok kan forekomme som en detalje, men efter min mening ikke er det, nemlig der hvor Annegrethe skriver 'min rituelt lyserøde vennekreds'. Hvorfor ikke mine 'klimavenner eller miljøvenner'?
Det ville give artiklen en lidt mere vedkommende drejning for mig. Jeg har et delt forhold til det, der kaldes 'den gode gamle socialdemokratiske velfærdsstat', og det samme forbehold går vel også igennem artiklen (man må elske det, man får, når man ikke får det, man elsker). Det er også godt nok. Og, nej det er ikke. Socialdemokratismen har levet ureflekteret på billig olie. Danmark er blevet et USA i forklædning, og det er der ikke noget at gøre ved. Jo, der er så. Annegrethe kunne besøge nogle af dem, der går en anden vej og skrive om det.

'Et blødt og venligt' land? På en måde og på en anden måde ikke. Så længe der er overflod...

Rasmus Kongshøj, randi christiansen, Torben Nielsen, Niels Duus Nielsen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Mit spørgsmål er, om de forandringer, der ikke omtales, også registreres og absorberes af de danske statsborgere, som kun besøger landet kortvarigt et par gange om året.

Danmark adskiller sig fra USA bl.a. på den måde, at den danske stat fortsat er et fundament, som forventes at løse alle problemer i det danske samfund. En forandring de seneste år er en voksende bevidsthed om skattebetalinger og offentlige udgifter, uden det medfører meget andet end øget opmærksomhed på, om andre betaler skat og ikke lægger samfundet mere til last end nødvendigt. En anden forandring er, at skattens finanser jævnligt omtales som en enkelte borgers penge, hvilket nok har bidraget til den voksende følelse af ejerskab for de penge, der betales i skatter og afgifter, med en afledet følelse af, at enhver har ret til at få mindst det samme tilbage, som betales til staten.

Niels-Simon Larsen:

" Hvorfor ikke mine 'klimavenner eller miljøvenner'?"

Sandsynligvis fordi hun ikke har sådanne venner. Hører du til Annegrethe Rasmussens omgangskreds?

"Danmark er blevet et USA i forklædning, og det er der ikke noget at gøre ved."

Ikke helt, som Annegrethe Rasmussen også antyder. Det danske samfund er fortsat baseret på en stor, offentlig sektor, mens USAs samfund vist er mere baseret på den private sektor herunder private organisationer.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det er en smuk artikel, der bl.a. handler om en damefrisør og en taxachauffør - begge af udenlandsk oprindelse. Den første talte flydende svensk, men kunne ikke få et gratis dansk-kursus, med mindre hun meldte sig arbejdsløs (!)

Den anden var kurder og forstod ikke, at danskerne havde problemer med at forstå Iraks problem: »I danskere tror, at man altid bare kan sætte sig ned og tale sig ud af problemerne.«

Det var nok til at Annegrethe gav Danmark en chance - endnu engang.
"Om Danmark ikke fortsat er et blødt, venligt og dybest set konsensusorienteret samfund. Hvor man taler sammen, til man bliver enige".

Nemlig !!

For mig er det en god beskrivelse af den forandring, der skete den 15. september 2011, da man fik en ny regering, der ville samtalen - som fører til de brede forlig, som vort samfund har nydt så godt af med SR ved roret siden 1924 - og før da med R ved roret.
Selv ekstrempartier som DF og El, selv Kamikaze-partier som LA - kan få lov til at være med ved det runde bord. Selv et miniature Konservativt parti kan få lov til at gå ud dagen efter et forlig og skrabe et par nyhedspoints til ved at erklære sig "modsat".

Steffen Gliese

Den danske velfærdsstat går faktisk ikke ud på at løse alle problemer for folk, selvom det åbenbart er det, den er kommet til at betyde. Den betyder faktisk bare, at den sætter folk økonomisk i stand til at klare sig, så de kan overkomme at løse problemerne selv.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen, Annette Hjort Knudsen, Rikke Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Han Jørgen Storgaard Andersen, det eneste, der betyder noget, er, hvad partierne bliver enige om, og her svigter de befolkningen i Danmark og alt det, der historisk set har ført til landets umådelige velstand.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Anne Eriksen og Brian Pietersen anbefalede denne kommentar
Lillian Redam

Politikerne svigter befolkningen. Vores samfund hviler i øget grad på konkurrence og ikke længere solidaritet. Det er ikke et generelt befolkningsønske, men en udvikling, som hænger sammen med at magten bliver givet til de få procent, (men hastigt stigende) del af befolkningen (DJØFére) som i højere og højere grad bestemmer over og definerer vores samfundudvikling. Ofte i modsætning til de omkring 50 procent, som skal udføre praksis i virkeligheden. Jeg taler om sygeplejersker, lærere, pædagoger, sosuér osv, som oplever ringere og ringere med- og selvbestemmelse over eget arbejde. Når man tager fagligheden ud af faggrupper så vil det på sigt betyde kollaps. Men når den kollektive velfærd, som skal drage omsorg for os, vore syge, gamle og børn, kollapser så er det ikke på grund af manglende faglighed/dygtighed, men fordi andre har bestemt at de ikke skal bruge deres viden, men i stedet se verden ud fra et økonomisk syn. Og handle ud fra metoder fremstillet andetsteds. Og DET ødelægger velfærdssamfundet. Tro mig! Lad os kæmpe for velfærdsstaten OG samtaledemokratiet, men sørge for at samtalen i højere grad bliver en dialog og ikke kun en enetale fra de, som har magten.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Niels Duus Nielsen, Annette Hjort Knudsen, Anne Eriksen, Niels-Simon Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Samfundet kan jo ikke hænge sammen på den måde, Lillian Redam, for folk vil i mindre og mindre grad ønske at beklæde de vitale funktioner i samfundet, når vilkårene er så ringe.

Anne Eriksen

Samtale - eller lyder det ikke mere som skænderier? Hvor det er svært at lytte til, hvad modparten siger? Politik er blevet til et elitært karriereræs - et folketing hvor der godt nok findes medlemmer med ufærdige udd. og hvor det tilsyneladende er en fordel med et bestemt efternavn?
Lyttede til J. B. Olsen og Dan Jørgensen om sidstnævntes formastelige forsøg på et tale for sundere mad. Nu var sammensætningen måske også lidt søgt - for meget kom der ikke ud af det - udover ordkløveri - og økonomi spørgsmål.
Radioavisen havde den glædelige nyhed, at demens kunne spottes tidligere (så vi kunne spare nogle penge) - ikke så mennesker kunne hjælpes med sygdommen så meget.

Når teoretikere og eksperter som ovennævnt bestemmer samfundsudviklingen og deres rigide, økonomi- og statistik bestemte årstals planer fylder alt, så er vi virkelig på herrens mark.
Personligt kan jeg godt lide Annegrethe Rasmussens lille overvejelse for der sker mange ændringer og det hjælper at have bopæl andetsteds for at se det.
Det ville hjælpe lidt om hamsterhjulet sommetider blev stoppet lidt og folk kunne få tid til at overveje om de virkelig ønsker dette fremtids scenarie?

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Desværre er samtalen gået lidt i stå, så det, vi var fælles om at tale på baggrund af, er blevet glemt: at de bredeste skuldre skal være de tungeste læs. Det er problemet i det danske samfund, og før det igen bliver taget op, er der ikke så meget at tale om.

Karsten Aaen

»Jeg er indvandret fra Sverige på grund af kærlighed,« forklarer hun. Da hun ankom til Danmark med sin danske mand, kunne hun kun tale svensk, men hun vandrede prompte op på kommunen for at efterspørge danskkurser." citat.

Ja, og det er så direkte i strid med lovgivningen på området. Hun har ret til - gratis - at få danskundervisning fra den dato, hun er ankommet til Danmark. Og det har hun i tre år.... Og der findes altså sprogsskoler i København...

Og jeg forstår altså ikke hvorfor Københavns Kommune ikke henviste hende til en sprogskole......der nok af dem i København...

Henrik Brøndum, Flemming Scheel Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

"..........noterer jeg mig f.eks., at der er tæt ved 100 procents enighed om, at velfærdsstaten, som vi kendte den i 1980’erne, er et overstået kapitel"
Forståeligt ! Trods alt lærer vi af erfaringerne, hvad nogen ikke ville se på forhånd.

Rikke Nielsen

Da vi stadig er blandt de hårdest beskattede, hvis ikke DET hårdest beskattede, land i verden, er definitionen på at være en skatte, moms- og afgiftbetalende dansker da netop solidaritet. Ellers var alle lønmodtagere for længst emigreret mod mere lønmodtager-venlige himmelstrøg.

Men der er ikke lighedstegn mellem at betale sine skattER, moms og afgiftER med forståelse, og så at gå efter mindste fællesnævner i egen livsudførelse.

Steffen Gliese

Rikke Nielsen, du aner ikke, hvad du taler om. På grund af den danske skat, der er ingenting imod tidligere tiders procenter, har danskerne langt mere til rådighed end andre, der selv må betale fra gang til gang.
Hvad der var i 80erne, var en ubetinget sikkerhed imod at miste sin indkomst.

Peter Hansen, Rasmus Kongshøj og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Ja, vi skulle da gerne have bevæget os siden de mistrøstige firsere. Økologi er fx blevet ´noget alle skal ha råd til´- og den 1%´s overgreb på fællesejet bliver stadig tydeligere for stadig flere - men vil fortsætte indtil et flertal forstår årsagen > privatprofitering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet, naturgrundlaget - og løsningen > økologisk, cirkulært miljø-og socioøkonomisk samarbejde om en plan for planeten, hvor fordelingsnøglen tager udgpkt i niveauet for den enkelte habitats behov for overlevelsesressourcer. Så enkelt - og dog så svært.

randi christiansen

Verdenssamfundet må op på den terapeutiske briks - arvesynden er i gang med at smadre os til ukendelighed - fugl fønix ruger

Steffen Gliese

Vi er gået fra politikere, der forstod, at deres opgave var at beskytte borgerne mod det altid lurende private erhvervslivs interesser - ved f.eks. at begrænse adgangen til at reklamere - til en sammenrotning med selvsamme erhvervsliv imod borgerne.

Peter Hansen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Den danske arbejdsstyrke er fleksibel, innovativ og omstillingsparat. Både private og offentligt ansatte, hvilket jeg selv er, brænder for deres job og funktion. Vi betaler med et lille smil vores skat og efterfølgende 25% moms på alt hvad vi køber. Vi har et socialt sikkerhedsnet spændt ud, vi har gratis adgang til sundhedsydelser og hospitaler. Ingen behøver at gå sultne iseng og vi må udtale os frit og tro hvad vi vil. -Når jeg fortæller min familie i USA dette måber de totalt, men forstår ikke vores blandingsøkonomi samt grundlaget for velfærden i form af det socialdemokratiske fundament.

Hans Jørn Storgaard Andersen, Steffen Gliese, randi christiansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Faktisk er de danskes styrker uforståelige for en masse ledere herhjemme også, hvorfor vi overser dem og tror vi skal gøre alt , som i andre lande.
Det giver os meget sjældent en fordel ikke at erkende vore styrker, men at nøjes med at efterligne og overlade vore vigtigste beslutninger til overstatslige apparater, hvor andre større lande med andre styrker end vore har mere at skulle have sagt end vi.
Det har bl.a. ødelagt end stor del at mulighederne for samtaledemokratier og at søge konsensus.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, randi christiansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Peter Hansen,
"Hvad der var i 80erne, var en ubetinget sikkerhed imod at miste sin indkomst."
Ja, den mentalitet/kultur er jeg jo nok for ung til at være vokset op i.

randi christiansen

Ja, man nøjes ikke med at måbe over en velfungerende fordelingsnøgle - man ødelægger den. Fordi den 1% vil have mere magt og mammon. Reptilhjernerne styrer. Kort sagt.

Steffen Gliese

Ja, Rikke Nielsen, men den var selvfølgelig ikke gratis: den fordrede, at man var medlem af en a-kasse, at man med et vist interval blev aktiveret i job indenfor ens fagområde, og at man selvfølgelig søgte de job, der var. Men samfundets forpligtelse var at sikre, at folk i det mindste ikke i vor væsentlig grad blev ramt ved sociale begivenheder. Og det er sådan set velfærdsstatens kerne.

Steffen Gliese

Man sikrede også, at folk såvidt muligt kunne opretholde deres erhverv igennem den aktivering, de arbejdsløse blev tilbudt. Det var i det hele taget et samfund, der satte borgeren først.

Steffen Gliese

Og hvad var det så, der smadrede det?! At socialisterne løb tør for andre folks penge? Nej, økonomisk overophedning, der førte til kartoffelkuren og dens skadelige virkning på privatøkonomierne i mange år frem.

Niels Duus Nielsen

Rikke Nielsen, måske er du for ung, men nu har du da fået et konkret eksempel på, hvad det er vi gamle metusalemmer hele tiden brokker os over.

Vi blev opdraget af mennesker, hvoraf mange havde personlige erfaringer med afsavn, rationering og knaphed. Det ville de ikke udsætte deres børn for, så de udtænkte efter krigen et system, der skulle gøre det umuligt at sulte ihjel i Danmark, med mindre man virkelig insisterede. For dem var velfærdsstaten en ny normal, som de var meget stolte af, langt ind i borgerlige rækker. De indoktrinerede også os børn til at være stolte af velfærdsstaten.

Vores generation var nok lidt blaserte, for os var dette system bare normalt, vi kunne ikke se det nye, for vi havde - som følge af at systemet åbenbart virkede - ikke oplevet synderlig megen afsavn, rationering og knaphed som andet end hörensagen. Personligt tror jeg aldrig, jeg har mødt nogen, der er døde af sult - i modsætning til min far. Men det har jeg altid taget som et slags indirekte bevis på, at velfærdsstaten faktisk virkede.

Vore børn - altså din generation - blev ikke indoktrineret til at elske velfærdsstaten, for det så vi ingen grund til, i modsætning til vore forældre; vi havde jo ikke oplevet sult. Denne undladelsessynd svier til os nu.

For nu kommer din generation rendende med en ny normal, som tager udgangspunkt i den rationelle lønarbejder/forbruger og minmaxer sig frem til hvad der bedst kan betale sig i kroner og ører, uden at forholde sig til hvad der var den oprindelige ide, nemlig at det burde være umuligt for et menneske at dø af sult i Danmark.

Oven i kommer i så med jeres konkurrencestat, hvor det er en implicit forudsætning, at der skal være tabere, som ifølge sagens natur ikke skal have hjælp, da der i så fald ikke ville være tale om fair konkurrence.

Så selvfølgelig brokker vi os.

Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Jeg er ogsaa skeptisk overfor den manglende adgang til danskundervisning. Har lige ansat en franskmand paa vores danske kontor - hun fik omgaaende tilbudt undervisning af kommunen.

Steffen Gliese

Nu er Uffe Østergård så igen i radioen med den sædvanlige idioti om, at "Athen byggede på slaveri, derfor var det ikke et demokrati i vores forståelse". JO! Ingen gider undersøge, hvordan slaverne blev rekrutteret, med det resultat, at begrebet forgiftes af det racistisk baserede slaveri tæt på vores egen tid.
Athens slaver var krigsfanger. Men den tanke, at folk kan sætte økonomiske overvejelser og andre materielle aspirationer til side for at deltage i statens gøremål af politisk og kulturel art, skræmmer mange. Men se til Schweiz, der for øvrigt klarer en moderne udgave af det direkte demokrati, uden slaveriet.

Steffen Gliese

Nej, det skal de ikke, Michael Pedersen, men vores samfund skal benytte sig af, at vi nu er nået dertil, hvor langt den overvejende del af produktionen kan foregå med meget lidt menneskelig mellemkomst. Det er ikke en katastrofe, at menneskets kamp for det daglige brød ikke længere behøver at indbefatte opfyldelsen af andres menneskers krav om en modydelse.

Steffen Gliese

Hvordan ville et samfund, hvor man ikke kæmper for at skabe servicejob se ud? Jo, for det første ville værelser til leje i en fremmed by mere have karakter af det gæstevenskab, der mødte den rejsende i gamle dage - eller måske ligefrem snarere en moderne udgave af rejsestalden, hvor man får et værelse til rådighed, evt. med mulighed for at tilberede sig et måltid mad. Rengøring klarer man selv inden afrejsen.

Steffen Gliese

Det athenske demokrati løste en masse problemer, Michael Pedersen. Helt genialt var jo den rationelle fordeling af byens kødmængder, der fremkom ved de mange offerdage, som overklassen betalte for - fordi det var en af de få acceptable måder at bruge penge på.
Kødet blev fordelt ved lodtrækning, den eneste ægte demokratiske måde at træffe beslutninger på, også når folk skal udpeges.