Klumme

’At have krise over sin alder er lige så latterligt som at ærgre sig passioneret over vejret’

Det er så nemt at være kæk og ovenpå, og jeg har haft mange skråsikre meninger om, hvordan man bærer sin alder med stil
1. august 2014

I månederne op til dagen trak jeg på skuldrene, når folk spurgte. Jeg opfattede det mest som en logistisk udfordring; man burde vel arrangere et eller andet? En indre modstand afholdt mig fra at træffe de nærmere foranstaltninger. I sidste weekend kørte jeg op til min venindes sommerhus med en trykkende hovedpine, som jeg tilskrev hedebølgen. Ikke min forestående 40-års fødselsdag.

At have krise over sin alder er lige så latterligt som at ærgre sig passioneret over vejret – naturlovene står man sig bedst ved at møde med stoisk accept.

Lidt tidligere denne sommer sad jeg til en middag over for en jævnaldrende kvinde, som er berømt nok til at blive ringet op og adspurgt om at medvirke i avisernes sommerserier. Hun var blevet kontaktet af Politiken, som ville have hende med i en enquete med titlen ’Hvornår opdagede du, at du ikke længere er ung’. Uark. Omkring bordet var vi enige om, at fornærmelse var passende respons på en sådan frækhed. Og at svaret i al sin brutalitet måtte lyde: Nu.

Ikke længere ung. Når jeg mærker efter, kan jeg godt se de små tegn. Der er tidspunkter, hvor jeg pludselig føler mig akavet, når jeg er i byen. Mine sneakers er kedelige, fordi jeg bare er blevet ved med at købe New Balance, og i bilens anlæg sidder det samme gamle Jenny Wilson-album som sidste år. Hvor unge kolleger for ikke så mange år siden fandt mig inspirerende og sjov og var nysgerrige på mine meritter i den københavnske medieverden i 90’erne, får de nu et fraværende blik, når jeg begynder med røverhistorier fra Stereo Bar og dagbladet Dagen. Man gider godt høre om storesøstergenerationens ungdom, men ikke forældrenes, og jeg er ved at skifte kategori. Det sker langsomt, umærkeligt. Man finder et gråt hår, eller man læser om en interessant person i en betydningsfuld stilling og mærker hjertet slå et ekstra slag, når man opdager, at vedkommende er født i 1982. Er det overhovedet ansvarligt?

Jeg ved godt, at jeg ikke længere med selvfølgelighed vil blive omtalt som en ung kvinde, medmindre jeg bliver mejet ned i en højresvingsulykke. Jeg kan se, at mine jævnaldrende mandlige venner får yngre kærester, og jeg ved, at jeg længe vil tænke på dem som først og fremmest unge og have svært ved at identificere deres øvrige karaktertræk. Ligesom jeg selv på femtende år er min mands unge kone og vil vedblive at være det, når vi færdes i hans omgangskreds.

Alligevel kom det bag på mig med den 40-års fødselsdag. Det er så nemt at være kæk og ovenpå, og jeg har haft mange skråsikre meninger om, hvordan man bærer sin alder med stil. Jeg har kedet mig demonstrativt over samtaler om omlægning af lån og glæden ved at dyrke køkkenhaven, men har samtidig haft meget lidt til overs for ethvert forsøg på at forlænge ungdommens ansvarsløshed. Jeg har hånet de et-par-og-fyrreårige kvinder i lidt for vulgært festtøj, der i december måned vælter rundt i Københavns gader på jagt efter en taxi hjem efter julefrokosten. Voksne mennesker, der ikke længere er vant til at gå i byen, og som derfor bliver for fulde for hurtigt. Jeg har vendt øjne ad de halvtredsårige mænd i hættetrøjer, der brækker håndledet på parkourbanen eller halebenet under en kælketur med ungerne fra andet kuld, fordi de endnu ikke har accepteret, at kroppen er en anden end for ti år siden.

I dag, dagen derpå, er jeg ganske overbevist om, at panikken og selvbedraget er en realitet, uanset hvordan man håndterer det. De målrettede, der er home safe med et godt CV og hus i forstæderne, begynder så småt at kede sig selv og hinanden. Den evigt kreative klasse snakker uendeligt meget om, hvor lidt de bekymrer sig om den manglende pensionsopsparing, men i Jobcentret er de ligeglade med, at man står over for et snarligt gennembrud som musiker. Vi er alle fucked, og på en måde er det mest forløsende ved at fylde 40, at jeg nu betragter enhver given sig denne følelse i vold som charmerende frem for patetisk. Tvivl og skrøbelighed er blevet attraktive egenskaber, mens hovmod keder mig.

Da jeg vågnede på min fødselsdag, var det i overkøjen i et sommerhus. Det var lidt besværligt at klatre ned og tisse om natten uden at forstuve et eller andet, men det lykkedes. Det er også værd at fejre. Hovedpinen var forduftet, og mine egne og andres børn stod i nattøj og sang for mig. De skal overtage verden.

Signe Løntoft er ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter og journalist

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver sværere at skelne unge menneskers ansigter fra hinanden. Ansigterne mangler lissom karakter (læs: rynker og folder).
Meget mærkeligt.
Da jeg var yngre, var det de ældres furede ansigter, som syntes ens.

Morten Balling

Hvis det er hårdt at fylde fyrre, er det endnu værre at fylde halvtreds. Jeg ville ønske at jeg kunne skrive noget andet, men hvor man i fyrreårsalderen hører andre gøre opmærksom på at man er "blevet ældre med årene", begynder man som halvtredsårig at kunne mærke det selv. Både fysisk og på ens liv. Alderen har dog også positive konsekvenser. F.eks. var der ting som kunne få Verden til at synke i grus da man var yngre. De selvsamme ting er idag ligeså sindsoprivende for en som vejrudsigten for Svalbard. Uden at jeg helt kan forklare begrebet føler jeg mig "klogere" idag end for 30 år siden. Been there, done that, got a shitload of t-shirts.

Nanna Wulff M.

Fyrre! Bare jeg var. Nu er jeg 67, og den krop der i sin tid gjorde det så godt med børn, arbejde, Ki-Aikido og tennis og kilometer-lange gåture med hunden - er beyndt at sige fra, har fået gigt, som gør mange ting svære, nogle helt umulige.

Nyd det Signe Løntoft.

Søren Blaabjerg

Der er to måder at se på et glas vin på, der er fyldt ca. halvt op. Det kan ses som værende halvt tomt eller halvt fyldt. Mit råd er: Glæd dig over, at dit livs vinglas er halvt fyldt. Det bliver det ikke ved med at være.

Harald Johansen

Jeg hørte engang et udsagn, som jeg synes lyder klogt: "Når du bliver gammel, kan du sikkert ikke huske hvad du har lavet, men du kan helt bestemt huske hvordan du har haft det"

Derfor er jeg idag glad for, at jeg aldrig har gjort karriere på arbejdsmarkedet og blot har jobs, som jeg kan leve af og som jeg hygger mig med: Når jeg bliver gammel kan jeg sandsynligvis ikke huske, hvad jeg lavede, men jeg håber jeg kan huske at det var sjovt.

Steffen Gliese

Fyrre år er en dræber, og man skal passe på ikke at bruge for mange år i fyrrerne på at begræde sin tabte ungdom. Selv var jeg 47, før jeg opdagede, at ungdommen ikke var tabt, og at jeg havde spildt gode år på en tidlig, mental pension. Nu gætter folk mig til at være 8-10 år yngre, dengang kunne de på dårlige dage tippe mig til at være omkring de tres.

Steffen Gliese

Tværtimod, Harald Johansen, husker man bedre og bedre de ting, man har lavet, og i tidens lys blegner alle de vanskeligheder og frustrationer, man havde dengang, kun erfaringen og processen står klart tilbage, når man er omkring de halvtreds. Der sker også noget andet meget sjovt, og det er fornemmelsen af kontinuitet, hvordan det, der skete for tredive år siden, kunne være sket i går, fordi det kastede netop erfaring og refleksion af sig, også i dag. Man kan komme i tanker om noget, man mødte som barn og ikke forstod, men i dag med en selvfølgelighed øjeblikkeligt kan tænke sig til. Det er virkelig meget befriende, at man på den måde opdager, at man har vundet mere fodfæste i verden på et eksistentielt plan, der heldigvis er langt væsentligere end den dræbende materialisme, det til gengæld kan være svært at forlige sig med har indfundet sig.