Læserbrev

Kritikken af LGBT er forfejlet

30. juli 2014

Søren Laursen, forperson for landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT)

I en kommentar den 25. juli retter Lene Myong og Sarah Glerup en kritik mod LGBT Danmark og mig i forbindelse med nyheden om, at et par af samme køn har adopteret et barn fra udlandet.

Deres kritik tager udgangspunkt i et udsagn om, at »det faktum, at homoseksuelle aktuelt ’kun’ har adgang til at adoptere børn med special needs, bliver lig med en diskriminerende og syg logik«.

Dette kritisable udsagn tillægges mig. Men jeg har ikke brugt ordet ’kun’ om børn, jeg har ikke brugt ordet ’diskrimination’, og jeg har ikke sagt, det skulle være mindre værdifuldt at adoptere et barn med særlige behov.

Jeg har sagt, at der er tale om forskelsbehandling, og det ér der: For at kunne adoptere i Danmark skal man godkendes. Alle skal have en almen godkendelse. Hvis man ønsker at få et barn med særlige behov bragt i forslag, skal man have en udvidet godkendelse. Når par af samme køn alene har mulighed for at adoptere børn med særlige behov, stilles der større krav til dem end til par af forskellige køn. Det er forskelsbehandling. Men det væsentligste problem er, at når par af samme køn stiller deres omsorgsressource til rådighed, er de indtil nu blevet fravalgt.

Alle børn fortjener omsorg

Jeg er selv adopteret og blev dengang for et halvt århundred siden betragtet som et barn med særlige behov: Jeg blev anset for at være hjerneskadet og blev da også først adopteret som treårig. Min lykke er gjort af, at mine forældre sagde, at sådan et bette skravl da også skulle have en chance i livet, uanset om det måtte koste dem en ekstra indsats.

Alle børn fortjener omsorg og kærlige forældre, og jeg hylder dem, der stiller sig til rådighed og tager et ansvar herfor, uanset udsynet til en familie, der skiller sig ud fra normen i forhold til struktur og omsorgsbehov. Der ligger blandt LGBT-personer en stor omsorgsressource – og vi skaber et bedre samfund, når den bringes i spil.

Mangfoldighed, inklusion og brud med normer, når det kommer til forståelsen af familier og individer, er grundlæggende værdier i LGBT Danmark. Værdier, vi har udmøntet i årtier. Det kalder på selvransagelse, ikke hos LGBT Danmark, men hos Lene Myong og Sarah Glerup, der baserer deres kritik på en tendentiøs digtning af et citat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu