Kun hvis jeg får 12, er jeg god nok

Jeg er en 12-talspige. Når jeg bliver voksen, risikerer jeg at ende som supermor med karriere, speltboller, yoga-enetimer, pletfrie unger … og stress i det skjulte. For supermødre er bare 12-talspiger, der er blevet ældre. Men ikke spor klogere
Jeg skal have en superkarriere, super-velklædte børn, supermadpakker og en superglad mig. For hele min lykke afhænger jo af, at jeg kan leve op til det hele. Men der er en tøven i dette pastelfarvede glansbillede. For jeg bliver helt træt ved tanken, skriver Anna Torp-Pedersen

Jeg skal have en superkarriere, super-velklædte børn, supermadpakker og en superglad mig. For hele min lykke afhænger jo af, at jeg kan leve op til det hele. Men der er en tøven i dette pastelfarvede glansbillede. For jeg bliver helt træt ved tanken, skriver Anna Torp-Pedersen

Jakob Dall
5. juli 2014

Jeg vil have 12. Der er faktisk næsten ikke noget bedre i denne verden end at få 12.

Det er blevet nemmere at acceptere 10-tallerne med tiden, og jeg er yderst tilfreds med mit 7-tal i idræt. Men udover det skal jeg bare helst have 12.

Nogle piger drømmer om Louboutinsko i stakkevis og et kjoleskab fyldt med Chanel, jeg drømmer om fejlfrie opgaver og spørgsmål, jeg kender svaret på. Jeg ved ikke, hvor forbandelsen kommer fra. Men jeg ved, at når hverdagen til tider føles som et maratonløb, der aldrig ender, er det helt uforståeligt, at jeg bliver ved.

Og jeg er ikke alene. Der er mange som mig, nemlig 12-talspigerne. Gymnasiepigerne, for hvem ikke engang det bedste er godt nok. Og denne holdning har, hvis man kigger på diverse undersøgelser og kronikker, udmøntet sig i stress og psykisk pres.

Pigerne, der både skal have de bedste karakterer, det flotteste tøj og de mest benyttede medlemskaber i fitnesscentrene, bliver også kaldt stræbere på godt gammeldags dansk og i mere international sprogbrug overachievers.

Men også et andet nyt begreb er kommet ind i vores sprogbrug: supermødre. Mødre, der går på arbejde, vasker tøj, laver mad, passer børn, drikker caffelatte, vasker mere tøj, smører sunde madpakker, bager boller, går til fitness og klæder deres børn pænt på i moderigtigt tøj. Egentlig er disse kvinder vel 12-talspigerne, der er blevet ældre. Men ikke spor klogere.

Får jeg 12, er jeg god nok

Min mor var en supermor, før begrebet eksisterede. Mens min far rejste verden rundt og holdt foredrag, var hun stort set alene med to børn og fuldtidsarbejde. At vokse op i et miljø, hvor mor klarer alting og ikke brokker sig, sætter et solidt aftryk på et barns forestilling om, hvordan man lever livet. For man gør jo bare det hele og arbejder hårdt, ikke? Hvorfor skære noget fra, når man kan sove lidt mindre og nå lidt mere?

Dette er på sin vis ikke en negativ forestilling om livet at få ind med modermælken. Men når man ikke forstår at sætte grænser for sin egen kunnen og gøren, så bliver det til noget negativt.

For den eneste egenskab 12-talspigerne og supermødrene ikke besidder er vel at sætte en grænse? En grænse for, hvornår nok er nok.

Alle mennesker har grænser for, hvad de formår, og når vi krydser dem, mister vi noget helt essentielt. Vi mister det at nyde.

12-tallerne har ikke den samme glans over sig som i 9. klasse. For tiden er de faktisk bare blevet et middel til at blåstemple mig selv. Så længe jeg får 12, er jeg god nok, og så er det jo lige meget, hvad jeg har lært.

Facadeoverskud

Men får vi så hjælp, os ’stakkels’ 12-talspiger? Taler vi med vores studievejleder om, hvor hårdt det er at få alle de 12-taller?

Nej, det gør vi ikke.

Den anden dag hørte jeg en historie om en pige, der havde søgt om optagelse på et amerikansk universitet og var blevet kaldt til samtale over Skype. Her kom hun til at sige, at hun ikke havde talt med sin studievejleder. Det var ganske uforståeligt i amerikanske ører.

Men det er også centralt for forståelsen af, hvorfor pigerne ikke får hjælp – vi gør jo alting rigtigt. At indrømme at det hele godt kan blive for meget, er i bund og grund et nederlag. At bede om hjælp er et nederlag.

I de to år jeg har gået på gymnasiet, har jeg været til én personlig samtale med min studievejler. Og det er hverken, fordi hun er en dårlig studievejleder, eller fordi tilbuddet ikke har stået til rådighed. Det er, fordi jeg aldrig vil indrømme over for hende eller mig selv, at det en gang imellem bliver for meget, når jeg skal nå det hele. For det skal jo helst se nemt ud at være 12-talspige. Ligesom man skal udstråle overskud, når man er supermor.

Min lillesøster er ikke 12-talsnarkoman. Ikke fordi hun ikke vil være det, men fordi hendes talent først og fremmest ligger i musikken og ikke helt så meget i tykke skolebøger. Hun har lige været til sine afsluttende prøver i 10. klasse, og da vi snakkede om det at få 12, sagde hun den gyldne sætning, der ramte mig lige i solar plexus: »Jeg vil bare så gerne prøve det.«

Hun vil bare så gerne have lidt af tryllestøvet og være en del af det glansbillede, jeg har tegnet for hende – med mit facadeoverskud.

Hvad, hun slet ikke ved noget om, er at ligge søvnløs med bankende hjerte, fordi man føler, man ikke slår til, eller de nederlag, der føles som slag i hovedet, når der står 10. Eller også kender hun det lidt for godt, fordi hun aldrig nogensinde kan leve op til den syge standard, jeg har sat for karakterer.

Uendeligt maraton

Jeg spurgte min supermor på nogle og halvtreds, om hun havde lært at sætte grænser for sin egen formåen. Svaret var et latterudbrud og en rysten på hovedet.

Når jeg forestiller mig selv som mor, er billedet ikke meget anderledes, end det min mor malede.

Jeg skal have en superkarriere, supervelklædte børn, supermadpakker og en superglad mig. For hele min lykke afhænger jo af, at jeg kan leve op til det hele.

Men der er en tøven i dette pastelfarvede glansbillede. For jeg bliver helt træt ved tanken. Alt, hvad jeg kan se for mit indre blik, er et hamsterhjul, der fortsætter og atter fortsætter. Men jeg kan ikke rigtig se noget alternativ, ligesom så mange andre. Hvis jeg faktisk kan forsætte med 100 km i timen, hvad skulle så stoppe mig?

Det smukt malede billede af uendeligt overskud og energi, jeg voksede op i, er ved at krakelere. Det er ved at gå op for mig, hvor meget blod, sved og tårer det kostede at male det. Jeg er ikke sikker på, at jeg ønsker at være det samme eksempel for mine fremtidige børn. Det er også for min egen skyld.

Når grænserne for overskudslivet strækkes og til sidst brister, knækker filmen. Som før nævnt har livet i overhalingsbanen konsekvenser som stress og depression. Det er et udtryk for, at lykken ikke er afhængig af 12-taller, pænt tøj og ekstrem orden.

Selv om meget opnås igennem hårdt arbejde, er der også meget, der går tabt. For livet bliver ikke levet – det bliver planlagt.

Man drikker ikke en caffelatte uden at dele det på diverse sociale medier, så alle kan se, hvilket skønt liv man har. Jeg får ikke 12 i naturgeografi, fordi jeg synes, det globale vindsystem er fedt, men fordi jeg får bekræftet mig selv. Vi søger bekræftelse hos andre i alt, vi gør, men er selv vores hårdeste dommer.

Det forbillede, supermødre er for deres børn, er til tider mere sammenligneligt med en duracell-kanin end et menneske.

Betaler med glæden

Historisk set er kvinderne kommet langt i ligestillingen med mænd, især i Vesten. Men til tider kan man nu alligevel sætte spørgsmålstegn ved, hvor langt vi egentlig er kommet.

I takt med, at vi har fået flere og flere muligheder, er vi begyndt at lave mere og mere. For vi har ikke givet slip på de gamle normer, nu gør vi bare det hele. Ser godt ud, passer børn, holder hjemmet rent og har et arbejde. Og vi gør det, fordi vi kan; fordi vi ikke kan lade være. Men prisen er høj. For nydelsen og glæden og tilfredsheden løber ud i sandet for os, når vi hele tiden har så travlt med at nå og gøre det hele. Og især travlt med at føle, at vi ikke gør nok.

Så går supermødrene og 12-talspigerne rundt og er ulykkelige, fordi de ikke slår til på den ene eller den anden måde. Og alle de andre, dem der har indrømmet, at der er grænser, går også rundt og er ulykkelige, fordi de ikke kan leve op til de tårnhøje forventninger. Og her sidder jeg så og føler, at jeg har fingeren på pulsen. At jeg har fat i noget vigtigt, som jeg må gøre noget ved og forandre. Men en narkoman stopper jo ikke, selv om narkomanen er klar over sit misbrug. Og jeg skal stadig have 12.

Anna Torp-Pedersen er gymnasieelev

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Det lyder som om du er så heldig at have mødt dig selv, Anna Torp-Pedersen, og det endda i en ret ung alder. Du har nu et valg at træffe: du kan pakke dig selv væk igen, i en lille kasse mærket andres forventninger, eller du kan udforske det nye bekendtskab nærmere.

Det første er det letteste på kort sigt, men ekstremt skadeligt på langt sigt. Hvilket jo forøvrigt er kendetegnende for det vi normalt kalder afhængighed.

Det andet er svært. Det kræver en stadig opmærksomhed, en gavmild og tilgivende lydhørhed, at lytte mere end man taler. En fordomsfri nysgerrighed.

Jeg håber du vælger det sidste. For valg har det med at føre til vaner, og hvad der er synligt som en mulighed når man er 20, er ofte tabt af syne når man rammer de 40.

Den slags bitre erfaringer er nok ikke til at komme udenom, men derfor kan man jo godt sende en flaskepost her fra den anden side af 'the great divide'.

Det være hermed gjort. God vind!

Brugerbillede for Pia  Lind

Søde Anna jeg kunne rigtig godt tænke at du laver en ny kronik om 5 år så vi kan hører hvordan det så går.. og så igen om 10 år osv.. jeg vil så ikke kunne læse dem alle da jeg vel rammet min krops udløbsdato... men jeg syntes det kunne være interesant at se hvordan dine visioner ender ud i virkeligheden og her har jeg kun lutter posetive og gode tanker .. så pøj pøj og en krammer herfra

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Det næste spørgsmål man må stille er: "Hvordan vil du anvende de høje karakterer til at gøre gavn for andre?" Sandsynligheden for at blive lykkelig vil stige i takt med erhvervelsen af en nyttig uddannelse og et gavnligt virke efterfølgende.

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Simone  Würtz

Jeg er så ked af det, at jeg som 24 år sidder i selvsamme situation. Stræberen, som sætter alt for høje krav til sig selv og ikke mindst maler et billede af sit "perfekte" liv.

Du rammer mig lige i solarplexus. Bagsiden af medaljen er den selvsamme for mit vedkommende, og har måtte erkende at dette liv både kan være ensomt, stressende og uden passion for at leve i nuet.
Som 24 eller yngre, skal man ikke planlægge resten af sit liv og leve det 12-tals liv, som man altid har troet var den grønneste side af vejen.

Som storesøster, ligesom dig har jeg en lillesøster der ser alt for meget op til mig og alle mine medaljer. Jeg ville ønske, at jeg havde forklaret hende, at hun ikke skulle stræbe sig på at gå i mine fodspor. Glansbilledet er som Mona Lisa, perfekt men ikke til at vide om hun lykkelig eller ej.

Jeg håber inderligt at jeg på nogen måde kan komme videre fra den her stræberiske verden og indse at et liv kan være helt perfekt og lykkeligt - uden 12-taller.

Tak for et skønt indlæg, der sætter ord på en tilværelse - 12tals-pige, som jeg nu ved, at jeg ikke er ene om være i. Jeg håber at dette kan få øjnene op hos andre 12tals-piger, supermødre og stræbere, og forhåbentlig sænke vores ambitionsniveau og "bare" leve lykkeligt.

//Simone

Brugerbillede for Karin Wolff

nogen af os, har indset at man må ændre på de forventninger man selv eller andre har /har haft og springe op og falde ned på om man lever op til glansbilledet, og så ellers gå efter det som bringer livsglæde. Og livsglæden trives nok best, hvis man vælger at droppe forsøgene på at være en 12tals pige hele vejen.
NU har du jo prøvet at være det. Så du KAN vælge at sige "nå fint, jeg har prøvet det, nu vil jeg prøve noget andet"
Vi er nogen der godt kan anbefale at sætte farten ned og nyde livet mere

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emma Smith

Det er simpelthen SÅ mærkeligt, hvor lig det er min egen situation - jeg har endda den musikalske lillesøster! Jeg kender alt for godt følelsen af det skuffende sug synet af et 10-tal fremkalder, og den varme, lettede følelse af et 12-tal.

Dog er min mor ikke helt perfekt - fordi hun har alt for travlt. Derfor bliver jeg allerede drillet med at blive kaldt "husmor"af mine klassekammerater, da det betyder at jeg ved siden af mine 12-talspligter også står for indkøb og madlavning for fem personer, opdragelse, fodring og motionering af to hundehvalpe, samt en kæreste, der også gerne vil have opmærksomhed og konstante forsøg på at komme ud at løbe, fordi jeg vejer et par kilo for meget..

Jeg har utroligt svært ved at sætte grænser - jeg ved slet ikke hvor!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen

Hvis det er målet i stedet for midlet er tragedien til 12.
Hvis du har mistet evnen til at lugte naturen er tragedien til 12.
Hvis du er omgivet af elektronik, når du ikke lige sover, er tragedien til 12.
Hvis du venter på næste anerkendelse istedet for at tage dialogen med dig selv om dit liv, er tragedien til 12.
Klokken er fem minutter i tolv 'ryk op dig' som de siger på svensk!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for emil groth

Jeg tillader mig, at læse indlægget som show off, nu på information, facebook, twitter og jeg skal komme efter dig. Det ligger i tiden. Journalister på aviserne er efterhånden mentalt også omkring de 17 18 år.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lone Christensen

Artiklen gør mig faktisk lidt trist, da jeg oplever, at Anna has mistet sig selv for at leve op til et glansbillede, som hun nu har erkendt ikke skaber glæde eller lykke. Og hun er klog nok til at se mekanismerne, og det sørgelige i at lille søsteren tror på glansbilledet, men kan ikke finde en udvej. Det hele vidner om en dyb tomhed, føler jeg.
Måske Anna skulle kontakte en psykolog, som kan støtte hende i at finde tilbage til sig selv, og leve indefra og ud...i stedet for at fortsætte i hamsterhjulet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Intimitetens tyranni

Annas indlæg er interessant som et formodentlig ærligt udtryk for en almen samfundstendens til at disciplinere sig selv - en variant af den protestantiske arbejdsetik. Samfundsmæssigt er det rationelt, at borgerne morakker; pykologisk er det irrationelt, fordi det bliver en tvangsmæssig trædemølle uden et kvalitativt formål.

Som personligt udsagn i de offentlige medier virker det underligt intimiserende, for der er ikke noget i det, der peger ud over sit eget narcissistiske udgangpunkt: Jeg, mig, mit. Den smule selvindsigt eller almen refleksion, det lægger op til, flader helt ud til sidst.

Vi har alle været unge og haft vores identitetsproblemer. Men de fleste af os har enten afhandlet dem i dagbøger og breve til nære venner. Vi har ikke belemret offentligheden med dem.

Det er det egentlig triste ved dette indlæg: At det ikke længere kan skelne mellem, hvad der er privat relevant, personligt relevant og offentligt relevant. Det hele blandes barnligt sammen.

Anna angler efter respekt, men hun viser den ikke selv. Hun gør sig ikke den ulejlighed at formulere sit budskab (sin 'smerte') på en måde, der inviterer til andet end tilslutning eller afvisning. Faktisk tror jeg - ud fra det foreliggende - at hun er ret ligeglad med andre mennesker.

Brugerbillede for Jan Weis

Pubertetens udfordring

Det virker som om 12-talspigen i en tidlig alder klogeligt har opfattet, at karaktersystemet bl.a. er med til at skabe et falsk billede af egen almen formåen i forbindelse med livets mangeartede udfordringer, og rent psykologisk går i en slags forvirret angstmode, noget de fleste mennesker vel har stiftet bekendtskab med fra og med puberteten - for nogle varer det ved livet ud …

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jamen, Mihail, det er netop problemet, at det er forblevet private evalueringer, som man kun har kunnet finde i fiktiv form i litteraturen! Hvis opgøret skal finde sted, så det psykologisk rationelle kan komme i stedet, friheden brede sig, om man så må sige, er indlæg som dette, som Susan Liebes angrebsskrift imod sin eksmand og meget andet streng nødvendigt. Når det private gøres offentligt, politiseres det, som du ved, og al forandring begynder der. Politiske beslutninger får private konsekvenser, og det er ved Gud disse konsekvenser, der er det alt væsentlige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Reelt set er der vel tale om en dobbeltgardering: suverænt gode karakterer åbner alle muligheder, det, der er blevet lært, åbner mange mentale porte og gør på længere sigt valg af livsbane mere sikker.
Der er det ved 12-talspiger, at de ofte har kompenseret for psykologisk usikkerhed og umodenhed ved at engagere sig dybt i skolearbejdet for at opnå omverdenens bifald. Det skader vel ikke, når bare man så i tide høster gevinsterne og gør sig til sin egen dommer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Johannes Aagaard,

Klummen handler ikke om karaktergivning eller om begavelse. Den handler om et følt behov for at være perfekt. Et behov der opleves som indre, men som ikke kan forstås uden at tage den kulturelle kontekst den opstår i, med i betragtning.

Og ærligt talt: hvor begavet er det at hælde sin galde ud over en gymnasieelev, når man selv er en væsentligt ældre, livserfaren mand?

Brugerbillede for Lone Christensen

Uanset hvor privat og dermed grænseoverskridende det kan forekomme for nogen at læse artiklen, så læser jeg den også som et opgør.
Endelig ser vi en af de stille dygtige piger bryde facaden og åbne op, og ærligt fortælle om, hvor hårdt og ensomt hendes liv også er. Det har været fremme, at det netop er de stille piger, som ofte bliver overset både i folkeskolen og gymnasiet, da de ikke er ballademagere og dermed 'synlige', og dermed ofte går med problemerne helt alene.
Jeg tror, at der vil være mange som kan genkende sig selv i Anne Torp-Pedersen's artiklen, og som er glade for at få sat ord på deres følelser og oplevelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Anna Torp-Pedersen, en rigtig flot artikel. Jeg vil dog anbefale dig at holde den i "jeg"-form.

Hvorfor tage hele dit køn som gidsel for din egen bekymring for din egen fremtid. Du projicerer.

"Life's a bitch and then you die" - Livet er sgu hårdt, og der er ikke så mange til at lave det, sådan som DU vil have det, end dig selv. Så enten laver du det selv, eller også finder du SELV andre normer for dit eget liv.

Held og lykke med det. Ændringen kommer indefra (ellers bliver du jo et offer, og det ønsker du vel ikke at være?)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Skiftet fra den gamle karakterskala med et 11-tal og et 13-tal til den nye skala med kun et 12-tal kan være svær at følge. Vi (jeg underviser på HHX) giver ikke længere topkarakterer for den i særklasse fremragende præstation, men blot en karakter for at man har styr på det faglige.
12 markerer at man opfylder læringsmålene til fulde. Der er ikke længere en særlig markør for de helt gode...
02 er så derned hvor man kun opfylder mindstemålet for faget som nævnt i bekendtgørelsen. Her er det trist at skulle forstå at skriftlige eksamener voteres og man finder den nedre grænse for bestået. Nogle fag, nogle år kan det klares med 26 procent rigtige svar.
Døm selv.

Med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marco Bellacci

"Det er, fordi jeg aldrig vil indrømme over for hende eller mig selv, at det en gang imellem bliver for meget, når jeg skal nå det hele"

Hm... Den lader vi lige stå et øjeblik...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

"Jeg får ikke 12 i naturgeografi, fordi jeg synes, det globale vindsystem er fedt"

Jeg har set lignende udtalelser før (og jeg må ellers sige, at det globale vindsystem faktisk er ret spændende).

Lennart,
når jeg giver 12, vil jeg gerne høre noget, der går lidt ud over det, man kan læse i bogen. Det gør ikke noget med et par småfejl, men hvis ens univers begrænser sig til lærebogen, mener jeg, at 12-tallet hænger i en meget tynd tråd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

@ Erik Karlsen
Det er jo netop det der er pointen med det nye system. Elever der opfylder alle de stillede krav skal have 12. Der er ikke længere en særlig karakter for de allerbedste. Ingen topmarkør for de virkeligt dygtige. 13-tallet er dødt, væk og borte, og nogle gange skal man minde en censor om det.
Vi kan så diskutere hvor hensigtsmæssigt det er at skifte fra den gamle til den nye skala. Personligt er jeg mest bekymret for at vi sender for mange igennem med for lave karakterer, jvf. bestået ved ca. 26-28 procent rigtigt. En studentereksamen med et snit på 2,3 med efterfølgende finansøkonomuddannelse (der er ikke karakterkrav mange steder) på lige knap bestået, vil betyde fem spildte år. Havde man valgt et håndværk i stedet for, var man allerede i gang med at vedligeholde et hus og en bil.

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Johannes Aagaard,

Hvis du kan producere et sammenhængende argument for, hvordan narcissisme og ringe opdragelse opstår udenfor en 'kulturel kontekst' i bred forstand, så jeg er lutter ører.

Hvad angår den nærmest 'ufattelig[e] mangel på menneskelig indsigt og respekt for dem, der har det sværest', så tillad mig at henvise dig til et 15 minutters interview med en mand, der har arbejdet med svært afhængige mennesker i Vancouver i næsten 20 år:

http://www.youtube.com/watch?v=_-APGWvYupU

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Britta Lund

Jeg bliver en lille smule træt, når jeg læser det her...

Der er ingen (udover dig selv), der tvinger dig til at leve det liv, du lever, med de mantraer du bruger imod dig selv. Det tror jeg, de fleste kender til i forskellig grad, og når man først har fået øje på problemet, så er det et valg! Det er et VALG at fortsætte. Det er et VALG! Og jeg tror at nogle sessioner hos en god psykolog, nok ville kunne løse problemet temmelig effektivt.

Så nej…vi lever i et frit land. Og må jeg lige minde om ….der er børn, der sulter i Afrika. Der er børn, der bliver solgt til prostitution i Indien. Præcist hvor stort er problemet?

Lad nu være med at koble alt sammen med kvindefrigørelsen. Det er den slags koblinger, der gør mig helt utrolig træt :-D

Og lad nu være med at give samfundet og andre kvinders levemåde skylden for et personligt problem, der nok mest af alt handler om lavt selvværd. Noget rigtig mange mennesker kender til på forskellig vis. Som sagt: det er et frit land, vi lever i. Ingen presser noget ned over hovedet på nogen. Du kan faktisk leve FULDkommen, som du har lyst til. Hvis du ikke FØLER, at du kan leve, som du har lyst til, så er det i hvert fald ikke andre menneskers skyld, men noget du nok skal arbejde med hos en psykolog. Valget er dit! Og dit alene.

Hilsen en, der selv får 12-taller ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Enriquo Longo

Jeg kan anbefale Anna Torp-Pedersen at læse:

Tabt, fortabt, fundet igen - af Jytte Back Grønkjær
- om tidlige skader på sindet og deres heling
- og om hvorfor vi kun føler vi lever lige under bifaldet og ikke imellem præstationerne.

anbefalede denne kommentar