Landbrugsorganisation bringer børn i alvorlig MRSA-smittefare

Med sin skolebesøgsordning afprøver Landbrug & Fødevarer smitsomheden af de resistente svine-MRSA-bakterier på flere tusinde børn om året. Et biologisk forsøg, der kan få fatale konsekvenser
31. juli 2014

Lille Signe er med børnehaven på den store svinefabrik for at lære, hvor maden kommer fra. Næste dag skal hun med mor over på plejehjemmet for at besøge morfar. Lyder det ikke hyggeligt og ganske tilforladeligt? Det er det ikke.

Er uheldet ude, kan lille Signe blive den næste smittespreder, der sætter en helt forfærdelig kædereaktion i gang. Uden nogen har spurgt hende selv eller hendes forældre, deltager Signe sammen med titusindvis af andre børnehavebørn og skoleelever i et gigantisk biologisk forsøg med smittespredning.

Siden 2011 har den private interesseorganisation Landbrug & Fødevarer gennem sin skolebesøgsordning lokket 45.000 skolebørn ind i de danske mink-, kyllinge- og svinefabrikker uden at orientere om den eksplosivt voksende MRSA-epidemi, som hærger agroproducenternes industrianlæg i disse år.

Selv om det er utilsigtet, så fungerer Landbrug & Fødevarers skolebesøgsordning derfor i realiteten som et biologisk forsøg, hvor man i storskala afprøver smitsomheden af de resistente bakterier. Det er dybt betænkeligt.

Kys ikke svinet

Alene fra 2012 til 2013 er antallet af smittebærere med svine-MRSA tredoblet. Landbrug & Fødevarer påstår ganske vist, at hvis børnene undlader at kysse svinene og ellers husker at vaske hænder efter fabriksbesøget, så er der ingen fare på færde.

Alligevel afviser den private organisation at oplyse, om det er organisationen, mink- eller svinefabriksejeren, skoleledelsen eller barnets forældre, der står med det erstatningsretslige ansvar, når børn får infektioner med svine-MRSA-bakterierne. Landbrug & Fødevarer vil heller ikke acceptere, at der bliver sat navn og adresse på de inficerede svine- og minkfabrikker.

Alle kompetente epidemologer advarer mod denne letsindige omgang med de smittefarlige husdyr, men det blæser Landbrug & Fødevarer på. Organisationen vil bare have børnene ud på fabrikkerne som led i en såkaldt normalisering af befolkningens opfattelse af den industrielle produktion af fødevarer.

Der kan i dag påvises en strøm af MRSA-bakterier fra de lukkede stalde til lokalsamfund, plejehjem og hospitaler, hvor de resistente bakterier skaber stor panik. De fire første dødsfald på grund af svine-MRSA fandt sted allerede i 2011, 2013 og 2014, men ingen af de ramte havde direkte kontakt til svinelandbrug. De var blevet smittet ude i samfundet af personer, der med stor sandsynlighed har båret bakterierne ud fra en inficeret dyrefabrik.

Udviklingen i svine-MRSA-epidemien synes eksplosiv. De første fund blev gjort i 2006, men alene fra 2012 til 2013 steg antallet fra 232 til 643, og i år vil antallet af patienter formentlig overstige de 1.000. Hvornår kurven topper, er der ingen, der kan sige. Den ansvarlige overlæge fra Statens Serum Institut, der følger epidemien, har allerede advaret om op til fem dødsfald om året.

For meget antibiotika

Landbrug & Fødevarer har siden 2010 samarbejdet med Fødevareministeriet om den såkaldte Gult Kort-ordning, der skal modarbejde udbredelsen af svine-MRSA. Man er enige om at begrænse forbruget af antibiotika, fordi det fremkalder resistente bakterier, og man er enige om at modarbejde denne udvikling. Hidtil er man dog ikke nået længere end til at anbefale hyppig håndvask og skifte af fodtøj.

Imidlertid har landmænd altid vasket deres hænder og skiftet tøj som led i den almindelige hygiejne, lyder det fra branchen. Ingen ville da drømme om at gå direkte fra staldenes støv- og bakteriefyldte atmosfære ud i lokalsamfundet uden at vaske sig.

Så der skal langt skrappere lud til, hvis epidemien skal standses. Man bør snarest se at komme i gang med at sanere de smittefarlige besætninger. Danske landmænd har gentagne gange vist, at de fint magter at bekæmpe sygdomme, som smitter mellem dyr og mennesker, blandt andet ved mund- og klovsyge, salmonellaudbrud og gennem avlsarbejdet med de rene SPF-grise.

Begynder branchen med at rense de store producenter af smågrise, så får man brudt kæden af smittebærende dyr. Målsætningen bør være en smittefri svineproduktion, som alle – ansatte såvel som slagteriarbejdere, skoleelever og almindelige søndagsgæster med børn – kan være trygge ved at omgås.

Resistente svine-MRSA-bakterier er ikke noget uundgåeligt djævelskab, som Fanden har skabt. De skyldes udygtige agroproducenter, der bruger for meget antibiotika. Man må spørge, om det første barn virkelig skal dø, før Landbrug & Fødevarer viser en smule anstændighed og stopper med at bruge børn som dække for de urene produktionsforhold i store dele af erhvervet?

Kjeld Hansen er gårdejer og journalist

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Godt at få peget på de problemer, der er omkring MRSA, og tak til Kjeld Hansens kritiske blik og hans vedholdenhed over for et landbrug, der åbenbart hverken kan høre eller forstå alvoren i dette. Smittespredning af denne type (fra dyr til menneske) er et problem af en alvor og et omfang, som man åbenbart her til lands tager helt utroligt nonchalant og overfladisk på. At problemet så i dette specielle tilfælde ovenikøbet skyldes overdreven brug af antibiotika gennem mange år gør det jo ikke ligefrem sjovere. Lad os se en seriøs indsats med henblik på at få dette under kontrol, før problemet løber os helt af hænde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Sne

Der findes en skræmmende spredning af en velkendt svinerace som går oprejst på bagbenene, og har udviklet både abstraktionsevne og sproglige egenskaber. De er under et minimum af kontrol og opsyn bærere af en multiresistent virus der giver sig udslag i den totale immunitet overfor andre levende skabninger behov og trivsel. Myndighederne står tilsyneladende totalt magtesløse.

Brugerbillede for finn clausen

Siden 2007 har sundhedsstyrelsen og Landbrug og fødevarer og de to ministre konsekvent nægtet at gøre noget ved det eksplosivt voksende problem med MRSAcc398 smitte. Altså lige bortset fra kø ved håndvasken. Sundhedsstyrelsen har IKKE forsøgt at finde hverken smittekilder eller smitteveje, Men sender troligt børn på besøg i Inficerede svinefabrikker. Sundhedsstyrelsen har ikke og ønsker åbenbart heller ikke at kende status for de inficerede svinefabrikker eller kende noget mere til smittevejene. Nu lærer danskerne det så på den hårde måde. I 2013 blev ca 600 dansker smittede og allerede nu efter et ½ år af 2014 er antallet af smittede oppe på det samme antal. Hvilket indicerer, at vi når det dobbelte i løbet af 2014. Konklusion: Dan Jørgensens forslag om mere håndvaks og mere information virker IKKE. Vi står overfor en dødbringende epidemi. Ikke EBOLA, men dødbringende alligevel. Vi er det første land i verden, hvor der nu er registreret dødsfald p.gr.a MRSAcc398. Skal vi til at henrette en MRSA-svinebonde for hver gang der dør en dansker af MRSAcc398 ? Eller nedlægge en MRSA-inficeret besætning. Det burde være evident, at besøg i svinestalde med ukendt status bliver forbudt. At lukke børn ind i slige stalde. Det er russisk roulette. Det skal stoppes NU!
Det er tankevækkende, at dansk svineproduktion har været en stor underskudsforretning de seneste 15 år. Og sørgelig er landbrugets strategi om at dølge/stalle/trække de for længst forældede og ikkedækkende tal om oplysningerne om visse konstaterede MRSA-svinebrug i langdrag. De inficerede svinebønder VIL ikke se sig offentligt gjort for så påberåber de sig, at de ikke kan sælge svin eller få kvalificeret arbejdskraft. HVor ynkeligt og hvor patetisk,når de er lovmæssigt forpligtiget til at give disse oplysninger. ALT skal åbenbart vige for deres ret til at fortsætte en underskudsgivende og nu også sundhedstruende virksomhed. Danskernes sundhed er i hvert fald ikke noget, der får hverken Sundhedsstyrelsens primus motor overlæge Robert Leo Skov , Landbrug og Fødevarers Søren Gade eller landbrugsminister Dan Jørgensen til at ligge søvnløse

Brugerbillede for Robert  Kroll

Hvis man ser på landbrug og fødevareproduktion i andre lande, så ligger Danmark altså helt i top m h t kvalitet, sikkerhed o s v.

Noget kan altid gøres bedre , og nye udfordringer dukker hele tiden op, men man kan da bestemt være tryg ved at spise danske varer - det viser statistikken.

Og i takt med klimaforandringen og befolkningstilvæksten, så bliver der behov for en endnu større fødevareproduktion i verden - og der har Danmark en en vigtig rolle at spille.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch

Jeg skrev til firmaet Hanegal, som lever af at lave økologiske varer - så som leverpostej etc.
Da jeg ikke føler vi bliver informeret ordentlig - spurgte jeg lidt til hvorledes det er med MRSE i konventionel svinekød og økologisk, og hvordan man skulle forholde sig med det hele - jeg fik tilladelse til at gengive det. Måske det kunne have interesse for den enkelte "forbruger" herinde - hvorledes det håndtere i dagligdagen - også uden at gå i panik.

Hanegals Fie Grauggaard

Der vil ikke være levende bakterier i en varmebehandlet leverpostej og andre varmebehandlede pålægsprodukter. Så snart temp. er over 76grC, vil bakterier dø. Der er derfor ikke risiko for MRSA overførsel den vej.

Antibiotikaresistente bakterier vil være mest udbredte i konventionel produktion, men det kan ikke udelukkes at der sker overførsler via avlsdyr, dyrlæger, transportvogne etc. til økologiske besætninger. MRSA bakterier, som er en stafylokokbakterie, vil primært sidde i næse- og svælg regionerne hos dyr og mennesker. De kan være tilstede i mange år uden at nogen opdager det, men vil ifølge nogle veterinærfolk, forsvinde efter en uges tid.
De giver ”kun” problemer hvis de bevæger sig til et sår hvor de kan forvolde bylder som skal behandles med antibiotika. Hvis stafylokokkerne er resistente overfor denne type antibiotika, så virker behandlingen ikke. Læs evt. info fra Statens Seruminstitut på dette link:

http://www.ssi.dk/Aktuelt/Nyheder/2014/2014_05_Fakta%20om%20MRSA%20og%20...

Der skal ikke være tvivl om, at et grundprincip indenfor økologien er at undgå antibiotika. Anvendelsen hos økologiske husdyr er væsentlig lavere end hos konventionelle dyr. Der behandles ikke forebyggende og det er kun det syge dyr, der behandles. Det gælder alle økologiske dyr i EU.
– Indenfor konventionel produktion ses konsekvent forebyggende antibiotikabehandlinger og det er normalt med flokmedicinering. Derfor bliver det samlede antibiotikaforbrug meget højt i konventionel produktion og det påvirker naturligvis udviklingen af resistens. På globalt plan er dette er stort problem.

Efter vores mening her på Hanegal, er der kun én vej til reduktion af resistente bakterier – et lavere forbrug af antibiotika. Det gælder både indenfor husdyrproduktionen og indenfor lægeverdenen.
Indenfor husdyrproduktionen vil bedre dyrevelfærd give færre sygdomme og dermed et lavere behov for medicin. Det er den forebyggende tanke, som økologerne bygger på.

Når du spiser en leverpostej herfra er der derfor ingen risiko forbundet med det. Generelt kan man sige om bakterier i maden, at de mest sygdomsfremkaldende er salmonella og campfylobacter bakterier. Dem kan man blive direkte syge af og derfor er det vigtigt at holde god hygiejne i køkkenet og stege/koge kød så i hvert fald overfladen af kødet kommer over 76 grC.
Derudover er det vigtigt at have gode stærke bakterier i fordøjelsen så disse kan bekæmpe de sygdomsfremkaldende. En sund varieret kost uden for meget kemi hjælper på dette.

Hanegal arbejder sammen med økologer i hele Europa og en større udbredelse af økologi. Det er vores måde at medvirke til reduktion af antibiotikaforbruget, men vi kan desværre ikke garantere at der aldrig findes resistente bakterier i økologisk produktion.

Jeg håber at dette svar kan bruges!

Venligst Fie Graugaard

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Forunderligt, at Landbrug & Fødevarer vil have skolebørn til at se det dyreplageri, man producerer de nævnte "produktioner" under. Måske er det særlig udvalgte steder? Men alligevel - Min søn kom engang hjem og var rasende - han havde også været på slagteriet bagefter. "Intet svinekød til ham"!
Det er selvfølgelig nogle år siden, men siden er det hele jo intensiveret og bare det mindste problem, eller nogle tabte håndører - så klager svinebaronerne og Danish Crown og truer med fyringer.
Dem, som skal fyres - er metoderne og den belastning antibiotika, kobber og for tidlig fratagelse af smågrise. Det hele er grotesk.
Og nu eskalerer MRSA smitten, som man egentlig ikke ved alt om. F.eks smitter det også på afstand - 300 m fra farme - og hvem ved hvilke farme?
Kunne man få forbrugerne til at afstå for det sygt billige kød, man også eksporterer, det ville være et ønskescenarie.
Fødevarestyrelsen, Sundhedsstyrelsen og især Landbrug & Fødevarer skulle have et resolut spark bagi for at kunne indse, at man ikke kan fortsætte denne asociale fremfærd i noget som er en underskudsforretning i forvejen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Svinelandbruget er too big to fail.

(Og af samme grund som storbankerne, der har milliarder i klemme hos svinebønderne og risikerer at ryge, hvis svinebønderne ryger. Det har finansministeren forklaret fødevareministeren, og sunhedsstyrelsens ledelse har sikkert også fået det at vide.)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Enig, Niels Engelsted,

det var formentlig også derfor Mette Gjerskov - uddannet agronom og mangeårig ansat i Direktoratet for FødevareErhverv (tidligere EU-direktoratet) - blev fjernet fra posten som fødevareminister og afløst af først Karen Hækkerup og nu Dan Jørgensen.

Hun var for godt inde i 'de faktiske forhold i landbrugsindustrien' til at lobbyisterne fra "Landbrug & Fødevarer" kunne løbe om hjørner med hende.

anbefalede denne kommentar