Kronik

Lykken på fire hjul

Jeg havde drømt om to piger, som jeg kunne lege og synge og danse med. Det fik jeg. Men på en noget anden måde, end jeg havde forestillet mig
Solvej og Majken. 
 Privatfoto
24. juli 2014

Da vores andet barn pludselig var på vej, indfandt der sig samtidig en vis uro. Vores datter Majken var syv måneder gammel. Min mand ønskede sig ikke flere børn, han havde allerede et barn fra et tidligere ægteskab, som boede hos sin mor. Hans drømme gik mere i retning af at sejle om sommeren, læse bøger og snedkerere om vinteren. For mig, derimod, blev ønsket om et barn, som var tæt på vores første i alder, mere og mere intenst. Der fulgte en tid præget af tristhed og uvished, da ingen af os ville presse den anden. Det var i begyndelsen af 80’erne, og nye kønsroller og idealer havde erstattet dem, vi var vokset op med. Men det gjorde ikke tingene lettere. Da jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne bære at få en abort, og at min beslutning var taget, svarede han, at så måtte vi jo få det bedste ud af det.

De næste måneder var ikke specielt lykkelige, men jeg kunne mærke, at han havde valgt at bakke mig op, hvilket gjorde, at vi begge faldt til ro. Da vi fandt ud af, at jeg ventede en pige, og at jeg ville blive mor til to næsten jævnaldrende små piger, blev jeg helt euforisk. Der var ikke den ting, jeg ikke ville lave sammen med dem. Vi skulle lege og synge og danse. I mine drømme var vi konstant ude i naturen og lavede et eller andet sjovt. Min mand delte ikke min eufori, men jeg var lykkelig over, at han var med mig og så konsekvent i sin beslutning om at hilse den lille ny velkommen.

Chokket

Vores lille Solvej var dejlig, men urolig og utilpas om aftenen, og hendes udvikling gik langsomt. Jeg kunne blive noget bekymret, når jeg sammenlignede hende med sin storesøster. Mine venner begyndte efterhånden at tale sammen om hende, men ingen ville sige noget til mig om, at hun virkede så passiv. Jeg slog det hen, glædede mig over hendes varme smil og vågne øjne, og tænkte på noget andet.

Det var sundhedsplejersken, som slog alarm. Seks måneder gammel blev Solvej indlagt, og der blev foretaget en masse undersøgelser. Efter 14 dage kom chokket: Solvej var spastisk lammet. Vi var helt knust, og jeg famlede efter en måde at overleve på. Det var, som om min datter pludselig var en helt anden, et fremmed væsen. Kunne jeg stadig elske hende på samme måde? Hvad ville alt dette betyde for vores familie?

Men så satte hverdagen ind med de sædvanlige rutiner, og det gik op for mig, at Solvej jo var den samme. Den eneste forskel var, at vi nu begyndte at træne hendes muskler lidt hver dag. Jeg forsøgte at fokusere på det, som gik godt, og en meget vigtig ting, jeg så, var, at storesøster Majken var så glad for hende. Som tiden gik, og Majken blev mere og mere selvkørende, begyndte hun instinktivt at passe på Solvej, lade hende indgå i legene, hjælpe hende med at holde et stykke legetøj. En jul legede de krybbespil, og Solvej lå helt glad og stille som Jesusbarn. Majken stillede ingen spørgsmål. Sådan var Solvej bare. Jeg husker, hvordan hun kunne komme løbende gennem stuen, se at Solvej ikke magtede at holde sit hoved, gav sig tid at rette op på det – »Op med hovedet, Solvej!« – og straks løbe videre.

Solvej udviklede sig til et livstykke af en pige, livsglad og med masser af gåpåmod. På trods af, at Solvejs handicap var svært, at hun intet kunne med sin krop og ikke havde noget sprog, havde hun et fantastisk smukt og udtryksfuldt ansigt med øjne, som kunne lyne af vrede eller stråle af glæde. Hun elskede sin familie intenst, og nogle af vores venner blev også lukket helt ind i varmen. Andre opnåede ikke den glæde, selv om de gjorde ærlige forsøg. Hun var med overalt og kendte mange mennesker, men hun kunne være meget selektiv. Hun lignede os andre, bare uden den sociale fernis.

Og hvor vi legede! Hun elskede at lege skjul, men kunne ikke lade være med at juble fra sit gemmested sammen med Majken, så de blev hurtigt fundet. Om morgenen kunne hun ligge vågen længe. Når hun hørte, at vi nærmede os, måske lavede lidt sjov ved hendes dør, lo hun højt og forventningsfuldt. Og, ja, vi dansede med Solvej i kørestolen, eller børnene kørte ræs med den. Så længe Solvej var med på legen, valgte vi at kigge den anden vej og håbe på, at der ikke skete noget. Hun skulle ikke pylres.

Flere taler!

Da Solvej som syvårig kom på kostskole, en skole som var højt specialiseret for børn som Solvej, havde vi weekenderne sammen. Fredag eftermiddag gik vi alle og kiggede ud af vinduet for at holde øje med, hvornår bilen kom. Så blev der fest!

Selv om Solvejs livret blev serveret, kunne vi bruge lang tid på at give hende mad. Solvejs tunge modarbejdede skeen, til stor frustration for os begge, men hun skulle have noget i sig, da hun var meget tynd. Hun elskede god mad, men blev ivrig og fik den i den gale hals. Solvej blev også nemt syg, oftest i luftvejene. Lungebetændelser hver vinter. Søvnbesvær, smerter, stærk medicin, operationer. Indimellem fortvivlende for os, for det var så hårdt for hende, men intet slog hende ud.

Fordi hun troede på Gud, valgte Solvej, som den eneste i familien, at blive konfirmeret. Vi var 12 til middag efter gudstjenesten. Hendes far holdt en tale for hende, en af gæsterne havde skrevet en sang. Det så ikke ud til at blive til mere. Solvej var stærkt utilfreds. Vi stillede hende nogle spørgsmål (Solvej kunne svare ved at kigge op for et »ja« og ned for »nej«) og fandt ud af, hvad der nagede hende: Hun ville have flere taler! Der var ikke noget at stille op, og Solvej satte sig godt til rette og kiggede forventningsfuldt på de forsamlede. Det blev til en uforglemmelig eftermiddag, meget grin og lidt alvor, og Solvej var tilfreds, efter at alle havde ydet deres. Hun havde så meget at give, men satte ikke sine egne behov til side.

Sommerferier. Min mand hev bagsædet ud af bilen og lagde gulv med en stor madras og puder. Børnene havde bøger, båndoptager, legetøj og sodavand og hyggede sig. (I dag ville myndighederne blegne over manglende sikkerhedsudstyr.) På den måde rejste vi Europa tyndt, selv i Rusland camperede vi i nogle dage dengang i midt-80’erne. Vi sørgede for, at der de fleste dage var enten badetur eller besøg på en legeplads, men vi fik også set en del europæisk kultur, og på den måde var alle tilfredse. Når vi kom til en campingplads, lynede Majken og Solvej deres soveposer sammen og lå og hørte historier, mens vi ordnede teltvognen og fik et glas vin. Hvis vi var i Sydfrankrig, sad vi længe oppe med kun en petroleumslampe og lyttede til fårekyllingerne, som sang derude i mørket. Eller vi sejlede om sommeren i en gammel fiskekutter, som min mand gik og byggede på. Der kunne Solvej få alle sine hjælpemidler med. Hun ville gerne være med ved roret, og hun hjalp med at spotte de røde og grønne koste, en opgave hun tog meget alvorligt, og hun råbte op, når hun fik øje på en.

Et rigt liv

De sidste par år af hendes korte liv var medicinen sat op til den maksimale dosis, og der blev længere mellem smilene. Solvej døde kort før sin 25-års fødselsdag, hendes krop kunne ikke mere.

Og hvad med os? Vi har haft et rigt liv. Jeg vil vove den påstand, at der, hvor der opstod kriser, bandt Solvej os sammen, fordi hendes kolossale livskraft og glæde, til trods for hendes handicap, gjorde os stærkere. Jeg lærte et par ting om at give plads og at flytte fokus fra det sted, jeg havde forestillet mig, lykken ville være, til det sted, hvor den faktisk var, nemlig i den livslange proces med at skabe mening og glæde med de betingelser, vi fik.

Jeg havde drømt om to piger, som jeg kunne lege og synge og danse med. Det fik jeg. Men på en noget anden måde, end jeg havde forestillet mig.

Carin Astrup er pensioneret lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rune Petersen
  • Bill Atkins
  • ds sds
  • lars abildgaard
  • Brian Jensen
  • Hanne Koplev
  • Lykke Johansen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lene Timmermann
  • Per Karlsen
  • Grethe Preisler
Rune Petersen, Bill Atkins, ds sds, lars abildgaard, Brian Jensen, Hanne Koplev, Lykke Johansen, Niels Duus Nielsen, Lene Timmermann, Per Karlsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

En smuk beretning.

Rune Petersen, Irene Larsen, Niels Mosbak, randi christiansen, lars abildgaard, Hanne Koplev, Lykke Johansen, Dennis Berg og Anders Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Som far til en hjerne skadet søn, så ved jeg hvad du mener. Nej det er ikke nemt, men det er givende ;-)