Klumme

Mennesket er mediet

Sommervarmen og den massive dosis af tv-sport fremkalder de mærkeligste associationer. Hvad har Marshall McLuhan for eksempel at gøre med den argentinske VM-angriber Ezequiel Lavezzi, den britiske premierminister David Camerons kone, Samantha, og Lance A
23. juli 2014

Jeg så VM-bold i sommerhuset med en kær gæst. Han er en højtstående kulturadministrator, nordjyde og fra en pæn familie. Han var rasende over, at flere og flere spillere nu lignede udstillingsvinduer for tatovører og frisører. Lavezzi har tatoveringer over det hele, og Brasiliens Daniel Alves ligner en katolsk souvenirbutik. Italiens Mario Balotelli har en faretruende hanekam. VM var med den danske tatoverings- og brandingguru, Hummel-ejeren Christian Stadils ord, det mest tatoverede VM nogensinde. Han har sammen med Liverpool-angriberen  forsvarsspilleren Daniel Agger (også en omvandrende reklamesøjle) lavet verdens førende tattoo-website, tatoodo.com.

Marshall McLuhan skrev i 1964, at »mediet er budskabet«. Hans tese var, at et medie påvirker det omgivende samfund, ikke kun på grund af mediets indhold, men også via mediet selv. Han definerede et medie bredt. Det perfekte eksempel er elpæren. Den har intet indhold, som en avis har artikler, men den har som medie en social virkning ved at skabe et rum om natten, der ellers ville være indhyllet i mørke. »Den skaber et miljø blot ved at være der,« skrev han.

Sportsstjerner skaber et miljø blot ved at være der. De er medier i sig selv. De er hver især medieplatforme, som man kan se med egne øjne – eller via tv’s kameraer. De skaber indhold med deres kunnen – men som medieplatforme afsender de personlige meddelelser ved hjælp af tatoveringer og usædvanligt hår. David Beckham har en beskyttende tattoo-engel, hvis vinger omfavner hans skuldre og hals. Zlatan Ibrahimovics krop meddeler hans livsfilosofi og hans syn på fodbolddommere (»Only God Can Judge Me«). Real Madrids (og Spaniens) Sergio Ramos fik efter årets Champions League-sejr tatoveret et billede af sejrspokalen på sin venstre læg. På den højre sidder verdensmesterskabspokalen fra 2010. Den ville – troede han – sikre Spanien VM-trofæet igen. Det hjalp dog ikke.

I denne uge kom endnu en skattet kammerat forbi. Han ved alt om Tour de France og havde iagttaget en forbløffende tattoo-tilbageholdenhed blandt rytterne. Måske er det noget med luftmodstand og angst for tatoveringsnåle i et miljø, hvor der er nåle nok? Men cykelsporten har fået titusinder af velmenende mennesker til at lade sig New School-tatovere. Det er eksempelvis at skrive ord på kroppen. Lance Armstrong opfandt ordet LIVESTRONG efter sin kræft-helbredelse. Ordet blev tatoveret på titusindvis af kroppe. Det var, før han blev afsløret som cykelsportens monumentalt mest løgnagtige dopingbruger, og nu kan man på sociale medier læse, at mange har fortrudt deres tatovering.

I modsætning til tøjmode er der ingen fortrydelsesret på tatoveringer. Den læggede nederdel fra tresserne er for længst kasseret og erstattet med noget andet. Ramos’ pokallægge kan ikke udskiftes.

Old School-tatoveringer var sådan noget, sømænd, forbrydere og ludere fik. Den navnkundige danske overlæge og forsker i hud- og kønssygdomme Rudolph Berg skrev i 1891 en artikel, hvor han konstaterede, at forbrydere hyppigt var tatoverede, og at »hos skjøger findes ikke sjældent tatoverede«. Det var dengang.

Nutidens gladiatorer spejler moderniteten. Bokseren Mikkel Kessler og hans familie fra Bryggen er massivt tatoverede – måske inspireret af en ung jysk tatoveret bokser, som Horsens Folkeblad under et jysk mesterskab i 90’erne beskrev som »det boksende tapet«. Kald det narcissisme eller oprør – ifølge den amerikanske sociolog Katherine Irwin er tatoveringer blevet genskabt »fra et underklassefænomen til et middelklassesymbol«. Det handler om at demonstrere kontrollen med egen krop og image. Dermed er fodboldspillernes flittige brug af ink i virkeligheden et tidens tegn.

På min skærm kan jeg se en ung blond pige synge »Tuborg, sommer og sol« med en flot tatovering på overarmen. Pew Research Center anslår, at blandt 45 millioner tatoverede amerikanere er en fjerdedel mænd mellem 18 og 25. I Danmark er der nu 400 tatovører. Engang var der nærmest kun Tattoo-Jack og tatovør-Ole i Nyhavn. Nu er der tatovører både i Bjerringbro, Hørning og Langå. Mediet er budskabet. Ethvert menneske er blevet et medie. Også i pænere konservative kredse – Samantha Cameron har en lille delfin tatoveret på anklen. Næppe et oprør.

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Det der massefænomen med at lade sig tatovere må da snart have toppet. Til dato har jeg ikke set en eneste med klædelige eller interessante tatoveringer.

Det minder om dengang, folk frivilligt iførte sig dyrt tøj og tasker, der reklamerede for firmaer. Men her var det dog kun penge, de smed ud. Tatoveringerne kan det blive vanskeligere at smide igen. Og selv lommefilosofi formuleret med bogstaver kan tiden rende gevaldigt fra.

Torsten Jacobsen

Ethvert menneske er et medie. Et medie der til stadighed remedierer og remedieres. Det har ikke en skid med tatoveringer at gøre, hvilket et mediemenneske som Lasse Jensen burde være en af de første til at indse og medgive.

Så hvorfor denne lette ferieflirt, denne vaden på stedet?

"endnu en kraftanstrengelse, endnu et skridt, hvis i vil være republikanere!" , som Marquis De Sade vistnok skrev, i efterdønningerne af den franske revolution. Og han fortsatte:

"Åbn fængslerne, eller bevis jeres dyd!"

Lise Lotte Rahbek

Jeg kan godt følge tankegangen.
Ethvert menneske ER sit eget medie. Vi ser det alle steder, hvor en person kan udsige nogle synspunkter og få anerkendelse og goodwill for sin ytring ,
hvor et andet og mindre troværdigt individ kun kan høste skuldertræk eller knubbede ord for de selv samme synspunkter.

Personligt synes jeg, at alt for mange værdier og tid bruges på at følge modefænomener, på at tæmme kroppe, tegne på dem, ommøblere demm, fjerne hår på dem, og snakke/pusle om dem ifølge tidens trends. Men det er nok fordi jeg endnu ikke har mødt en troværdig person, som har været i stand til at overbevise mig om, at mode er vigtigt.