Det nye ’68-oprør

Vi elsker runde fødselsdage og mærkedage af alle slags: Kierkegaard 200 år, Dybbøl Mølle 150 år, Første Verdenskrig 100 år. Men der er en speciel fødselsdag, godt nok uden 0’er, der er gået helt hen over hovedet på os: 68’erne fylder 68.

Men hvor bliver ældrebyrden af? I det offentlige har man i årevis haft travlt med at indrette sig på den hastigt voksende ældrepukkel. Udviklingen kan jo fremskrives, baseret på årtiers erfaring med befolkningstal: Det haster med at ansætte flere hjemmehjælpere og finde ekstra pladser på plejehjemmene – det er jo en stor generation – og en forkælet generation – der er ved at blive ældre.

Men der er noget, der ikke stemmer, for hvorfor kommer de kære 68’ere ikke stavrende? Hvorfor abonnerer de ikke på fin kommunal plasticindpakket mad, hjælp til at få læst breve op, støttestrømper, et venligt morgenklap på kinden og et: ’Nå, har vi sovet godt, Fru Mortensen?’

Fru Mortensen ligger ikke og venter på hjemmeplejen, hun er for længst strøget af sted. Ikke nødvendigvis for at passe børnebørnene (som hun aldrig fik strikket de sokker til), ikke engang for at spille golf eller gå i Magasin – næ, Fru Mortensen er på arbejde, og her hedder hun ikke Fru Mortensen, men slet og ret Gitte, som hun altid har gjort.

Truende tal

Gitte får nu næppe lov til at beholde sit job. Ikke på grund af et vaklende helbred eller begyndende demens. Det går da så nogenlunde alt sammen. Livsmodet er der heller ikke noget i vejen med, Gitte har stort set det liv, hun gerne vil have – og som ligger i naturlig forlængelse af det 68’er liv, hun altid har levet.

Og så er hun single i den forstand, at hun bor for sig selv. Hun har lige fået ny kæreste – en dejlig mand, en del år yngre end hende. Men hun har ikke tænkt sig, at de ligefrem skal flytte sammen. De nyder at være sammen, og også at have et liv hver for sig.

Det var på nettet, hun fandt ham. I løbet af de seneste år er dating-markedet begyndt at knopskyde voldsomt, og i dag vrimler det med datingsider specielt for folk over 40 år og over de 50 og i det hele taget over den kriminelle højalder.

Datingbranchen er ikke det eneste sted, hvor man har fået øjnene op for, at hendes aldersgruppe er et attraktivt segment. Det har reklamebranchen for længst fundet ud af – lige siden den i samarbejde med det private erhvervsliv fandt på at erstatte begrebet ’de ældre’ med det økonomisk og salgsmæssigt mere effektive ’grå guld’.

Så Gitte har det fint. Det eneste, der truer hende, er et tal: alderen, cpr-nummeret. For hun lever i en kultur, hvor tal kommer før virkelighedens mennesker.

70 er det nye 50

68’erne nærmer sig pensionsalderen, og de bliver med garanti ikke gamle i gammeldags nedslidt forstand, som deres forældres og bedsteforældres generation.

68’erne tilhører en anden verden. De er født ind i et samfund i økonomisk udvikling, med stigende levestandard og stigende velfærd. De er højere, stærkere, sundere. De er vokset op med bedre ernæring og livsstil – mere motion, bedre sex, plus et mere veludviklet sundhedssystem, inklusive medicinalindustrien.

Og selv om 68’erne ikke kan skæres over én kam rent socialt, så kommer de overvejende fra familier, hvor uddannelse er en vigtig og selvfølgelig del af livet – med deraf følgende overskud til personlig bevidsthed og politisk og kulturelt engagement. De har været bedre rustet til at få et arbejde, de er glade for; de færreste af dem har tilbragt deres arbejdsliv ved et samlebånd eller med at skære fiskefileter. De kommer heller ikke til at møde op og bukke og neje og sige tak for et guldur efter 50 års tro tjeneste. De vil faktisk helst blive ved med at yde noget. Og de finder sig ikke i at blive påduttet en aldersbestemt identitet. De nægter at melde sig ind i den berømte ældrebyrde.

Der er noget i gang alle mulige steder i samfundet, nu hvor flere og flere bliver 100 år eller mere. Det nye oprør foregår noget mere diskret, end det gjorde dengang, men der er ikke noget at tage fejl af: Den gamle ungdomsoprørsånd er ikke død. Mange normer er allerede ændret lige så stille. Man behøver ikke længere ligne en lækker babe for at optræde som studievært på tv – eller lyve sig yngre, end man er ifølge cpr-nummeret. I dag er alder ved at blive noget, man praler med. Omverdenen svarer med et nærmest obligatorisk: ’Er det rigtigt? Og du arbejder stadig – wow!’ Alder er ved at blive smart, trendy, hipt. 60 er det ny 40, hedder det i dag – snart bliver 70 det ny 50.

Dyre i drift

68’erne er i fuld gang med at protestere mod de mange rudimenter fra en svunden tid – en tid, hvor der var almindelig enighed om, hvornår man var gammel. De gider ikke møde op hos lægen med kortere og kortere mellemrum for at dokumentere, at de stadig er i stand til at huske, hvornår de har fødselsdag, og lægge to og to sammen, fordi de ustandselig skal have fornyet kørekortet.

De gider heller ikke affinde sig med, at det begynder at gøre ondt i knæet, når de skal op og ned ad trappen. De går til lægen. De får et nyt knæ. Det er dyrt for samfundet, men det sparer til gengæld en masse dyre hænder. Længst muligt i eget hjem, ja tak!

Men ikke noget med længst muligt i egen ble. De har helt klare krav, den dag de alligevel skal på plejehjem: Ordentlige forhold hvad angår bolig, hjælp og mad.

Og også med hensyn til seksualiteten: Hvorfor i alverden skulle den lægges død, mens man selv er i live, omend måske med nedsat funktionsevne efter en hjerneblødning eller bare på grund af slid? De fleste steder er det i dag helt ok ikke bare at have sex med sin gamle partner, inklusive fysisk assistance til at gennemføre seksuelt samvær. Man kan også få hjælp af personalet til at finde en ny – f.eks. på nettet, eller til nød via et escortbureau (det sidste må personalet dog ikke hjælpe med at arrangere i Københavns Kommune).

Nej, billige i drift, det er de ikke, 68’erne, og det bliver de aldrig. Men de fleste vil jo hellere end gerne blive ved med at yde noget til fællesskabet. Så det burde være på tide at om ikke aflyse ældrebyrden, så dog udsætte den på ubestemt tid og begynde at værdsætte og udnytte alle de mennesker som en ressource for samfundet. Det kræver to ting:

For det første at det ikke længere er et enten-eller at have et lønnet job. At arbejdsmarkedet finder frem til nye, mere fleksible ordninger, skræddersyet til de nye seniorer – i stedet for det upersonlige stangtøj, som skal passe til alle med et højt cpr-nummer, uanset funktionsdygtighed og ydeevne.

For det andet at vi selv ændrer vores forhold til hvores alders tal – og den stigmatisering, der automatisk er forbundet med det, når det overskrider en usynlig ’sidste anvendelses’-grænse.

Begge dele kan 68’erne hjælpe os med. For ’68-energien er ikke død, den er på vej op, og vi er på tærsklen til et regulært nyt oprør: Et oprør mod dommen – alder-dommen.

Som Niels Skousen sang i 1970’erne: Herfra hvor vi står kan vi se os omkring/til alle sider/ det bevæger sig når vi går/til alle tider.

Ja, det bevæger sig, det rører på sig lige under overfladen, og tak for det. Og tillykke med de 68!

Maria Marcus er psykoterapeut, sexolog og forfatter.