Kronik

Det nye ’68-oprør

68’erne er ikke billige i drift. Det bliver de aldrig. Men de fleste vil hellere end gerne yde noget til fællesskabet. Så lad os udsætte ældrebyrden på ubestemt tid
Den nye generation af ældre vil gerne blive ved med at yde noget så længe som muligt, mener dagens kronikør. Her Irma Nilsson i Blå Kors butikken på Borgergade i København.

Den nye generation af ældre vil gerne blive ved med at yde noget så længe som muligt, mener dagens kronikør. Her Irma Nilsson i Blå Kors butikken på Borgergade i København.

Tor Birk Trads

14. juli 2014

Vi elsker runde fødselsdage og mærkedage af alle slags: Kierkegaard 200 år, Dybbøl Mølle 150 år, Første Verdenskrig 100 år. Men der er en speciel fødselsdag, godt nok uden 0’er, der er gået helt hen over hovedet på os: 68’erne fylder 68.

Men hvor bliver ældrebyrden af? I det offentlige har man i årevis haft travlt med at indrette sig på den hastigt voksende ældrepukkel. Udviklingen kan jo fremskrives, baseret på årtiers erfaring med befolkningstal: Det haster med at ansætte flere hjemmehjælpere og finde ekstra pladser på plejehjemmene – det er jo en stor generation – og en forkælet generation – der er ved at blive ældre.

Men der er noget, der ikke stemmer, for hvorfor kommer de kære 68’ere ikke stavrende? Hvorfor abonnerer de ikke på fin kommunal plasticindpakket mad, hjælp til at få læst breve op, støttestrømper, et venligt morgenklap på kinden og et: ’Nå, har vi sovet godt, Fru Mortensen?’

Fru Mortensen ligger ikke og venter på hjemmeplejen, hun er for længst strøget af sted. Ikke nødvendigvis for at passe børnebørnene (som hun aldrig fik strikket de sokker til), ikke engang for at spille golf eller gå i Magasin – næ, Fru Mortensen er på arbejde, og her hedder hun ikke Fru Mortensen, men slet og ret Gitte, som hun altid har gjort.

Truende tal

Gitte får nu næppe lov til at beholde sit job. Ikke på grund af et vaklende helbred eller begyndende demens. Det går da så nogenlunde alt sammen. Livsmodet er der heller ikke noget i vejen med, Gitte har stort set det liv, hun gerne vil have – og som ligger i naturlig forlængelse af det 68’er liv, hun altid har levet.

Og så er hun single i den forstand, at hun bor for sig selv. Hun har lige fået ny kæreste – en dejlig mand, en del år yngre end hende. Men hun har ikke tænkt sig, at de ligefrem skal flytte sammen. De nyder at være sammen, og også at have et liv hver for sig.

Det var på nettet, hun fandt ham. I løbet af de seneste år er dating-markedet begyndt at knopskyde voldsomt, og i dag vrimler det med datingsider specielt for folk over 40 år og over de 50 og i det hele taget over den kriminelle højalder.

Datingbranchen er ikke det eneste sted, hvor man har fået øjnene op for, at hendes aldersgruppe er et attraktivt segment. Det har reklamebranchen for længst fundet ud af – lige siden den i samarbejde med det private erhvervsliv fandt på at erstatte begrebet ’de ældre’ med det økonomisk og salgsmæssigt mere effektive ’grå guld’.

Så Gitte har det fint. Det eneste, der truer hende, er et tal: alderen, cpr-nummeret. For hun lever i en kultur, hvor tal kommer før virkelighedens mennesker.

70 er det nye 50

68’erne nærmer sig pensionsalderen, og de bliver med garanti ikke gamle i gammeldags nedslidt forstand, som deres forældres og bedsteforældres generation.

68’erne tilhører en anden verden. De er født ind i et samfund i økonomisk udvikling, med stigende levestandard og stigende velfærd. De er højere, stærkere, sundere. De er vokset op med bedre ernæring og livsstil – mere motion, bedre sex, plus et mere veludviklet sundhedssystem, inklusive medicinalindustrien.

Og selv om 68’erne ikke kan skæres over én kam rent socialt, så kommer de overvejende fra familier, hvor uddannelse er en vigtig og selvfølgelig del af livet – med deraf følgende overskud til personlig bevidsthed og politisk og kulturelt engagement. De har været bedre rustet til at få et arbejde, de er glade for; de færreste af dem har tilbragt deres arbejdsliv ved et samlebånd eller med at skære fiskefileter. De kommer heller ikke til at møde op og bukke og neje og sige tak for et guldur efter 50 års tro tjeneste. De vil faktisk helst blive ved med at yde noget. Og de finder sig ikke i at blive påduttet en aldersbestemt identitet. De nægter at melde sig ind i den berømte ældrebyrde.

Der er noget i gang alle mulige steder i samfundet, nu hvor flere og flere bliver 100 år eller mere. Det nye oprør foregår noget mere diskret, end det gjorde dengang, men der er ikke noget at tage fejl af: Den gamle ungdomsoprørsånd er ikke død. Mange normer er allerede ændret lige så stille. Man behøver ikke længere ligne en lækker babe for at optræde som studievært på tv – eller lyve sig yngre, end man er ifølge cpr-nummeret. I dag er alder ved at blive noget, man praler med. Omverdenen svarer med et nærmest obligatorisk: ’Er det rigtigt? Og du arbejder stadig – wow!’ Alder er ved at blive smart, trendy, hipt. 60 er det ny 40, hedder det i dag – snart bliver 70 det ny 50.

Dyre i drift

68’erne er i fuld gang med at protestere mod de mange rudimenter fra en svunden tid – en tid, hvor der var almindelig enighed om, hvornår man var gammel. De gider ikke møde op hos lægen med kortere og kortere mellemrum for at dokumentere, at de stadig er i stand til at huske, hvornår de har fødselsdag, og lægge to og to sammen, fordi de ustandselig skal have fornyet kørekortet.

De gider heller ikke affinde sig med, at det begynder at gøre ondt i knæet, når de skal op og ned ad trappen. De går til lægen. De får et nyt knæ. Det er dyrt for samfundet, men det sparer til gengæld en masse dyre hænder. Længst muligt i eget hjem, ja tak!

Men ikke noget med længst muligt i egen ble. De har helt klare krav, den dag de alligevel skal på plejehjem: Ordentlige forhold hvad angår bolig, hjælp og mad.

Og også med hensyn til seksualiteten: Hvorfor i alverden skulle den lægges død, mens man selv er i live, omend måske med nedsat funktionsevne efter en hjerneblødning eller bare på grund af slid? De fleste steder er det i dag helt ok ikke bare at have sex med sin gamle partner, inklusive fysisk assistance til at gennemføre seksuelt samvær. Man kan også få hjælp af personalet til at finde en ny – f.eks. på nettet, eller til nød via et escortbureau (det sidste må personalet dog ikke hjælpe med at arrangere i Københavns Kommune).

Nej, billige i drift, det er de ikke, 68’erne, og det bliver de aldrig. Men de fleste vil jo hellere end gerne blive ved med at yde noget til fællesskabet. Så det burde være på tide at om ikke aflyse ældrebyrden, så dog udsætte den på ubestemt tid og begynde at værdsætte og udnytte alle de mennesker som en ressource for samfundet. Det kræver to ting:

For det første at det ikke længere er et enten-eller at have et lønnet job. At arbejdsmarkedet finder frem til nye, mere fleksible ordninger, skræddersyet til de nye seniorer – i stedet for det upersonlige stangtøj, som skal passe til alle med et højt cpr-nummer, uanset funktionsdygtighed og ydeevne.

For det andet at vi selv ændrer vores forhold til hvores alders tal – og den stigmatisering, der automatisk er forbundet med det, når det overskrider en usynlig ’sidste anvendelses’-grænse.

Begge dele kan 68’erne hjælpe os med. For ’68-energien er ikke død, den er på vej op, og vi er på tærsklen til et regulært nyt oprør: Et oprør mod dommen – alder-dommen.

Som Niels Skousen sang i 1970’erne: Herfra hvor vi står kan vi se os omkring/til alle sider/ det bevæger sig når vi går/til alle tider.

Ja, det bevæger sig, det rører på sig lige under overfladen, og tak for det. Og tillykke med de 68!

Maria Marcus er psykoterapeut, sexolog og forfatter.

Serie

Seneste artikler

  • ’Stol ikke på nogen over 30’

    4. august 2014
    68-oprøret er degenereret til en aldersfascisme, der gennemsyrer det danske kulturliv. Den udbredte skepsis over for alderdommen har ført til en tragikomisk jagt på det nyeste nye – ikke mindst i filmbranchen
  • Det egentlige oprør kom fra den anonyme masse

    31. juli 2014
    De højtprofilerede 68’ere ville slet ikke omstyrte samfundet. De ønskede blot at afsætte de gamle magthavere, så de kunne rykke ind i deres kontorer. Parcelhusfolkets afvikling af traditionerne har haft langt større konsekvenser end oprøret mod autoriteterne
  • 68’ernes spøgelse lammer oprøret

    26. juli 2014
    Nej, vi skal ikke vente et nyt oprør fra 68’erne. De er for længst afblomstret og faldet hen i magelighed. Men mindet om deres idealisme spøger blandt en desillusioneret ungdomsgeneration, som har mistet troen på en bedre verden
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • Lotte Evron
  • Jørgen Steen Andersen
  • Carsten Søndergaard
  • lars abildgaard
  • Holger Madsen
  • Jan Weis
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • randi christiansen
Henning Pedersen, Lotte Evron, Jørgen Steen Andersen, Carsten Søndergaard, lars abildgaard, Holger Madsen, Jan Weis, Steffen Gliese, Mihail Larsen og randi christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Lidt vel rosenrødt, lidt vel samfundsbevarende; men ellers dejligt.

Carsten Søndergaard, Morten Lind og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Hva' f..... bilder man sig ind, at kalde dem der, med den foregående generation, der om nogen har været med til at opbygge det sålkaldte velfærdssamfund for en 'byrde'?

Peter Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Søndergaard, Klara Liske, Vibeke Rasmussen, Lars F. Jensen, ellen nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Bente Simonsen

Ikke just det billede jeg fik af, hvordan man behandlede folk mellem 45-50, da jeg boede i DK. Blev kaldt for gammel, når jeg var 47 år af yngre mennesker, som knapt havde nogen erhververfaring, én troede endda jeg var 70. Jeg sagde ikke, at jeg nok var mentalt yngre end vedkommende.
Men skribenten har jo ret i, at 68-generationen stiller andre krav til tilværelsen end vore forældre gjorde, og vi er mentalt og fysisk mere aktive. Og mange af vil heller ikke stå model til de fordomme om alder og nedvurderinger af ens mentale kapacitet, vi udsættes for.

Jørgen Steen Andersen, Ernst Petersen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Så bliver det nok nødvendigt at gøre oprør, for yngre mennesker regner ikke 68èrne, medmindre det er deres bedsteforældre?
Staten ikke heller, så det er nok der oprøret skal drejes hen. Ikke alle fra de årgange er velhavende og velfungerende.
Et meget, meget optimistisk billede fra Maria Marcus.

ellen nielsen

Der er to versioner af 68- genrationen!
Dem, som gjorde grin med samfundet og lukrerede på det
og
dem, som arbejdede hårdt for samfundet og forbedringer for alle og sig selv og sparede op til alderdommen!
De sidstnævnte tabte!
Pensionister - i dag - er ikke godkendte til at nyde noget som helst for at have sparet op og sørget for sig selv og sin alderdom!

Henrik Herskind

Må desværre tilslutte mig, at jeg s'gutte tror på noget nyt oprør fra omtalte 68'ere. Heller ikke nedenstående passage vil jeg på nogen måde kunne nikke genkendende til! Er personligt blevet fyret fra en statslig stilling i en alder af 59 sammen med nogle stykker flere i samme aldersgruppe, alle mænd. Krystalklar alders- og kønsdiskrimination, som dog af min fagforening, Dansk Magisterforening, blev betegnet som "helt efter bogen"!

"I dag er alder ved at blive noget, man praler med. Omverdenen svarer med et nærmest obligatorisk: ’Er det rigtigt? Og du arbejder stadig – wow!’ Alder er ved at blive smart, trendy, hipt. 60 er det ny 40, hedder det i dag – snart bliver 70 det ny 50.

På et tidspunkt kom jeg på "Flexibel efterløn" dækkende over en timelønssats på 81 kr., som jeg er velkommen til at udskifte med forefaldende lønarbejde. Se, det er flexibilitet, som M.M. netop efterlyser. Så ikke noget muk fra min side overhovedet :-)

Carsten Søndergaard, Morten Lind, Rasmus Kongshøj og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

psykoterapeut, sexolog og forfatter og etisk fejlskud.
Der findes ikke grupper af mennesker, der kan betegnes som ældrebyrde/ældrepukkel.

Det er tydeligvis ikke alle dem der faktisk arbejdede manuelt hele livet, eller har levet af usund og billig mad, vor kære skribent bliver udsat for i sit virke af terapeut. Kunne man forestille sig, at hendes gengivelse her matcher den bias hun har været erhvervsmæssigt udsat for?

Carsten Søndergaard

"Man behøver ikke længere ligne en lækker babe for at optræde som studievært på tv"

Man må så måske undre sig over, at Ulla Terkelsen alligevel gør, hvad hun kan for at ligne en lækker babe. Selv om hun er over 70 og dermed sådan set i sig selv understreger pointen i artiklen.

Torsten Jacobsen

Vi elsker runde fødselsdage og mærkedage af alle slags: Kierkegaard 200 år, Dybbøl Mølle 150 år, Første Verdenskrig 100 år. Men der er en speciel fødselsdag, godt nok uden 0’er, der er gået helt hen over hovedet på os: 68’erne fylder 68.

Hvis jeg var konge blev man rullet i tjære og fjer for at indlede et skrift på denne måde. På dårlige dage ville man blive et hovede kortere.

Vi har talt!

Jørgen Steen Andersen

Så længe ældre ikke er velsete på arbejdsmarkedet kan man ikke tillade sig at kalde nogen for for det usandsynligt tåbelige udtryk " ældrebyrden ".

Nille Torsen, Anne Eriksen, Ole Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Dejligt indlæg af Maria Marcus. Og ja 60 er det nye 40! Har jeg længe ment. Vi kan hvad vi vil. Hvis man træner og holder sit intellekt igang så er der ingen grænser. Sidste år var vi 4 folk 1 på 66år, 2 på 62år og 1 på 58 der på motorcykler kørte gennem hele Tyrkiet og rundt om Sortehavet, Georgien, Rusland, Krim og Ukraine. Ialt 9000km på 3 uger. OK det var en lidt hård tur, men selv folk 30 år yngre ville have været trætte efterfølgende(?) Vi har liverfaringen, mulighederne og økonomien så derfor skulle vi afsted, og det bliver bestemt ikke sidste gang.

Niels Duus Nielsen

Flemming Madsens link viser os en lille amerikansk tegnefilm om en græshoppe, der var så var heldig, at den på sine gamle dage ikke var blevet så senil, at den ikke længere kunne spille violin. Hvis den nu var blevet så affældig, at den ikke længere kunne bidrage til samfundet, ville den være blevet smidt ud:

"Just those who work may stay".

Ellen Nielsen, du er blevet snydt. Først fik de dig til over skatten at betale for din forældregenerations folkepension, og begrundede det med, at når du engang blev gammel, så ville de, der var unge til den tid, betale til din folkepension. Nu, hvor du alligevel har sparet op til din alderdom, takker de dig så ved at modregne din opsparing, når de beregner udbetalingernes størrelse. Så du betaler faktisk to gange.

Selv har jeg intet sparet op, der er ikke noget at modregne. Så du har ret, i denne sag vandt jeg, og du tabte. Indtil videre. Men jeg tror du kan være ganske rolig, der er sikkert mange selvforsikrede, der ligesom dig føler sig snydt, så mon ikke politikerne til sidst helt afskaffer folkepensionen? Så kan du leve af din opsparing, og jeg kan dø af sult. Du har stadigvæk betalt to gange, mens samfundsomstyrtere som mig, der ikke vil betale to gange for den samme ting, får vores velfortjente straf.

Ressentiment er stærkere end kærlighed. Hvorfor være overbærende, når man kan føle sig krænket?

Peter Larsen

Besnærende artikel, men noget glad i tonen. Man må fx gerne fortsætte med at arbejde som lærer efter det fyldte 70. år, men man må ikke virke som censor.

Herdis Weins

Jeg må sgu se de forkerte TV-kanaler, for udover dejlige Michael Meyerheim og ulideligt selvsmagende Jarl Friis Mikkelsen på TV Charlie, så myldrer det ikke med 60+ TVværter nogen steder, slet ikke af hunkøn.
Og hvordan er det lige, ledige 60+ chancer er, når de søger job?