Om det er NSA, der snager i vores mails eller demente, der udstyres med GPS, er vores reaktion den samme: Overvågning begrænser vores frihed og invaderer vores privatliv. Forskellige former for overvågning debatteres, som om de er et fedt.
Overvågningsdebatten er præget af to lejre. Én gruppe argumenterer imod, mens en anden fremfører, at overvågningen af den ene eller anden grund er nødvendig og påkrævet. Selv om bølgerne går højt, hviler diskussionen imidlertid på en konsensus om, at det gælder om at have så lidt overvågning som muligt. For meget overvågning er en trussel mod individ og samfund, og derfor skal overvågningen begrænses. Derimod er der langt fra enighed om, hvor denne grænse skal gå. For nogen er den for længst overskredet, mens andre ikke ser problemer i at tillade endnu mere overvågning. Men selv fortalerne er klar over, at der er en grænse. Får vi for meget overvågning, mister vi balancen og falder i den totalitære grøft.
Orwell spøger stadig
Forestillingen om, at overvågning per definition er et onde, om end i nogle tilfælde et nødvendigt onde, er imidlertid problematisk. Selvfølgelig kan overvågning være en trussel mod fundamentale rettigheder, men det er en misforståelse at tro, at overvågning er uløseligt knyttet til øget undertrykkelse og tab af frihed. Tværtimod har overvågning i mange situationer et positivt, omsorgsfuldt og frisættende potentiale.
Når vi har svært ved at se dette potentiale, hænger det sammen med, at vores overvågningsforståelse i vid udstrækning er formet efter George Orwells roman 1984. I bogen bruger Big Brother avanceret overvågningsteknologi til at holde befolkningen i et jerngreb. Han ser alt og slår hårdt ned på enhver afvigende handling og tanke. Friheden er tabt, kærlighed er forbudt, og det totalitære regimes overvågning er så effektiv, at selv minimale tegn på oprør opfanges og elimineres.
Det er ikke mindst denne overvågningsforståelse, der gør, at vi bliver bekymret over NSA’s overvågning eller politiets brug af videoovervågning på gader og stræder. Vi køber ikke forklaringen om, at det blot gælder om at fange flere forbrydere, men er sikre på, at der stikker noget under, og at overvågningen vil blive misbrugt og trækker demokratiet i den forkerte retning.
Bekymringen kan have sin berettigelse, men når frygten for Big Brother generaliseres og udstrækkes til enhver overvågningssituation, mister vi perspektivet og det nuancerede blik. Orwell kommer til at skygge for forståelsen.
For eksempel er man, som en række artikler her i avisen har beskrevet, begyndt at anvende overvågningsteknologi til at spore og finde demente medborgere, som flakker hjælpeløse rundt. I den sammenhæng er brug af overvågningsteknologi oplagt, fordi det kan øge muligheden for at finde personen, inden det går galt. Men at indse dette kræver, at man er villig til at lægge Big Brother til side, og i Danmark gik der lang tid, inden vi fodslæbende kunne tage et sådant skridt.
Overvågede børn
Endnu mere kontroversiel er måske overvågningen af børn. Som alle forældre ved, er man nødt til at holde øje med sine børn – ellers kommer de galt afsted. Men der er tilsyneladende grænser, og hvis man foreslår, at man kan overvåge sine børn ved hjælp af teknologi, er fanden løs. Nu bliver der pludselig tale om indskrænkning af børnenes frihed og en uretmæssig indtrængen i deres privatsfære.
Men hvorfor ikke nysgerrigt undersøge, om det i nogle tilfælde kunne være hensigtsmæssigt med en øget og mere effektiv overvågning af eksempelvis børn? De fleste husker sikkert stadig historien om Holger, der for nogle år siden forsvandt i en skov. I timevis vandrede den lille dreng rundt, inden han blev fundet. Den oplevelse kunne både Holger og hans forældre sandsynligvis være blevet skånet for, hvis blot han havde haft overvågningsudstyr på sig.
I Sverige er der eksempler på, at børnehavebørn iføres en vest med indbygget GPS inden skovturen. Det giver pædagogen tryghed, fordi hun modtager en advarsel, hvis et barn kommer for langt væk, ligesom et bortløbet barn hurtigt kan findes igen. Så langt er vi endnu ikke i Danmark, hvor vi stadig hænger fast i den principielle forestilling om, at overvågning altid er skadelig. Faktisk er vi så sikre, at alene det, at tage en fordomsfri debat om emnet, er mere end vanskeligt.
Mere overvågning
Erkendelsen af, at overvågning har et kontrol- såvel som et omsorgspotentiale, medfører en anderledes diskussion end den, vi er vant til. Så længe overvågning betragtes som noget, der fundamentalt set truer os og det demokrati, vi lever i, bliver den centrale udfordring at begrænse overvågningen og at anvende den i mindst muligt omfang.
Med overvågningens omsorgspotentiale in mente bliver opgaven imidlertid ikke kun at sætte grænser, men i nogle situationer ligefrem at udvide overvågningen og brugen af avanceret overvågningsteknologi.
Brugt rigtigt kan teknologien medføre mere omsorg, bedre service og endda større frihed. Men at realisere dette potentiale kræver, at vi ikke forlæser os på Orwell og faktisk tør føre en fordomsfri diskussion om, hvordan teknologien udvikles og anvendes bedst muligt.
Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet
Nåååå, det skal bare 'bruges rigtigt'. Så er jeg helt tryg!
'der er tilsyneladende grænser...' - ja, beklageligvis!!
Men en lektor i informationsvidenskab er jo også en slags ekspert, hvilket kan forklare skyklapperne.
Ganske udmærket at få tingene set fra et andet perspektiv. Der er givetvis masser af positive muligheder såvel som det modsatte her!
Hvis overvågningen skal kunne "bruges rigtigt" - altså forstået som der er en rigtig måde at overvåge folk på - så må man som minimum kunne kigge myndighederne over skuldrene ellers kan man ikke være sikker på at det hele foregår efter lovens bogstav. Som det er nu har vi egentlig bare en gruppe løgnagtige politikeres forsikringer om at der ikke foregår noget der ikke burde foregår. Efterretnings-tjenesterne dækker sig jo ind under national sikkerhed og terror-trusler. Politiet kan ikke opvise den helt store brug af de data. Der mangler demokratisk kontrol af hvad der foregår på området. Ideen med domsmænd kan bruges her. Kan folk godkendes til at de kan få adgang til et andet menneskes straffeattest, journaler og så videre kan de vel også godkendes til at sikre at der ikke forekommer misbrug. Jeg tror ikke engang det er nødvendigt i alle tilfælde at de skal læse de informationer.
En viis man sagde engang "information wants to be free". i dag siger jeg "information must be free" :-)
De afgørende sopørgsmål er,
hvor meget frihed vi vil udvksle med tryghed/omsorg.
Svaret på det spørgsmål er individuelt, men vi er nok allesammen klar over, at løsningerne vil være generelle og ensartede.
Og så synes jeg nok lektoren bekvemt glemmer synsvinklen fra overvågeren. Hvad vil overvågeren stille op med sin erhvervede overvågningsdata og hvor meget tid og kræfter bør overvågeren bruge på at overvåge den overvågede?
Lad os tage eksemplet med børn:
Forældre eller pædagoger får mulighed for at overvåge børnene hele tiden. Børnene leger nogle lege som overvågere ikke bryder sig om.
Skal overvågeren så gribe ind og stoppe børnenes leg eller skal overvågeren fortælle sine observationer til forældrene? Hvad vil det gøre ved barnet, at barnet ikke kan foretage sig det mindste, uden at der står en omsorgsperson og passer på og holder øje?
Og hvad med det forældrepar, som ikke kan overvåge sine børn 24/7, selvom de har teknologien også, fordi de også har eget liv at leve - og så kommer det ene barn svært til skade i en ulykke, og forældrene kunne ikke gribe ind, selvom de overvågede, fordi de var uopmærksomme et øjeblik?
Jeg er alvorlig bange for, at overvågningstendensen IKKE afhjælper nogle problemer, men bare skaber nogle andre og mere komplicerede etiske problemer.
Et af de vigtige spørgsmål i den her diskussion er forkellen mellem målrettet brug af nye teknikker (veste til mange små børn en tur i skoven med børnehaven) eller altomfattende overvågning (ungerne skal altid gå med vesten - for så har man styr på dem).
Det er den diskussion Snowdon/NSA handler om. Er det rimeligt at NSA samler så mange oplysinger som det overhovedet er muligt for så bagefter at se om de kan bruge dem til noget?
Eller skal man bruge de teknologiske muligheder når man har diskuteret sig frem til det er en god ide?
Nedenstående link er et godt bidrag til diskussionen ...
http://www.spiegel.de/netzwelt/netzpolitik/ueberwachung-und-kontrollwahn...
De der svenske gps-skov-veste til børn, er da en god idé, og når jeg bliver dement, vil jeg gerne bede om en chip i nakken, og egentlig kunne jeg allerede i dag bruge en chip i mine bøger, så jeg kunne finde dem i bogbunkerne og ikke behøvede bestille nye hos Amazon.
Hvad er så problemet? Jo med overvågning kan vi vanskeligere kan gøre ting, som staten og statens samarbejdspartnere mener er lyssky, for eksempel skatteunddragelse, underslæb, smugling og simpelt tyveri, for ikke at tale om terror. Men det er vel også en god ting?
Jo, bestemt, men det hele afhænger af, hvad staten og dens samarbejdspartnere mener er lyssky virksomhed. Måske har man givet et bidrag til en humanitær organisation som statens samarbejdspartner mener er terroristisk og pludselig ser man sig udleveret til strafforfølgelse tusinder af kilometer fra Danmark eller presset til at virke som meddeler for statens spiontjenester.
Jo, jo, selvfølgelig er det overdrevet. I dag kan vi have fuld tillid til staten og dens samarbejdspartnere, som pigerne i kontroludvalget og klamme Wammen ikke kan blive trætte af at forsikre os. Vi taler jo ikke om Stasi og den slags, vel? Jo, der er historiske eksempler på, at statsovervågningen har ført til massearrestation og død, men det var dengang, nu må vi se fremad. Det er kun et spørgsmål om tillid.
Problemstillingen har en ret indlysende løsning: stop samkøringen af registre, lev op til de gentagne afgivne løfter siden cpr-registrets indførelse.
Få en ordentlig snak om den offentlige økonomi igen, så det bliver klart, at beskatning ikke blot er et spørgsmål om offentligt forbrug, men om finanspolitik, hvor samfundet ikke kan bære et privat, importeret overforbrug, men må beslaglægge og recirkulere hovedparten af økonomien.
Jeg har svært ved at se at man helt kan gardere sig, også der hvor statslig overvågning kan være et problem også for "almindelige mennesker". Ikke mindst fordi overvågning fra ens egen stat vel langtra er hele problemet. Men hvad så med at prøve med internationale regler og tiltag? Det sidste vil måske være en genial løsning, men ikke for alle. Det kan lige så godt blive en stadfæstelse af staternes, og dermed de dele af samfundet der deler "statens interesser" på bekostning af dem der ikke gør.
Overvågning,...at våge over nogen??
observere og holde øje med nogen el. noget, fx for at beskytte el. kontrollere; synonym overvåge
http://sproget.dk/lookup?SearchableText=v%C3%A5ge
Beskyttelsen er de fleste ikke bekymret for, men nok den sidste betydning, den med kontrollen.
Kontrol indskrænker nu engang den frihed, vi bilder os selv ind vi er i besiddelse af i vort samfund og som vi har kritiseret andre samfundsformer for ikke at besidde i samme betydning som den vi forstår.
Denne indskrænkning af friheden vil så finde sted, uanset om formålet med overvågningen er det ene eller det andet, fordi den overvågede altid vil ændre opførsel.
Det ved vi alle.
Vor opførsel er forskellig om vi føler os iagttaget eller ej.
Når vi ikke er iagttaget, gør vi anderledes end hvis vi er overvåget, mere privat.
Og dette er uanset iagttagerens hensigt.
En anden betydning af overvågning, ...at våge over.
være til stede hos en syg el. døende person for at holde øje med, passe og hjælpe vedkommende
Denne overvågnings mani der fjerner privatsfæren fra borgernes muligheder, er det i virkeligheden overvågning at det levende demokratis sidste tid??
Gule GPS veste til børn er en god idé for skoven er sådan et farligt sted, der er jo snegle, edderkopper og trolde og andre farlige dyr, og det er godt at de kære små får en snyd og naturlig angst og frygt for den farlige natur. Og kommunen kan spare vore dyrebarestes skattekroner, for så er vi fri for pædagoger men kan nøjes med en satellit -- øjet i det høje. Amen.
"og i Danmark gik der lang tid, inden vi fodslæbende kunne tage et sådant skridt.
Overvågede børn
Endnu mere kontroversiel er måske overvågningen af børn."
Debatindlægget bygger på det falske præmis, at der i befolkningen ikke er en anerkendelse af, at overvågning kan være gavnlig og nyttig ikke mindst i forholdet mellem børn og forældre.
Enhver der har købt eller bare overvejet anskaffelsen af en babyalarm vil vide, at overvågning af børn i nærmere definerede sammenhænge kan være gavnlig.
Man bliver ikke mere nuanceret af at påstå, at alle andre ser verden i sort/hvid. Specielt ikke, når det oven i købet hviler på et falsk præmis.
Civile rettigheder, menneskerettigheder, individets ukrænkelighed, disse ord er klinisk fjernet fra overvågningsdiskursen (og fra alle øvrige diskurser) i vores tid.
Det er dybt destruktivt.
Politikerne indføre med den ene hånd massiv overvågning af borgerne og med den anden hånd afskaffer borgernes mulighed for overvågning og kontrol med politikere, det er et ubehageligt samfund der er på vej.