Klumme

På webben med læserne

Går det egentlig meget godt – hvis det ikke går godt? Med det egentlige! Og det er vel ikke så ringe endda?
8. juli 2014

Er det ikke muligt for inspirerede individer at skabe et fællesskab i materiel knaphed, som vil fremstå tiltrækkende på mennesker, der lider af forbrugsafhængighed, så er kampen tabt, og det hele kan, med min fulde velsignelse, gå ad helvede til.«

Sådan skrev Informationslæser Torsten Jacobsen, og sådan omtrent ender den – igen overvældende – webmodtagelse af seneste Frie Ord for en uge siden, fyldt med undskyldninger til læserne som klummen var.

Den overvældende modtagelse kunne stige en til hovedet, var man ikke bragt ned på jorden igen med en anden debattør, Michael Kongstad Nielsens web-advarsel: »Snart går Ejvind viral, hvis han ikke passer på. ’Den, der ikke tør risikere at blive misforstået, bliver heller aldrig forstået.’ er et fremragende udsagn fra den anden redaktør.«

Hvis ’viral’ googles, kan bl.a. følgende konstateres, at ordet har noget med virus at gøre og med kommunikations’vira’, der spredes. Evt. så den oprindelige smittekilde fortoner sig og bliver ukendt. Sådan en smittekilde har jeg for så vidt ikke noget imod at blive, hvis bare virussen er erkendelsen af, at det nu er nødvendigt at skabe tiltrækkende fællesskaber i materiel knaphed. Fordi Jordens materielle goder allerede for visse ressourcers vedkommende (f.eks. CO2-absorbering på en for levende væsener skikkelig vis) allerede er opbrugt som følge af den økonomiske vækst. Og ellers ifølge naturvidenskaben på hastig vej til at blive det, hvad angår mange andre goder.

Opgør med vækstideologien

En af drivkræfterne for den økonomiske vækst er lønforhøjelser. Et af midlerne til at frembringe fællesskaber i materiel knaphed kunne derfor være lønnedsættelser. Inspireret af Enhedslistens seneste principprogram-vedtagelser med partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsens egne ord: »Der er behov for et grundlæggende opgør med vækstideologien. Ideen om, at vi hvert år skal arbejde, producere og forbruge stadig mere, end vi gjorde året før, har spillet fallit. For det første kan vores klode ikke holde til det, og for det andet kan man spørge sig selv, om det virkelig er konstant vækst, der skaber gode liv.«

Webdebatterne med udgangspunkt i de seneste Frie Ord har derfor været, om Enhedslisten da bør og tør direkte kræve lønnedgang?

Meningen skulle i så fald ikke være større profitter til aktionærerne eller højere indtægter til statsfunktionærer, og sådan set heller ikke at sikre overskud på betalingsbalancen, men – altså: at skabe et fællesskab i materiel knaphed, som vil fremstå tiltrækkende på mennesker, der (ellers) lider af forbrugsafhængighed.

Det turde sige sig selv, at det kræver en grundlæggende ændring af de herskende samfundsindretninger, hvad enten de er og kaldes borgerlige, socialdemokratiske eller socialistiske.

En allerførste betingelse for denne store omstilling må være adskillelsen af økonomisk vækst i materiel forstand fra vækst i pengemæssig forstand. For naturligvis kan man da godt lade et fællesskab i materiel knaphed fremstå som uhyre dyrt i kroner og øre eller dollar. Allerede nu kunne omstillingen indledes med, at naturforbruget i vægt og omfang og andre materielle størrelser blev beregnet for alle lovforslags og private dispositioners vedkommende. Penge- og BNP-beregninger måtte i så fald komme i anden eller 17. række.

Samtaler med ligesindede

En anden betingelse må være indførelsen af et demokrati, der også omfatter det økonomiske, så eventuelle lønnedsættelser ikke kommer kapitalejere specielt til gode, men netop skabe det gode liv, så vi ikke hvert år skal arbejde, producere og forbruge stadig mere. Og så videre. Kære læsere. Webben vipper.

Med citat af Niels-Simon Larsen:

»Vi ved ikke så meget om hinanden her. Foto og profiltekst behøver ikke tale sandt og gør det vist sjældent. Det ville ellers have været rart at vide noget om den, der stod bag et indlæg. Man gætter så ud fra det skrevne, og ud fra det skal ens svar forstås. I den ene hånd har vi et barn, i den anden bevidstheden om den globale kurs mod afgrunden. Med det skal vi balancere gennem livet – også selv om man ikke har et biologisk barn. Efterhånden kan jeg kun føre samtaler med dem, der har den samme indstilling som mig, ellers bliver det bare overfladesnak og nabohjælp eller skænderi og afstand. Mange kan nok ikke holde den alvor ud, der findes her i trådene. Det samme uge efter uge. Jeg vil forsvare mig med: Hvis jeg ikke kunne skrive her, kunne jeg heller ikke holde ud at læse avisen.«

Og det ville da være en katastrofe …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
  • Steffen Gliese
  • John Fredsted
  • Torsten Jacobsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Michael Kongstad Nielsen
Heinrich R. Jørgensen, Steffen Gliese, John Fredsted, Torsten Jacobsen, Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

"Tiltrækkende fællesskaber i materiel knaphed". Nemlig!

De findes allerede i vid udtrækning, og det gælder alle de mennesker, der er aktive i kampen for klodens overlevelse. Det kræver nemlig afsavn at gå til møder, arrangere, skrive referater, være ordstyrer og tovholder, programmere hjemmesider, rette henvendelse til rette vedkommende, skrive artikler og bøger, osv. og sidst men ikke mindst - skrive her.

Afsavn fra hvad, vil nogle måske spørge. Jo, fra lænestolen foran fjernsynet med de helt vidunderlige madprogrammer, hus-have og se nu ham og hende her, foruden striben af nyhedsudsendelser, der fortæller om alt andet end, hvordan verden bliver bæredygtig. Man må give afkald på negativpåvirkningen, og den er stærk, nærmest ikke til at undvære.

Der eksisterer masser af fællesskaber, der burde være tiltrækkende, men de er dårligt TV - og dermed dårlige. Jeg møder mange inspirerende mennesker, stille slidere, der ikke ville gøre sig på TV. Aldrig kommer de i Deadline. De er ikke 'interessante' nok og ændrer kun verden til det bedre i det små.

Spørgsmålet er så, om den form for TV, vi har, ikke bare slår tiden ihjel, men også fællesskabet -
og os selv til sidst?

Lad os få et TV, der får kloden til at overleve! Det kræver ikke en nedlagt skibshal (herregård som det hed før i tiden). Vi kan klare os for mindre, og dermed mindre i leveomkostninger - kald det løn eller hvad som helst.

Torsten Jacobsen

Ejvind Larsen skriver:

En anden betingelse må være indførelsen af et demokrati, der også omfatter det økonomiske, så eventuelle lønnedsættelser ikke kommer kapitalejere specielt til gode, men netop skabe det gode liv, så vi ikke hvert år skal arbejde, producere og forbruge stadig mere. Og så videre. Kære læsere. Webben vipper.

Jeg vil nu mene at vi allerede har et demokrati, der også omfatter det økonomiske. Den beskidte sandhed er jo, at der ikke er mangel på kapitalister på samfundets 'økonomiske bund'. At man af forskellige årsager ikke har været i stand til at skære et særligt stort stykke ud af kagen, er ikke ensbetydende med at man ikke drømmer om at få fingre i hele fadet. I en vis forstand er det kun naturligt: længslen næres i afsavnet.

Et økonomisk demokrati, i den klassiske, socialistiske forståelse, hvor rigdommene er ligeligt fordelt, vil ironisk nok først opstå, når rigdommene mister deres værdi. I et værdiløst samfund? Nej, ikke nødvendigvis. For der er andre ting at værdsætte her i verden. Andre pejlemærker at orientere sig efter. Hvis vi, som samfund, blot kan finde dem.

Den rejse kan ikke starte med en forordning der udstedes oppefra. Kursen for den rejse kan ikke udstikkes alene gennem love og paragraffer. Den må nødvendigvis starte fra bunden. En kraft der virker indefra, ikke påtvunget udefra. Jeg tror ikke på tvang. Tvang er gift for mennesker. Så meget desto mere frygter jeg de naturlige begrænsninger, som det vedvarende overforbrug af klodens ressourcer allerede nu, og i accelererende omfang, fremtvinger. For hestene bides, siger man jo, og også mennesker har tendens til at vise tænder, hvis krybben bliver for tom.

Så hvordan når vi derhen? Til de nye pejlemærker? Det må starte med en bedre samtale. En samtale om hvad der har værdi, og hvad der ikke har. En realistisk samtale, ikke en idealistisk. For måske virkeliggøres idealerne i sidste ende kun gennem realiteterne? Hvis blot man er påpasselig, nænsom, nysgerrig, og lydhør nok?

Kirsten Bende Lund, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Jeg vil forøvrigt gerne påpege mediernes enorme ansvar i den sammenhæng. For nok samtales der på livet løs herude, i livet hvor det leves til daglig: om køkkenbordet, ved drejebænken, på stilladset eller i studerekammeret. Men jeg tror man lyver for sig selv, hvis man ikke anerkender at den mediebårne, og i et vist omfang medieskabte samtale, der dagligt formidles fra tv-skærme, avisforsider, og reklamesøjler, larmer så meget at den så at sige påtvinger sig adgang til samtalen i det private rum. Det være sig den indre samtale man evigt fører med sig selv, eller samtalen mellem to venner på en bænk i Kongens Have.

Hvad er indholdet i denne medieskabte samtale? Hvem har ansvaret for dette indhold? Og vigtigst, er denne samtale neutral, eller er den i virkeligheden bærer af en bestemt ideologi?

Journalister og mediefolk henviser ofte til, at de skam blot rapporterer fra virkeligheden. De skaber ikke nyhederne, de formidler dem bare. Jeg mener det er en fejlslutning. Ansvarsforflygtigelse, i en tid hvor der er et presserende behov for at alle tager deres ansvar på sig.

Information er jo bestemt ikke det værste medie i denne sammenhæng. Blandt andet denne ugentlige klumme, men også de emner der løbende tages op i avisen, vidner om en redaktionel interesse for om ikke at bryde med, så i det mindste at udfordre den herskende ideologi.

Men er det nok? Er tiden måske kommet, hvor man også i Informations redaktionslokaler må spørge sig selv, om det at være 'den mindst ringe' nu også er helt godt nok?

Heinrich R. Jørgensen, Niels-Simon Larsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

På dette tidspunkt af året udstiller livet på betagende nedslående vis, hvad det frem for alt handler om: at brovte, kneppe, prokreere og ekspandere. Det betaler sig at brovte. Det er sexet. Således også hos mennesket, endda hele året langt, naturligvis. Det har det altid været, og det vil det naturligvis altid blive ved med at være. Derfor er og forbliver et 'fællesskab i materiel knaphed' i mine øjne en luftspejling. Løbet er ikke engang kørt, det har altid været kørt. Med mennesket som bannerførere skal denne liderlig-aggressive farce af et spil, der går under navnet Livet, køre sig selv til ende: ind i muren med speederen helt i bund. På denne tid af året, hvor livet fremtræder i sin aller grimmeste form (for undertegnede, altså), kommer jeg ind imellem helt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet finder det sørgeligt. Men det er naturligvis bare mig, der har en skrue alvorligt løs, når jeg ikke kan se magien i at deltage i denne 'store' tremilliard år lange fortælling om stort set intet - det biologiske livs cyklisk-banale magtspil, intriger og trakasserier - på et vådt klippestykke i omløb om en ganske gennemsnitlig stjerne i en ganske gennemsnitlig galakse.

Michael Kongstad Nielsen

Jo, vel er det muligt : "at skabe et fællesskab i materiel knaphed, som vil fremstå tiltrækkende på mennesker". Men jeg tror ikke vi kommer uden om medejerskabet. Ud over at man skal føle et medejerskab, så skal man også økonomisk have et medejerskab, så hvis man indgiver sig på vejen mod material knaphed, må man selv ville det, og selv høste frugten af det.

Frugten er - ud over at jorden overlever - den enkeltes medejerskab af jord og maskiner, bøger og intellektuel værdi. At ØD ikke duede, skal ikke slå nogen af hesten, op igen og prøv noget nyt, men i samme overordnede boldgade.

Jeg købte for nylig bogen "Grever, Baroner og Husmænd", "Opgøret med de store danske godser 1919", en skøn bog af Ditlev Tamm og John Erichsen, der fortæller om danmarkshistoriens største "konfiskation" af jordegods og materiel kurturarv, da len, baronier og fideikommisgodser blev frie jorder mod afståelse af store dele af deres tilliggende, der blev opdelt til husmandsstedder. Det var en lykkelig tilnærmelse til et fællesskab i materiel knaphed, som fremstod tiltrækkende på mange mennesker.

Kirsten Bende Lund, Niels Mosbak og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg,

i den konkrete situation:

Idealet: Økonomisk lighed, et fokus på åndelige værdier, fordi det er det 'rigtige' at gøre.

Realiteten: Økonomisk lighed og et fokus på åndelige værdier, fordi vi bliver flere og flere mennesker der skal deles om færre og færre ressourcer.

I den konkrete situation er konsekvensen den samme, uanset om du argumenterer ud fra idealer eller realiteter. Men forskellen er alligevel til at tage og føle på. For jeg er nødt til at tro på, at mange mennesker der frastødes af idealet, kan indse realiteternes nødvendighed.

Jens Peder Nielsen

Start med at sænke arbejdstid, løn og skat med 10% for offentlige ansatte. Det vil gi mere livskvalitet, flere i arbejde og gavne klimaet.

odd bjertnes, Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fredsted - misantropien må som sædvanligt have et ord med på vejen, og her vil jeg blot nævne, at det våde klippestykke i omløb om den gennemsnitlige stjerne i den ganske gennemsnitlige galakse ikke er så ordinær endda - faktisk er det våde klippestykke ekstraordinært, ja indtil videre unikt, da det mig bekendt er det eneste sted i verden, hvor livet har kunnet udvikle sig. Det er muligt, du kender en anden galakse, der er mere ærbar og mindre sexet, men så må du godt fortælle os om den.

John Fredsted

@Kongstad: Misantropi, der betyder menneskehad, er ikke en korrekt karakterisering af min sindstilstand, der jo handler om lede ved den biologiske eksistensforms belønnet-brovtende adfærd vidt og bredt.

"... det eneste sted i verden, hvor livet har kunnet udvikle sig.": Og så? Hvorfor er liv bedre end ikke liv? Hvorfor er det bedre at være til end ikke være til?

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Lad mig starte med at sige, at jeg føler meget stor sympati for dig. Medlidenhed i ordets egentlige betydning.

Hvordan kan det nu gå til? Jeg kender dig jo ikke? Well, det er korrekt at jeg ikke kender dig, men i den fortvivlelse (hvis du vil tillade mig det ord) du til tider giver udtryk for, genkender jeg mig selv. En fortvivlelse som i hvert fald er mit grundvilkår, og som næsten 40 års livserfaring ikke har kunnet frigøre mig fra.
(At en sådan frigørelse i sidste ende måske ikke er hverken ønskelig eller tjenestelig, er en anden sag, som jeg ikke direkte vil komme nærmere ind på her).

Det er derfor heller ikke tilfældigt at jeg har valgt billedet af Albert Camus tll at repræsentere min profil i dette forum, At et stort billede af ham pryder min væg, og at jeg første gang jeg læste hans værker, for første gang følte at jeg var kommet 'hjem'.

Albert Camus sætter med begrebet 'Absurditet' ord på den fortvivlelse, som også for ham var et grundvilkår: Fortvivlelsen over at leve i en verden uden mening eller sandhed, uden værdi. Hans livsværk, som på brutal vis blev afsluttet i en bilulykke i 1960, bestod i et forsøg på at komme overens med denne fortvivlelse. At slutte fred med den, så at sige. Det lykkedes ham ikke. Og selv om han ikke var død så forholdsvis ung (46 år), så tror jeg aldrig han ville have lykkes med det. Dertil så han for klart, var for hudløst ærlig, eller rettere for dårlig til at lyve. Især til at lyve over for sig selv.

Så når du spørger, 'Hvorfor er det bedre at være til end ikke [at] være til', så stiller du præcis det samme spørgsmål, som Camus stillede som udgangspunkt for sin første udforskning af 'det absurde', i hans bog 'sisyfos-myten':

"Der findes kun ét virkelig filosofisk problem: selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål”

Camus nåede aldrig til et tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Men det betyder ikke, at hans overvejelser er uden værdi, eller at de ikke kan hjælpe de af os, der til tider finder det svært at leve. Om ikke andet kan de forsyne os med den lindring af smerten, som kan findes i bevidstheden om at andre føler det samme som én selv: solidariteten.

Konklusionen Camus når frem til i 'sisyfos-myten' er, at selvmordet må forkastes. Som han skriver i indledningen til bogen 'Oprøreren' fra 1951:

"Den absurde tankegangs sidste slutning bliver faktisk forkastelse af selvmordet og fastholdelse af den desperate konfrontation af den menneskelige spørgen med verdens tavshed".

Mellemregningerne skal jeg ikke komme ind på her, men konklusionen er af afgørende vigtighed. Den demonstrerer hvad jeg tidligere beskrev som Camus' manglende evne til at lyve for sig selv, kombineret med det klarsyn der efter min mening var hans største gave. Dét som Camus ikke kunne lyve om, var nihilismens berettigelse: Verden er tavs! Den kan ikke give os noget grundlag for erkendelse eller moral. Men hvad han samtidig så klart var, at mennesket ikke kan leve som nihilist, ej heller begå selvmord som nihilist:

På en måde bevarer det menneske, som i ensomhed tager sig af dage, endnu respekten for en værdi, fordi han jo åbenbart ikke tilkender sig selv nogen ret over andres liv. Beviset er, at han aldrig bruger den frygtelige kraft og frihed, som skænkes ham i beslutningen om at dø, til at beherske andre; ethvert selvmord i ensomhed har, når det ikke fuldbyrdes som hævn, en gavmild eller ringeagtende side. Men man ringeagter i en eller anden værdis navn. Hvis verden er selvmorderen ligegyldig, er det, fordi han har en idé om noget, som ikke er eller ikke ville kunne være ham ligegyldigt. Man tror, at man tilintetgør alt og trækker alt med sig, når man går ind i døden. Men af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve.

'Af selve denne død genfødes en værdi, som måske ville have gjort det værd at leve'.

Denne ene sætning, John, rummer både svaret på dit spørgsmål, samt det eneste brugbare udgangspunkt jeg kender til, for enhver videre løsning af de problemer der til alle tider har hjemsøgt os mennesker på dette våde klippestykke, i dette ganske gennemsnitlige og frem for alt tavse univers.

Heinrich R. Jørgensen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Flemming Madsen

"The most terrifying fact about the universe is not that it is hostile but that it is indifferent; but if we can come to terms with this indifference and accept the challenges of life within the boundaries of death — however mutable man may be able to make them — our existence as a species can have genuine meaning and fulfillment. However vast the darkness, we must supply our own light"

Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg,

Problemet med 'Pligtetikken' er jo evident allerede i dens navn. For hvad stiller man op med mennesker, som ikke føler sig forpligtet af den?

Realiteterne er hvad de er, og de skal nok gøre sig gældende for både den fornuftige såvel som den ufornuftige. Forskellen på fornuft og ufornuft, kan vel siges at handle om, hvor lærenem man er i den stadige konfrontation med realiteterne, som livet grundlæggende består i.

Hvad har det med ånd at gøre, spørger du. Well, jeg har et spinkelt håb om, at en kurs der som udgangspunkt vælges nødtvungent, tvunget af realiteterne så at sige, kan have en transformerende effekt, hvis bare den fastholdes længe nok:

Eller helt konkret: Den individualistiske egoist kan nødtvungent acceptere at indordne sig under kollektivistiske, solidariske principper, hvis han med sin fornuft kan forstå at det er nødvendigt.
Men måske...måske er der en lille chance for at hans fornuftsbegrundede, midlertidige underkastelse, åbner hans øjne for det som hans evindelige fokus på opfyldelsen af egne behov, hidtil har holdt skjult for ham: Ånden, livets egentlige værdi.

Et naivt håb, måske, men hvad skal jeg da ellers klamre mig til? Alle udveje synes spærrede, og vandet stiger..

Heinrich R. Jørgensen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten: Et varmt tak for din dybe og personlige kommentar, med meget at fordøje (jeg fordøjer stadig, og nærværende kommentar er derfor formodentligt kun en skitse til et svar). Medlidenhed med mig behøver du såmænd ikke have; medfølelse er mere end tilstrækkeligt.

Jeg ved ikke, om min fortvivlelse, som du er så hjertelig velkommen til at kalde det, handler om "en verden uden mening eller sandhed, uden værdi." For jeg kan i verden - forstået som det hele: universet - sagtens finde nogle åndelige fikspunkter af sandhed og værdi: For eksempel i naturlovenes matematiske skønhed (jeg er, som måske bekendt, fysiker af uddannelse); og så naturligvis i et godt venskab, o.l. Men måske misforstår jeg dig/Camus!?

Med spørgsmålet "Hvorfor er det bedre at være til end ikke at være til?" refererer jeg ikke til selvmordet; jeg tænkte såmænd udelukkende på det overhovedet ikke at være skabt, altså ikke være sat i verden in the first place. Og lad mig lige slå fast: jeg pusler ikke på nogen måde med tanker om selvmord; jeg er i dag stærk nok til at bære fortvivlelsen, hvad den så egentlig handler om (jeg er kommet til at tænke).

PS: Måske jeg skulle kaste mig over Camus, specielt essayet "Sisyfos-myten". Min eneste bekymring er, at jeg rent sprogligt måske vil komme til kort.

Niels-Simon Larsen

Skal man vælge mellem to onder, bør man vælge det mindst onde, ellers er man jo ond.
Det onde er ofte i flertal, onder, dårligdomme. Der er kun een måde at være god på, men hundrede måder at være ond på, sagde vist Aristoteles.

Jeg tror ikke, man går ud af livet som følge af filosofiske overvejelser, men af psykologiske grunde (overbelastning af sindet).
Man vil nok heller ikke redde verden ud fra facit på et regnestykke, men fordi man psykologisk har overskud af godt liv.

De store retninger, giver deres svar: Buddhismens søgen efter nirvana. Kristendommens søgen efter Gud (nogle teologer vender det om og siger, at Gud søger og finder det forvildede menneske). Begge er en forkastelse af den jordiske tilværelse som lidelsesfyldt eller ond. I sidste tilfælde, fordi den er et modstykke til Gud, ufortalt hvordan der kan opstå et modstykke til den Almægtige.

Grundvilkåret for alle: Tag føde til dig eller dø, gå ud og hent føden eller dø. Former dig, hvis det er muligt.
Der skal en del overskud til, før man hos os har tid til at gøre sig tanker om livet og døden, men i de såkaldt primitive samfund gjorde man sig mange tanker, selvom man kun lige havde til dagen og vejen. Må være tankevækkende for et forbrugermenneske nu vi taler om nedgang i leveomkostningerne.

Psykologisk har jeg stor forståelse for selvmordet, men ikke filosofisk. Karakteristisk for både buddhismen og kristendommen er da også, at de vender på en tallerken og gør det at ofre sig for andre til hovedsagen, selvom de lige har fundet ud af, at det hele er ad helvede til. Kristendommen siger direkte, at livet ikke kan fattes, med mindre vi bliver som barn igen. Verden gribes ikke med forstanden, men med hjertet.

På samme måde gribes klimaforandringerne også af hjertet, og hjertefolket bliver hele tiden angrebet af hjernefolkene.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted (08.12) - jeg noterer mig, at du ikke er misantrop. Fint nok.

Misantropen er nu forresten forbundet med flere formildende omstændigheder, i hvert fald i den udgave, Jean-Baptiste Molière digtede i 1666, et teaterstykke, der gik over alle Europas hofscener i 1600-tallet, og som alle beundrede fra nar til adelsmand, og som alle klaskede sig på lårene af grin over, foruden sidemandens.

Misantrop betyder ikke kun menneskehader, da første led også kan dække "afsky" eller bare "sky", altså én, der tager afstand fra mennesker eller gemmer sig væk fra dem. I Molières skuespil er hovedpersonen forfærdet over den falskhed og det hykleri, mennesker benytter sig af for at komme frem i livet, så han beslutter sig for at gå til kamp mod verdens falskhed og kræver absolut ærlighed af sig selv og alle andre.

Det giver ham en del problemer, med venskaber såvel som loven, men fremfor alt kærligheden. Således hans kærlighed til Célimène, hun er både vittig og spydig og bruger gerne sine manipulerende evner, når hun holder hof for alle sine mandlige beundrere.

Idealerne bliver svære at opretholde for misantropen, der selv får svært ved at undslippe jalousien, hykleriet og dobbeltmoralen.

'Misantropen', revser en selvoptaget og overfladisk kultur, og har derfor stadig meget at sige os. Den skinhellige kritiker slipper dog ikke for at blive gjort til grin, men om hovedpersonen er en beundringsværdig idealist, en selvfed idiot eller bare naiv, er op til læseren at bedømme.

Ovenstående er delvist hentet fra dette link (hvis det virker):
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Laeseklubber/Klassikerklubben/Maanedens_...

Torsten Jacobsen

Hehe, bare rolig John Fredsted. Hvis jeg havde selv den mindste bekymring i forhold til dine eller andre 'onlinebekendtskabers' selvmorderiske tilbøjeligheder, så kan jeg garantere dig for at jeg ville reagere med større effektivitet, end ved blot at skrive endnu et lommefilosofisk indlæg ;)

Torsten Jacobsen

Michael Kongstad,

Ak, endnu en klassisker der mangler et flueben på tjeklisten :(. Det lyder som om Dostojevskij har været i teatret inden han skrev 'Idioten' ;)

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Det er ikke muligt ikke at eksistere. I den forstand er vi jo alle (for)dømte, om vi vil det eller ej.
Dømt til frihed, som Sartre sagde, og han mente vist det med dommen helt bogstaveligt, og i den mest negative betydning af ordet.

Også Hos Camus står dommen som et centralt begreb. Først og fremmest den himmelråbende uretfærdige dom, der hænger over vores hoveder, døden, men også spørgsmål om uskyld over for skyld, og hvem der med rette kan dømme i dét spørgsmål: 'Jeg prøver på at være en uskyldig morder. De ser at det ikke er nogen høj ambition' , som Camus siger gennem en af sine karakterer i 'Pesten'. Hvor efter han fortsætter:

'Der burde ganske vist være en tredie kategori, nemlig de virkelige læger, men det er noget, man faktisk ikke ofte træffer på, og noget, som må være vanskeligt. Det er derfor, jeg har bestemt mig til at være på ofrenes side i alle tilfælde for at begrænse skaden. Mellem ofrene kan jeg i det mindste søge efter, hvordan man når til den tredie kategori, det vil sige freden.'

Hvad nytte kan man med hjernen gøre blandt ofrene, hvis ikke hjertet er med, for nu at binde en tråd til Niels-Simons indlæg ovenfor. Eller for nu at binde an til et af mine egne tidligere indlæg:

Uden ånd, ingen fred.

P.s. Du kan roligt give dig i kast med Camus. Han taler netop fra hjertet; fra en levet erfaring. Han er forfatter, ikke filosof. Hans største svaghed i nogles øjne, hans største styrke i mine.b

John Fredsted og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Torsten (og Flemming Madsen): Det er ikke døden, der får mig til at fortvivle eller føle, at livet er absurd eller uretfærdigt (og hermed naturligvis ikke påstået, at I mener det om mig). Min fortvivlelse er snarere forbundet med, at livet synes at være en farce i al dens gentagelse uden nogen synderlig udvikling: de banale ambitioner, skåret over skabelonen 'min succes, andres fiasko' (om man er sig det bevidst eller ej), synes at være de samme, som de altid har været. Hvis jeg følte, at vi som art derimod udviklede os (åndeligt), at vi som art levede for at gøre planeten til et bedre sted at leve for alle, så ville jeg føle anderledes; ja, så ville jeg måske endda kunne finde på at sætte børn i verden, for så ville livet, til trods for døden, føles helt anderledes meningsfuldt og, ja, smukt for mig.

Niels-Simon Larsen

Hvis det hele var anderledes, ville jeg føle anderledes (John).
Hvis jeg følte anderledes, ville alt blive anderledes (?).

Hvordan man får løftet sig selv op ved håret, er vist nok et alment problem.
Det almindeligste 'hårmiddel' er en forelskelse. Det kender alle - et godt, gennemprøvet middel. Problemet med det er, at det skal komme udefra, gribe en og lægge en ned. Det er ikke sådan lige.
Et andet middel er at blive 'hellig'. Amazing grace. Før var jeg blind, men nu er jeg seende. Om det kommer udefra, skal jeg ikke kunne sige, men det hævdes.
Så er der 'det lange, seje træk', en kæmpen sig frem til en dybere indsigt også kaldet en højere bevidsthed. Det hårmiddel er ikke gratis og kræver (vist nok) afsavn, modgang, udholdenhed, afholdenhed(!), ensomhed idet man holder sig på afstand af verdens larm. Åh, ja, man bliver måske ligefrem lidt til en side eller bliver betragtet sådan.
At komme frem til noget, som flertallet vrager eller nærmest ser ned på, kan være en stor personlig belastning. En belastning i det hele taget, for andre også, for samfundet, for samfundsøkonomien. Alt for mange af den slags får hele forbrugersamfundet til at bryde sammen. Hvis folk på den måde begynder at trække bundpropperne op - "på billedet man ser hvordan", nej, det gør man ikke, for der er intet billede ud over de indre, man selv gør sig. Der er ikke lavet noget billede af et samfund for nedskruet hastighed, enkel levevis (udover Bonderøven) og åndelig vækst. Kan man forestille sig nogen lave billeder af det uden at blive til grin? Det kan dårligt nok lade sig gøre at skrive om det. Bare det at lufte det i en sidebemærkning - .

Hvordan skal man føle anderledes, end man gør nu? Man skal, men hvordan? Der skal komme noget udefra, en mand med en slæde, en kone med en dragt brænde på ryggen som i eventyrere, der spærre en vejen, og beder en om at dele madpakken med dem, og først da får man det magiske middel af dem.

Niels-Simon Larsen

Noget der burde ryste alle, men mærkeligt nok ikke gør det:
'Isen smelter nu hurtigere end nogensinde'.
'Storbyer ruster sig mod vandstigninger'. Man vil bygge diger og en hel masse. Gravemaskiner udspyr dog CO2, og så stiger vandet endnu mere.

Forsvaret kræver nye mordermaskiner til 30 mia. De bestiller ikke andet end at udspy CO2 og ødelægge. Tænk hvis miljøbevægelsen fik de 30 mia.?
Der er ingen ende på vores ødelæggende adfærd, men vi kalder det noget andet fx demokratiopbygning i tilbagestående lande. Ligemeget hvad, så giver det os noget igen. Det kan ligefrem betale sig, så hvorfor lade være?

Vi er urystelige. De af os der alligevel lader os påvirke, skal kunne holde balancen og både se klart og se væk for at overleve. Et dysfunktionelt samfund, der selvfølgelig kalder sig noget andet, doper borgerne med forbrug, også af medicin. Det bliver en dyne, der er umulig at slå igennem. Alene det at indrømme over for sig selv, at den er gal, helt gal, er et tigerspring af mod, for hvad skal man gøre med sin opnåede indsigt? Måske kan man ikke gøre noget ud over at holde den for sig selv, slæbe rundt på den og se den som en byrde.

Der findes ingen regnskaber, der fortælle om den enorme ødelæggelse af menneskeligt liv, der følger med et forbrugersamfund. Målemetoderne er slet ikke indrettet til den slags. Desuden bliver forestillingsevnen til alternativer lammet, så når der bliver spurgt om, hvad vi så skal leve af, hvis vi ikke mere skal ødelægge, bliver vi tavse. Provokerer (det bliver nemlig opfattet som provokation) nogen med at tale om at gå ned i ødelæggende adfærd, har debatten ikke udsigt til at brede sig, for den har ikke nogen at brede sig til. Der er ingen aftagere. Til sådant et falsk behov er der ingen aftagere.

Kirsten Bende Lund, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Simon,

Der findes ingen regnskaber, der fortælle om den enorme ødelæggelse af menneskeligt liv, der følger med et forbrugersamfund. Målemetoderne er slet ikke indrettet til den slags.

Her rammer du virkelig hovedet på sømmet. Måleinstrumenterne er konstrueret forkert, de måler konsekvenserne, men kausalitets-kalibratoren er kaput. Konsekvenserne tilbageføres til forkerte årsager, og vanvidet fortsætter:

Kriminalitet bekæmpes bedste med højere straffe.
Arbejdsløse skal aktiveres.
Fattige skal ydmyges.
BNP er et gyldigt mål for et samfunds trivsel.
Fortsæt selv listen...

Kirsten Bende Lund og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Flemming Madsen

"Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits"

John Fredsted

@Niels-Simon: Mit udsagn "Hvis jeg følte, at vi som art derimod udviklede os (åndeligt), at vi som art levede for at gøre planeten til et bedre sted at leve for alle, så ville jeg føle anderledes", der sniger sig op af at være en tautologi (noget jeg først opdagede efter afsendelse af kommentaren), er ikke blandt mine større litterære bedrifter (hvis jeg da overhovedet kan mønstre nogle sådanne). Men som min far ind imellem sagde til mig: "Misforstå mig ret!" Det jeg ville sige var vel snarere noget i stil med, at hvis jeg bare direkte kunne se, at vi som art udviklede os nævneværdigt (åndeligt), så ville jeg føle anderledes. Men det kan jeg ikke, og ej heller tror jeg længere på det. Hvilket måske burde få mig til at spørge mig selv om følgende: Hvorfor pokker skriver jeg så overhovedet her? Hvis jeg allerede har opgivet, hvis jeg bare er en surmulende, armene-over-kors gnavpot, der ikke evner at løfte sig selv op ved hårene i denne sammenhæng så skulle jeg måske snarere bare indstille skriveriet, lade persiennerne forblive nedrullede, passe bedst muligt på mig selv og så lade verden gå den gang, jeg nu mener den er forudbestemt til at gå. Måske er det fejhed, måske er det klynkeri; jeg ved det ikke.

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Hvorfor pokker skriver jeg så her?

Tillad mig et sidste Camus-citat, så skal jeg nok holde lidt igen med dem i et stykke tid :)
Bemærk iøvrigt at jeg også tillader mig at fastholde, at du er ramt af absurditet, dvs en følelse af meningsløshed:

Enhver filosofi, der går ud fra virkeligheden som meningsløs, lever på en modsigelse i selve det, at den udtrykker sig. Den skænker på den måde et gran af sammenhæng til det, som ikke har sammenhæng, den indfører konsekvens i det, som ifølge den selv ikke har sammenhæng. At tale er at skabe mening. Den eneste logiske holdning, baseret på opfattelsen af virkeligheden som meningsløs, ville være tavshed, hvis tavsheden da ikke også havde betydning. Den fuldkomne absurditet forsøger at være stum. Hvis den taler, er det fordi den finder behag i sig selv eller, som vi skal se, fordi den betragter sig som foreløbig.

'Fordi den betragter sig som foreløbig.'

Du er afsløret, min ven. Du har mere håb, end du selv vil vil være ved. :)

Michael Kongstad Nielsen

I morgen er der atter en dag, som kong Valdemar sagde engang. Og morgendagens muligheder skal ikke forsømmes. Ingen ved hvad dagen bringer, så hvorfor ikke håbe det bedste.

John Fredsted

@Torsten: Mon ikke jeg snarere er ramt af sorg?, spørger jeg mig selv. Man kan vel godt sidde fast i sorg uden nødvendigvis at være ramt af en følelse af meningsløshed.

Jeg forestiller mig i skrivende stund, måske forkert, måske med urette, at de mange af mine medborgere, der har så travlt med deres tilsyneladende endeløse række af materielle/eksterne projekter og gøremål, måske meget mere end mig, hvis eksterne liv er gået overordentlig meget i stå på de fleste (vestlige) måleskalaer, er meget mere ramt af en følelse af meningsløshed, omend måske uerkendt, end jeg er. Kierkegaard ville måske sige, at de er ramt af 'mulighedens fortvivlelse'. En del af min sorg handler om, tror jeg, at jeg føler mig (åndelig) fremmedgjort i denne kultur, som disse mange, flertallet synes det, af mine medborgere skaber.

PS: Det citat af Camus tog mig godt nok lidt tid at dechifrere. Det lover jo ikke så godt for min eventuelle læsning af et eller flere af hans essays.

John Fredsted

Hov: "meget mere" kom to gange med. Sætningen skulle lyde: "... måske meget mere end mig, hvis eksterne liv er gået overordentlig meget i stå på de fleste (vestlige) måleskalaer, er ramt af en følelse af meningsløshed, omend måske uerkendt, end jeg er."

Niels-Simon Larsen

Så længe man taler om selvmord begår man det ikke. I øvrigt kan man vende det om og spørge, hvem der ikke er i gang med at begå selvmord under en eller anden form, rygning, alkohol, fedt om hjertet, arbejdsstress osv. Der er mange helt legale former at boltre sig i. Det er den hurtige form for selvmord, der gøres til problemet. Desuden har vi en forbrugskultur, en ren selvmordskultur der prises i høje toner.
Hvad er det modsatte af selvmord?
Man må jo heller ikke gå så meget op i livet, at det ender galt.
Den gyldne middelvej, som Buddha sagde, gælder stadig.

Torsten Jacobsen

John Fredsted,

Hvis vi kan blive enige om, at en følelse af meningsløshed jo kun er én følelse blandt andre, kan du efter min mening med sindsro fjerne forbeholdene fra din diagnose af 'samtidens menneske'. Den er ikke forkert eller uretfærdig: Den seende bør møde den blinde med forståelse og medfølelse, men der er ingen grund til at undskylde, eller til at foregive at man selv er blind. Og selv om det måske er rigtigt at vi lever i et samfund, hvor blinde konstruerer og insisterer på gyldigheden af måleskalaer de ikke selv kan se omfanget eller konsekvenserne af, så er en gavmild latter, snarere end sorg, den passende reaktion for de af os, der nu ved bedre besked. Som ser mere klart.

Den gavmilde latter adskiller sig forøvrigt, på et væsentligt punkt, fra hånlatteren: gavmildheden udspringer af medlidenhed og solidaritet, hånen af overlegenhed og foragt. Vil man dømme om et menneske, behøver man altså blot at lytte til kvaliteten af hans latter :)

Torsten Jacobsen

P.s. Med hensyn til Camus, og tilgængelighed generelt:

Det er min erfaring, at det der med lethed forstås, som regel også med fordel hurtigt kan glemmes. Det har sjældent nogen varig værdi, og leder i hvert fald ikke tanken mod nye horisonter. Det var vist Sokrates, der fastslog vigtigheden i erkendelsen af at man intet ved. Når man først til den erkendelse, er der to veje videre :).

John Fredsted

@Marianne: "Måske er der mere i livet end lige netop hvad penge kan købe?"

Det har jeg nu længe vidst, at der er, heldigvis. Jeg har stort set intet personligt forbrug ud over det til dagen og vejen samt udskiftning af hvad, der måtte være udtjent. I Niels Hausgaards sarkastiske terminologi er jeg derfor et menneske, der er usolidarisk med samfundet, idet jeg således ikke er med til at holde hjulene i gang. Mit ringe forbrug skyldes ikke nærighed; jeg føler bare ikke noget behov for at forbruge, og det er jeg ganske godt tilfreds med.

Jeg er så heldig at vide, at der findes noget (større) bagved den biologiske livsforms trakasserier. For, som jeg skrev tidligere i denne tråd, så finder jeg et åndeligt fikspunkt i naturlovenes matematiske skønhed, og i deres konstans: her er noget, der ikke afhænger af livets/menneskets svingende luner.

Det, der gør mig klaustrofobisk ved vores kultur, er, at det tilsyneladende ikke er muligt at undgå ufrivilligt at skulle deltage i folks materielle foretagsomhed: jeg elsker stilhed, men den er konstant i fare for at blive ødelagt af støj og larm herfra. Folk måtte såmænd gerne fjante rundt med alle deres i mine øjne tomme projekter, hvis bare jeg kunne få lov til at være i fred, og hvis ikke disse deres aktiviteter medførte klimatisk destabilisering og ressourceudtømning med deraf følgende konflikter etc. Men sådan bliver det tilsyneladende aldrig, og det fylder mig med en sorg og vrede, der ind imellem er ved at rive mig midt over af fortvivlelse.

John Fredsted

@Marianne: Jeg er bange for, at overbærende rummelighed, omend det helt sikkert ville være godt for ens eget (psykiske) helbred, vil vise sig aldeles ude af stand til at ændre verdens kurs: aggressorerne (hvormed jeg i denne kontekst mener alle dem, der ikke synderligt forsøger at tage vare på planetens helbred ved at forsøge at leve en smule beskedent) vil netop ikke ændre kurs, når der bæres (kærligt?) over med dem.

PS: "John - du er jo langt." Jamen, tak for det :-).

Niels-Simon Larsen

Ser lige på brættet, hvordan klimabrikkerne er stillet op. Der er vist ikke nogen, der benægter, at isen smelter osv., og de få, der gør det, kan man godt se bort fra. Havene stiger også, og en dag bliver der flertal for at beskytte visse områder af fx København, især Esplanaden hvor Mærskkontorerne ligger. Det må bare ikke hedde sig, at det har noget med menneskelig aktivitet og CO2 at gøre. Ingen placering af ansvar. Det er en ren tilfældighed, at noget er galt. Det betyder, at fru Jensen, der altid har levet et stille liv med krydderurter i vindueskarmen bliver sat op i skat, fordi hun skal være solidarisk med de stor firmaer og de store parceller, der må gardere sig mod naturkatastrofer.

Det vil være et stort skridt den dag, flertallet indrømmer, at det er lidt for varmt, vådt, koldt eller blæsende, og at man bliver nødt til at gøre noget ved det. Vi er ikke nået til det punkt endnu, men det kommer.
Selv når den dag kommer, vil man fortsætte med at tonse CO2 ud og tæske løs på naturen, for det er ikke os, der er noget galt med. Man vil sætte enorme 'offentlige' arbejder i gang med billig arbejdskraft kloden over. Det vil give gigantisk afbrænding af CO2, men det skader som bekendt ikke.

Det må ikke have noget med menneskelig aktivitet at gøre, for det vil lægge et tæppe af rådvildhed over menneskeheden, for hvad skal den lave, når den ikke må lave noget. Det er der, vi får klippet håret eller nærmere revet det af. Jeg så lige en forretning med græsslåmaskiner. De vil blive forbudt. Hvordan det så vil gå med vores fine haver, vil naturen fortælle os til den tid. Den skal nok klare det.
Nej, hvad skal vi lave, når vi ikke må lave så meget (forurening) mere? For sådan en som mig bliver der meget at lave med at trøste folk, der slet ikke kan forstå, hvordan det kunne komme så vidt. De har jo intet gjort. Kun været ligesom alle andre. At der skulle være noget galt i det,fatter de ikke, for der var jo rådgivere på alle steder og niveauer i samfundet. Dygtige rådgivere endda.

Hvis vi kan leve i denne permanente tilstand af fortvivlelse, bliver vi naturligvis nogle helt andre mennesker. Måske bliver vi dyr igen. Måske kan den smule menneskelighed, vi opnåede engang blive springbræt til en højere form for bevidsthed. Vi ved jo fra beretninger, at i krig er det ikke kun primitiviteten, der udfolder sig, men også de humane sider, der blomstrer op i os. De af os, der har rejst i fattige lande, har vist ikke oplevet mindre menneskelighed end i de rige. Selvom det er rart at sove i en blød seng, husker jeg tydeligt, at jeg i en fjern egn fik lov at sove på gulvet hos venlige mennesker. Den nat legede jeg, at jeg var buddhistmunk, og de må jo ikke sove i en blød seng.

Kirsten Bende Lund

"Et fællesskab i materiel knaphed" og "vi kan ikke gøre så meget andet end at starte med os selv" - de to udsagn tror jeg på. Eivind Aagaard, engang lektor på hedengangne Danmarks Lærerhøjskole, skrev blandt meget andet en artikel med overskriften "Grav hvor du står". Den handlede ikke om et fællesskab i materiel knaphed, men konklusionen var den samme, som hans overskrift og Dalai Lamas udtalelse siger: omsæt dine holdninger i din praksis. Skru dit liv ned til materiel knaphed på så mange områder som du orker, find meningsfæller (det er begyndelsen på et fællesskab) og send overskuddet videre til miljøforkæmpere, hjælpeorganisationer, Samsø-fonden til opkøb af traditionelle landbrug (på Samsø) med henblik på udlejning til unge økologiske landmænd, eller...., eller.... Drop TV og Facebook og lidt af skrivetiden på I-pad'en;) brug i stedet tid i naturen, saml stilhed og skønhed så der bliver kræfter til de fortsatte udfordringer med at arbejde for at skabe fællesskaber i materiel knaphed.
Jeg har nydt jeres mange kloge ord og inspirerende samtaler. Osse sådanne kan give mod og kræfter til at fortsætte den ønskede kurs henne i den daglige virkelighed, hvis man giver sig selv lov til at lytte/læse/skrive med hjertet. For mig er livets mening livet selv.

John Fredsted, Michael Kongstad Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar