Klumme

Profession: ressourcestærk

Der er sikkert mange grunde til at blive pædagog. Gode grunde og dårlige grunde. Jeg er begyndt at overveje, om mine hører til de dårlige, de forkerte
Debat
29. juli 2014

For et år siden droppede jeg freelancetilværelsen som skønlitterær oversætter og begyndte i stedet på pædagoguddannelsen. Jeg vil gerne lave noget, der er vigtigt, tænkte jeg. Jeg vil gerne lave noget, der ikke er ligegyldigt. Dårlige bøger er ligegyldige. Mennesker er ikke ligegyldige.

Det var en berusende tanke. Jeg kan stadig gå og lune mig ved den. Uh, hvor skal jeg øse af mit overskud. Uh, hvor bliver det godt og betydningsfuldt for dem. Samfundets svageste. Børnene. De udstødte. Som jeg kommer og hjælper. Den søde følelse af at være vigtig. At spille en rolle.

Som pædagog er man pr. definition stærk. Man er professionel, man er kompetent. Man er den, der har ressourcerne, den, der generøst deler ud af sin viden, sit overskud. Man er den, der hjælper – den anden er den, der har brug for hjælp. Det tænkte jeg ikke på, da jeg skiftede retning i mit arbejdsliv for et år siden. Og jeg har ikke været mig det så bevidst før nu.

Før jeg på seminariet blev opmærksom på, hvor forjættende det kan være at indtage den position. Og jeg er bange for, at det er den forkerte præmis at have for at træde ind i denne verden.

Pædagoger har måske ikke særlig høj status i samfundet som helhed, men i deres egen verden – på de pædagogiske institutioner, hvad enten det er daginstitutioner eller inden for specialområdet – er pædagogen den, der sidder inde med en særlig, relevant, faglig viden. Det er pædagogen, der ved noget om diagnoser, om socialt udsatte, om børns udvikling, om funktionsnedsættelser, om psykisk sårbare. Det er pædagogen, der har overblikket. Pædagogen, der skal øse af sin indsigt og faglighed.

Det føles godt at være stærk. Det er berusende at være den, der i kraft af sin rolle ved, hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt. Hvordan man sidder og spiser pænt, hvordan man skal tale til hinanden, hvad man skal beskæftige sig med, hvad den rigtige uddannelse, hvad det rigtige arbejde og den rigtige familie er. I det hele taget at definere rigtigt og forkert, at udlægge verden for andre mennesker.

Og jo mere usikre, uprøvede eller problemramte de andre er, jo nemmere er det at udstikke den rette kurs, jo mere indlysende er det, hvad der er rigtigt og forkert. Forældre, der ikke kan finde ud af at sætte grænser for deres børn; teenagere, der går med kniv; unge, der eksperimenterer med gråzoneprostitution. De har da brug for hjælp! Og vejledning! Og gode råd!

Jeg har mødt pædagoger, der holder for meget af indflydelsen, af magten. Pædagoger, som læner sig op ad den, som stiver sig af ved den. Pædagoger, som lidt for ukritisk tager på sig, at de skal videregive normer og idealer, og som ikke altid overvejer, at disse normer og idealer ikke er universelle, men bare nogle, som de selv har med hjemmefra. Det er pædagoger, der gør mig bange for, at det bliver mig, der en dag vokser af, at andre er små. Som bliver stærk af, at andre er svage. Hvordan garderer man sig mod det?

»Det er interessant, at du vælger at gå ind i et omsorgsfag,« sagde min terapeut, da jeg lige havde søgt ind på pædagogseminariet.

»Og så lige nu. Du har små børn, og dine forældre er ved at blive gamle. Hvad tror du, det handler om?«

»Det ved jeg da ikke. Jeg synes bare, at det er spændende,« svarede jeg tvært.

Er det en særlig form for magtbegær? Hjælper jeg bare andre for selv at føle mig mere værd, bedre, god?

Vi har vel alle sammen brug for at mærke, at vi er noget værd. Måske er det fint, at man gerne vil sætte aftryk, måske gør det ikke noget, at man også selv får noget ud af det. Og måske kan man godt gøre en forskel for nogen uden at være omklamrende og formynderisk, uden altid at vide, hvad der bedst for andre. Måske er det at hjælpe hinanden noget fundamentalt, måske er det det, der gør livet meningsfuldt. Måske er det så enkelt.

Vi kom det aldrig nærmere hos terapeuten. Jeg ved stadig ikke fuldt og helt, hvad det handler om. Jeg synes bare, at det er spændende.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og skribent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Du er alt for god en skribent til at spilde tiden som børnepasser. Men det er selvfølgelig en bedre og sikrere løn end at oversætte bøger

Peter Jensen

Det kan være meget udmærket - og stærkt kvalificerende - at have god sprogbeherskelse i det pædagogiske arbejde. Og med til sprogbeherskelsen skulle gerne høre både lyst, vilje og evner til at reflektere over egne andele, egne motiver og reaktionsdannelser, i det kommunikerede.

Det er langtfra givet at Jule Top-Nørgaard 'spilder tid' på pædagogisk arbejde med børn; tværtom lader det til at hun har et glimrende ydmygt og magtkritisk perspektiv på sin nye professions betydende skismaer.

Naturligvis bliver pædagoger pædagoger, fordi det på givne tidspunkter afstemmer deres personlige liv og psykologi - og naturligvis kan der gå inflation i lortet. Se blot på økonomer, som taber kuglerammen og giver sig af med voodoo-grafologi. Vi er alle uperfekte - og bør tage udgangspunkt heri. Og der er måske stadig håb for pædagogerne, selvom vi nok er mange, der har opgivet økonomerne.

Lise Lotte Rahbek, Torben Loft og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

At turde være (selv)reflekterende som pædagog burde være en selvfølge. Lærere og pædagoger er blandt de mest indflydelsesrige mennesker i vore børns liv - deres indsats burde have højstatus og særlig omsorg. At det ikke er tilfældet, er eet blandt mange tegn på fundamental krise og forfald.

@ Peter Hansen,

"Du er alt for god en skribent til at spilde tiden som børnepasser. Men det er selvfølgelig en bedre og sikrere løn end at oversætte bøger"

Der er ting og emner man kan kommentere, hvis man har noget at bidrage med...

Der fejler du Big time, sørgeligt indlæg, men ikk ukendt fra din "pen"

Det skal retfærdigvis siges, at selvom man er en god skribent, er det ikke ens betyende med, at man bliver en god (i dette tilfælde pædagog), og en god pædagog, er nødvendigvis ikke en god skribent...
Der er andre ting der skal tælles med og tages i betragtning.

Lise Lotte Rahbek

Gode og vigtige tanker.
jeg kender faktisk een, som er blevet pædagog fordi det lå så enormt langt fra hans oprindelige erhverv, at det blev opfattet som en udfordring. Jeg tror ikke han er en dårligere menneskearbejder end andre pædagoger.
Jeg har til gengæld mødt andre pædagoger, som var så 'hjælpsomme' at det lignede overgreb.